Læsetid: 2 min.

Politikere: Ok at fjerne vielsen fra kirken

Det skal være slut med det traditionsrige ja i kirken. Alle vielser bør i stedet foregå på rådhuset. Det mener en række biskopper, og forslaget møder opbakning blandt flere kirkeordførere
26. marts 2012

»Politikere bør vedtage en lovgivning, der sidestiller homo- og heteroseksuelle i forhold til ægteskabet, men som kun gælder på rådhuset. Så kan vi finde ud af, hvad der skal gælde i kirken bagefter,« udtalte biskop Kresten Drejergaard fra Fyns Stift til Jyllands-Posten i går. Han bakkes op af flere biskopper, der ser forslaget som et bedre alternativ til regeringens lovændring, som fra den 15. juni betyder, at homo- og heteroseksuelle par kan blive viet på lige fod.

Forslaget om kønsneutrale ægteskaber har mødt kritik fra både teologer og politikere. Selv om Kristendemokraternes Per Ørum Jørgensen har kaldt forslaget et udtryk for, at folkekirkens rummelighed erstattes med grænseløshed, er han anderledes positiv over for biskoppernes forslag:

»Man bør kraftigt overveje at fjerne den juridiske vielsesmyndighed fra kirken, så alle vielser bliver borgerlige vielser på rådhuset. Herefter står kirker og trossamfund frit i forhold til at kunne velsigne samlivet,« siger Per Ørum Jørgensen.

Dansk Folkepartis kirkeordfører, Christian Langballe, tager også positivt imod forslaget. Ifølge Christian Langballe kan forslaget redde folkekirken på et punkt, som splitter den: Spørgsmålet om homoseksuelle vielser.

»Det er bestemt værd at overveje, om alle vielser skal være borgerlige, for på den måde kan præster selv bestemme, hvem de vil velsigne,« siger Christian Langballe, som mener, at den kristne kirke kun bør velsigne ægteskaber mellem en mand og en kvinde.

Liberal Alliance mener, at Danmark skal adskille den borgerlige vielse fra den religiøse velsignelse, som man allerede har gjort i mange europæiske lande. Men timingen er ikke til det lige nu. Det mener partiets kirkeordfører, Mette Bock, som frygter, at forslaget vil gå ud over de heteroseksuelle.

Ender i religionsdebat

»Der er mange heteroseksuelle, som er glade for at blive gift i kirken, og de vil spørge, hvorfor de skal fratages den ret,« siger Mette Bock.

»Principielt er jeg for forslaget. Det skal bare ske i en anden sammenhæng, så heteroseksuelle ikke føler, at de får ringere vilkår på bekostning af, at homoseksuelle bliver bedre stillet. Så er vi ikke blevet mere ligestillet«.

Selv om flere teologer og politikere er tilhængere af forslaget, tvivler Socialdemokraternes kirkeordfører, Karen Johanne Klint, på, om der er befolkningsopbakning til at fjerne de kirkelige vielser. Hun ser frem til, hvilke synspunkter, der vokser ud af debatten:

»Jeg kunne godt forestille mig, at den her debat udvikler sig fra en religionsdebat til en mere grundlæggende diskussion af, hvilke opgaver folkekirken skal udføre for civilsamfundet,«siger Karen Johanne Klint.

Kirkeminister Manu Sareen (R), som står i spidsen for regeringens kønsneutrale ægteskaber, er imod biskoppernes forslag. Han mener ikke, at man skal fjerne bryllupper, da de er gode anledninger til at få folk til at komme i den i forvejen sparsomt besøgte folkekirke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Manu Sareen vil gerne have at folk kommer i den i forvejen sparsomt besøgte folkekirke.
Det var da et mærkeligt ønske. Hvorfor vil han dog det?

Steffen Gliese

Ja, det er svært med den ligestilling. Uanset om det er universiteterne, der bliver åbnet for alle klasser eller kirkerne for voksne menneskers kærlighed, vil nogle føle, at de mister noget. Dog - det, de mister, er en historisk betinget priviligeret position.
Det kommer til at gå som altid: for nogen ser det ud som de sidste dages katastrofiske opgejlen; men så snart det er blevet norm, falder alt til ro igen. Det går aldrig så galt, som præsten præker, som man siger. Men der er intet i kristendommen, der reserverer ægteskab for mand og kvinde, andet end tradition.

