Læsetid: 5 min.

Berlins klubscene kæmper for livet

Som ingen anden by i verden er Berlin siden Murens Fald blevet kendt for sin rå klubkultur, der hvert år lokker tusindvis af turister til byen. Men nu truer byens udvikling med at slå klubberne ihjel
15 klubber i Berlin er truet af lukning ifølge en kommunal opgørelse. Den 31. januar var det slut for Klub der Republik i bydelen Prenzlauerberg, efter at investorer havde købt den ejendom, klubben lå i.

15 klubber i Berlin er truet af lukning ifølge en kommunal opgørelse. Den 31. januar var det slut for Klub der Republik i bydelen Prenzlauerberg, efter at investorer havde købt den ejendom, klubben lå i.

Barbara Sax

12. april 2012

»I Berlin i midt-90’erne eksisterede der uhyggelig mange undergrundsklubber. Små, trashy bikse,« fortæller den berlinske natklubejer og nattelivslegende Jack Sage, da han gelejder Information på plads i rygerummet i sin populære restaurant Sage, der siden 2009 har haft til huse i en tidligere fabriksbygning nær floden Spree.

På den modsatte side af floden har berlinske nattelivsinstitutioner som Bar25 og Maria am Osthbahnhof i den senere tid måttet give op i kampen for overlevelse.

»Clubsterben« (klubdød) er fænomenet blevet døbt i de tyske medier. For nylig udsendte Berlins senat en liste over lukningstruede klubber. 15 klubber kæmper ifølge den kommunale liste p.t. for at overleve.

Inden for de sidste tre måneder er tre af byens mest berømte klubber lukket. Stigende ejendomspriser og investorer på jagt efter eftertragtede grunde er derfor blevet en seriøs trussel mod byens natteliv, der rykker længere og længere væk fra byens centrum.

Som klubarrangør siden Murens Fald har Jack Sage, der lyder det borgerlige navn Jan Schröder, set Berlin forandre sig drastisk.

»Naturligvis har situationen forandret sig, og der er mange ting, jeg ikke bryder mig om,« siger den 42-årige gastronomiuddannede Schröder og gestikulerer i retning af den modsatte flodbred, hvor funklende granit, marmor og grønne områder har erstattet en tidligere strækning af Berlinmuren.

Alligevel er Schröder skeptisk over for tesen om en decideret klubdød.

»Det er ikke det Berlin, vi havde i 90’erne. Men sådan kunne det heller ikke blive ved. Nogle klubber dør måske, men når man ser, hvad der ellers sker i små kælderrum, fabrikshaller og på lofter rundt omkring i Kreuzberg, så ligner det en transformation og en fornyelsesproces. En klub har en særlig levetid, men før eller siden er det slut.«

Eksperter på området mener dog, at nattelivet, der er en væsentlig årsag til Berlins evne til at tiltrække turister, får stadig trangere kår i takt med byens udvikling.

»Klubbernes nabogrunde er langsomt blevet til boligområder. Det har medført en borgerliggørelse af selve klubkulturen. Måske har beboerne selv danset med dengang, men nu ønsker de ikke længere larm kl. tre om natten, fordi de skal på arbejde næste dag. Det har ført til store spændinger i byen«, siger kulturgeografen Bastian Lange, der til daglig forsker i kreative bymiljøer ved Humboldt universitet i Berlin.

Klubdød

I rygerummets ene hjørne står et nypudset cigarskab. Trods et par graffitimalede vægge ville man ikke umiddelbart karakterisere Restaurant Sage som undergrund. I den lange gang, der fører ud til toiletterne, hænger et billede af byens socialdemokratiske borgmester Klaus Wovereit.

»Det er vores skytshelgen,« fortæller Jan Schröder, der selv har åbnet og lukket sin andel af undergrundsklubber.

Som 16-årig begyndte Schröder at vende plader som dj i DDR-tidens Østberlin. Efter at have taget en uddannelse i gastronomibranchen, var Schröder efter Murens Fald med til at sætte Berlin på verdenskortet som technohovedstad med houseklubben Sage, der i sidste halvdel af 90’erne fandt sit permanente hjemsted i ledige lokaler nær en snusket u-bahn-station i det nordligste Kreuzberg. Med tiden opnåede klubben international berømmelse og muterede til et pladeselskab og et bookingagentur med et vidt forgrenet europæisk netværk.

»Dengang så byen stadig helt smadret ud. Ingen vidste, hvilke bygninger, der tilhørte hvem. Masser af kunstnere og kreative mennesker kom til Berlin og tog ganske enkelt tomme ejendomme i brug. Der blev ikke investeret meget i klubberne, fordi der aldrig var sikre kontrakter. Ejendommene blev ganske enkelt taget i brug som de stod. Klubber, hvor man måtte løbe i gennem vand. Det hele var meget underground. Det var det, der udgjorde byens charme«, siger Schröder.

Myten om Berlin

I dag hører den uhæmmede frihedsfølelse og de ubegrænsede udfoldelsesmuligheder fra 90’ernes Berlin fortiden til. Myten om Berlins hedonistiske natteliv florerer imidlertid med uformindsket styrke over hele verden.

I weekenden kan man i køen til klubben Berghain, et tidligere elkraftværk i grænselandet mellem bydelene Kreuzberg og Friedrichshain, møde klubgæster fra hele verden, heriblandt ikke så få danskere, der ønsker at feste på en af verdens mest berømte klubber. I 2007 omsatte berlinske natklubber og festarrangører for 170 mio. euro. I omegnen af 10.000 turister kommer i gennemsnit til Berlin hver uge. En stor del af dem for at feste.

Som Jan Schröder siger:

»Hallo, vi er ikke London, vi er ikke Paris. Vi har et par smukke bygninger, men efter Murens Fald var 98 pct. af dem ødelagt. Se på 60’er-byggeriet og højhusene i øst. Det er ikke derfor, turisterne kommer. De kommer på grund af vores klubkultur.«

Paradoksalt nok har den målrettede klubturisme været medvirkende til at sætte den berlinske klubscene under pres.

»Allerede fra begyndelsen af 0’erne er der tale om, at byen bliver langt mindre åben og tilgængelig, end myten om Berlin tilsiger«, siger kulturgeografen Bastian Lange.

»Der er tale om byplanlægning på ledige byggegrunde og investeringer og fornyet vægt på ejendomsret. Fra da af blev det en stærkt kommercialiseret branche. Siden har byen haft svært ved at leve op til det globale publikums forventninger.«

Politisk handling

Klubbernes problemer er kommet på dagsordenen hos byens kommunale og statslige politikere. I Berlins senat er selv borgerlige politikere begyndt at bekymre sig om klubbernes vilkår, der i stigende grad trues af naboklager.

»Oftest er der tale om tilflyttere med en falsk forventningshorisont,« siger den konservative Carsten Spallek (CDU), der for nylig gik i brechen for at redde punkspillestedet Schokoladen i bydelen Mitte.

Berlins politikere har erkendt, at problemet er generelt. Derfor vil de afsætte 1 mio. euro til et såkaldt musikråd, der skal støtte lukningstruede klubber.

»På sin vis er der jo tale om et paradoks af første klasse, fordi klubkulturen altid har haft en rå pionérånd, hvor man har vægret sig mod at lade sig repræsentere af lobbystrukturer,« siger Bastian Lange. »På den måde er der tale om diametralt modsatte udviklinger, der i øjeblikket fører til store spændinger. Man har set, at de mennesker, man ønsker at trække til Berlin, turister med penge, pludselig mangler de attraktive steder og de klubber, som ikke længere har de nødvendige frirum.«

Samtidig kappes berlinske lokalpolitikerne om at omfavne klublivet. På åbningsaftenen for natklubben CUBE, der for nylig slog dørene op i et tidligere bryggeri i det stadig mere eftertragtede arbejderkvarter Neukölln, udråbte Neuköllns socialdemokratiske lokalborgmester sin bydel til Berlins nye festcentrum.

»Prenzlauer Berg er død«, sagde Heinz Buschkowsky med henvisning til den østberlinske bydel, der i løbet af 90’erne er blevet børnefamilierne og bedsteborgernes foretrukne kvarter.

Når berlinske lokalpolitikere på den måde lægger sig ud med hinandens bydele, illustrerer det en intensiveret kamp om at tiltrække ressource- og kapitalstærke mennesker til fattige kvarterer.

»Ganske uvidenskabeligt må jeg sige, at det gør lidt ondt i sjælen, når Berlins klubkultur på den måde skal reguleres kommunalt«, siger Bastian Lange.

»Men man kan ikke genskabe tilstande som i start-90’erne. Der er behov for større accept af klubøkonomien, der er en indtægtskilde for mange mennesker. Det har samtidig den positive bivirkning at tiltrække interessante målgrupper.«

Uden for restaurant Sage viser Jan Schröder Information ind i en afdanket garage, hvor han senere på året slår dørene op til en ny klub med navnet Fiesere Miese.

»Mange mennesker siger, at tingene var bedre før i tiden. Det kan jeg ikke personligt skrive under på.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer