Nyhed
Læsetid: 3 min.

SF vil blande sig i børneopdragelse

Et nyt udkast til principprogram godkendt af landsledelsen i SF kritiseres af baglandet. Udkastet er mere populistisk end politisk, lyder det fra tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm. Et forslag om, at forældre skal have ’pligt’ til at opdrage deres børn til at betale skat og overholde landets love, vækker harme
Et nyt udkast til principprogram godkendt af landsledelsen i SF kritiseres af baglandet. Udkastet er mere populistisk end politisk, lyder det fra tidligere folketingsmedlem Pernille Frahm. Et forslag om, at forældre skal have ’pligt’ til at opdrage deres børn til at betale skat og overholde landets love, vækker harme
Indland
12. marts 2012

Fremover bør det ikke kun være op til forældrene, hvordan deres børn skal opdrages. I hvert fald ikke hvis det står til Socialistisk Folkeparti. I et udkast til et nyt principprogram, som SF’s landsledelse har sendt ud til partiets medlemmer forud for partiets første landsmøde som regeringsparti, foreslår ledelsen, at partiet skal mene, at forældre har pligt til at opdrage deres børn til blandt andet at betale skat.

I udkastet skriver SF’s landsledelse blandt andet:

»Enhver myndig borger har pligt til så vidt muligt at forsørge sig selv, at overholde landets love, betale sin fastlagte skat, udvise respekt over for andre mennesker og for fællesskaberne samt opdrage sine børn til at opfylde disse pligter.«

Den formulering skaber nu ballade internt i SF’s landsledelse. To af landsledelsens medlemmer, Peter Westermann og Trine Pertou Mach, mener, at partiet går for vidt, på trods af at de selv har stemt for at sende udkastet ud til medlemmerne.

»Efter min mening er det alt for autoritært og bør slet ikke være SF’s politik. Det handler selvfølgelig om diskussionen om ret og pligt, men her er det kammet over i noget, som er alt for formynderisk. Den traditionelle folkesocialistiske linje med individuel frihed inden for stærke fællesskaber bliver undermineret,« siger Peter Westermann.

Trine Pertou Mach mener, SF har overskredet en grænse.

»Jeg ville aldrig have skrevet den sætning ind. Ikke fordi jeg er uenig i, at man skal betale sin skat, men børneopdragelse hører ikke hjemme i et principprogram. Der er vi vist lige lovligt langt inde i spisestuen hos folk,« siger Trine Pertou Mach.

Villy tavs

Det har ikke været muligt at få en kommentar til kritikken fra SF’s formand, udenrigsminister Villy Søvndal. Han har ellers siddet med i det såkaldte ’redaktionsudvalg’, der har redigeret udkastet. Men SF’s næstformand, Meta Fuglsang, forsikrer, at SF ikke er på vej ind i børneværelserne for at få forældre til at lære deres børn at betale skat og opføre sig lovlydigt.

»Det er ikke vores stil. Der er heldigvis stadig mulighed for at komme med ændringsforslag. Det er klart, vi har forskellige grænser for, hvad vi skal italesætte,« siger Meta Fuglsang.

Socialdemokratiet light

Det er dog ikke kun SF’s ønske om at blande sig i børneopdragelse, der bringer sindene i kog i partiets bagland. Landsledelsens udkast til nyt principprogram er ganske enkelt principløst, mener blandt andre de to tidligere folketingsmedlemmer for SF Leif Hermann og Pernille Frahm.

»Der er ingen socialisme tilbage. Hvis man vil det, bør man gøre opmærksom på, at man har lavet et nyt parti. Vedtages udkastet, kan partiet fortsætte nedturen,« mener Leif Hermann.

»Den populistiske analyse er stærkere end den politiske analyse. Der er ingen analyse i udkastet. Det er Socialdemokratiet light,« siger Pernille Frahm.

Selv de to nuværende medlemmer af landsledelsen Trine Pertou Mach og Peter Westermann mener, det er nødvendigt med betydelige ændringer i det udsendte udkast.

»Det er på flere måder et fint udkast, men der mangler en beskrivelse af, hvad det er for samfunds- og magtstrukturer, som udgør barriererne for at skabe det samfund, vi SF’ere ønsker. Der er alt for lidt kapitalismekritik og magtudfordring. Der er for lidt sjæl og forandringsperspektiv i udkastet, som det ser ud nu. Det er vi nødt til at arbejde videre med frem mod landsmødet, hvor jeg håber, at flest muligt vil stille ændringsforslag, så vi kan få en ordentlig diskussion,« siger Trine Pertou Mach.

Peter Westermann mener ikke, udkastet signalerer, at SF er fulgt med tiden.

»Der mangler nogle overordnede analyser. Siden 2003 er der sket en del i verden. Vi har eksempelvis finanskrise, og det understreger jo, at vi har behov for at ændre det kapitalistiske system – gerne i retning af folkesocialisme,« siger han.

Bramfri debat i vente

Næstformand Meta Fuglsang glæder sig til at debattere udkastet med kritikerne til landsmødet i april.

»Jeg forventer, at vi får en bramfri debat, og jeg forventer, der kommer en del ændringsforslag til udkastet. Og så er jeg sikker på, at vi til sidst med applaus får et principprogram, som alle kan være tilfredse med,« forudser Meta Fuglsang.

For næstformanden er diskussionen om principperne mindst lige så vigtig som selve principprogrammet.

»Der klart, at udkastet lægger op til nogle politiske diskussioner, og de diskussioner vil vi gerne have. Dem skal vi kunne rumme. Diskussion er velkommen. Det er dem, vi bærer videre i hovedet og hjertet, når vi skal fortælle, hvad SF er, og diskutere politik fremover,« siger Meta Fuglsang.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Brogård

Tak spids for den fuldt udbasunerede Jante. En rigtig socialist må naturligvis give udtryk for sine holdninger og det er hvad vi gør i SF med det principprogram, som vi vedtager på landsmødet. Det had, der nærer så lang en tråd på så lille et grundlag og så falsk en overskrift er jo sygt.

SF vil selvfølgelig blande sig i en lang række ting :-). I et samfund, der hylder teaparty og skattefornægtere må det siges at være det rene nybrud at have den holdning, at skattebetaling er en naturlig forudsætning for at bygge et samfund.

Danmark er trods de ovenstående udgydelser et oplyst samfund med en humanistisk tradition. Et moderne land, så at sige. Vores økonomiske struktur gør os afhængige af hinanden og af den organisation, vi kan skabe. Jeg synes ikke der er så meget galt med den holdning, at vi samarbejder og at vi finansierer vores nationalt styrkende organisation med skat.

"En rigtig socialist ..." ?

Hvem er så de forkerte socialister - meld dem, efter dem, sæt dem fast (!) - og forveksler du ikke SF med det danske samfund ?

Jeppe Brogård

Nej da, Jan Weis. Hvor fik du den ide fra?
Jeg tror ikke at SF har patent på socialisme. En rigtig socialist er en socialist, der forfølger de mål, der er socialistiske. Det kan man vist kun selv afgøre, selvom der rigtignok er en del i denne tråd, der mener, at SF er lidt småfacistisk. Vi er i den optik ikke rigtige socialister, så at sige. Så jeg forsøger bare at knæsætte, at vi ikke rigtig føler os dømt ude ;-). Vores partiprogram er et godt forsøg på at skrive en socialistisk dagsorden for det 21. århundrede.

Det er jo ikke første gang at kreative mennesker bliver mobbet, vel? :-)

Sider