Læsetid: 7 min.

Blæst om vindkraft som big business

I næste uge mødes 10.000 professionelle fra den globale vindkraftbranche i Bella Center for at drøfte, hvordan møllerne kan blive større, mere effektive og flere. I lyset af klimatruslen kan det kun gå for langsomt med udbygningen. Men i møllernes nabolag bobler protesten
Poul la Cours første forsøgsmølle fra 1891.

Poul la Cours første forsøgsmølle fra 1891.

Poul la Cour Museet

14. april 2012

Danmark er grønt foregangsland. Tusinder af vindmøller snurrer i landskabet og leverer miljøvenlig energi til erhvervslivets processer. En række bysamfund får deres elforsyning fra egen vindkraft. På DSB-stationer ser man møllerne arbejde. En snes danske virksomheder fremstiller anlæggene og skaber indtægter og arbejdspladser. Et system for ren, rentabel selvforsyning under ekspansion, muliggjort ved statslig støtte til de første projekter.

Et bæredygtigt øjebliksbillede. Ikke fra i dag, men fra tiden omkring forrige århundredskift. År 1900. Danmark var dengang et land, hvor vindkraften var i hastig fremvækst og bød på lokal forsyningssikkerhed og beskæftigelse. Det hele skabt nedefra, i ’Udkantsdanmark’, af bl.a. højskolemanden og fysikeren Poul la Cour på Askov Højskole og af de ’vindelektrikere’, han uddannede, samt af interesserede bønder, smedemestre, andelsselskaber m.fl.

Den historie kan man læse i en ny udgivelse, Fra husmøller til havmøller – Vindkraft i Danmark i 150 år, redigeret af vindkrafthistorikeren Benny Christensen. Her kan man også læse, hvordan vindmøllerne efter 1. Verdenskrig blev slået ud og stort set forsvandt fra landskabet, da billigt fossilt brændsel blev tilgængeligt i rigelige mængder.

Tænk, hvordan det kunne have set ud for klodens klima, for forsyningssikkerheden og for økonomien, hvis den grønne energiteknologi ikke var blevet løbet over ende af æraen med billig fossil energi. Hvis verden ikke havde mistet et helt århundred i processen mod omstilling til et bæredygtigt energisystem.

Tiden er knap

I dag er kloden under pres. Det fortsat stigende forbrug af kul, olie og gas har bragt atmosfærens indhold af drivhusgasser – CO2, metan, kvælstofilte m.m. – op fra et førindustrielt niveau svarende til 280 ppm CO2 (parts per million, CO2-molekyler pr. mio. luftmolekyler) til nu ca. 440 ppm CO2-ækvivalenter, og ifølge en aktuel opgørelse fra OECD »kan det atmosfæriske indhold af drivhusgasser nå 685 ppm CO2-ækvivalenter i 2050,« hvis udviklingen fortsætter som hidtil.

»Som konsekvens forudses den globale gennemsnitstemperatur ved århundredets udgang at blive tre til seks grader over de førindustrielle niveauer – en overskridelse af det internationalt vedtagne mål om at begrænse stigningen til to grader,« advarer OECD.

Så nu er tiden pludselig blevet meget knap, og derfor går det på ny stærkt. På mandag mødes over 10.000 professionelle aktører fra den globale vindkraftindustri i Bella Center, København, for at udveksle erfaringer, høre sidste nyt, indgå aftaler og lægge planer for vindenergiens internationale ekspansion. Det sker ved en ugelang konference arrangeret af det europæiske vindkraftråd, EWEA, og 2011-statistikken, som møder deltagerne, er opsigtsvækkende.

Sidste år blev der således globalt installeret 41.000 megawatt (MW) ny vindkraft. Det er en årlig tilvækst på 21 pct., mere end i noget tidligere år og svarende til tre gange Danmarks samlede elkapacitet.

»I dag har omkring 75 lande i verden kommercielle vindkraftanlæg,« skriver Global Wind Energy Council (GWEC), der står bag statistikken, ifølge hvilken der verden over nu er installeret 238.000 MW i vind.

Regner man anden vedvarende energi med – sol, biomasse m.m. – så er der i dag en global kapacitet på 565.000 MW, oplyser tænketanken Pew Charitable Trusts.

»Det er 50 pct. mere end den installerede kapacitet i atomkraft,« påpeger Pew.

For EU som helhed udgjorde vindkraften 21 pct. af den ny elkapacitet, der blev tilføjet sidste år, mens ny atomkraft udgjorde blot én pct. 2011 var fjerde år i træk, at den vedvarende energi udgjorde over halvdelen af årets ny elproduktionskapacitet i Europa. Omstillingen er i gang.

