Læsetid: 3 min.

Den uretfærdige usundhed

Ceveas årlige konference, Ulighedens Topmøde, drejede sig denne gang om folkesundhedens sociale slagside. For hvem betaler for alvor prisen for ulighed i sundhed, og hvad gør man ved problemet nationalt og globalt?
Det var ikke så meget de socialt udsatte selv, der prægede billedet, da Cevea i går havde indkaldt til Ulighedens Topmøde i Sydhavnen, men deres sundhed var på dagsordnen.

Det var ikke så meget de socialt udsatte selv, der prægede billedet, da Cevea i går havde indkaldt til Ulighedens Topmøde i Sydhavnen, men deres sundhed var på dagsordnen.

Simon Knudsen

15. marts 2012

Solen skinner over Sydhavnen hele onsdagen – også på de socialt udsatte som denne københavnske bydel har en del af. På ’Ulighedens Topmøde’, der finder sted i samme områdes kreative halkvarter, er det andre kræfter, der dominerer billedet. Her stilles der skarpt på de overordnede samfundsproblemer omkring folkesundheden, der har rod i den sociale ulighed.

En erfaren kraft på dette felt er Finn Diderichsen, der er professor ved Institut for Folkesundhed ved Københavns Universitet og er en af konferencens hovedtalere. Oven på frokostmåltidet fra den mangfoldige økologiske buffet uddyber han sit formiddagsoplæg om forskning og praksis i samfundets håndtering af ulighed i sundhed:

»Kigger vi omkring fyrre år tilbage, har vi opnået en væsentlig større økonomisk lighed. Men selvom vi i dag har den største indkomstlighed i verden, er det faktisk gået i den gale retning gennem den fyrreårige periode på andre områder. Kortuddannede er særligt udsatte, når det handler om sundhed. Har man ikke gennemført en ungdomsuddannelse, er chancen for at dø, før man når de tredive, fem gange større end ellers. Og det er bare ét eksempel. Situationen er den samme i det øvrige Skandinavien og i Storbritannien, hvor man udfører lignende sociologiske undersøgelser«.

– Men er det et samfundsproblem at overlade folk til den skæbne, de via deres livsstil har valgt?

»Ja, i den forstand at det er socialt uretfærdigt. Og ingen i samfundet tjener på, at nogen grupper dør før andre. Tværtimod. For hvis hele befolkningen havde et helbred på niveau med de 20 procent bedst uddannede, ville man kunne spare 5,8 pct. af bruttonationalproduktet, som man i dag bruger på sundhedsudgifter og overførselsindkomster«.

Parallelsamfund

Onsdagens syv timer lange stormøde har den centrum-venstreprogressive tænketank Cevea sat i scene i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd og en række andre organisationer med socialpolitiske intentioner af forskellig art. Det foregår alt sammen i en veludstyret produktionsskolehal af de større. Hertil har 320 forskellige fagforeningsfolk, forskere, aktivister, studerende og andre socialt engagerede med interesse i samfundets sundhedsudfordringer fundet vej.

Blandt andet socialsygeplejersken Nina Brünés, der i sit oplæg stiller det centrale spørgsmål til forsamlingen og den øvrige offentlighed, om vi overhovedet har lige adgang til sundhed i dagens Danmark?

»Kigger vi for eksempel på hjemløse, misbrugere, uuddannede, omsorgssvigtede, psykisk sårbare, og hvad man ellers finder af såkaldt socialt udsatte, så tegner der sig et mønster af et parallelsamfund: 57 procent har ingen læge og slet ingen tandlæge. 43 procent kender en læge – men kan ikke, vil ikke eller må ikke konsultere lægen,« fortæller socialsygeplejersken forsamlingen.

Og de sparede sundhedsudgifter ved denne strukturelle sociale elendighed er til at overse:

»Det ender mange gange med akutte indlæggelser. Og det er dyrt for samfundet. Selvom man prøver på at lappe lidt på socialt udsattes sundhed via sygepleje på hjul, hvor man rykker ud og tilbyder eksempelvis hjemløse lidt elementære ydelser«.

Det handler ifølge oplægsholderen grundlæggende om, hvordan man anskuer problemet:

»Betragter vi socialt udsatte som besværlige væsner – frem for almindelige patienter som alle os andre?«

Svarene på spørgsmål af denne art søger man blandt andet at indkredse i forskellige workshops i løbet af dagen. Hvor erfarne fagfolk og talrige yngre ildsjæle i mere overskuelige grupper vender de mange nationale og globale sider af sundhedsproblemernes sociale årsager.

Dårlig distribution

Lidt input til disse diskussioner leverer den engelske journalist og forfatter Raj Patel, der opridser verdenssituationen vedrørende den manglende adgang til fødevarer, som man andre steder på kloden kæmper med:

»Vi producerer flere fødevarer end nogensinde. Fødevareproduktionen er ikke for lav – tværtimod trækker den hårde veksler på klodens begrænsede ressourcer. Når der er folk, der sulter rundt omkring, skyldes det fattigdom. Det globale marked distribuerer simpelthen fødevarerne for dårligt,« siger Raj Patel, der taler til topmødedeltagerne via en storskærm fra sit hjem ovre i England.

»1,5 milliarder mennesker er overvægtige. Mens 60 procent af de folk, der sulter, er kvinder og børn – især piger. Her spiller den strukturelle vold, som kvinder udsættes for i udviklingslande selvfølgelig en rolle, da de forhindres i at deltage i samfundets organisering«.

Men også den uregulerede markedsøkonomi som giver frit spil for kapitalistisk monopoldannelse, peger Ratel på som en afgørende faktor. Den vigtigste:

»Vi oplever i dag en situation, hvor 5-6 monopolagtige, multinationale selskaber – eksempelvis Walmart – dominerer det globale marked for fødevarer. Problemet er blandt andet, at fødevarekapitalisterne også profiterer på de dårlige fødevarer, de producerer og distribuerer og den manglende ligelige fordeling af disse livsvigtige produkter. Der er mad nok i verden – men den er altså gal med distributionen«.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu