»Sandheden skal frem i lyset«, har retsordfører Karsten Lauritzen (V) fornylig erklæret med henvisning til, at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Bjørn Westh i 1990’erne angiveligt var »med til at slette en række af filerne i PET’s koldkrigsarkiv«, som V-retsordføreren skriver i en pressemeddelelse.
Senest har et Venstre som en del af et folketingsflertal varslet krav om en uvildig undersøgelse af makuleringerne.
Lauritzens vrede tager afsæt i dagbladets BT’s artikler om, at efterretningstjenesten i midten af 1990’erne skulle have makuleret – med avisens ord – »så godt som samtlige mapper med potentielt belastende oplysninger om politikere«, heriblandt personsagen om den nuværende erhvervsminister Ole Sohn (SF).
»Hvem holder Socialdemokraterne hånden over,« spørger Lauritzen og anklager »Thorning-regeringen« for at »holde danskerne hen i det uvisse om, hvad der er foregået under Den Kolde K rig«.
Det er naturligvis altid påskønnelsesværdigt, når en politiker vil have sandheden frem. Men Lauritzens sandhedssøgen bør udvides til andre og endda bedre dokumenterede eksempler på, at makuleringer i PET’s arkiver er sket på tidspunkter, der må forekomme belejlige.
For det eneste nye er, at afdækninger af den slags fører til så stor politisk opmærksomhed fra Venstre.
Lauritzen bør give sig tid til at læse i den 16 bind lange beretning, som PET-Kommissionen udsendte for snart tre år siden. Flere steder i kommissionsberetningens 4.600 sider er der konkrete eksempler på, hvordan makuleringer i arkivet – eller påstande herom – har været brugt til at forhindre nærmere undersøgelser.
Makulering ødelagde beviser
Som Lauritzen sikkert allerede ved, var de t ikke mindst TV2’s dokumentarudsendelse med afsløring af PET-agenten Anders Nørgaard i marts 1998, der blev anledningen til, at PET-Kommissionen blev nedsat af justitsminister Frank Jensen i 1999. Lauritzens daværende partifæller i Venstre stemte for øvrigt imod, at kommissionen overhovedet blev nedsat.
Anders Nørgaard havde på ordre fra sine føringsofficerer i PET infiltreret den trotskistiske smågruppe SAP (Socialistisk Arbejder Parti), hvor han bl.a. kopierede nøglerne til SAP’s landskontor, en medlemsliste samt de stillerblanketter, SAP’erne indsamlede for at stille op til valg, og siden afleverede han materialet til PET.
Afsløringen af Anders Nørgaards infiltration i SAP rejste det principielle spørgsmål, om PET i overenstemmelse med de dagældende regler havde indhentet tilladelse fra den daværende justitsminister socialdemokraten Ole Espersen. Ministerens godkendelse var nødvendig, hvis en agent skulle infiltrere den trotskistiske smågruppe.
Allerede i 1998 afviste Ole Espersen at have givet en sådan tilladelse, og det eneste, PET umiddelbart kunne finde i sine arkiver om det spørgsmål, var en håndskrevet notits på Anders Nørgaards såkaldte kildemappe fra den 4. december 1981 med ordlyden: »JM underr.« Men det citat kan have mindst fire betydninger: Justitsministeriet er eller vil blive underrettet, eller ministeren (Ole Espersen) er eller vil blive underrettet.
Forud for nedsættelsen af PET-Kommissionen var det afgørende spørgsmål derfor: Hvis tjenesten ikke havde indhentet den fornødne tilladelse fra justitsministeren, havde PET handlet som en stat i staten.
Men da kommissionen skulle belyse dette spørgsmål, stødte de ind i det faktum, at papirerne var forsvundet fra PET-arkivet. PET havde simpelthen makuleret den sagsmappe, som handlede om SAP. Det var tilmed, viste det sig, da Information beskrev sagen, sket i januar 1998, dvs. efter at tilrettelæggerne af tv-dokumentaren havde kontaktet daværende PET-chef Birgit Stampe og bedt om en kommentar til Anders Nørgaards infiltration.
Makuleringen af SAP-sagen blev noteret af kommissionen uden yderligere bemærkninger og gemt væk i note nr. 508: »En stor del af materialet vedrørende SAP er makuleret i 1998.«
Jo, der blev såmænd efter offentliggørelsen af PET-kommisionen i 2009 stillet spørgsmål til VK-regeringens justitsminister Brian Mikkelsen (K) om makuleringen af SAP-arkivet. Spørgeren var ikke en af Lauritzens partifæller i Venstre, men derimod Enhedslisten.
Af Brian Mikkelsens svar fremgår kun, at makuleringerne skete »som led i en generel revision af efterretningstjenestens sager på det politiske område«, som var »iværksat på initiativ af efterretningstjenestens ledelse«, tilsyneladende uden at den daværende justitsminister havde været involveret i beslutningen. Og dermed var enhver debat om det spørgsmål udtømt, mente Brian Mikkelsen.
