Læsetid 6 min.

Selvskade er den psykiske smertes nyeste ansigt

Hver tid har sin dominerende psykiske lidelse, som ofte manifesterer sig som en reaktion modtidsånden. Vor tids selvskadere skærer i sig selv for at mærke den smerte, der ellers er ikkeeksisterende i et samfund, hvor smertestillende medicin kan lindre ethvert fysiske ubehag
Hver tid har sin dominerende psykiske lidelse, som ofte manifesterer sig som en reaktion modtidsånden. Vor tids selvskadere skærer i sig selv for at mærke den smerte, der ellers er ikkeeksisterende i et samfund, hvor smertestillende medicin kan lindre ethvert fysiske ubehag
23. marts 2012

Skær dig i låret med et barberblad. Hiv hårene langsomt ud af dit hoved. Bid dig selv i kinden til det bløder. Det er den slags anvisninger, psyken giver unge i dag, når humøret går ned, og problemerne synes for store.

Selvskadende adfærd i form af cutting, kradsning, bid, slag og brændemærkning med cigaretter er blevet reaktionsmønstret for en hel generation af unge, når de har det svært psykisk. Selvskade har altid forekommet, men aldrig så massivt som nu.

»Selvskade er det her årtis spiseforstyrrelse. Det er en måde at vise sin frustration til verden på,« siger Steen Andersen, der er generalsekretær i Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Den sidste del af foreningens navn kom først til i 2005, da det blev tydeligt, at selvskade ikke bare var enkelthændelser, men en regulær tendens af fysiske reaktioner på psykiske problemer.

»I 2001 lavede vi en oplysningsvideo om spiseforstyrrelser, hvor hovedpersonen også skadede sig selv. Vores reklamebureau havde indspillet en video med hende, hvor man så, at hun skar i sig selv. Det var alt for grænseoverskridende til, at vi overhovedet overvejede at have det med i videoen. Nu er det en realitet, at en kæmpe gruppe unge skader sig selv,« siger Steen Andersen.

En del af livet

Hver 10. unge har i dag prøvet at skade sig selv, og hver femte pige i gymnasiet har prøvet at skade sig selv mindst en gang. Over halvdelen af dem, der skader sig selv, har prøvet det mere en gang. Smerten bliver en del af livet.

Men hvorfor er det lige nu, at de unge – primært fra 13-14-års alderen og indtil de fylder 30 – gør sig selv fysisk ondt for at få det psykisk bedre?

Selvskade er »det nyeste ansigt« inden for psykiske lidelser, forklarer psykolog Lotte Rubæk, forfatter til bogen Selvskadens psykologi.

Men det nye ansigt skal ses i en kontekst af en lang række ansigter, som psyken tidligere har vist, påpeger Birgit Petersson, psykiater og afdelingsleder på Afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

»Selvskade skal betragtes som det nyeste symptom på psykiske lidelser i en historisk række af symptomer. Psyken finder nye veje at udtrykke sig på.«

Blodfattige

Udtryksformerne har været mange og alsidige og ikke alle lige levedygtige, fortæller Birgit Petersson. Man har især kunnet agttage de forskellige symptomer hos de kvinder, der typisk reagerer indadrettet på psykiske problemer, og som i dag står for hovedparten af selvskaderne.

I 1850’erne og frem kom kvindedepressioner og mistrivsel især i overklassen til udtryk i form af superslanke og helt svagelige kvinder, der skulle være så blodfattige og kraftesløse, at de kunne besvime hvert øjeblik, det skulle være. Når kvinderne blev gift og indtrådte i en sikker social position, forventedes det, at den tynde krop blev erstattet af en kraftigere og matronelignende skikkelse. Den psykiske og fysiske svaghed skulle heles af ægteskabet.

I begyndelsen af 1900-tallet var ’ansigtet’ på psykens vanskeligheder depressive og neurotiske kvinder, der i underklassen reagerer ved at være nedtrykte og umulige, men i overklassen blev genstand for behandling på neuroseklinikker og sindssygehospitaler.

Depressionerne levede i bedste velgående i mellemkrigstiden, men var på retur efter Anden Verdenskrig – og forsvandt nærmest i 1950’erne.

At skille sig ud

I 1960’erne – i takt med at kvinderne indfandt sig på arbejdsmarkedet – blev anoreksi et psykiatrisk modefænomen, som sidenhen fik følge af bulimi og overspisning, der også blev enormt omtalt i især 1990’erne og 00’erne.

»I spiseforstyrrelsen lå der et ønske om at være noget særligt. Ligesom man ser hos autonome unge, der bliver mere og mere outrerede, bygger anorektikere deres udtryk oven på en generel følelse af anderledeshed. Når spiseforstyrrelserne ikke er på forsiderne af aviserne mere og ikke er interessante, må man prøve andre måder. Så begynder selvskaden, som vi især har set i de seneste fem år,« siger Birgit Petersson.

Selvskade er ikke bare selvskade. Der findes et internt hierarki, som man også kender fra spiseforstyrrelserne. Anoreksi har altid været den fineste spiseforstyrrelse, som de kendte stod frem med og fortalte om, mens bulimi og overspisning, som er langt mere udbredt, ikke er prestigefyldt på samme måde. Ved opkastningen og overæderiet opnår man netop ikke idealet med at være tynd, og det er derfor langt mindre fint at være ude af kontrol og så ikke engang være tynd.

Når det kommer til selvskade, er det mest udbredte og mest anerkendte at skære i sig selv.

»Cutting er den mest kendte form. Det anses for at have lidt elegance over sig, selv om den også er skræmmende for mange, og minder på nogle måder om den måde, vores forfædre tatoverede sig selv på. At slå hovedet ind i væggen eller brændemærke sig selv er ikke på samme måde anerkendt,« siger Steen Andersen fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade.

Afhængighed

Både selve selvskaden og måden, hvorpå den udføres, smitter som fænomener inden for psykologien og psykiatrien, fortæller Lotte Rubæk.

»Det smitter gennem medierne, i klasseværelserne og på de psykiatriske afdelinger, og i nogle subkulturer fremelskes det ligefrem. Men man skal ikke glemme, at det i bund og grund handler om, at nogle unge har det rigtig skidt, og det er deres måde at reagere på. Når deres sind bløder, så må deres krop også bløde,« siger Lotte Rubæk.

Ud over at se blodet pible eller smage det i mundhulen, udløser selvskaden også et særligt stof i hjernen, som kan udløse en afhængighed hos selvskaderne, der kan sammenlignes med alkoholisme eller stofmisbrug. Det bliver en såkaldt auto-addiction, fordi selvskaderne bliver afhængige af et stof fra egen krop.

»Hvis du har ondt i sindet, er den følelse, du opnår ved skaden, efter sigende bedre en sex eller andre stoffer – det kan sidestilles med rent opium,« siger Lotte Rubæk.

Den nydelse, selvskaden giver i form af udløsning af endorfiner i hjernen, bliver et fix, og et fix, der er hurtigt at få.

Smertefobi

Og den effekt er et produkt af vores tid, vurderer chefpsykolog Bo Møhl fra Rigshospitalets psykiatriske klinik.

»Vi lever i en tid, hvor vi har masser af muligheder for et quick fix. Vi handler og reagerer med det samme, når der er problemer. Set i lyset af tanken om det lette og gode liv, har selvskaden den funktion, at man lynhurtigt kan regulere den indre spænding – der skal ikke så meget til,« siger Bo Møhl.

For ham at se hænger behovet for en hurtig lindring af den psykiske smerte med et snit eller slag sammen med, at man i dag er så bange for smerte, at den hurtigst muligt skal væk.

»Vi lever i en smertefobisk kultur, hvor vi har total kontrol over smerten. Vi lytter ikke til symptomet, vi fjerner bare ubehaget på denne mærkværdige måde,« siger Bo Møhl.

Han tør ikke gætte på, hvad der bliver det næste fysiske udtryk for og symptom på en psykisk lidelse, men vurderer, at det fortsat vil tage form som en reaktion på samfundsudviklingen. Da man i 1950’erne og 60’erne opbyggede velfærdssamfundet og i den vestlige verden fik styr på, at alle fik nok mad hver dag, opstod spiseforstyrrelsen. Og i takt med at alle fik mulighed for at tage en pille, hver gang migrænen eller menstruationssmerten satte ind, blev selvpåførslen af smerte en måde at skabe afstand til samfundet på.

»Vilkårene for den moderne identitetsdannelse er under pres, og hvis du ikke lykkes, så oplever du en voldsom fiaskofølelse. Det er en moderne dynamik, som vil blive ved med at presse unge fremover,« siger Bo Møhl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anonym

Snitter, påfører sig selv fysisk smerte for at få en forløsning for en diffus psykisk smerte, som de ikke kan forløse og ikke som artiklen indledningsvis hævder, vil jeg være tilbøjelig til at hævde.....

