Læsetid: 4 min.

Myndigheder ignorerer domstole i sager om familiesammenføring

Gang på gang bliver Justitsministeriets og Udlændingestyrelsens afgørelser i sager om familiesammenføring omgjort ved domsstolene. Myndighederne tolker reglerne alt for stramt, og retter ikke ind efter dommene, lyder kritikken. 13 ud af 19 sager er blevet omgjort ved domstolene siden 2007
5. marts 2012

Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen er langt skrappere end de danske domstole, når det kommer til bevilling af familiesammenføring.

Hos de danske myndigheder, der afgør familiesammenføringssager – i dag Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen – er det så godt som umuligt for udlændinge at opnå familiesammenføring i Danmark, hvis det gifte par er familiemæssigt beslægtet. Med henvisning til den såkaldte formodningsregel i udlændingeloven giver myndighederne konsekvent afslag i sådanne sager – med én klar begrundelse: Der må være tale om et tvangsægteskab.

»Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen giver reelt afslag i samtlige tilfælde, hvor de pågældende er familiemæssigt beslægtede. De er 100 procent restriktive, muligvis med meget sjældne undtagelser,« lyder vurderingen fra Anders Christian Jensen, der indtil sidste år var formand for Foreningen af Udlændingeretsadvokater.

Gift med sin slægtning

Det på trods af at det i mange muslimske lande er ganske normalt at gifte sig med en slægtning, fortæller Helle Lykke Nielsen, lektor ved Center for Mellemøststudier ved SDU:

»At et par med familiære relationer bliver gift, er ikke det samme som, at man kan konkludere, at det er et tvangsægteskab. Slet ikke. Det er meget svært at sætte et procenttal på, hvor mange par, der tilhører den udvidede familie, men i nogle områder er det nærmere reglen end undtagelsen.«

Når myndighedernes afgørelser bliver bragt for domstolene, er udfaldet også ofte et ganske andet.

Anders Christian Jensen har for Information foretaget en optælling af sager, hvor et ægtepar – med familiemæssigt slægtskab – efter myndighedernes afslag på familiesammenføring har bragt sagen for en dansk domstol. Anders Christian Jensen, der har siddet med størstedelen af den type sager, har siden 2007 bragt 19 tilfælde for domstolene. Her er myndighedernes afslag i hele 13 tilfælde, altså størstedelen, blevet underkendt.

Skal rette ind

Ifølge Jonas Christoffersen, jurist og direktør i Institut for Menneskerettigheder, bør myndighederne altid rette ind efter den linje, domstolene lægger:

»De her tal kunne tyde på, at der er en alt for restriktiv administrativ praksis, i forhold til den praksis domstolene lægger. Lovlig forvaltning er helt essentielt, og hvis man i forvaltningen kan konstatere, at domstolenes afgørelser i de her sager ofte falder ud til fordel for de pågældende, så må man i forvaltningen rette sine bevisvurderinger ind efter det.«

Men ifølge Jens Bruhn-Petersen, der som advokat har ført en række lignende sager, er det netop ikke tilfældet:

»Det er næsten en umulig bevisbyrde at løfte over for ministeriet, når man skal overbevise dem om, at det er et frivilligt ægteskab mellem beslægtede. Det ville være acceptabelt nok, hvis det var et par enkelte afgørelser, der senere blev underkendt af domstolene. Men at det er så markant et flertal viser med al tydelighed, at der er noget helt galt med ministeriets måde at opføre sig på i de her sager.«

Jonas Christoffersen understreger, at ikke alle par har overskud nok til at bringe sagen for domstolene efter et afslag hos myndighederne:

»Og det er netop det essentielle – lighed for loven betyder, at man skal have sin retsstilling uanset kampgejst og ressourcer. For hvis man ikke i tilstrækkeligt omfang tager hensyn til, at domstolene har en lempeligere retspraksis, så kan man jo risikere, at de meget kampivrige, der har tid og kræfter til at gå til domstolene, får deres familiesammenføring, mens andre i lignende situationer ikke gør. Derfor skal forvaltningen være så ens som muligt.«

