Læsetid: 3 min.

Travlhed og alvor

Hvor er alvoren i travlheden? Er der alvor skabt i at lade dagen i dag passere i al ubemærkethed, fordi man var mere optaget af, hvad man skulle nå de følgende dage
Indland
7. marts 2012

»Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand, der er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en vogn, der i endnu større hast kører ham forbi, eller Knippelsbro går op, eller der falder en tagsten ned og slår ham ihjel, da ler jeg af hjertens grund. Og hvo kunne vel bare sig for at le? Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke, som det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?«

Sådan skriver Søren Kierkegaard i Enten – Eller, og med de ord spidder han travlheden som det, den er: Facade og overflade – og statussymbol. Villaen, Volvoen og vovsen har længe været yt, som det hedder nu om dage, for de har for længst fået en snert af det halvkedelige og småborgerlige over sig. Parcelhusene blev for mange år siden omdøbt til par-celler, altså noget, man var fanget i. Og der var jo efterhånden også så mange af dem, at det var ikke så fint længere. Dertil kommer, at man ikke kan se på sådan et parcelhus, om det er betalt ud eller belånt til op over skorstenen.

Betydningsfuld

Men at have travlt, dét er noget! Jo mere travlt man har, jo mere betydningsfuld er man.

Hvis ikke man tror mig, kan man bare tage nogle stikprøver af de omtaler, der er af mere eller mindre officielle personer i forbindelse med jubilæer eller runde fødselsdage. Den første syvottendedel af artiklen er meget ofte en temmelig omstændelig – og ligefremt proportionalt hermed: en temmelig kedsommelig! – opremsning af alle de forskellige gøremål, der optager vedkommende, og alle de mange bestyrelser og udvalg, jubilaren/fødselaren har sæde i. Og interviewet indeholder naturligvis også oplysninger om, hvor mange gange den interviewedes mobiltelefon har ringet undervejs. For når man er betydningsfuld, må man naturligvis også være allesteds fraværende!

Og så slutter næsten samtlige artikler på den ret forudsigelige måde: Sin sparsomme fritid bruger NN med familien i sommerhuset i Skagen/ på golfbanen/ i bridgeklubben/ på traveture med hunden Busy – you name it. Læg mærke til det omhyggeligt valgte ord sparsom i forbindelse med fritiden. Læseren skulle meget nødigt få det indtryk, at fødselaren/jubilaren har for meget af den. For det ville jo betyde, at vedkommende ikke betyder så meget. Jo sparsommere fritid, jo større prestige.

Travlt otium

Jo, der er virkelig gået status i det at have travlt. Og det i en sådan grad, at man er det, man laver. Hvad er din far? – Han er direktør. Eller værre endnu: Hvad min far er? Han er ingenting. Han er arbejdsløs. Og tankegangen når langt ind i pensionisternes rækker. For nylig har jeg mødt en af slagsen, der glædesstrålende forsikrede mig om, at han aldrig havde haft så travlt som nu. Ja, han kunne end ikke forstå, hvordan han før havde tid til at arbejde!

Travlhed og alvor er denne klummes overskrift. Men er det særligt alvorligt at lade den ene dag æde den anden op i et hæsblæsende ræs og på den måde betragte tiden som en uudtømmelig ressource? I en forblændet tro på, at vore dages antal er uendeligt?

Eller er det særligt alvorligt at lade dagen i dag glide forbi i al ubemærkethed, fordi man var travlt optaget af, hvad man skulle nå i de følgende dage?

Hov! det må vi snakke om en anden gang, jeg må videre, min mobil har lige ringet!

 

Jens Kvist, sognepræst, Aabenraa

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her