Læsetid: 3 min.

Villy Søvndal er truet fra flere sider

Efter at SF valgte at gå med i SRSF-regeringen, og partiformanden, Villy Søvndal, at blive udenrigsminister, er både hans og partiets meningsmålinger stukket af sydpå. Men hvad er op og ned på partiformanden og folkesocialisternes krise? Overvejer Villy Søvndal at trække sig, truer andre med at gøre det – og hvad skal der ske med SF og regeringen?
Først erklærede Villy Søvndal i weekeden, at danske efterretningstjenester ikke længere må bruge oplysninger, som er fremkommet under tortur. Men senere trak Villy Søvndal udtalelsen tilbage. Det er det seneste eksempel på, at Villy Søvndal og SF har svært ved at finde benene i regeringen

Først erklærede Villy Søvndal i weekeden, at danske efterretningstjenester ikke længere må bruge oplysninger, som er fremkommet under tortur. Men senere trak Villy Søvndal udtalelsen tilbage. Det er det seneste eksempel på, at Villy Søvndal og SF har svært ved at finde benene i regeringen

Jakob Dall

13. marts 2012

Hvad er SF’s problem?

SF har svært ved at finde sine ben som regeringens sociale ansigt, og når Villy Søvndal endelig prøver, går det ofte galt. Det seneste eksempel med spørgsmålet om, hvorvidt Danmark skal bruge oplysninger, som er fremkommet under tortur, illustrerer problemet. Først erklærede udenrigsministeren ønske om, at danske efterretningstjenester ikke længere må bruge oplysninger, som er fremkommet under tortur. Men senere trak Villy Søvndal udtalelsen tilbage i en pressemeddelelse sammen med justitsminister Morten Bødskov (S), hvor de slog fast, at »der er etiske dilemmaer og nuancer i mange af livets forhold« – og at denne sandhed også gælder indsatsen mod terror og arbejdsvilkårene for vores efterretningstjenester.

Selv om Villy Søvndal måske blev misforstået – eller i hvert faldt »blev forstået på en måde, som jeg blev nødt til at præcisere« – så er slutresultatet i offentligheden endnu et nederlag for ham og SF.

Er Villy Søvndal truet som formand?

Det korte svar er ’nej’. Selv om Villy Søvndal runder de 60 år i næste måned (hvilket efterhånden kan ses), så bestemmer partiformanden foreløbig selv, hvornår han trækker sig. Og som det lyder fra kilder tæt på Villy Søvndal, så er det i givet fald ikke noget, man taler om. Det er noget, man gør, når man gør det.

Men det lange svar er ’måske’. For når meningsmålingerne svigter, sætter presset ind fra medierne, baglandet, og ikke mindst fra folketingsgruppen, hvor medlemmerne pludselig begynder at frygte for deres genvalg.

Hvis presset får lov til at vokse, kan et formandsskifte komme som et lyn fra en klar himmel.

Den ketchupeffekt oplevede de i Konservative. Den ene dag bakkede folketingsgruppen den daværende partiformand og udenrigsminister Lene Espersen op – dagen efter gjorde de ikke længere.

Hvor alvorlig er SF’s krise?

Den er alvorlig – men der er stadig over tre år til det næste folketingsvalg. SF’erne forventede, at regeringsdeltagelsen ville blive vanskelig. Men de færreste havde forestillet sig, at det ville blive så svært, som det faktisk har vist sig at være. Ikke blot har deltagelsen kostet i meningsmålingerne.

Socialdemokraterne og Radikale Venstre har vist sig at have en langt højere smertetærskel, når det kommer til at tage fra de svageste, end både vælgerne og SF nok havde forestillet sig.

Villy Søvndals historiske bedrift med for første gang at få folkesocialisterne i regering er hurtigt glemt. I stedet presses SF fra venstre af Enhedslisten, fra højre af Radikale Venstre ,og i sit eget parti presses Villy Søvndal af dem, som mener, at han har pantsat politikken for at få råd til en ministerbil. Og SF og partiformanden risikerer at komme ind i en ond spiral, hvor de får stadig sværere og sværere ved at sætte sig igennem i regeringen.

Hvad betyder Villy Søvndal og SF’s problemer for regeringen?

Godt nok kan regeringen leve med, at et af de tre partier har problemer. Sådan vil det næsten altid være i en trepartiregering.

Men kombineret med også Socialdemokraternes dårlige meningsmålinger er det en farlig cocktail. B.T. har således kunne citere en række anonyme ministre fra Socialdemokraterne og de radikale , der konstaterede, at ’det sejler’ for SF.

Hvem skal efterfølge Søvndal?

Villy Søvndal indledte selv den langsigtede overdragelsesforretning, da han blev valgt som formand i 2005. Dengang skete det med løftet om at føre de unge frem, hvilket er lykkedes.

I dag står de unge SF’ere –personificeret ved Thor Möger Pedersen, der som 26-årig blev den yngste danske minister nogensinde – klar til at tage over, hvis/når Villy Søvndal stopper.

Netop SF’s nummer to og den oplagte arvtager, Thor Möger Pedersen, mangler dog opbakning i partiet til at kunne vinde den urafstemning, som under alle omstændigheder bliver nøvendig.

I stedet nævnes miljøminister Ida Auken oftere og oftere som en oplagt afløser. Men Ida Auken har nok en grøn profil, men hun mangler en rød profil i partiet.

Hvilke overvejelser gør SF sig derfor nu?

Lige så hurtigt som Villy Søvndal og partiets popularitet er dykket, ligeså hurtigt kan den vende igen, lyder det.

I SF husker man, hvordan Villy Søvndals modstandere i formandsopgøret i 2005 gjorde sig lystige med forudsigelsen ’Goddag til Villy, goddag til spærregrænsen’. Sådan gik det som bekendt ikke.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fint nok at få de unge med men hvorfor sparke alle de erfarne ud i kulden samtidig.
Desuden er de unge ikke specielt røde.

Niels Engelsted

"Socialdemokraterne og Radikale Venstre har vist sig at have en langt højere smertetærskel, når det kommer til at tage fra de svageste, end både vælgerne og SF nok havde forestillet sig."

Jeg er sikker på, at dette--vel nærmest en slags kup mod SF--er kommet bag på Villy Søvndal, der åbenbart blev kørt godt rundt i det sorte tårn (godt navn). Det skal han ikke høre et ondt ord for, jeg er selv naiv, og ærlig troskyldighed og lidt utopisk optimisme bør ikke være uvelkommen i politik.

Men hvad med det andet kup, som artiklen henviser til? I forbindelse med SF's kampvalg til næstformandsposten hørte jeg Hans Engell nævnte at supertalentet Tessay hører til Møgers og Ida Aukens unge garde, der står parat til at føre partiet ind i en ny moderne fremtid i konkurrence med socialdemokratiet, der hører fortiden til. Og at de anonyme bagtalelser af Villy og Ole Sohn, måske kom herfra. Engell ville selvfølgelig ikke føle sig for fin til at sætte lus i skindpelsen hos de røde, men er der derudover noget rigtigt i hans analyse? Er der nogen der faktisk ved noget, om hvad der foregår på den front?