Klumme
Læsetid: 3 min.

DR og TV 2 er hverken røde eller blå

Selv om det var – og vel stadig er – en udbredt sport blandt politikere at rubricere de to store statslige tv-kanaler som røde eller blå, er jeg ikke i stand til at bevise hverken det ene eller det andet. Og det er tydeligt, at der er helt andre kriterier på spil, når politikere inviteres på skærmen. Der er et nyhedskriterie, som lige for tiden betyder, at SF-politikere dominerer nyhedsbilledet. Man kunne også kalde det balladekriteriet. Men det vil næppe afstedkomme borgerlig kritik.
Indland
4. april 2012

Jeg har stadig en kedelig vane. Den må stamme fra årtiers snæver omgang med nyhedsjournalistik i DR. Jeg prøver at lægge mærke til, om den politiske dækning i tv – hvad enten det er TV 2 eller DR, News eller Update – har markante skævheder, om stationerne har politiske favoritter, om de er røde, blå, grønne, sorte eller bare farveløse.

Da jeg en overgang syntes, at DR havde forelsket sig i Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, kunne jeg jo godt forstå, at han optrådte i tide og utide i masser af programmer. Han repræsenterede jo engang den rå parlamentariske magt. Og så var han velformuleret, underholdende, havde altid tid og var med på hvad som helst.

Det samme gjaldt Venstres Søren Pind. Han kan det hele, fra Elvis-imitationer til helt absurde, men morsomme påstande – ikke mindst om politiske modstandere. Han repræsenterede også magten.

Villy Søvndal var også meget i medierne, dengang han var en helt anderledes SF’er. Dengang partiet bragede frem og næsten blev større end Socialdemokraterne. Han var anderledes, sagde nye ting, var på en måde folkeligt underholdende. Nu har han fået ansvar og er udenrigsminister, og så er han selvfølgelig også meget på, men ikke på samme måde som før. Nu er han presset, taler mærkeligt engelsk og har ballade med baglandet.

Selv om det var – og vel stadig er – en udbredt sport blandt politikere at rubricere de to store statslige tv-kanaler som røde eller blå, er jeg ikke i stand til at bevise hverken det ene eller det andet. Og det er tydeligt, at der er helt andre kriterier på spil, når politikere inviteres på skærmen. Der er et nyhedskriterie, som lige for tiden betyder, at SF-politikere dominerer nyhedsbilledet. Man kunne også kalde det balladekriteriet. Men det vil næppe afstedkomme borgerlig kritik.

Der er et underholdningskriterie, som betyder, at politikere som Messerschmidt og Pind altid vil være velkomne gæster i ethvert tv-studie.

Der er et magtkriterie, som før valget betød, at studierne vrimlede med Pia Kjærsgård, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl – efter valget er det Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller, der befolker skærmen.

Så er der et kanalbranding-kriterie, som betyder, at de to kanalers egne stærke profiler hele tiden skal på skærmen. Det var vel derfor, DR skiftede Jersild, Falbert og Ritt Bjerregaard ud med Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup, der i et nyt politisk program tumler rundt på Christiansborg i et desperat forsøg på at gøre politik forståeligt. På TV 2 er det Mogensen & Kristiansen, Hans Engell og Henrik Qvortrup, der dominerer. Tidens tendens er, at alt skal forklares, fortolkes og gøres skarpvinklet. Den såkaldte politiske balance kan ikke skabes matematisk, den skabes over tid. Og det lykkes vel egentlig ganske godt, når danskerne – trods tv-kanalernes påståede ensidighed – nogenlunde regelmæssigt skifter fra det røde til det blå og omvendt. Selvom man kan gribe sig selv i pludselige anfald af farveblindhed: For nu er de røde næsten mere blå end de blå. Og da de var i regering, var de indimellem mere røde end de røde.

Kan man regulere sig til balance? Det holdt man op med i Danmark for mange år siden, men der er dog stadig mediebureaukrater i Kulturstyrelsen, som bruger mange mandeår på at foretage kontrol af radio og tv. Er der for lidt eller for meget rytmisk musik? Er der for meget eller for lidt underholdning? Er der for mange genudsendelser? Er 24syvs kulturudsendelser nu også kultur?

De, der ønsker en skarpere kontrol med tv og radios politiske balancer, kan hente inspiration i Frankrig. Her sidder en gruppe bureaukrater fra det højere audiovisuelle råd og fører minutregnskab med den politiske dækning. Alle kandidaters tv- og radiotid siden 1988 er minutiøst registreret. Og i de sidste fire uger inden præsidentvalget i maj, skal stationerne sikre, at kandidaterne får lige meget tid. Ellers kan de få bøder. Fra 1. januar til 24. februar fik socialistpartiets Francois Hollande og hans tilhængere f.eks. syv timer, 57 minutter og 50 sekunders taletid på den store tv-kanal TF1, mens Frédérick Nihous, der ikke længere er med i kampen, kun fik 23 minutter og 55 sekunder. Statistikkerne i Frankrig beviser det samme som fornemmelsen i Danmark: Magthaverne får mest sendetid. Efterfulgt af de store oppositionspartier. Hvis man er både kedelig og uden indflydelse, kommer man ikke i fjernsynet.

 

Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Det mærkelige ved DR er, at ingen vil ændre på linjen (efterligningen). Da Michael Christiansen blev bestyrelsesformand for et par år siden sagde han, at det var for galt, at X-faktor fyldte så meget. Siden skete der ikke en skid. Nu har vi ny regering. Hvornår skiftes bestyrelsen? Hvornår kommer DR ud af reklamevognen og kommercialismens efterligning, og ind i et kvalitativt løft, hvor indhold og væsentlighed prioriteres.

I 1990erne lykkedes de borgerlige i Danmark ved hjælp af rå kapitalmagt at etablere et pressemonopol.

Siden den tid har de borgerlige uden pause forsøgt at bilde os ind, at pressen er neutrale og værdifri, selvom enhver med en smule kritisk sans kan se, at det ikke er tilfældet.

Lasse Jensen gentager i sin artikel den samme løgnehistorie om de borgerlige medieres nutralitet som vi efterhånden har hørt til hudløshed.

de bliver nok rødere,
for arbejderne, "robotterne" overtager såmænd nok også TV2 og DR

http://www.information.dk/296902

Holger Madsen

Der er behov for et medie forår i DK.!

Hanne Christensen

Mikkel Serup,

Jeg synes, du er for sortsynet. Du må tænke på, at for 20-30 år siden, var høj som lav langt mere socialt indstillet, men da så mediebilledet også anderledes ud.

Der er en hel del danskere, der stemmer ud fra stemninger for taber/vinderpartier. Alle kan jo lide at være med på vinderholdet, så jeg tror rent faktisk, at mange stemmer ud fra det faktum. Hvad er populært.

Men der ud over er problemet, at pressen dækker så ensidigt blåt. Se blot, hvordan Carina-sagen flyttede stemmer, fordi dæknngen var så ensidig og manipulerende. Lige pludselig syntes flertallet, at kontanthjælpen var for stor. Rigtig mange køber også historien om kontanthjælpsmodtageren der bare skal have et lods, eller den psykisk syge, der bare er pivet og lidt doven.