Men andre steder i verden går det endnu hurtigere. Med hele 18.000 MW sidste år etablerede Kina næsten dobbelt så meget ny vindkraft som de 27 EU-lande tilsammen. 44 pct. af den globale vindudbygning i 2011 fandt sted i Kina, og nationen er i dag størst i verden med over 26 pct. af den samlede vindkraftkapacitet. USA er nr. to med knap 20 pct., Tyskland nr. tre med godt 12 pct. – og Danmark nr. 11 med 1,6 pct. af den globale kapacitet.

Et ledende konsulentfirma på området, BTM Consult, vurderer, at der om tre år vil være 513.600 MW vindkraft verden over – mere end det dobbelte af dagens kapacitet som det har taget et par årtier at skabe. Trods det vil vinden til den tid kun være nået op på at sikre 4,4 pct. af verdens elforsyning, påpeger BTM Consult.

Big business

Med tidspresset fra klimatruslen og olieprisens stigning og den deraf nødvendiggjorte hidsige udbygningstakt er der således blevet brug for store, professionelle og højeffektive aktører. I en global kontekst synes tiden for de kreative højskoleprojekter, lokale smedemestermøller og små husstandsmøller ovre.

For at sætte fart på den grønne strømproduktion og nedbringe omkostningerne pr. kilowatt-time er dagens største havmøller regulære industrianlæg på seks MW. De er mere end 10 gange så høje som Poul la Cours Askov-mølle og yder antagelig 100-200 gange så meget. Næste år planlægger Vestas og DONG Energy at teste verdens første eksemplar af en syv MW mølle i farvandet ud for Frederikshavn. Den vil blive fem gange så høj som Rundetårn, og dens vinger vil feje over et vertikalt areal svarende til tre gange Parkens. Ved roden har hver vinge en diameter, så en dobbeltdækkerbus kan køre ind i den.

»Mange mennesker taler om 20 MW vindkraftanlægget. Hvornår kommer det, hvorfra kommer det, og vil det være rentabelt,« lyder det i oplægget til et af seminarerne på den kommende uges branchekonference i Bella Center.

En sådan udvikling kan kun toptrimmede internationale koncerner være med til. Gennem den sidste fjerdedel af det 20. århundred var der herhjemme 50 vindmøllefabrikanter i gang – i dag er der to giganter tilbage, Vestas og Siemens, der er henholdsvis verdens største og verdens niendestørste vindmølleproducent. 10 selskaber sidder i dag på 80 pct. af det globale marked for vindkraftanlæg. Og af disse 10 er de fire kinesiske: Sinovel, der er lige i hælene på Vestas, Goldwind, Guodian og Ming Yang.

Tilsvarende er byg- og driftsherrerne på dagens store vindmølleparker typisk internationale energiselskaber. Den hjemlige gigant DONG Energy, der indtil nu har præsteret at være nummer ét i verden på havvind, er som selskab en lilleput på det europæiske marked, i intens konkurrence med langt større tyske, svenske og britiske selskaber. Affæren om de høje lønniveauer til de mest eftertragtede nøglemedarbejdere i DONG vidner om forholdene og vilkårene på dette marked. Benhårdt, topprofessionelt, stort og hurtigt: Big business.

Bagslag

Det er alt sammen godt for klimaet om end stadig for lidt og for langsomt i lyset af forskernes advarsler om den globale opvarmning. Problemet er, at det, der kan være for småt og langsomt i et klimaperspektiv, kan være for stort og hurtigt i et offentlighedsperspektiv.

»Politikerne i Jefferson County gjorde det tirsdag aften klart, at de ikke vil have vindkraftværker i Lake Ontarios farvand,« hed det i denne uge i lokalavisen Watertown Daily Times, udgivet i staten New York.

Blot én af en tiltagende strøm af nyhedsartikler, der afspejler, at udbygningen med stadig flere og stadig større vindmøller møder lokale protester i de fleste vestlige lande. Eurobarometer-meningsmålinger viser ganske vist klar folkelig støtte til udbygning af vedvarende energi i alle EU-lande, og amerikanske målinger tegner samme billede, men lokalt er naboindsigelser i dag mere reglen end undtagelsen ved konkrete projekter. Fra USA og Canada over Europa til Australien er erfaringen den samme.

Den 3. april var ligefrem ’international protestdag mod vindkraftværker’, organiseret af bl.a. European Platform Against Windfarms, et netværk der angiver at omfatte 525 organisationer i 23 europæiske lande, herunder 14 grupper i Danmark, lokaliseret omkring planlagte eller indledte mølleprojekter på land.

Jo større møllerne bliver, og jo mere de opføres af internationale energiselskaber eller udenbys investeringsselskaber, desto vanskeligere bliver det at vinde lokal accept og dermed at sikre den nødvendige udbygning. I Vestjylland sidder Benny Christensen, redaktøren bag bogen om 150 års dansk vindkrafthistorie, og grubler over udviklingen.

»Tidligere blev møllerne primært rejst af lokale vindmøllelaug, og det gav ejerskab og opbakning. Nu er billedet broget, fordi initiativtagerne til nye møller på land er en blanding af lokale vindmølleentusiaster og udenbys bagmænd og vindbaroner, der bare vil tjene penge på projekterne.«

Når det gælder de større projekter i energiselskabernes regi, rykker disse i stigende grad til havs på grund af nabokonflikterne. I januar opgav DONG f.eks. planerne for syv store testmøller ved Kappel på Lolland efter otte års sagsbehandling og strid med lokale modstandere.

»Men når energiselskaberne rykker møllerne til havs, bliver vindkraften dyrere. Jeg må indrømme, at jeg ikke kan få øje på nogen patentløsning på dagens dilemma,« siger Benny Christensen.

Hans bedste råd til politikerne er at bane vej for en højere grad af lokalt og kommunalt ejerskab til møllerne.

»Ellers bliver det for nemt at lægge vindkraften for had,« mener han.

»Og så det allervigtigste og -billigste: At sikre energibesparelser, så behovet for at udbygge med nye energianlæg bliver mindst muligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Udmærket med grøn teknologi, men så længe vi kører et vækstsamfund, vil enhver effektivisering og besparelse bliver spist op af nyt forbrug. Grøn energi kan ikke erstatte sort energi og a-kraft. Vi skal ned i forbrug, og da det er en tabersag for en politiker, kan man tænke sig til resten.

Men lad os lige tænke os, at fremtidens grønne energi alligevel holder vækstsamfundet gående, så æder vi alligevel naturens ressourcer op. Derfor kommer vi ikke uden om at omstille samfundet, vores hele livsform fra materiel vækst til vækst i menneskelig trivsel.
Det må da være en enorm vindersag for den rigtige politiker...

John Fredsted

Det, der måske overraskede mig mest ved artiklen, det var, at til trods for massiv ekspansion i vindenergi, så vil denne om tre år, når den er blevet dobbelt så stor som p.t., kun udgøre 4,4 procent af al elproduktion. Så er der godt nok lang vej igen, specielt hvis man oven i det forestiller sig, at store dele af transportsektoren også skal køre på el.

John Fredsted

@Niels-Simon: At bede folk om at gå ned i forbrug er og har naturligvis altid været en tabersag, desværre. Men jeg spørger mig selv, om problemet ikke er endnu værre end bare denne ren psykologiske modstand i enhver befolkning. Har Danmark, som så mange andre nationer, ikke for længe siden mistet deres autonomi ved at basere sin velstand på international kredit? Og her taler jeg ikke om kredit alene til staten, men også om kredit til for eksempel boligsektoren. Det forekommer mig, at skuden bare ikke længere kan drejes.

Det er klart, at en branche varetager egne interesser. Men dette er faktisk for vigtigt til at overlade til vindmølle-branchen.

Og ja, der er realistisk mulighed for, at vedvarende el-energi kan afløse de traditionelle fremstillingsmetoder.

Det er således beregnet, at 6 timers produktion fra et solkraftværk med placering i Sahara, hvor solen altid skinner, vil kunne forsyne hele Europa og Rusland med el i 24 timer. Det drejer sig blot om tilstrækkelig fremføringskapacitet.

I øvrigt findes der mange andre muligheder, man kan supplere med. Problemet er udelukkende, at den kommercielle el-branche reagerer meget traditionelt.

Niels-Holger Nielsen

Gert Romme

Skinner solen også om natten i Sahara? Er der aldrig overskyet i Sahara? For et par år siden studerede jeg det store solenergiprojekt i Sahara, som er undfanget af Romklubben (folkene bag den berømte bog 'Grænser for vækst' (1971)), her regner man med, at når man har fået et højtransmissionsnet til el, vil dette projekt kunne levere 45% af Europas elbehov i 2050. Når solen altså skinner. Hvorvidt projektet i det hele taget er realisabelt står hen i det uvisse. Det er som alle vedvarende energiscenarier et skrivebordsprojekt. Før det har sin gang på jord, er vi nødt til at alliere os med de nordafrikanske stater i en fælles udvikling. Lige nu gør vi alt for at dominere disse stater for at få fingre i deres olie og gas, herunder påfører vi dem krig og gør alt for at holde deres befolkninger ude af Europa. Det er jo et dilemma, som understreger, hvad vi har gang i.