Mennesker bliver syge af to årsager, de får enten for meget af noget de ikke har brug for eller de får for lidt af noget de har brug for.

Ret simpelt i sin grundstruktur, nu mangler vi så at turde se på hvad det er vi for for meget af og hvad der er vi får for lidt af............

Og på det punkt får vi alt for lidt,....

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

"sindet" er en myte, således er begrebet "selv".

Mennesket er som en hund der tygger på en tør knogle. Når dens tandkød bløder, kan hunden tro at knoglen er rig på blod og næring. Og således mener vi mennesker også at sindet er virkeligt.

Brugerbillede for Jesper  van der Schaft
Jesper van der Schaft

Det er desværre ikke noget nyt. Men det kommer "bare" mere frem i medierne nu end det har gjort tidligere.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, psykisk syg og stifter af Facebook-siden:" Forbedr forholdene for mennesker med handicap"

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Vi antager er der er en tanke men i realiteten er den der kun fordi vi netop antager det.

- Hvad sker der dersom vi ikke indlader os på en sådan antagelse?

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Ego, selv, mig, dig, vi, os, sjæl eller ånd; er bare ord der dækker over det samme, nemlig erindringer og dvs. tanker. De er alle i fortid, for de er roden til til selve tiden.

Når vi er, er vi ikke nærværende og kan ikke erfare livets udfoldelse. Vi kan ikke både være og samtidid vide at vi er det.

Alle der identifiserer sig med en tanke er neurotiske og må lide i denne identifikation, der er bare nogen der af sociale og økonomiske omstændigheder formår at skjule eller omgå deres lidelser, i mange fald fordi omgivelserne påtager sig den for dem herakiskt.

Brugerbillede for Maya Nielsen

jeg tror overvejende behovet for selvskadende adfærd kommer fra frustration, stress og uforløshed som personerne ikke kan finde åbenlyse og klare årsager eller løsninger til, eller begge dele på samme tid....

At være frustreret over fraværet af en tryghed eller kærlighed man aldrig har haft, kan være svær at inkredse...

forøvrigt findes denne adfærd i alle aldersgrupper og ikke alene blandt unge... Jeg tror personligt at små børn og unge er alt for meget sammen med mennesker de ikke hører sammen med og som de ikke føler sig optimalt trygge sammen med, men at hele deres lvi ahr været udformet på denne måde, og at de derfor ikke kender årsagen....til denne nonverbale frustration/lidelse der kræver et fysisk udtryk

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Maya

"At være frustreret over fraværet af en tryghed eller kærlighed man aldrig har haft, kan være svær at inkredse…"

Hvordan i al verden skulle det kunne lade sig gøre?

At modtage ros eller anerkendelse for noget man slet ikke har bedrevet eller opfyldt virker mere oplagt som grund til selv destruktion.
For hvad er det der vil høres, som råber op?

Brugerbillede for Viggo Okholm

@Godmorgen Andreas,du er godt nok skarp tidligt på dagen (g...), i et alvorligt emne,for hvad er det vi diskuterer her er det livets skiftende fænomener eller er det de afarter af frustrationer eller lidelse som alle liv har i tidens løb? Hvad er årsag og hvad er virkning?
Min interesse lige nu skyldes en pige på 17 som er ramt af anoreksi og så en pige med mine gener, det er hårdt for hvad er det som gør at en pige reagerer uhensigtsmæssigt i forhold til egne muligheder og trivsel isit liv.Hvor ligger ansvaret? hos pigen,i omstændigheder,som til nøds giver en forklaring,elelr er det vores hjernes uforudsigelige signaler som forlanger kontrol kontrol?

Brugerbillede for Anonym

Når jeg læser Andreas kommentarer, kommer jeg til at tænke på den buddhistiske filosofi, om illusioner.
Illusionen om at være sine tanker, eller at identificere sig med sine tanker.

Og set derfra kan jeg saktens følge agumentationen.

Men kommer samtidig til at tænke på et menneske på en stige. Er menneskets mål at komme til tops på stigen, eller at komme ned på jorden igen? Svært at afgøre, måske er målet at bestige alle stigens trin, så rejser der sig endnu et spørgsmål, hvor på stigen startede mennesket?

Sagt på en anden måde, det sted på stigen hvor jeg selv befinder mig, er mere identisk med den følelsesmæssige vinkels logik, som Maya skriver ud fra.

Og tænker at der måske er tale om flere mulige veje og at den ene ikke nødvendigvis er mere" rigtig" end den anden.

Og set ud fra Maslow behovspyramide, giver det god mening at styrke alle trin.

Og når jeg ser vores samfund, ser jeg et samfund som er rigtig god til at styrke de nederste tin, ”basale behov”, for mad og bolig.
Men trinet ovenover om tilknytning, går det ikke så godt med.
Hvorimod selvrealiserings trinnet i toppen af pyramiden, bliver styrket meget i nyere tid.
Så jeg er tilbøjelig til at mene, at tilknytning er stigens svage led, som det ser ud lige nu, og jeg håber inderligt at der kommer meget mere fokus på nære relationer i vores samfund og i særdeleshed i forhold til den måde vi tænker børene pasning på.

Brugerbillede for Ursula Nielsen
Ursula Nielsen

Det er ikke kun de unge der udøver selvskade. Botoxindsprøjtninger, siliconebabser og andre frivillige kosmetiske indgreb er (efter min mening) på linje med selvskade.

Brugerbillede for Maya Nielsen

ja ... det kan der være noget i, en hel del faktisk...som kirurgen sagde da han skulle pumpe saltvand i.

gad vide hvor mange kvinder der inderst inde i dag ville mene at livet ville være meget lettere at bære om de allerede fra starten var blevet født i en skikkelse af barbie-dukke med 2 huller forneden og op-pumpede patter !

Brugerbillede for Rolf Hansen

Min kæreste skar også i sig selv da vi mødte hinnanden. Det viste sig at hun led af post traumatisk stress sysdrom samt skizofreni.

Hun er nu i behandling og har ikke skåret i sig selvb i over et halvt år.

Brugerbillede for Peter Günther
Peter Günther

der er desværre kommet mode i at bevidst ødelægge sig selv, hvilket måske også har en selvforstærkende effekt, både som et råb om hjælp men måske også for at være trendy i sin livsstil-gruppe.

Fænomenet er lige så gammel som mennesket, men som Maja skriver kan virke som et ritual, der får den sjælens smerte til at virke mindre.

Den moderne jagt på quick fixes, vil ikke slå til. Årsagerne må afdækkes og behandles..

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Viggo

Jeg går ikke med ur, så skarp må jeg være til hver en tid ;)

Hvor ligger ansvaret? Spørger du?
Og du svarer også:

Kontrol, ja, men ikke som du uddyber det, som en hjernens forlangen, den er jo bare et lager.

Det er samfundets behov for kontrol der er i spil.

Lad hende forstå at hun kommer til at dø af spiseværingen (ved hun det?)
Og lad hende forstå at det vil du ikke se på, så hun må rejse bort og dø et andet sted, formentlig i ensomhed.
Skulle hun imod al forventning overleve, vil det formentlig blive med varige kropslige men, nedsat hjernefunktion m.m.

Jeg ville personligt overveje LSD, god gammel davs Syretrip, i heroiske mængder. På landet langt fra TV, skole og andre dårlige vaner. Eller måske ligefrem ibogaine.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Hvis,. .. når, vi er det det vi er - dyr, da formår vi at ryste "det (sindet) af os" Vi er som personer besat af hvordan vi skal leve i stedet for bare at leve, som i sidste ende er den eneste mulighed vi under alle omstændigheder har, men denne eneste mulighed tilsidesætter vi så i forvisningen om samfundets retmæssige fortræffelighed. Vi har andre planer end at leve.

En sidste rest af rystelse der på forunderlig vis har overlevet samfundskulturens hærgen rundt i menneskets udfoldelse, er dans - dans.

Inviter hende ud og danse, helt seriøst.

I den forbindelse kan muligvis anbefales 5 Rhythms - http://en.wikipedia.org/wiki/5Rhythms

Brugerbillede for Anonym

"Lad hende forstå at hun kommer til at dø af spiseværingen (ved hun det?)
Og lad hende forstå at det vil du ikke se på, så hun må rejse bort og dø et andet sted, formentlig i ensomhed."

Jeg kan forstå, at du aldrig i dit liv har været tæt på et menneske med anoreksi, Andreas Trägårdh. Det bærer din simple og ufølsomme tilgang til emnet tydeligt præg af. Du kunne i det mindste starte med at sætte dig grundigt ind i emnet, førend du råder en far til at overlade sin datter til døden. Det er skammeligt.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Tvært imod. Jeg har været tæt på end da mange forskellige slags "psykiske forstyrrede", som jeg forøvrigt opfatter som naturlige reaktioner på et sygt samfund.
Det eneste jeg råder "hende" til er at tage LSD, og til at danse.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Det er ikke anorektikeren og alle de andre "forstyrrede' der skal hjælpes, der imod er det samfundet der udsætter folk, som skal nedbrydes.

Brugerbillede for Maya Nielsen

okay den sidste bemærkning har du ret i....Dog jeg tror det er manglen på nærhed i barndommen og institutionaliseringen af mennesker , som forventes at klare sig lydefrit gennem allemulige og umulige perifære relationer gennem det meste af deres barndom og ungdom...Den meget nære og tætte føelsesmæssige støtte i opvæksten samtidigt med at man lære de konkrete opgaver man skal kunne magte som voksen og alenestående er udgrændsede til en snak over aftensmaden og i det meste af tiden er samværet med voksenpersoner, der skulle forestille at give denne støtte og spejling af meget mere perifær karaktér og især da følelsesmæssigt... hvis nolge væsentlige behov er udækkede, men fortsat instinktivt og biologisk indbyggede i menneskebarnet, så udvilkes der difus frustration, og en måde at undertrykke eller udtrykke dette er gennem rus og selvskadende adfærd af mange forskelige typer, samt også selvmord og selvmordsforsøg...

må jeg minde om de der overlever deres HOSPITALITIS f.eks. på Rumænske børnhjem , udviser netop denne adfærd , alternativt til total passivitet og emotionel regresion eller regulær emotionel død eller og sindsyge.

studer HOSPITALITIS beskrivelser i gamle undersøgelser... den sygdom hvor et spædbarn alene på grund af mangel på emotionel kontakt og fysisk berøring DØR eller stopper helt med at udvikle sig menneskelig, og reduceres til blot at være en krop der vokser.-

Brugerbillede for Viggo Okholm

@flere
Jeg er så af den opfattelse af problematikken,at der kan være mange og helt forskellige årsager eller "frø" som udløser disse for mig og andre at se "usunde" reaktioner.Vi vil gerne finde en grund fordi vi så enten kan skube ansvaret fra os eller symptombehandle.Andreas harnogle bemærkninger og udsagn som har virket stødende på nogen,men så ikke mig,hvilket skyldes at omtale nære person liger en generation længere ude ,men alligevel med mit gen,så genmæssigt kan jeg have sået et frø og vel også i miin gøren og laden tidligere..Jeg tager så en diskussion og dialog med Andreas udenfor dette fora,da vi har en relation og det at et så privat emne ikke bør være i detaljer i et offentligt rum.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Samfunds eliten - vinderne, lever af at ødelægge andre. Der produceres stimulancer og passiver i et væk, alt fra falsk undervisning og indlæring, medie / pop underholdning, til div. mediciner, narko og affaldsføde.

Så længe dette tillades vil denne type debatter finde sted.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

jens bruus

Spørger:
"Er menneskets mål at komme til tops på stigen, eller at komme ned på jorden igen?"

Ingen af delene. At skaffe sig af med stigen må være det eneste relevante i den sammenhæng.

Brugerbillede for Sten  Christensen
Sten Christensen

Anders Trägårdh har da formået at bringe nogens pis i kog, men prøv lige at læse hvad han skriver en gang til ( ikke det med LSD, for det er jo ulovligt).
"Lad hende forstå at hun kommer til at dø af spiseværingen (ved hun det?)"
Det lyder råt og brutalt, men det er jo faktisk det en behandling går ud på og som også nogen gange gør bahandlingen næsten umulig, det hele ligger i ordet "forstå", ikke forstå konsekvenserne af at dø, men konsekvensen død.
SC
.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Det afgørende er at der slet ikke findes en psyke, et permanent sind, ego eller sjæl. Det er denne livsløgn mennesker som hun kæmper med, og alle i omgivelserne omkring hende lader til at tro som hende, på at der skam findes en subjektiv personlig verden. Det gør der ikke. Men terapien tro det, hele det i al væsentlig afgørende det mener at bidrage med hviler i den fejlagtige forestilling om psyken.

Brugerbillede for Andreas Trägårdh
Andreas Trägårdh

Når der i realiteten ingen psyke er, er der heller ingen alternative muligheder at tage tilflugt i. Da vil løsningen i konflikten være åbenlys og direkte, kraftfuld, fysisk og faktisk endelig, og derfor rystende. Det er den slags stof som ægte lærdom er gjort af.