Forslaget, som biskopperne i årtier har bekæmpet med arme og ben, er i sig selv fremragende. Fordi det klargør forskellen mellem jura og Guds velsignelse. Men når forslaget fremsættes lige nu er det rent taktik for at at kaste grus ind i processen skal forhindre homoseksuelle i at blive gift i kirke. Det er klamt at højtlønnede statstjenestemænd som biskopperne griber til den slags uetiske og politiske fif for at please kirkens etremistiske højrefløj.

Erik P. Olsen

Ægte ligestilling vil være, at alle religioner fratages deres ritualers juridiske indhold. Ægteskab og navnetildeling varetages af de dertil bemyndigede verdslige myndigheder. Dåbsattest reduceres til at være medlemskort til det udstedende religiøse samfund og mister totalt dets betydning som identitétsbevis. Kun en navneattest udstedt af en verdslige myndighed kan have denne betydning. Kontakt til myndighederne i disse forhold kan for eksempel gå via borgerservice.

I øvrigt kunne man i god liberalistisk ånd nedlægge kirkeministeriet og overlade det til de religiøse samfund selv at styre deres egen økonomi, dvs varetage deres forhold økonomisk som praktisk i henhold til alm. foreningsprincipper. Af hensyn til kirker som historiske mindesmærker kan man f.eks. lade dem være ejet af Staten, som udlejer dem til højestbydene eller evt. indrettet dem til musæer eller udstillingshaller, som det kendes fra f.eks. Nikolai kirke i København.

Min holdning er den, at man bør gøre som i Frankrig. Alle retsgyldige vielser, også dem der i dag finder sted i moskeer og hos imamer og i synagoger og hos rabbinere, bør fremover kun ske et sted: på rådhuset.

Til gengæld bør alle vielser stille folk lige, så alle, også bøsser og lesbiske kalder for 'ægtefolk'. Da man skal være 18 år for at kunne blive gift i Danmark, kan man kræve at man fremskaffer beviser på at man er myndig, dvs. 18 år. Dette vil også fjerne det problem, hvadenten stort eller lille, som er at imamer m.fl. vier unge under 18 år, siden alle skal på rådhuset. Således vil hverken præsternes, rabbinernes eller imamernes vielser have rets-gyldighed længere, kun hvis man bliver gift på rådhuset er det juridisk i orden.

Så kan folkekirkens præster velsigne de bøsser og lesbiske, der vil have en sådan velsignelse og det samme kan Mosaisk Trossamfund og tros-samfundene hos muslimerne mm.

Glimrende forslag, og dermed fjerne man også den fjer man dækker sig bag for at undskylde at staten skal betale præsters og kordegnes løn.

"Kirkeminister Manu Sareen (R), som står i spidsen for regeringens kønsneutrale ægteskaber".

Ryd forsiden !
De Ny-Liberales ultimative hensigter afsløret ?!?!?

Og lige det forslag skulle bøssehadet så måske også blive mindre af ?

Måske er der lige nogle hundredetusinder piger i Danmark der drømmer våde drømme om at blive ægteviet i kirken under overopsyn af JESUS !

Karen von Sydow

Det er på høje tid at fjerne juraen fra kirken; herunder også fødselsregistering.

Det kan kun gå for langsomt.

Jørgen Malmgren

Jeg fatter ikke hvorfor at danskerne er så tvetydige når det kommer til religion.

Ateisten har ret til ikke at tro på noget som helst, mens de der bekender sig til en tro er uoplyste mørkemand, der ikke har ret til at have meninger i det offentlige rum. Et stort flertal af danskerne er medlem af folkekirken og dem der ikke er, er ikke nødvendigvis ateister, men tilhører andre trossamfund.

Måske man skulle vende situationen om og udelukke ateister fra debatter der vedrører religiøse spørgsmål, da de med stor sandsynlighed ikke har sat sig ind i, hvad de enkelte religioner reelt har af indhold. Og de er dermed at regne for uoplyste mørkemænd.

I folkekirken accepteres en præst der siger at han ikke tror på gud, præster der ikke anerkender kvinder som præster, præster der ikke mener at der skal være små børn i kirken, præster der fører hellig krig mod muslimer og mere moderne præster der gerne vil vie homoseksuelle. Og det bør grundlæggende være kirken og dens medlemmer der afgør hvordan en moderne kirke skal være og skal kunne rumme.

Meningsmålinger viser med tydelighed, at folkekirkens medlemmer er klar til at acceptere vielser af homoseksuelle og de gammeltestamentlige præster og biskopperne burde lytte til det flertal der er. Hvis politikerne var kloge så udskrev de et valg, hvor kun medlemmerne af folkekirken kunne stemme.

Og ateisterne burde blande sig uden om, med deres nedladende holdning til mennesker med en tro.