Faktisk handler det ikke om de velbjergede, der ofte er mere oplyste og har overskud til en mere menneskelig tilgang til hinanden. Det handler om middelklasseborgeren og også lavindkomstgrupper. De stemmer jo for dælen Venstre! Eller DF!

Det handler også om en fagbevægelse, hvis topledelse i stor udstrækning selv er blå. Hvor er fagbevægelsen henne. I dag er de jo ikke til for den lille mand. Næh, reelt varetager de arbejdsgivers interesse. Så vi har en meget svag fagbevægelse.

Jeg tror imidlertid, at vi blot venter på en stærk leder, der har den karisma og ånd der skal til for at vende udviklingen. Helle Thorning er en ulv i foreklæder, og Mette Frederiksen er sammenlignelig med Hjort Frederiksen. Hun er en ny Karen Jespersen. Fru Hækkerup er en usmagelig medløber, og fru Vestager tilhører LA-fløjen. Villy er til grin, og den stærke mand i SF, hr. Møger, falder ind under Helle Thornings ulvekappe.

Så problemet er, at vi ikke har en egentlig venstrefløj, men denne er blevet kapret af folk, der slet ikke hører til fløjen.

Jeg selv har i mange år stemt radikalt, men det er selvfølgelig umuligt med partiets svigt af det sociale engagement, så sidst måtte jeg stemme Enhedslisten trods jeg ikke tror på hele deres idegrundlag. Men hvor andre råber om finansiel krise, mener jeg den største krise i mands minde i Danmark nærmere er en human krise. Det er vist også det, du peger på.

Men der er kun en vej, nemlig at kæmpe imod det humane forfald. Der er kun en vej, og det er at stemme på Enhedslisten. Jeg har i mange indlæg peget på det usunde i, at befolkningen søger mod yderfløjene. Jeg er selv en del der af. Men i dag står 60 % af befolkningen til at stemme på yderfløjene, flest desværre til højre for midten.

Jeg tror, at mange som jeg stemmer på et yderparti i mangel på bedre - og som nævnt føler mange også bare strømmen og stemningen. Men forløsningen kommer den dag, hvor en karismatisk leder stiller op for fx Socialdemokratiet. Det venter vi vel alle på. Jeg har flere personer i sigte. Jeg er meget imponeret over Peter Hummelgaard. Ham kan vi forvente meget af. Om 10 år kan han meget vel stå som leder af partiet. Der er også Dan Jørgensen, som har en stor karisma, som også kan få en positiv betydning, hvis han da ikke nås at blive formet af Helle.

Men man ved selvfølgelig aldrig.Mette Frederiksen var jeg meget begejstret for for 10 år siden, men hold da op en matrone hun har udviklede sig til i løbet af ganske få år.

Men der er kun en vej, Mikkel Serup. Og det er at sætte sit kryds, om ikke andet så i protest på Enhedslisten. Når 70-80 % af stemmerne går mod fløjene (hvilket selvfølgelig er en utrolig usund udvikling) må nogle midterpolitikere få øjnene op og besinde sig.

Sslv journalisterne løber jo bare med. Man må ikke overse, at ledigheden blandt journalister er enorm. Efter få måneder i aktiveringscirkusset vil enhver være mast til at rette sig ind. Mange journalister venter givet vis blot på at komme til orde uden at risikere job og helbred.

Du må bevare troen herpå. At give op er at miste kampen. En kamp, der i øvrigt både handler om at få stærke ledere i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen. Vi må ikke overse, at en blå fagbevægelse er en katastrofe. I dag har vi jo en fagbevægelse, der aktivt deltager i allokeringen af gratis arbejdskraft til det offentlige. Over 40.000 mennesker arbejder således gratis i det offentlige. Mere skandaløst kan det vel næppe blive.

Brian Pietersen

Hanne Christensen

***Der er en hel del danskere, der stemmer ud fra stemninger for taber/vinderpartier. Alle kan jo lide at være med på vinderholdet, så jeg tror rent faktisk, at mange stemmer ud fra det faktum. Hvad er populært.***

Det tror jeg ikke der er mange der gør, jeg tror tilgengæld at mange stemmer på noget af frygt og eller grådighed, det er mange af dem der manipuleres rundt med lige før der skal stemmes, hvor mange af de mennesker prøver at manipulere rundt med politikernes mening via pressen.

Jeg tror det kan lykkedes for begge parter at ødelægge demokratiet i længden.

Det burde man gøre noget ved.

Ib Christensen

I længerer tid har jeg tænkt på, at jeg gerne ville se en statistik over hvor mange af landetes avis redaktører der har en ægtefælde, som er tildelt en offentlig betalt leder stilling, eller anden højtlønnet stilling. Hvornår ægtefælden fik den skatteyderbetalte stilling og hvilket parti sad med den nærværende politiske indflydelse da stilling blev givet. Statistiken kan også glimrende udvides til at dække landets jounalister/ program planlæggerer.

Ægtefælder er ofte en blind vinkel vi ikke ser. Og da jeg har bemærket mindst et mistænkelig tilfælde hvor det ser ud til at en sådan stilling er blevet brugt til at påvirke nyhedsdækningen i en kommune, vil jeg tro fænomennet er mere udbredt end vi aner.

Hanne Christensen

Brian Pedersen,

Jeg tror, du har ret i, at mange stemmer af frygt. Også af grådighed.

De grådige vil jeg mene næsten altid vil stemme til højre. De vil være liberale til fingerspidserne.

Men de mange danskere, der stemmer af frygt, burde S-SF kunne have indhøstet som sikre stemmer ved at sikre et ordentligt socialt sikkerhedsnet.

Folk frygter jo ledighed i dag. Af tre årsager. Den ene er den økonomiske, den anden er det ydmygende aktiveringssystem og det tredje er risikoen for social udstødelse.

Disse 3 faktorer kunne S-SF have gået op imod. Ligesom VKO har ændret danskernes mentalitet fra fælles- til navleorienteret, så kunne S-SF have arbejdet for at ændre mentaliteten den modsatte vej igen. Man kunne skabe bedre rammer om social sikkerhed og man kunne have gjort op med den ydmygende og nedgørende behandling af ledige og syge. Når det ikke længere var en pinagtig afære at blive ledig, ja, så ville den sociale udstødelse også begrænses.

Dermed kunne der skabes tryghed. S-SF kunne også gøre op med gratisarbejdet og dermed skabe 100.000 flere lønnede arbejdspladser. Osv. osv. S-SF kunne have gjort rigtigt meget for at indhøste de utrygges stemmer.

I stedet er S-SF-B gået i konkurrence med VKO om, hvem der kan ydmyge de ledige og syge mest og skære dybest i de sociale ydelser.

Vælgene reagerer ved at flygte til yderfløjene. Desværre går flest stemmer til Venstre. Men det sker af skuffelse over S-SFs vælgerbedrag og i en tro på, at når der ikke kan skabes social tryghed, må man stemme på det parti, man tror giver flest job. Og her står Venstre stærkest.

Men der er også en stor 3. vælgergruppe, nemlig dem der ikke følger med i politik og stemmer efter stemninger. De vil gerne være i gruppe med de populære, og det er jo vinderholdet. Hvorfor skulle meningsmålinger ellers påvirke valgresultatet, hvilket man ved sker.

Der skal jo dybest set kun bevæges knapt 10 % af stemmerne, så står den ene fløj med absolut flertal.

Jeg mener derfor, at vi både har det fænomen, du taler om, nemlig utryghed og grådighed, kombineret med, at en del stemmer ud fra vælgerstemninger.

Hanne Christensen

Søren Rønhede beskriver i en artikel i Politiken i dag den politiske situation og mediernes indflydelse langt klarere end Lasse Jensen formår.

Link: http://politiken.dk/debat/ECE1589151/de-radikale-er-forvandlet-til-et-ov...

I artiklen "De Radikale er forvandlet til et overklasseparti" beskrives, hvordan De Radikale er forvandlet til et tidligere socialt parti til i dag at være et rent overklasseparti, og hvordan Vestager satser på at køre S-SF helt i sænk for til sidst selv at kunne sætte sig på statsministertaburetten med Løkke som indenrigsminister.

Og Søren Rønhede afslutter med at skrive:

"Frustrerede vælgere vælger mod al logik partiet Venstre som protest mod regeringens politik, hvis ’løftebrud’ netop består i at føre politik tæt på Venstres præferencer og interesser. Derfor er udsigten til et flertal af S, SF og Enhedslisten ikke stor.

Det ville kræve en helt anden bevidsthed om, hvordan tingene hænger sammen rent politisk. De fleste af de dominerende medier gør, hvad de kan, for at den situation ikke skal indtræffe."

Mere klart kan den politiske situation og mediedækningen vel ikke beskrives.

Brian Pietersen

kunne man på en eller anden måde fjerne fjernsynet fra meningsmålingerne ??

før der rent faktisk er stemt??

kunne man forestille sig at al nyhedsdækning på selve dagen man stemmer, at det er lukket-medie-dag, så kan de derefter blabre løs det de vil???

jeg ser det ikke selv, da jeg jo ved hvem jeg stemmer på, men så kunne de mennesker der nu er i vildrede, måskre få ro til at stemme.

Niels Engelsted

@Hanne, tak for Rønhede linket oven for.

Det udtrykker regeringens situation på en eksemplarisk klar og skarp måde, så også tak til den radikale Rønhede.

Gå ikke glip af det, især ikke hvis du er radikal!

Hanne Christensen

Brian Pedersen,

Jeg ser hellere, at medierne blive mere objektive og dybdeboerende i deres daglige nyhedsformidling.

Danskerne er jo ikke dumme. De forstår jo godt, hvis analyserne bliver leveret. Jeg møder da en hel del særdeles intelligente mennesker, som blot ikke interesserer sig for politik. Men de fleste ser da Nyhederne.

Hvis DR og TV2 blev mere objektive og dybdeborende kunne det jo vække en politisk interesse og hvis ikke, ja, så sikre at disse vælgere satte et kryds på et mere oplyst grundlag.

Problemet er, at DR og TV2 hverken er objektiv eller dybdeborende, derimod fører de to kanaler igen og igen ensidig nyhedsformidling til fordel for blå blok.

Kravet må være, at DR og TV2 skifter deres manipulerende nyhedsformidling ud med en neutral formidling.

Det burde ske ved at sikre en alsidig bestyrelse. Ser man på, hvordan bestyrelsen vælges, vil den altid i sidste ende repræsentere den siddende regering. 4 år er nok ikke tilstrækkeligt til at dette slår igennem i formidlingen, men 10 år er absolut tilstrækkeligt har historien vist.

Så derfor handler det om, at få ændret reglerne omkring sammensætning af kanalernes bestyrelser, så disse er alsidigt sammensat. Samtidig bør nedsættes et nævn, der også burde kunne tage stilling til, om nyhedsformidlingen er alsidig.

Der findes tre mediesystemer i den vestlige verden (Hallin &Mancini, 2004). Disse modeller kan være relevante i analysen af mediernes grundlag. Den danske model er karakteriseret ved følgende: Early development of mass press; Originally party press;
Self-regulation; Strong state intervention (press subsidies, public service broadcasting)

Dernæst er det mere interessante nemlig forholdet mellem demokratiforståelse og mediernes rolle (Strömbäck 2004 [http://jesperstromback.files.wordpress.com/2009/12/searchofastandard.pdf]).

Jeg vil sige at det liberalistiske verdensbillede afskyer etatistiske tanker om at staten eller derved statsmedierne forsøger at pleje en rationel debat. I stedet ønsker liberalister mikrofonholderi da det er op til individet at gøre sig tanker. Journalisten må fra dette perspektiv ikke fremstå som en 'oplyser' på nogen måde.
Jeg er mere til den deliberative model hvor mediet skal fordrer og danne grundlag for rationel diskussion om landets problemer og altså ikke fokus på politikernes strategier. Jeg bryder mig meget lidt om dette meta-niveau hvor indholdet er i baggrund og fortolkninger og udlægninger af hvorfor de siger som de siger er i centrum. Det er til at blive skør af! Man kunne forestille sig at det skaber unødigt meget rum for manipulation, da enhver tolkning af en politisk strategi (I husker nok kommentatorerne og bloggerne ikke?) pludselig finder vej til vores alle sammens sendetid. Og fordi vi ikke inddrages i rationel debat opnås et distanceret forhold til politikerne, hvorved ingen og især de med færre ressourcer føler sig repræsenteret og hørt - for hele fokusset er på at forstå 'eliten' dvs. politikerne på borgen uden at komme ind til benet. Det er virkelig ærgerligt. Vi bliver i vid udstrækning ikke borgere som lytter til ekspertviden i en rationel debat med en følgelig sammenligning af politikernes visioner. I stedet bliver vi passive narkomaner af mediedrugget som ikke fordyber os i de konkrete sager, men i stedet giver os et valg af muligheder for hvilken udlægning og fortolkning af det politiske spil vi vil lytte til. Mulighederne for selvselektionsbias forøges i denne demokrati- og mediekultur da der ingen målstok er for rigtigt og forkert - viden er taget ud så der ingen debat er - ekspertviden er relativt da ethvert udsagn har en spændende vinkel - dvs. vi vælger meget konformt om vi ønsker røde eller blå dækninger af nyhederne og vi mødes sjældent på midten.

Et par hurtige tanker herfra.

Steffen Gliese

tak, Johan Andresen, og vi er nogle, der kan huske, da journalister på DR mente, at deres opgave var at udlægge konsekvenser af lovforslag, så folk kunne forstå dem og den offentlige debat på den måde kvalificeres, lovforslagene forbedres og lovgivningen dermed ikke blive sjusket og forhastet, som vi har set det i de seneste elleve år.

Holger Madsen

Her er et link der er værd at genlæse.
Da Sass Larsen for knap et år siden angreb de borgerlige medier og hvor kulturminister Per Stig Møller rystende betegnede Sass Larsens forslag om at fratage de borgerlige mediers støtte, som " Et meget, meget uhyggeligt forslag".

http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2011/05/26/103633.htm

Steffen Gliese

Det er ufatteligt, at LO ikke har indset, at de må finansiere et dagblad, uanset om det vil koste dem 100 mio om året. Hvis man ikke kan komme til orde i et venligsindet medie, har man tabt kampen om indflydelse.

Holger Madsen

Ja, LO, S, SF, Enhedsliste m.fl., må gå sammen om at etablere et ikke-borgerlig mediehus.!

Brian Pietersen

Peter Hansen

ja, jeg støtter Arbejderen, fordi, den med sikkerhed støtter de svageste i samfundet og den arbejdende del af befolkningen.

Brian Pietersen

Hanne

***Danskerne er jo ikke dumme. De forstår jo godt, hvis analyserne bliver leveret. Jeg møder da en hel del særdeles intelligente mennesker, som blot ikke interesserer sig for politik. Men de fleste ser da Nyhederne.***

det vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, for havde det været tilfældet, havde vi aldrig haft en borgerlig regering.

Thomas Struer

@Mikkel Serup
Hvor har du ret. Jeg har det på samme måde.
Mvh

Hanne Christensen

Brian Pedersen,

Du stiller spørgsmålstegn ved danskernes intelligensniveau pga. vi har haft en VKO regering i 10 år.

Som jeg skriver, interesserer politik ikke alle. Det bør som udgangspunkt være ok. Hvis vi alle skulle interessere os for det samme - herunder politik -, ville vores samfund hurtigt blive kedeligt.

Jeg bruger selv meget tid på at sætte mig ind i forskellige partiers programmer, læse aviser, læse læserbreve og artikler osv. Tilmed slår jeg også en del op i Statistikbanken for at underbygge min viden hermed.

Det tager lang tid, og det burde dybest set være en journalistisk opgave, således at dette blev formidlet på en mindre tidskrævende måde.

Der er flere politiske områder, jeg ikke ved så meget om - indrømmet. Man må vælge ud, for tiden vil simpelthen ikke række, når man også har et arbejde at passe.

Det er også mest hensigtmæssigt i vores samfund, at vi specialiserer os, og herefter stoler på andre og forlader os på dem.

Et demokratisk samfund er jo karakteriseret ved repsekten for andres valg. Vi er forskellige, så derfor må vi jo også acceptere, hvis flertallet virkelig mener, at Venstre har en bedre politik at byde på.

Problemet er, hvis krydset bliver sat pga mediernes manipulation. Så er det, den er gal. Og det er vel det, vi diskuterer her.

De to kanaler - DR og TV2 - undskylder ofte det lave formidlingsniveau med, at det ikke interesserer danskerne. Det er her, jeg påstår, at danskerne jo ikke er dumme. Mange mangler energi, men det er noget andet. Meget ligegyldigt stof kunne udmærket udgå og erstattes af gode og flerdimensionelle analyser af væsentlige politiske emner. Væsentligt er, at de ikke bærer præg af ensidighed, som de gør i dag.

Fx er stort set hele stofindholdet i "De regionale nyheder" hentet på nærmeste politistation. Jeg kalder gerne disse nyheder for "kriminyt". Her skal vi såmænd selv hører, når en person har kørt for hurtigt på motorvejen. Omvendt hører man intet om, hvad de forskellige kommunalbestyrelser foretager sig. Du aner det ikke, ja, du skal ligefrem læse bestyrelsesmødereferater for at sætte dig ind i emnet, og ja, det gør vel de færreste. Det er en demokratisk katastrofe, at man rent faktisk ikke aner, hvad der foregår bag de lukkede bestyrelsesdøre.

Når krimistof prioriteres ned i mindste detalje over alt andet, ja, så ved vi jo godt, hvilken fløj det samtidigt gavner. Det er alle dem, der råber på straf, straf og straf. Ud over dette demokratiske problem, ja, så skaber det angst særligt hos ældre mennesker. Ja, jeg kender nogle, som fraråder deres venner fra provinsen at tage en tur op og ned ad Strøget i København efter mørkets frembrud. Den ubegrundede angst kan vi takke nyhederne for, og du kan være et hundrede sikker på, at denne familie stemmer på de tidligere VKO-partier. Men dumme vil jeg bestemt ikke betegne familien.

Ser man dagligt De Regionale Nyheder, ja, så får man jo netop det indtryk, at hele København er besat af skydegale rockere og udlændinge. Men faktum er jo, at København er en dejlig og fredelig by.

Tak Peter Hansen (selvom der sikkert er et par fordomme og postulater i hvad jeg skrev).
Jeg vil også mene, at de der inde på denne side påkalder sig at være bedrevidende og bedre argumenterende og forstående end helheden på Informations sider (referet til som 'herinde') har et alvorligt ontologisk problem. Det er da en virkelig vigtig debat og folk der ikke har kunne se og høre tendensen i mediernes udvikling - eller ukritisk lappet den i sig - de fortjener gode provokerende modargumenter som de nødvendigvis må forholde sig til. Jeg har set Deadline siden jeg gik i 5, klasse så vidt jeg husker - og jeg kan tydeligt se den forskel du understreger. OG DET ER IKKE EN KONSERVATIV BIAS - det er en reel ændring i måden hvorpå medierne fungerer og tænkes på - en analytisk virkelig demonstrerbar forandring. De er politiske ændringer, og ændringerne kan have være sket gennem fx. DRs bestyrelsere. Jeg kunne godt tænke mig en undersøgelse af Foghs (regeringen) indtog og indflydelse på mediernes virke. Den mand har været langt mere ideologisk end hidtil forstået trods han sikkert har udtalt det modsatte. Men det er et faktum(!) at hans liberalistiske ideologi har sat sit aftryk på mediernes virke jf. de modeller jeg har henvist til ovenfor. Fokus er på fortolkninger af politiske strategier og ikke problemløsningen - det må enhver kunne se (og selvfølgelig have lov til at argumentere for hvorfor denne nye form er bedre end den gamle - jeg er blot hamrende uenig).

Steffen Gliese

Hanne Christensen, nogen ting kan man selvfølgelig vælge, men i et demokrati kan man ikke fravælge at interessere sig for politik, så melder man sig simpelthen ud af samfundet.

Hanne Christensen

Peter Hansen, det er jeg så uenig med dig i.Jeg har mødt mange personer, som ikke interesserer sig for politik på vores facon, men som bestemt yder et bidrag til samfundet på deres måde.

Det kan såmænd også være personer, der sætter deres kryds ved Enhedslisten. Eller er Konsevative. De har bare en anden tilgang til tilværelsen og samfundet, der er lige så meget værd, som din og min.

Du skriver jo så meget om fritid, Peter Hansen. Har du overvejet, hvor meget fritid du ville få, hvis du ikke engagerede dig så meget i disse debatsider?

Hanne Christensen

DRs bestyrelse består af 11 medlemmer og udpeges for 4 år adgangen.er på genvalg hvert 4. år. 3 af medlemmerne (heraf formand) er udpeget af kulturministeren, 2 udpeges af de ansatte og 6 af folketinget. Det fremgår ikke af DRs hjemmeside, hvem de enkelte bestyrelsesmedlemmer er udpeget af og heller ikke, hvordan de 6 udpeges i og med, at der jo ikke er et medlem fra hvert parti. Men bestyrelsesmedlemmerne er følgende (link: http://www.dr.dk/OmDR/Fakta+om+DR/Organisation/20060526142625.htm):

Michael Christiansen (formand), medlem siden nov. 2008, udpeget af en af de konservative kulturministre under VKO.
Ole Hyltoft (næstformand), medlem siden jan. 2007 , medlem af DF
Aage Frandsen, medlem siden jan. 2007, tidligere medlem af SFs hovedbestyrelse og folketingsgruppe
Trine Gregorius, medlem siden sept. 2008, tidl. Ansat ved DR, nu freelancer
Katrine Winkel Holm, medlem siden jan. 2007, teolog, næstformand i Trykkefrihedsselskab,
Torben Dalby Larsen, medlem siden jan. 2007. Formand for bl. Dagblades forening og for Ritzau, og bestyrelsesmedlem af Dansk Arbejdsgiverforenings forretningsudvalg og PFA Pensions bestyrelse,
Lars L. Nielsen, medlem siden sept. 2008, bl.a. Kommunikationsdirektør i Finansrådet og tidligere ansat som sekretariatsleder i Den Danske Europabevægelse og som pressechef og sekretariatsleder hos De Radikale.
Mogens Rubinstein, medlem siden jan. 2003, medarbejderrepræsentant
Stig Paulsen, medlem siden jan. 2007, medarbejderrepræsentant,
Finn Poulsen, medlem siden sept. 2008, medejer og adm. Dir. i Bestseller Retail Europa (tidl. Koncerndir. I Bestseller A/S), organisatorisk næstformand hos De Konservative, derudover sidder han i en lang række andre bestyrelser bl.a. Jensens Bøfhus og Ravfehrn Invest og Fontana Estate i både Tyskland og Danmark og i Jorn Estate B.V.
John Wagner, medlem siden jan. 2011, Adm.dir. i De Samvirkende Købmænd, tidl. Dir. i Arbejdsløshedens kassen for Selvstændigt Erhvervsdrivende, og tidl. Generalsekretær for De Konservative, har en række øvrige bestyrelsesposter og med i en række udvalg nedsat så vidt jeg kan se af VKO.

Det var så bestyrelsen. Yderligere kommentarer behøves næppe.

Direktionen er et mere ubeskrevet blad, og man må google for at finde oplysninger. De består af følgende:
Maria Rørby Rønn (generaldirektør), jeg kan ikke google mig frem til meget, men man bør bemærke, hvem hun er udnævnt af. Måske gift med Laurits Kruse Holm, underdir. I Dansk Handel og Service.
Caroline Reiler (dir. for DR Jura) .
Elisabeth Geday (Dir. for DR-kommunikation). Tidl. Folketingsmedlem for De Radikale.
Martin Præstegaard (Dir. for Økonomi og Teknologi og faciliteter), udpeget dec. 2010 og kommer fra Finansministeriet
Gitte Rabøl (Dir. for DR Medier, udpeget 2009 af Plummer), har været i DR i mange år og steget op gennem graderne med seneste udnævnelse i 2011, gift med Henrik Byager
Ulrik Haagerup (Dir. for DR Nyheder, udpeget 2009 af Plummer),
Morten Hesseldahl (Dir. for DR Kultur, udpeget 2009 af Plummer), medlem af bestyrelsen for Dansk PEN, og medstifter af den borgerlige tænketank CEPOS
Inger Bach (Dir. for DR Danmark, udpeget 2009 af Plummer), afløseren for Mette Boch (Anders Samuelsens søster). Kan ikke rigtig finde noget på Inger Bach, men alle googlede hits går vist op i Gud og kirke. Men det må være hende, der er ansvarlig for de regionale udsendelser, hvor mikrofonen stort set overlades til den nærmeste politistation.

Det er noget uklart med direktionens politiske tilhørsforhold. Det er dog værd at bemærke, at de alle er udpeget af den siddende bestyrelse, at den ene er kift med Henrik Byager, som man jo ser brugt igen og igen i DR, samt at Morten Hesseldahl er medstifter af Cepos, og Elisabeth Geday har været folketingsmedlem for De Radikale. Det er dog svært at drage nogle klare konklusioner, og spørgsmålet er, om det er OK. Jeg har da en stærk fornemmelse af, at der er tale om en politisk udpeget direktion, der præcis former nyhedsudsendelser m.v. efter, hvad der stiller blå blok i det bedste lys.

Der er god grund til at se på, hvordan bestyrelsen af DR sammensættes, og også sætte krav op om, at direktionen ikke må ensidigt vælges ud fra siddende regerings politiske farve. Mit gæt er, at der ikke er et eneste af direktionsmedlem, der kunne drømme om at sætte deres kryds til venstre for De Radikale. Det er bare ikke i orden, og når Lasse Jensen taler om rød stue, må det være mod bedre vidende. Tilmed også imod Informations vidende. Der er tale om direkte manipulation af os læsere.

Michael Kongstad Nielsen

Super Hanne Christensen, at få dette frem i lyset. Lasse Jensen har nok ikke lyst til at trampe rundt i personsammensætningen, manden har jo sit job at forsvare, men hvis der var noget ved det nye folketingsflertal, så blev der ryddet grundigt ud i rækkerne både på bestyrelses- og direktionssiden.

Og opstillet nogle nye kriterier for kvalitet i DR.

Holger Madsen

Hanne Christensen.

Tak for dit arbejde her på en højhellig lang fredag.
Det var godt nok lidt af en øjenåbner for mig. Her gik jeg og troede, der var en rimelig politisk fordeling, der nogenlunde svarede til brugernes politiske tilhørsforhold.
Med den sammensætning, kan der ikke være megen debat i bestyrelse og direktion, om den politiske balance i nyhedsformidlingen.Den politiske balance, som Lasse Jensen mener kun kan skabes over tid.

Nå, der er i hvert fald noget at arbejde videre med her.

Andreas Trägårdh

Begge kanaler er knald blå.

Andreas Trägårdh

Kan I huske da Castro omkring 2000 advarede imod den økonomiske uansvarlighed blandt vestens bankverden og hedgefonde, at det uundgåeligt ville lede til krak og meget social uro i stort globalt omfang. Han talte også kraftigt imod den globale energipolitik og ikke mindst omstillingen af landbruget fra fødevareproducerende til brændselsmiddel til bla. køretøjer. Og forudså de grotesk voldsomme prisstigninger på fødevarer og energi vi har set og stadig vil se fremover.

Medierne viste ham ganske vist frem men kun som et andet koryfæ, for de skruede helt ned for lyden uden dog selv at viderebringe hans analyser, istedet tillod man studieværterne at pjatte i baggrunden og underholde den danske befolkning med anekdoter om Castros tøj, skæg, hat, med løgne om knæfald for dronninger, osv. osv.

Medierne er lige så skyldige i krisen som dem i bankerne der har skabt den er!

Hanne Christensen

Meget tyder på at kulturministeren har en enorm indflydelse på sammensætningen af DRs bestyrelse.
Bestyrelsen udpeges for 4 år adgangen. Næste gang vil være:
7 bestyrelsesmedlemmer vil næste gang skulle vælges i jan. 2015, 3 stk. i sept. 2012 og bestyrelsesformanden i nov. 2012.

I dag er det Uffe Elbæk fra De Radikale, der er kulturminister og givet vis får æren af at sammensætte de 4 bestyrelsesmedlemmer, herunder formanden i år.

De sidste 7 bestyrelsesmedlemmer sidder frem til jan. 2015, altså endnu 2½ år, så det er jo spændende, om regeringen holder så længe.

Men grundet de skiftende kulturministres magt, er det da interessant at se på, hvem der egentligt har besat denne stilling, og fra hvilke partier, de kommer. Det kan ses i følgende link (1961-2012): http://da.wikipedia.org/wiki/Kulturministre_fra_Danmark

Da hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne tilsyneladende er blevet valgt i jan. 2011, 2007, 2003, 1999 osv., er det interessant at se på, hvilke kulturministre der her har haft posten. Det er:
1963 Soc., Julius Bomholt
1967 Soc., Bodil Koch
1971 Rad., Kristen Helweg Pedersen
1975 Ven., Nathalie Lind
1979 Soc., Niels Mathiasen
1983 CD, Mimi Jakobsen
1987 Kons. HP Clausen
1991 Uklart, idet ultimo1990 skiftedes fra Rad. (Ole Vig Jensen) til Kons (Grethe Rotbøll)
1995 Soc., Jytte Hilden
1999 Rad., Elsebeth Gerner Nielsen
2003 Kons. Brian Mikkelsen
2007 Kons. Brian Mikkelsen
2011 Kons. Per Stig Møller
2012 Rad., Uffe Elbæk.

Begrebet ”De røde lejesvende” blev første gang brugt af den tidligere Venstre-minister i 1968. Link: http://da.wikipedia.org/wiki/R%C3%B8de_lejesvende

Man ser også, at i hvert fald i 10-året frem til 1968, havde vi socialdemokratiske kulturministre. Herefter har primært De Radikale og De Konservative siddet på kulturministerposten, og De Konservative kulturministre har haft magten til at sammensætte bestyrelsen i DR i perioden 2003-2015.

På DRs hjemmeside kan man se, hvem der har besiddet formandsposten i DRs bestyrelse gennem tiderne:
http://www.dr.dk/OmDR/Fakta%20om%20DR/Organisation/20060515155100.htm

Man ser, hvordan bestyrelsesformandsposten skiftes ud efter skiftende kulturministres smag. Mest bemærkelsesværdigt er, at siden 1986 har posten gået til personer tilknyttet højrefløjen, bortset fra de 7 år med Finn Aaberg (1995-2002). Vi har altså en periode på forventeligt 25-26 år (1986-2012), hvor højrefløjen har sat sig på det danske medie (bortset fra de syv år med Finn Aaberg).

I øvrigt kan DRs ledelse siden 1925 ses her:
http://www.dr.dk/OmDR/Fakta+om+DR/Organisation/20060613122401.htm

Man kan på DRs hjemmeside se, hvem DR selv opfatter som de mest betydende ledere i dag i DR:
Generaldirektør Maria Rørbye Rønn (2010 - )
Radiodirektør Tor Arnbjørn (2011 - )
Mediedirektør Gitte Rabøl (2011 - ).

Alle tre direktører er forholdsvis ubeskrevne på Google. Spørgsmålet er, om det er udtryk for en upolitisk tilgang til udpegelsen, eller om man blot har formået at holde deres politiske tilhørsforhold skjult. Påfaldende er da i hvert fald, at vi har en generaldirektør udnævnte af en Kons-DF præget bestyrelse, og at samtlige betydende ledere herefter er udskiftet. Spørgsmålet er, om det er hensigtsmæssigt, at ledelsens politiske tilhørssted skal holdes skjult. Hvis man kendte, det politiske tilhørsforhold, ville der jo nok blive rejst krav om en vis balance, ligesom befolkningen ville være mere opmærksomme på den politiske manipulation.

Det er ikke et demokratisk samfund værdigt, at statsmediet i den grad styres efter den til enhver tid siddende kulturminister. DR burde udpeges, så det repræsenterede de forskellige politiske partier i folketinget, og ligeledes burde statsmediets ledelse sammensættes. Der burde også være balance mellem de såkaldte eksperters politiske ståsted, og ligeledes er det påfaldende, hvis ægtefæller (som uvildige eksterne rådgivere som fx Henrik Byager) i den grad får adgang til DRs kasser.

Det er da også interessant, at det tydelige blå spor, fra bestyrelse, til ledelse til valg af eksperter til udsendelsernes vinkling i øvrigt er et fortiet forhold i dansk presse. Men det skyldes jo nok, at blå presse ikke har interesse i at få dette afdækket. Derimod forsøger blå presse i den grad at holde kog i myten om de røde lejesvende. Men det er en myte, og den er ikke overtaget af en balance ml. rød-blå blok, som Lasse Jensen skriver. Nej, der er tale om, at såvel DR som TV2 er styret og ledet af personer udpeget af blå blok. Og dette blå spor gennemsyrer alle udsendelser i DR og TV2. Der er ikke tale om balance, nej, der er tale om den rene blå manipulation og indoktrinering.

John Vedsegaard

Sagen er vel at den der er bedst til at skabe debat - skaber den.

Bortset fra det, det er da klart at TV-stationerne ikke hverken er røde eller blå, de aner simpelthen ikke hvad nogle af de farver betyder, måske fordi der ikke findes noget rødt parti i Danmark, de er alle blå eller lyseblå.

Holger Madsen

Hanne Christensen.

Flot og seriøs udredningsarbejde, omkring den partipolitiske balance i DR´s besluttende organer.

Steffen Gliese

Hanne Christensen, præcis beskæftigelsen med politiske emner er jo det, den megen fritid, jeg plæderer for, først og fremmest skal bruges til. Man kan ikke overtage landet og så undlade at tage ansvaret på sig, derfor er den eneste egentlige pligt for befolkningen i et demokrati at deltage i samfundets udvikling.

Steffen Gliese

Jeg synes også, det er et fint arbejde, du har gjort, Hanne Christensen, men desværre peger det på, at folk ikke i dag er tilstrækkeligt oplyste om disse forhold. Jeg indrømmer, at jeg heller ikke selv i nær samme grad som for få år siden følger med i, hvem der sidder i bestyrelserne, det gjorde jeg tidligere, det er en del af forståelsen af magtfordelingen. Det er desværre det værste udtryk for den privatisering af politikken, VKO fik ændret vores tankegang til.

Steffen Gliese

Desværre bærer Hanne Christensens fine arbejde dog også præg af, at man ikke bare udenfor kontekst kan se og bedømme folks politiske holdninger og interesser. Det er blakket, f.eks. er Morten Hesseldahl, der er en kendt borgerlig kulturel aktør med bl.a. tidligere direktørpost på Information, blevet betydeligt mere lunken overfor borgerlge tænketanke end dengang, han medvirkede til CEPOS's oprettelse. For mange embedsmænd gælder det, at de allerede i deres studietid gjorde op med politisk engagement, at der ikke var plads til partipolitik ved siden af professionel funktionsvaretagelse.
Danmarks Radio var i mange år ledet af et radioråd, der havde politisk udpegede repræsentanter til at føre kontrol med institutionens eventuelle holdningspåvirkning af især ungdommen.
http://da.wikipedia.org/wiki/Radior%C3%A5det

Steffen Gliese

Åh, jeg havde ikke tænkt mig at spamme denne debat, men man skal ikke være blind for, at det, der kræver det største opgør, ikke er det politiske, men det underlødige. Det har bestyrelsen og generaldirektøren udtrykt ønske om at lave om på, men den igangsatte licenskampagne giver godt nok ikke meget håb om, at der er mod til igen at henvende sig til den danske befolkning som en moden, politisk vakt og ansvarlig vælgermasse.

Mustafa Hussain

@Bill Atkin

Du har ramt plettet, hvad angår manipulationer i vore nationale mediers (fra)valget af emner, kilder og sporbrug i netop den slags historier eller episoder, som den antiracistiske demo i Århus.
Jeg skrev følgende læserbrev til redaktionen af denne gode avis - netop pga. fortielse af kendsgerninger med Nyspeak, underlige prædikater og mikrofonholderi for kilder, der ikke ville eller kan skelne mellem antimuslimsk og antiislamistisk osv.;
Jeg gantager min frustration;

”Netop hjemvendt  fra Estland efter et par gæsteforelæsninger om mediernes sprogbrug og professionel etik i nyhedsformidling om det etniske mindretal og andre socialt svage grupper i EU-landene,  læste jeg et nyhedsindslag på TV2s tekst-TV, der ledte mine tanker hen til én af de vigtigste pointer i mine afsluttede foredrag; At det bl.a er den administrative elite, der får lov til at definere, hvad problemet er i de almene nyhedsindslags beretninger om etniske forhold. Jeg fremhævede ét eksempel i alle mine forelæsninger, der foregik  på  to estiske universiteter; Tallinn og Tartu, samt på Akademiet for Intern Sikkerhed (politiskolen). Eksemplet gik ud på, at en srilankansk asylansøger i England, der efter ni års ophold og derefter afvisning af  sin sidste appeal mod hjemsendelsen til det krigshærgede land, bortvises med hjælp fra politiet.
Der opstod nogle protester hos borgere af alle farver og observans mod hans udvisning. En del brittere samledes foran lufthavnen for at give udtryk for deres harme. Dagen efter kunne man læse i en af de meste læste aviser, at de protesterende folk under en kam var beskrevet som venstreorienterede, professionelle 'demo-magere'. Pointen med eksemplet var, at tydeliggøre anvendelsen af irrelevante prædikater i fremstilling af nyhedshistorien. Manipulation med virkeligheden foregår på forskellige niveauer i det journalistiske sprogbrug og i anvendelsen af kilder.
 
Søndag den 1. april 2012, kom jeg hjem fra Tallinn og tændte for fjernsynet for at orientere mig, om der var noget nyt i Danmark, som jeg ikke havde fulgt med under mit fravær fra landet.  
 På TV2s tekst-TV stødte jeg på en tekst, der citerede chefpolitiinspektør, Bent Preben Nielsen fra Østjyllands politi i forbindelse med en racistisk og ifølge den engelske avis, The Guardian, en fascistisk bevægelses forsøg på en offentlig manifestation og dertil en moddemonstration i Århus. 
- Han fortæller, at de gennem flere uger op til i går havde en god dialog om rammerne for de to demonstrationer med både den anti-islamistiske gruppe og deres venstreorienterede modstandere.

Et tanketog begyndte at løbe rundt og rundt i mit hovede. Er der ikke forskelle mellem anti-islamisk og anti-islamistisk? Er der ikke forskelle mellem anti-muslimsk og islam-kritisk? Skal man være venstreorienteret, før man overhovedet kan vise sit ubehag mod enhver form for nyracisme og fascistisk ideologi? Er det gået galt med min indlæring af det danske sprog gennem årene?
Jeg slukkede for fjernsynet og kom i tanke om noget andet. Det må være en aprilsnar! Men hvem tog initiativet? TV-NEWS  eller Østjyllands politi?”

Holger Madsen

En anden vigtig faktor i spillet omkring den partipolitiske balance i mediebilledet, er Dyremose udvalget. Udvalget der officielt hedder " Udvalget om den fremtidige offentlige mediestøtte".
Kulturminister Per Stig Møller nedsatte 23 november 2010 et udvalg til at udarbejde et grundlag for regeringens stillingtagen til den offentlige mediestøtte. Som formand for udvalget, valgte han partikammeraten, fhv. finansminister og tidligere adm. direktør for TDC Henning Dyremose. Udvalgets øvrige personer skulle bestå af folk fra mediebranchen.
Den danske mediestøtte beløber sig til over 6 milliarder kroner om året. Heraf går langt størstedelen til DR, TV2´s regioner og momsfritagelser for dagbladene.
Udvalgets rapport blev færdig kort tid før valget, og landede på den nye radikale kulturministers bord. Som god radikal minister, skyndte han sig at sende bolden til hjørne, eller ny høring som det hedder. Rapporten foreslog bl.a., at man fratog støtten til dagblade, der ejedes af et parti. Det eneste dagblad der ville blive ramt af den nye regl, var dagbladet Arbejderen. I kommissoriumet til udvalget stod der ellers, at mediestøtten skulle gives for at sikre alsidighed og mangfoldighed i det danske mediebilled. Men udvalget ønskede åbenbart ingen "fejlfarver" i billedet..
På et tidspunkt skal den nye regering jo tage stilling til rapporten. Men lur mig, om ikke også denne radikale minister ønsker at inddrage de borgerlige kollegaer i et kommende medieforlig. Så nogen forår i den danske medieverden, får vi nok ikke i år.

Det skulle da lige være, hvis S, SF og Enhedslisten turde træde i karakter overfor den radikale kulturminister.

Niels-Holger Nielsen

Som gammel chef for TVA ved Lasse Jensen godt, at i Danmark er objektiv og/eller alsidig nyhedsdækning principielt altid mindst blåskimlet, hvilket han aldeles lever op til i sin ugentlige pamflet på P1, som i øvrigt er det mest navlebeskuende mediemagasin, der kan opdrives på kloden. Her er der absolut ingen chancer for, at han bliver det mindste uvenner med sine åbent eller 'skjult' blå venner og kollegaer.

Niels-Holger Nielsen

Jeg har intet imod, at mine modstandere er blå, jeg har selv valgt dem netop derfor; bla. fordi de har magt til at sætte sig på 95% af dansk presse. Hvad der ikke er til at holde ud, er al den ubegrundede snak om røde lejesvende, når det i virkeligheden drejer sig om personer, som bare ikke er blå nok.

Gorm Petersen

Det blå monopol kunne sagtens være mindre end det er, og stadig bevare den absolutte magt.

Jeg husker en udsendelse, hvor man efter valget af Obama havde undersøgt nogle stater i Midtvesten, hvor stemmemønsteret enten havde være uforandret, eller ligefrem bevæget sig i blå retning.

Fox-news havde ikke 100% monopol i disse stater - men en seerandel omkring 75%.

Som en talsmand for en del af de 25% af TV-pressen, som ikke var Fox kontrolleret sagde:

Fox-news har kritisk masse - de fylder så meget i mediebilledet, at deres værdier og grundlæggende holdninger er blevet "common sense" (sund fornuft) for gennemsnitsamerikaneren. Selv i situationer, hvor modpressen nærmest sort på hvidt kan bevise, at Fox News tager fejl, gør det ikke indtryk på folk.

Folk TROR simpelthen på Fox-news.

Hvis i Danmark skal påstå noget, som radikalt afviger fra TV2's politiske dagsorden, har det ingen gang på jord, fordi stort set resten af pressen bekræfter TV2 i en række politiske dogmer.

F.ex. hvad der er "selvforskyldt" -

At man er sin egen lykkes smed.

At bankøkonomernes gyldne håndtryk skyldes, at de er "dygtige" - ikke at de er del af et system med tjenester og gentjenester.

At samfundet ville bryde sammen hvis vi ikke havde de "dygtige" kapitalister o.s.v.

Var det ikke også TV2 der lavede et program med Klaus Riskjær - helt op til lige før han blev sat i spjældet ?

Gorm Petersen

Muligvis var det TV Danmark der dyrkede Klaus Riskjær lige op til fængslingen - når man læser Wikipedia -er det utroligt svært at skaffe sig overblik over magtforholdene.

Hvis man er reklamefinansieret har man ligesom ikke noget valg. Man må holde med de rige, da de hjemløse næppe har råd til at sponsorere med reklamer o.lign.

Mediemagten er i dag den eneste statsmagt (tænk på Murdoch-balladen i Storbritannien for et lille års tid siden).

Skal demokratiet overleve, må det skaffe sig magt over medierne.

Niels-Holger Nielsen

'Skal demokratiet overleve, må det skaffe sig magt over medierne.'

Yes!

Holger Madsen

Eller tage magten fra medierne.!

Holger Madsen

Når man genlæser denne kronik, efter alle de indlæg der har været på den, er det ufatteligt for mig, at en tidligere chef for TVA og nuværende producent af det kritiske medieprogram på P1 " Mennesker og medier ", ikke er i stand til, som han skriver i kronikken, at bevise hverken det ene eller det andet.
Ufatteligt.!

Mustafa Hussain

Om Lasse Jensens Medier og Mennesker, som jeg har lyttede i årsvis har er jeg kun et korte kommentar; Det har mindet mig af og til at sætte politifolk at undersøge om alt går godt efter professionens etik og juridiske beføjelse eller ej i politietaten.
Én gang har jeg selv haft fornøjelsen at være gæst i hans program om et emne: Om danske mediernes fremstilling af indvandrere og flygtninge og dens betydning for meningsdannelse.
Medgæsterne var en lektor i medier og kommunikation fra Syddanske Universitet, der aldrig havde forskede i emnet og ligeledes en unge redaktionssekretær, der slet ikke havde berøring med den slags følsomme emner, og egentlige en – på det tidspunkt - medieskabte populære forfatterinde af pakistanske herkomst og kortvarige værtinde på et lokale TV-kanal. Vi alle skulle diskutere, om de danske medier begår professionelle fejl i deres formidling af det etniske forhold i samfundet.
Der kom intet rigtige diskussion ud af sammensætningen. Det var sidste i 1990erne. Siden har udvikling på dette område i den danske journalistisk praksis har været dårligere og dårligere (jeg tænker ikke på farverne blå eller rød lige nu) ifølge mange videnskabelige afhandlinger.
Der var også en Guld-dreng en gang , Flindt Petersen, som fra at være falske rød og lilla fra starten i DR endt med at være fuldt blåt direktør i TV2. Han ville ikke høre noget som helst kritisk om mediernes behandling af det etnisk mindretal mens han var i embedet. Da han blev pensioneret fra jobbet, startede han sin egen medievirksomhed. En fa de første produktioner var filmen om Drenge for Vollsmose. Det var næsten 180 grads omvendte perspektiv på problemet, som han ellers havde stået for som chef for TV2.
Hvem vide, hvilke overraskelse kommer fra Lasse Jensen, når hans bene-strege forhold til DR ophører? Talentet har han jo. Det kan ikke benægtes.

Tak for mange forskellige kommentarer! Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke kan af- eller bekræfte hver enkelts helt faste forestillinger om hvem der er røde (ingen!) eller hvem der er blå (dem allesammen!)
Det sete og hørte afhænger jo i helt ekstrem grad af øjnene, der ser og ørerne, der hører. Jeg har heller ikke taget stilling til væsentligheden af TV-nyhederne (så havde klummen set ganske anderledes ud). Og at mit arbejde med et ugentligt P1-program skulle have indflydelse på min kritiske holdning til DR, som nogen antyder, opfatter jeg som en fornærmelse uden at jeg dog bliver vred. En klumme som den jeg skrev, baserer sig ikke på sekundoptællinger eller tonstunge forskningsrapporter, men på mine oplevelser af ikke mindst nyhedsformidlingen på de to kanaler. Det er i øvrigt interessant at der kun foreligger meget sparsom forskning på rød/blå-forestillingerne - måske fordi det, som jeg antyder, efterhånden er meget svært at finde ud af hvem der er "røde" og hvem der er "blå". Det er muligt, at hvis man sætter sig med lommeregneren og bruger et års tid på at tælle hvor mange minutter Messerschmidt etc har været på skærmen i forhold til Johanne Schmidt N, at man vil komme til et interessant resultat. Min påstand er, at hun er meget mere på nu end før valget og Messerschmidt er mindre på. Ikke mindst fordi han og hans parti har mistet indflydelse og Enhedslisten har fået indflydelse. TV-nyheder beskæftiger sig i høj grad med magten. Måske i lidt for høj grad, men det er en helt anden diskussion. Og selvfølgelig, Mihail, er der forskel på DR og TV2 - bl.a. fordi DR har kanaler af en karakter, som ikke findes i TV2-systemet (DR2, DRK og så alle radiokanalerne) - og selvfølgelig også fordi DR ikke er kommerciel. At der så er nogen i DR, der tænker FOR kommercielt er en anden historie. TV2 ER et kommercielt foretagende og skal selvfølgelig forholde sig til sit indtægtsgrundlag på en helt anden måde end DR. Og selvfølgelig skal debatten rase om de to statslige medieorganisationers indhold og form. Derfor er det da dejligt, at så mange reagerer på en enkelt klumme! Jeg har tilladt mig at holde påskeferie - derfor en lidt sen reaktion på de mange reaktioner.

Lasse Glavind

Jo, jo, Lasse Jensen er da en sympatisk mand, der mener det alvorligt, når han ønsker at lave mediekritisk journalistik.

Hans problem er helt grundlæggende - efter min mening forstås - at hans kritik kun formuleres og fremføres i og på det journalistiske parallelunivers præmisser. Det illustreres jo meget godt i hans program i P1, hvor det altid er mediefolk, der diskuterer medier og andre mediefolk, og hvor lægmænd altid kun optræder som et sidekick til den medialiserede 'virkelighed'.

Lidt provokerende sagt så findes den 'public service'-medievirkelighed som al Lasse Jensens i øvrigt velformulerede kritik er funderet i ikke mere. Det er et fatamorgana, som rigtig mange journalister ser hver dag, når de går på arbejdet.

Den danske medieverdenen er blevet tabloid i både form og indhold, og vi får ikke en rigtig krads og substantiel mediekritik, før der indfinder sig en bredere funderet erkendelse af, at selvbilledet og den journalistiske grundidentitet som 'den fjerde statsmagt' er et selvbedrag, der står i vejen for både kritisk distance og publicistiske debatter og nyskabelser.

Lasse Glavind

PS. Der findes mig bekendt faktisk et lille dansk studie fra 90'erne, der dokumenterer, otte ud af ti kommentatorer i medierne har blå portvinstud. (de sidste to har røde klovnenæser).

Sider