Makuleringer overdrevet
Forhåbentligt vil Lauritzen også give sig tid til at læse, hvordan den tidligere PET-chef Arne Nielsen gav Justitsministeriet forkerte oplysninger om omfanget af makuleringerne og dermed skjulte registreringens virkelige omfang.
Arne Nielsen orienterede således i 1970 Justitsministeriets departementschef Niels Madsen om, at tjenesten i perioden 1964-68 havde slettet ikke færrre end »173.000 personer«, hvoraf de 93.500 var »kendt af forskellige grunde, herunder politiske«. Det var sket på de såkaldte tromler, hvor registreringen dengang skete.
En så omfattende makulering var uden tvivl belejlig, hvis man ville demonstrere, hvordan VK-regeringens erklæring fra 1968 havde ført til en betydelig slankning af PET-arkivet. Ifølge erklæringen måtte PET ikke længere registrere personer alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed.
Men her vurderer kommissionen, at Arne Nielsens oplysning er angivet »urealistisk højt«. I stedet når kommissionen frem til, at der fra 1960-70 ’kun’ er makuleret knap 20.000 personer. I samme omgang orienterede Arne Nielsen også departementschefen om, at der tilbage på tromlerne af deciderede politiske registreringer kun var omkring 10.000 personer.
Dette tal havde Arne Nielsen ifølge kommissionen til gengæld sat alt for lavt: Således viser en opgørelse fra 1972, at der var registreret ca. 37.000 danskere med såkaldt »belastende oplysninger« på tromlerne. Dertil kom så en lige så omfattende registrering af politisk aktive personer i de såkaldte arbejdskartoteker.
Så på med vanten, Karsten Lauritzen. Der er nok at tage fat på, hvis sandheden skal frem.
I mine mest positive og optimistiske stunder var jeg parat til at bilde mig selv ind, at vores stats arkiver var således indrettet at man ikke kunne fjerne noget derfra uden at det kunne ses og ses hvem der havde gjort det. Der sad altid en lille fyr på min skulder, som sagde at det var en idealistisk indstilling til magten. Selvfølgelig kan man ikke slette vilkårligt uden at undergrave hele arkivets relevans, men i påkommende tilfælde kan det altid lade sig gøre. På det område var Stasi langt mere konservative; makulatoren kom først i brug efter murens fald. Det her er på sin vis langt mere uhyggeligt. Den ikke eksisterende uvirkelighed tror jeg at Kafka ville have kaldt det.
Karsten Lauritzen har tidligere udtalt sig om tekster har aldrig havde læst (endsige forsøgt på at læse, eller finde frem) at de var meget vanskelige at læse og forstå.
Med et så massivt mentalt beredskab mod at læse tekster, skal man næppe forvente at Karsten Lauritzen kaster sig over et 16-binds værk.
Uanset hvor meget der bedrages og slettes, kan det ikke skjules, at danmark har vist sig at være en slyngelstat af første grad.
Endelig i verdens top 10, nogen må være vældigt glade.
og.. Korrupt til benet.. glemte jeg at sige.
På den der skizoide danskermåde.
Åh, Karsten Lauritzen min bare! Den unge venstreløve er en integritetsløs populist, der blot ønsker snavs på sine politiske modstandere. Havde han en genuin sandhedssøgende interesse, så havde han for længst krævet Venstres arkiver under Axelborg åbnet, så historien om Venstres lidet flatterende rolle under 2. Verdenskrig kunne skrives færdig.
@ Torben Petersen
"Havde han en genuin sandhedssøgende interesse, så havde han for længst krævet Venstres arkiver under Axelborg åbnet, så historien om Venstres lidet flatterende rolle under 2. Verdenskrig kunne skrives færdig."
Mon ikke de er blevet makuleret for længst?
Makulering af statslige arkivalier bør som udgangspunkt ikke foretages af institutionerne selv - i hvert fald ikke uden tilladelse fra Statens Arkiver.
En given institution vil stort set altid vurdere indholdet af en konkret sag ud fra dens egen synsvinkel og behov, mens Statens Arkiver vil foretage en historisk vurdering af materialet.
Det er klart, at der i praksis er en bagatelgrænse; gamle bestillinger af viskelædre har næppe videre historisk interesse.
Personsager, sager om organisationer o.lign. bør dog klart henhøre under Statens Arkiver, når det drejer sig om at tage stilling til, om de skal bevares eller ej.
Når en personsag udelukkende er værd at opbevare pga. den historiske værdi, bør sagen som udgangspunkt være omfattet af den størst mulige åbenhed - ikke mindst i relation til personen selv.
Aaah, skal vi nu ikke lige få proportionerne på plads Ulrik Dahlin! Man kan ikke sammenligne sletning af en sag om en ekstremistisk smågruppe som SAP med makulering af personsager for centrale politiske aktører som f.eks. statsministre.