Vedvarende energiprojekter, alle til hobe fra vind og sol til bølgeenergi over geotermisk ditto lider under problemet med at oplagre energi. Det kan vi kun med voldsomt energitab. Det betyder, at disse vedvarende anlæg skal være større end hvad der svarer til spidsbelastning. De skal jo også producere til lager, som altid har et energitab på langt mere end halvdelen af den oprindelige energi som er indfanget. Når altså lagrene er 'fyldte', så kører systemerne på en ekstrem over kapacitet. Det er hamrende dyrt, at de skal være så overdimensionerede. Det gør dem ikke billigere, at de er afhængige af en peakproduktion under visse vejrforhold (nul sol og vind) er nødt til at trække på et fossilt-/biomassebaseret system, som til dagligt står stand by. Vi skal altså have 2-3 indbyrdes uafhængige energisystemer, som hver for sig kan levere 100% af peak behov (når de andre af naturlige årsager ikke leverer). Elektriciteten vil under disse forhold blive mindst 2-3 gange så dyr, som under tidens fossil-regime. De tager altså en stor del (broderparten?) af det overflodssystem, som 'vi' gerne vil opretholde. Svaret på hvordan det skal kunne lade sig gøre i et system, som bygger på evig vækst blæser i vinden. Selv uden vedvarende vækst (status quo for den vestlige verden ophævet til standard for 9 milliarder mennesker) vil et sådan system blive yderst problematisk. Min vurdering er, at det er pløk umuligt. Kapitalisterne og energiplanlæggerne ved disse ting, og derfor går det så trægt med at omstille til vedvarende energi. Der er i bogstaveligste forstand tale om fugle på taget. Derfor går man som katten rundt om den varme grød og tæller på knapper.

Løsningen på problemet, som er forankret i termodynamikkens anden lov og vejrets omskiftelighed, kan kun være at nedsætte vores energibehov til det mindst mulige, for herved at komme omkring et uomgåeligt problem på den mest realistiske måde. Med vedvarende energi vil overflodssamfundet altså uigenkaldeligt være passe. Godt det samme for det. Jeg vil udtrykke det således: Færre blodpropper, mindre overvægt, mindre stress, mindre forurening, mere fritid, mere kreativitet, et liv, som er vores eget i stedet for at være korporationernes, og i sidste instans et mere åndeligt og intellektuelt tilfredsstillende liv - et mere lokalt og solidarisk liv. Det vil være gift for monopolkapitalisterne og alle deres planer, men det kan vi vel bare skide hul i? Dyt hvis du er enig!

Niels-Holger Nielsen

Det kan af og til være forfriskende, at sætte tingene på spidsen. Det gør Paul Kingsnorth (Black Mountain Manifest) og Wen Stephenson (Grist, internetmagasin om klima) her i denne emailkorrespondance. Sidstnævnte indleder sin artikel således:

"Not everyone is quite ready to hear, or accept, what Paul Kingsnorth has to say.

An English writer and erstwhile green activist, he spent two decades (he’ll turn 40 this year) in the environmental movement, and he’s done with all that. And not only environmentalism — he’s done with “hope.” He’s moved beyond it. He’s not out to “save the planet.” He’s had it with the dream of “sustainability.” He’s looked into the abyss of planetary collapse, and he’s more or less fine with it: Collapse? Sure. Bring it on."

Et citat fra Paul Kingsnorth:

"I do think that climate change campaigners like yourself should be more upfront about what you’re trying to ‘save.’ It’s not the world. It’s not humanity either, which I’d bet will survive whatever comes in some form or another, though perhaps with drastically reduced numbers and no broadband connection. No, what you’re trying to save, it seems to me, is the world you have grown used to.

“Sustainability” is, as far as I can see, a project designed to keep this culture — this lifestyle — afloat. The modern human economy is an engine of mass destruction. Of course, I am conflicted about this. I live at the heart of this machine; like you, I am a beneficiary of it. If it falls apart, I will probably suffer, and I don’t want to."

Og sådan får den hele armen igennem artiklen. Nogle vil måske kunne huske Paul Kingsnorth fra en avisdebat med George Monbiot i Guardian for en to tre år siden. Også i denne artikel fra Grist bliver der givet og taget imod hug på begge sider.

Paul Kingsnorth er nok rigelig sort og tager åbenlyst fejl på nogle punkter, men langt fra alt hvad han siger er det rene løgn!

Læs selv her:

‘I Withdraw’: A Talk With Climate Defeatist Paul Kingsnorth