Når man diskuterer ph.d.-uddannelsen i offentligheden, glemmer man ofte, at den ikke er en uddannelse på lige fod med alle andre. Lad mig prøve at pege på nogle af forskellene.
De ph.d.-studerende er, allerede når de ankommer til studiet, færdiguddannede eller næsten færdiguddannede kandidater, der ikke alene er i stand til at bestride komplicerede jobfunktioner som andre kandidater, men oftest tilhører den faglige elite blandt de færdiguddannede. Ph.d.-uddannelsen opkvalificerer disse i forvejen meget dygtige fagfolk til en egentlig forskningsmæssig kompetence, som dels kan bruges i et videre fagligt arbejde, dels sætter dem i stand til selvstændigt at løse fagligt krævende opgaver som ekspert.
Lige så vigtigt: ph.d.-uddannelsen er mere end en blot uddannelse. Inden for dens rammer udfolder meget store dele af den danske forskning sig. Jeg tror ikke, opgørelsen nogensinde er lavet, men hvis man undersøgte, hvor store dele af den danske universitetsforskning, der blev udført af ph.d.-studerende, ville tallet formentlig ligge i omegnen af 50 pct. – i det mindste opgjort på årsværk. Der er mange ph.d.-studerende, og de bruger en større del af deres tid på forskning end forskere i almindelige lektor- og professorstillinger.
Våde fag
Der har i de senere år været en voldsom vækst i antallet af ph.d.-studerende på alle områder. Men i forhold til de faglige hovedområder følger de ph.d.-studerendes antal forskningsmidlernes fordeling, ikke antallet af almindelige studerende. Langt hovedparten af de ph.d.-studerende er indskrevet på de såkaldt våde fag, altså de sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, mens der er langt færre ph.d.-studerende på de tørre områder, humaniora, samfundsfag, jura, teologi.
Det betyder, at de såkaldte ’overgangsfrekvenser’ – altså hvor stor en procentdel af en kandidatårgang, som optages på en ph.d.-uddannelse – er meget forskellige fra hovedområde til hovedområde. Hvor det er ca. 25 pct. af alle sundhedsvidenskabelige kandidater, som får en ph.d.-grad, ligger vores overgangsfrekvens på humaniora på ca. 7 pct. Derfor står hovedområderne også i en forskellig situation, når det drejer sig om rekrutteringen til ph.d.-uddannelsen. Hvor de våde fags udfordring er at sikre et tilstrækkelig antal højt kvalificerede kandidater til ph.d.-uddannelsen, er de tørre fags at prioritere imellem et alt for højt antal kvalificerede kandidater.
Bliver ikke arbejdsløse
Endelig er det værd at lægge mærke til, at skønt ph.d.-kandidater er en ny og forholdsvis ukendt vare på det danske arbejdsmarked, er der indtil videre ikke noget, der tyder på, at de uddannes til arbejdsløshed – selv om kun et mindretal kommer til at være ansat på universiteterne. Det bør man følge relativt nærsynet de næste år, men indtil videre tager situationen sig ikke bekymrende ud. At så mange ansættes uden for universiteterne kan være til frustration for ph.d.-kandidater med forskerambitioner, men det er en samfundsmæssig gevinst, fordi det uforceret giver den vidensspredning til omverdenen, der er en af universitetets væsentligste opgaver.
Karakteren og omfanget af dansk ph.d.-uddannelse bør altid være genstand for debat, særligt fordi der er så mange penge investeret i uddannelsen.
Men debatten bør føres på det rigtige grundlag, så man ved, hvad man taler om, inden man formulerer sine synspunkter.
