Mit digitalt konstruerede jeg

Jeg ved jo godt, at alle de rigtig kloge ikke er med i spillet og her er det Facebook, jeg taler om. De gik ikke ind i det, fordi de forudså Big Brother og kapitalistisk udnyttelse. Sig mig hvem du er, og jeg skal sige dig, hvad du er nødt til at købe. Men undertegnede er så en til tider lidt ensom freelanceskribent, langt fra gamle venner i Danmark og gemmer sig oven i købet med jævne mellemrum fra storbyens puls langt ud på landet i Frankrig. Når underholdningen så mest består af landbrugsmaskiner, den tunge duft af rapsmarker, fuglesang og min elskværdige 82-årige nabo, udgør Facebook et utrolig hyggeligt nærfjernt element.

Jeg har holdt det forholdsvis begrænset og kun tilføjet få venner, så det er overskueligt. Det er der så meget andet i mit liv, der ikke er – mine finanser, den generelle verdenssituation eller min undren over, at ingen i lyset af Fukushima tager det nukleare tema alvorligt i den franske valgkamp. Plus et par andre ting.

Det er det uoverskuelige, som bekymrer mig. Og her mener jeg ikke en simpel skræk for nye former. Jeg ville naturligvis ikke underholde Informations læsere om Facebook, hvis ikke jeg mente, det havde store metafysiske perspektiver.

Tag nu for eksempel den nye form tidslinjen, som er betegnelsen for Facebooks nye layout. Mens der før var tale om banal kronologi, er den nu brudt op i spalter. Man kan sige, at der hermed stilles et stort og ikke uinteressant spørgsmål til selve tidsligheden. For selvfølgelig kan bevidstheden rumme flere ting på en gang. Sådan foregår det rent faktisk i mit hoved, når noget fra for meget længe siden dukker op, og i den forstand kan siges at være mere aktuelt, end det som skete for to minutter siden og i øvrigt er det parallelt med, at jeg vasker op. Hvis De kan følge mig?

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges har skrevet meget om den slags, om bevidsthedens mulige og umulige former. Som novellen om en dreng, for hvem det tager lige så lang tid at huske en dag som at leve den. Den slags bliver det hurtigt mindst lige så vanvittig indviklet at tænke over, som det er for drengen at leve.

Det, som er ved at gøre mit så hyggelige netsociale liv lidt uhyggeligt er, at det er begyndt at rumme mig på ret selvstændig vis. Jeg har jo fattet, at maskinen har fundet ud af, at jeg er en kvinde i en vis alder og derfor frister mig med rynkecremer og slankekure. Og nej, jeg vil ikke tabe mig, lidt frihed har jeg vel tilbage. Men selv inden jeg er gået over til tidslinjen, er det begyndt at spalte sig ud og op. Visse venners gamle nyheder popper op i første linje, eller jeg får ikke alle deres nyheder, eller der dukker helt andre menneskers statusopdateringer ind på min lystavle, fordi et indviklet tælleapparat regner ud, at det er lige mig.

Faktisk er jeg bange for, at jeg for alvor er begyndt at leve på Facebook. En avatar i form af mit digitalt konstruerede jeg, interesserer sig mere og mere for det, jeg interesserer mig for og helt af sig selv. Kan De følge mig? Det kan maskinen i al fald, den gør det hurtigere end jeg, den kommer mine valg i forkøbet. I sidste ende kan jeg stort set være sikker på aldrig at møde andet end noget, der i en vis forstand er mig selv. Alting af samme art som det, der var mig før, mere fuldkommen sikkert mig selv end jeg selv ved af.

Borges skrev en anden novelle, som nu stryger ind på min indre lystavle foran alt andet. Den handler, så vidt jeg husker det, om mennesker, der keder sig, fordi de har det alt for godt. Så opfinder de et spil, hvor de kan vinde og tabe, efterhånden for alvor. Faktisk på liv og død. Det er selvfølgelig besværligt at holde regnskab med, så til sidst overlader de det til spillemaskinen selv at holde regnskabet. Og til sidst er der faktisk nogen, der betvivler, om spillet overhovedet findes.

Jeg ved ikke, om jeg kan melde mig ud. Det er jo bare et lille symptom. Folk ser ikke engang samme tv mere, de får hver deres stadig større nyhedsstrøm direkte ind på hver deres skærm, ganske som de har hver deres venner, der bekræfter dem i uendelige cirkler. Man forestiller sig det åbner sig så globalt, men måske lukker det sig mere og mere om stadig mere indskrænkede identiteter? Hvor avataren overtager jeg’et?

Snart spalter min Facebook-tidslinje sig op, om jeg vil det eller ej, og bliver på sin vis mere menneskelig. Hvis jeg helt lader være med at vælge, kan jeg sidde og se maskinen leve mit eget liv. Og så snart jeg vælger noget, bliver den endnu mere mig. Jeg lægger brænde på ilden og besøger min nabo. Og de rigtig kloge tror altid, de holder sig udenfor.

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen