Klumme
Læsetid: 3 min.

DR og TV 2 er hverken røde eller blå

Selv om det var – og vel stadig er – en udbredt sport blandt politikere at rubricere de to store statslige tv-kanaler som røde eller blå, er jeg ikke i stand til at bevise hverken det ene eller det andet. Og det er tydeligt, at der er helt andre kriterier på spil, når politikere inviteres på skærmen. Der er et nyhedskriterie, som lige for tiden betyder, at SF-politikere dominerer nyhedsbilledet. Man kunne også kalde det balladekriteriet. Men det vil næppe afstedkomme borgerlig kritik.
Indland
4. april 2012

Jeg har stadig en kedelig vane. Den må stamme fra årtiers snæver omgang med nyhedsjournalistik i DR. Jeg prøver at lægge mærke til, om den politiske dækning i tv – hvad enten det er TV 2 eller DR, News eller Update – har markante skævheder, om stationerne har politiske favoritter, om de er røde, blå, grønne, sorte eller bare farveløse.

Da jeg en overgang syntes, at DR havde forelsket sig i Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, kunne jeg jo godt forstå, at han optrådte i tide og utide i masser af programmer. Han repræsenterede jo engang den rå parlamentariske magt. Og så var han velformuleret, underholdende, havde altid tid og var med på hvad som helst.

Det samme gjaldt Venstres Søren Pind. Han kan det hele, fra Elvis-imitationer til helt absurde, men morsomme påstande – ikke mindst om politiske modstandere. Han repræsenterede også magten.

Villy Søvndal var også meget i medierne, dengang han var en helt anderledes SF’er. Dengang partiet bragede frem og næsten blev større end Socialdemokraterne. Han var anderledes, sagde nye ting, var på en måde folkeligt underholdende. Nu har han fået ansvar og er udenrigsminister, og så er han selvfølgelig også meget på, men ikke på samme måde som før. Nu er han presset, taler mærkeligt engelsk og har ballade med baglandet.

Selv om det var – og vel stadig er – en udbredt sport blandt politikere at rubricere de to store statslige tv-kanaler som røde eller blå, er jeg ikke i stand til at bevise hverken det ene eller det andet. Og det er tydeligt, at der er helt andre kriterier på spil, når politikere inviteres på skærmen. Der er et nyhedskriterie, som lige for tiden betyder, at SF-politikere dominerer nyhedsbilledet. Man kunne også kalde det balladekriteriet. Men det vil næppe afstedkomme borgerlig kritik.

Der er et underholdningskriterie, som betyder, at politikere som Messerschmidt og Pind altid vil være velkomne gæster i ethvert tv-studie.

Der er et magtkriterie, som før valget betød, at studierne vrimlede med Pia Kjærsgård, Peter Skaarup og Kristian Thulesen Dahl – efter valget er det Johanne Schmidt-Nielsen og hendes partifæller, der befolker skærmen.

Så er der et kanalbranding-kriterie, som betyder, at de to kanalers egne stærke profiler hele tiden skal på skærmen. Det var vel derfor, DR skiftede Jersild, Falbert og Ritt Bjerregaard ud med Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup, der i et nyt politisk program tumler rundt på Christiansborg i et desperat forsøg på at gøre politik forståeligt. På TV 2 er det Mogensen & Kristiansen, Hans Engell og Henrik Qvortrup, der dominerer. Tidens tendens er, at alt skal forklares, fortolkes og gøres skarpvinklet. Den såkaldte politiske balance kan ikke skabes matematisk, den skabes over tid. Og det lykkes vel egentlig ganske godt, når danskerne – trods tv-kanalernes påståede ensidighed – nogenlunde regelmæssigt skifter fra det røde til det blå og omvendt. Selvom man kan gribe sig selv i pludselige anfald af farveblindhed: For nu er de røde næsten mere blå end de blå. Og da de var i regering, var de indimellem mere røde end de røde.

Kan man regulere sig til balance? Det holdt man op med i Danmark for mange år siden, men der er dog stadig mediebureaukrater i Kulturstyrelsen, som bruger mange mandeår på at foretage kontrol af radio og tv. Er der for lidt eller for meget rytmisk musik? Er der for meget eller for lidt underholdning? Er der for mange genudsendelser? Er 24syvs kulturudsendelser nu også kultur?

De, der ønsker en skarpere kontrol med tv og radios politiske balancer, kan hente inspiration i Frankrig. Her sidder en gruppe bureaukrater fra det højere audiovisuelle råd og fører minutregnskab med den politiske dækning. Alle kandidaters tv- og radiotid siden 1988 er minutiøst registreret. Og i de sidste fire uger inden præsidentvalget i maj, skal stationerne sikre, at kandidaterne får lige meget tid. Ellers kan de få bøder. Fra 1. januar til 24. februar fik socialistpartiets Francois Hollande og hans tilhængere f.eks. syv timer, 57 minutter og 50 sekunders taletid på den store tv-kanal TF1, mens Frédérick Nihous, der ikke længere er med i kampen, kun fik 23 minutter og 55 sekunder. Statistikkerne i Frankrig beviser det samme som fornemmelsen i Danmark: Magthaverne får mest sendetid. Efterfulgt af de store oppositionspartier. Hvis man er både kedelig og uden indflydelse, kommer man ikke i fjernsynet.

 

Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger Madsen

Lasse Jensen.
Jeg synes også, at det har været dejligt, at så mange har reageret på din klumme.
Men dit svar synes jeg glider let og elegant forbi hovedanken, som kom frem i de mange indlæg.
Håber du tager den op i din næste klumme her i Information.

Steffen Gliese

Lasse Jensens faux pas er, at han i sit svar tager partiernes nuværende positioner som udtryk for hhv. rød og blås politik. Men hvis den nuværende regering fører blå politik i forhold til en klassisk højre-venstre dichotomi, så er det det, der er tilfældet, ikke, som Lasse Jensen synes at antyde, at højre-venstre er en relativ størrelse, hvor den politik, der føres, altid være det adækvate udtryk for den politik, udgangspunktet tilsiger.

Holger Madsen

Jeg mener stadig, at det er i nyhedsredaktionernes administration af væsentlighedskriteriet, at den politiske djævel er gemt. Samt den partipolitiske ubalance i DR´s bestyrelse, direktion og Dyremose udvalget.
Disse organers balance skal være uafhængig af skift i regeringsmagten.

Jeg er ikke helt sikker på, Holger Madsen, hvad der er "hovedanken". Jeg har flere gange over de senere år kritiseret redaktionernes administration af væsentlighedskriteriet.Jeg har ikke nogen skråsikker viden om, hvor den "politiske djævel" er gemt, hvis der er sådan én. DR's bestyrelse er i øvrigt usynkron med regeringsmagten - og jeg erindrer ingen dokumenterede tilfælde i nyere tid, hvior bestyrelsen har grebet ind/influeret på nyhedsformidlingen. Du ved åbenbart noget om Direktionen, som jeg ikke ved når du siger at den er "politisk ubalanceret". Hvor? Hvordan? Dyremose-udvalget er nedlagt og har ikke beskæftiget sig med DR eller TV2. Og Peter Hansen: Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvad du mener. Jeg efterlyser bare en lidt mere ædruelig forklaring på rød/blå. Den klassiske dichtomi har jeg efterhånden svært ved at finde. Måske eksisterer den ikke længere?

Steffen Gliese

Hvad jeg forsøger at sige, Lasse Jensen, er, at rød-blå altid giver mening, men at partierne muligvis ikke fører en politik, der passer til de positioner, de burde indtage.

Holger Madsen

Lasse Jensen siger.
- Jeg har flere gange over de senere år kritiseret redaktionernes administration af væsentlighedskriteriet............
Okay, jeg har så bare aldrig hørt det.

- Jeg har ikke nogen "skråsikker" viden om, hvor den " politiske djævel" er gemt, hvis der er en sådan.?.......
Mener du virkelig, det er menneskeligt muligt objektivt at udvælge de væsentligste nyheder, uden at skele til for hvem, disse nyheder er væsentlige.?

- DR´s bestyrelse er iøvrigt usynkron med regeringsmagten.....
Er det ikke regeringen, kulturministeren, der udpeger 3 bestyrelsesmedlemmer hvert 4 år.? Prøv at se Hanne Christensens indlæg her på tråden den 6 april kl.22:09 og 7 april kl. 13:05 om det er hende der tager fejl.?

- Dyremose udvalget er nedlagt og har ikke beskæftiget sig med DR eller TV2.....
Er det ikke Dyremose udvalgets arbejde, der danner grundlag for regeringens stillingstagen til den offentlige mediestøtte, at denne mediestøtte beløber sig til over 6 milliarder kroner om året og at langt størstedelen af denne mediestøtte går til DR, TV2´s regioner og momsfritagelser for dagbladene.?

Holger: jeg tror ikke at nyhederne udvælges af hensyn til det ene eller det andet politiske segment eller magtgruppering. Nyhedsformidlingens udvikling er efter min mening mere dikteret af hensynet til seertal. Mht bestyrelsen, så er tre medlemmer udpeget af kulturministeren (pt altså af en " blå" af slagsen - deri ligger det usynkrone) resten, undtagen medarbejderrepræsentanterne, af de politiske partier i forhold til deres størrelse. TV2 bestyrelsen udpeges af ministeren. Der må ikke sidde folketingsmedlemmer i bestyrelserne. Spørgsmålet om sammensætningen har været til debat i årevis og min påstand er, at den direkte og håndfaste politiske styring har været på stilfærdig retur siden 80'erne. Spørgsmålet om, hvordan staten (lovgiverne) skal styre offentlige virksomheder er svært. Se bare på DONG.
Ja, jeg har læst Hanne C's synspunkter. Det er synspunkter. Mht Direktionen, så er det jo ikke Plummer, der udnævnte, men altid bestyrelsen. Og jeg kan se, at det er vanskeligt at rubricere Direktørerne politisk. Heldigvis.
Ja, det nu nedlagte Dyremose-udvalg skulle ideelt have arbejdet med licensen og momsfritagelsen. Men udvalget valgte helt at undlade at se på de 4,2 milliarders licens og kom kun sporadisk ind på momsfritagelsen på de 1,4. Tilbage var knapt 400 millioner, som udvalget brugte tiden på. For nu at blive revideret af en splittet regerinng. Og det var kun formanden, der blev politisk udvalgt. Resten var et par forskere og så repræsentanter for medieindustrien. Det kan du ikke bruge i en argumentation om politisk styring af DR.

Lasse Glavind

Jeg tror måske, at den 'politiske djævel' gemmer sig i en generel 'uafklarethed' om, hvad magt er, hvor en er, hvem, der har den, og hvordan den udøves. Det er, som om 'journalistikken' forstået som det altid kritiske blik på magten, uanset hvem der har den, har mistet sit indre kompas. I stedet er der dømt tabloidsejlads fra sag til sag.

Tung og svært tilgængelig såkaldt postmoderne sprogfilosofi om sprogspil og 'hver mand sin virkelighed' er blevet og bliver hver dag forfladiget og skamredet i en alt andet end metafysisk virkelighed, mens diskursanalysen, som kunne bruges som et konkret journalistisk værktøj til netop at trænge ind bag den sproglige magtudøvelse virker fuldstændig fraværende på redaktionerne.

Hvis den egentlige magtudøvelsen fx ligger i sprogliggørelsen/italesættelsen/viinklingen af problemerne, så bør den magtkritiske journalistik da udvise en særdeles udviklet kritisk distance til netop 'magtens' sprog og sproget i det hele taget i stedet for - som det alt for ofte er tilfældet - bare at gentage klichéerne som det fx lige nu er tilfældet med den på en hver måde debat- og kreativitetsdræbende formulering 'de nødvendige reformer'.

Jeg tror Lasse Glavind har fat i noget centralt! Jeg tror også at det bliver mere end svært at få indgroede journalistiske vaner ændret ved hjælp af diskursanalyse.

Holger Madsen

Lasse Jensen siger

- Jeg tror ikke, at nyhederne udvælges af hensyn til det ene eller det andet politiske segment eller magtgruppering.......
Ja, det er så her min overraskelse over dig ligger. Men du vil sikkert give mig ret i, at nyhedsredaktionerne har mulighederne herfor.

- Nyhedsformidlingens udvikling er efter min mening mere dikteret af hensynet til seertal.........
Ja, og er det så ikke her hunden ligger begravet. Så udvælges nyhederne jo af hensyn til en gruppering, den størst mulige gruppering. Størst mulig seerantal i nyhedsformidlingen, jamen er vi så ikke over i kriteriet for underholdning.? Clement og The Daily Show.
Størst mulig seerantal må da aldrig blive et væsentlighedskriteriun i udvælgelse af nyheder - i det store kaos af nyhedstelegrammer, der dagligt vælter ind over os. Det må da være substansen, der skal gåes efter.

Holger, det er muligt at du er overrasket. Men det er nu, hvad mine både udefra foretagne og indefra oplevede iagttagelser fortæller mig. Som gammel tv-journalist, tva-chef og de sidste 12 år som mediejournalist. Men jeg møder meget ofte sammensværgelsesteorien - både den om at de røde lejesvende huserer og dominerer og den om de blå. Og dermed vil jeg tillade mig at sige tak for debatten. Jeg skal passe mit arbejde!

Holger Madsen

Så var der jo også lige det sidste af mine to spørgsmål, nemlig det om væsentlighedskriteriet.
Men det lader vi så ligge til en anden god gang, Jeg takker også for debatten.

Vi behøver ikke at lade det helt ligge. Seertal bør aldrig være det afgørende væsentlighedskriterie! Men dilemmaet består jo i, at hvis ikke man har seere (altså ingen at kommunikere til) så er der jo dybest set ingen grund til at sende.Så hvordan gør man det væsentlige underholdende? Hvis balancen tipper, bliver det underholdende "væsentligt"....

Michael Kongstad Nielsen

Det er meget centralt, det der med seertallene. For det må selvfølgelig ikke være kriteriet, men det er der blevet.Hvad gør man ved det? Gør man noget? Det spørgsmål må du meget gerne tage op Lasse Jensen i dine udsendelser.

For mig et se er der sket et dobbelt dyk. Først en tilpasning til seernes umiddelbare lyster, ønsker og fornemmelser, og derefte en tilvænning, så det er meget svært at ændre på udsendelserne uden at tabe seere.

Nyhedskriterierne er i dag ikke væsentlighed, men:
- nærhed (tæt på det enkelte menneske)
- sundhed (dvs. angst for sygdom)
- danskere i fare på feriedestinationen
- livsstilsundersøgelser og guides
- kriminalstof om de kendte
- en lille smule drab i Syrien
- hurtigt hjem til vejret

Lasse Glavind

Nogle ting er bare svære og kræver hårdt arbejde - også af modtageren - før de bliver underholdende. Sådan har det vist altid været at være menneske lige fra dengang vi skulle lære at skyde med bue og pil.

Nu til dags får vi tudet ørerne fulde af, hvor vigtigt det er, at vi lærer vores børn at slid, omhu og masser af øvelse også er en væsentlig del af livet som dansker, og at det måske ligefrem kan føre til frihed at gøre sig umage med at forstå eller lære noget svært. Men i medierne er der mange steder en panisk (og komisk) angst for 'det svære'. Det er et sjovt og også lidt uhyggeligt paradoks.

Jeg har før her på bloggen talt for, at vi gentænker mediestøtten fuldstændig. Onkel Dyremose-udvalget tolkede jo sit kommissorium som 'bevarelse af status quo' (og hvis man skal være lidt ond - Red Berlingske Medier!). Så tilsatte man så et lille forslag om kosmetiske ændringer for 200-400 mio.

Det er min opfattelse, at den overlevelseskamp, som stort ser hele den etablerede danske dagspresse reelt befinder sig i, kvæler de klassiske public service og publicistiske idealer - der jo er selve argumentet for at yde mediestøtte – i tabloid og alle mulige dødssyge henvisninger til seertal og klik. (Sjovt nok diskuteres prisen på aviser stort set aldrig - der er virkelig et pressetabu).

Man er da nødt til som politiker og borger at stille det spørgsmål om ikke kampen for at bevare de gamle distributionskanaler (og monopoler) som hidtil kun har ført til en støt stigende tabloidsering af både medier og journalistuddannelsen (nu har selv Information fået sin egen 'der er ingen grænser for uvidenhed bare det er provokerende'-klumme på side to) ikke på sigt udgør en reel trussel mod det oplyste demokrati.

Desværre bliver alle forsøg på at starte den debat hver gang stoppet med et oversavet haglgevær, når de ikke så lidt magtfulde chefredaktører og deres hangarounds mødes til din ugentlige gang fællessauna med sjusser i Presselogen på TV2.

Lasse Glavind

"... til DEN ugentlige gang fællessauna..."

Holger Madsen

Seertal bør slet ikke inddrages i væsentlighedskriteriet efter min mening.
Vælger man at ville se og høre nyheder, så er det nyhederne man går efter, altså nyheder der har substans i sig.
Vælger man at blive underholdt, blive informeret om et emne eller noget andet, ja så vælger man de programmer.
Så nyhedsredaktionerne skal være bedøvende ligeglade med, om de udvalgte nyheder er nogen der trækker seer til. Det er nyhedssubstansen der skal være det eneste afgørende, mener jeg.

Sider