I øvrigt bør det ikke - som Jan Hansen rigtigt anfører - være PET selv der afgør, hvad der skal bevares, men derimod Statens Arkiver.
Så er en af Venstre's skidsnakkere CL igen på banen. Formentlig ikke på eget initiativ - initiativ synes ikke unge Lauritzen's stærke side (ingen uddannelse) - men sikkert på Løkke's beskidte bestilling.
Sofie Løhde er på udskiftningsbænke indtil uroen efter hendes rygekabinefiasko har lagt sig. Her sidder også Troels L Poulsen og kigger på sit ur, indtil der er så meget ro, at Løkke sender ham på banen med en kokasse. Elektriker Sort-arbejde-Peter Christensen venter også.
Faktum, som chefideolog Claus Hjort F véd, er, at tilsvining og mistænkeliggørelse virker - uanset sandhedsværdien så har skidtsnak politisk værdi.
..hvorfor er det lige vi ikke kan gennemskue visse politikeres kritik, som så åbenlyst er motiveret af, at vi kun skal undersøge bestemte dele og ikke det hele.
Kan vi overhovedet have tillid til politikere, hvis politiske gøren og laden ikke kan tåle den samme opmærksomhed, som dem han/hun er uenige med!!
Måske bør vi istedet fokusere på, om PET måske er for meget i lommen på den til enhver tid siddende regering...
Peter Günther siger:
"Måske bør vi istedet fokusere på, om PET måske er for meget i lommen på den til enhver tid siddende regering.."
Ja, eller omvendt. Måske burde man fokusere på, i hvor høj grad de er i lommerne på hinanden og hvem der ellers medvirker.
Efter at have skrevet på "Markulering af dokumenter" på Wikipedia har jeg undret mig over de lidt forskellige forklaringer på markuleringer:
1) Det er for at skaffe hyldeplads
2) Følsomme oplysninger slettes når der ikke længere er brug for dem.
3) Følsomme oplysninger slettes af hensynet til de registrerede personer.
Flere kommentatore debatterer hvem der skal bestemme hvad der skal markuleres.
Weekend-avisen beskriver en aftale fra 17. december 1965 indgået mellem Statens Arkiver og PET. http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3
I Weekendavisen står at "Enkeltakter vedrørende personer, der har haft en mere fremtrædende politisk, kulturel, økonomisk eller administrativ position" er undtaget markulering.
I Børsen mener Hans Jørgen Bonnichsen at for markulering foretager PET sig intet uden at have talt med justitsministeriets departementschef
http://borsen.dk/nyheder/ritzau/artikel/P/3/JOS-488583/bonnichsen_minist...
Så kan JM departementchefen overrule SA/PET-aftalen?
Der er ingen tvivl om, at PET's makuleringer har været i strid med 1965-aftalen, hvis indhold Justitsministeriet i øvrigt så sent som i 1995 bekræftede overfor Statens Arkiver.
Alt tyder på, at det var Justitsministeriet der midt i 1990'erne stod bag de omfattende makuleringer, hvilket Bjørn Westh (måske ufrivilligt) bekræftede overfor B.T. i påsken.
Det kunne jo tyde på, at makuleringerne har været politisk motiveret.
Tak for linket med oplysninger om 1965 aftalen.
Spørgsmålet er om en sådan aftale "overrules" de lovmæssige regler der er om makulering. Ifølge de normale regler er der ikke sket noget lovgiverne ikke har bestemt. Alle sager på nær fødselsdato 01 skal slettes når de har været uaktuelle i en længere periode.
Jeg kan ikke finde at PET skulle have særlige bestemmelser, men jeg fandt heller ikke det ovenstående link, så er der andre der ved om der er flere særregler for PET på lige netop dette område??
Hvis man vil bevare visse personers sagsmapper, så historikerne kan få dem, så er det folketinget man skal have fat i. Men hvem bestemmer lige hvem der er bevaringsværdig, og hvad når så oplysningerne er belastende for renomme, noteret som henlagt på baggrund af manglende bevis eller bevisets stilling men ivirkeligheden usande? Hvis Sohn har ret i der ikke er noget at komme efter, hvorfor skal notater om disse myter så kunne graves frem af en historiker, der måske misforstår sammenhængen når der ikke længere er nogen til at modsige denne? Det relevante er vel at der er grundig kontrol med aktive sager, og ikke gamle sager der for længe siden ikke førte til sigtelser? Det rager vel ikke andre end Sohn selv på nuværende tidspunkt hvad der stod i den mappe selvom journalister og historikere er nysgerrige.
Hvem bestemmer hvilken type sager PET i det hele taget må beskæftige sig med?
Det er på tide der bliver stillet den slags spørgsmål..
Er jeg den eneste der ikke stoler på Karsten Lauritzen for en femmer?
Næ