Udlændingestyrelsen, tidligere Udlændingeservice, har ikke ønsket at stille op til interview, men i en mail til Information skriver kontorchef Bente Herbst Bendiksen fra styrelsens ægtefællekontor:

 »Vi må lægge afstand til advokatens udlægning af praksis på området. Grundlæggende skal vi følge lovens klare formodningsregel om, at et ægteskab er ufrivilligt, hvis parterne er nært beslægtede, og den formodning skal ansøgeren afkræfte. Ellers kan vi ikke give en tilladelse. Vi har løbende taget dommene til efterretning og tilpasset vores sagsbehandling. I dag indkalder vi f.eks. i langt højere grad parterne til uddybende samtale. Formodningen kan afkræftes i nogle sager, men ikke i alle. Et emne som dette er jævnligt oppe, når vi flere gange årligt holder møde i vores netværk Advokatforum både i København og Aarhus.«

Heller ikke Justitsministeriets kontorchef Niels Henrik Larsen mener, at kritikken er berettiget:

»Det afgørende her er at sige, at når vi træffer beslutning, så gør vi det på et lovligt grundlag. Vi er bekendt med, at domstolene i en række sager er nået til et andet resultat, men det er værd at bemærke, at domstolene i netop denne type sager også inddrager omstændigheder, der sker efter, at myndighederne traf deres afgørelse. Vi følger løbende domspraksis, og hvis vi mener, at der er grund til at rette ind efter det, så gør vi det også,« siger Niels Henrik Larsen fra Justitsministeriet.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg mener, at det er regeringens ansvar at ændre denne lovgivning. Når 13 ud af 19 afgørelser er blevet omgjort ved domstolene, må dette således ses som en underkendelse af selve loven og ikke kun af måden, den bliver administreret på.

Det centrale spørgsmål her må være, hvorfor man overhovedet skal have en formodningsregel om, at et ægteskab er ufrivilligt, hvis parterne er nært beslægtede?

Er der da ført nogen form for dokumentation for, at dette er en særlig god og præcis indikation på, at der er høj risiko for "tvangsægteskab"? Ikke så vidt jeg ved. Og som Karsten Aaen for nylig skrev i en anden tråd, hvor jeg nævnte denne regel, mon ikke den virkelige baggrund for reglen er, at der er mange muslimer blandt dem, der gifter sig med en nærtbeslægtet?

Det er nok en rimelig antagelse, og derfor er det også helt klart et politisk ansvar at sige, at sådan skal vi ikke blive ved med at behandle mennesker, der bor fuldt lovligt i Danmark.

Jge er ked af at inddrage det tredje rige her, men man må og kan ikke se beort fra, at også de racelove i det tredje rige, fra 1935 og frem, var lovlige, forstået på den måde, at de var vedtaget af det tyske parlament.

Selve det at man kan finde på at lovgive ud fra en fordom om at ægtefæller, som er nært beslægtede, eller iøvrigt nærmere beslægtede, er tvangs-ægteskaber er præcist lige så racistisk og fordoms-fuld som visse tyske racelove i 1930erne var og er det.

Og hele §8 som citeret ovenfor i fakta-boksen siger jo direkte til folk: den danske måde at gøre tingene påud i ægteskaber er langt den bedste. Gak hen og gør I ligeså.

Men hvad ligger der præcist i 'efter eget ønske'? Jeg ved det ikke, folk, også unge mennesker mv., vil jo altid blive påvirket af andre mennesker, herunder også deres forældre eller deres kammerater og venner mv.
Det er som om dem, der har skrevet §8 i den ovenfor citerede lov tror, at den måde alle mennesker i verden møder hinanden på er den samme som mennesker i Danmarks store byer møder hinanden på. Og det er det altså langtfra...

Suk - hvorfor har vi dog ikke en Forfatningsdomstol...

Heinrich R. Jørgensen

Udlændingeloven (der mestendels er komponeret over de seneste par år) er et langt, restriktivt makværk af et regelsæt.

Lav dog en ny, og meningsfuld lov, helt fra bunden.

Samtidigt bør Indfødsretsloven ændres. Denne gør grupper af personer der har indfødsret, til udlændinge. Hvilket de ikke er. Disse personer burde således ikke være omfattet af Udlængelovens bestemmelser.