Analyse
Læsetid: 3 min.

Finanspagt-debat presser Helle Thorning

Et tydeligt alternativ til borgerlige EU-lederes sparekur er ved at tegne sig i europæisk politik. Det er på tide, at den danske regering melder sig helhjertet i den progressive alliance, der vil føre klassisk socialdemokratisk krisepolitik, lyder kravet fra socialdemokrater
Helle Thorning-Schmidt med Manuel Barroso og Europa-Parlamentets formand, Martin Schultz, i Strasbourg.

Helle Thorning-Schmidt med Manuel Barroso og Europa-Parlamentets formand, Martin Schultz, i Strasbourg.

Yves Herman

Indland
27. april 2012

Med den danske regerings markante støtte til EU’s finanspagt har Socialdemokraterne afskåret sig fra en position, der ville have ligget i tråd med den klassiske socialdemokratisk tænkning, som søsterpartier i hele Europa taler for: Nemlig positionen som fortaler for offentlige investeringer i perioder med lavkonjunktur. Et redskab, som finanspagten lægger kraftige bånd på.

I går skulle pagten førstebehandles i Folketinget, og her var budskabet blandt regeringspartiernes finansordførere klart: Finanspagten er vigtig og nødvendig i arbejdet for at komme ud af den gældskrise, der hærger Europa disse år.

Men selv om linjen udadtil ligger fast hos regeringspartierne, har diskussionerne bag de lukkede døre været anderledes heftige de seneste måneder – ikke mindst hos det største parti i regeringskoalitionen, Socialdemokraterne.

Information har de seneste dage været i kontakt med en lang række socialdemokrater, både i folketingsgruppen og i det socialdemokratiske bagland. Her er udbredte frustrationer over det, som kritikere kalder regeringens ivrige opbakning til en entydig sparekurs udstukket af borgerlige regeringer i Frankrig og Tyskland.

Ventiler og kritik

Tydeligt er det, at socialdemokratiske partier i resten af Europa har indtaget en langt mere kritisk holdning til finanspagten, end det er tilfældet herhjemme. Der er dog den afgørende forskel, at eksempelvis de tyske og franske søsterpartier er i opposition.

Et sjovt tankeeksperiment kunne være at forestille sig, hvordan danske socialdemokrater havde placeret sig i debatten, havde partiet ikke siddet i spidsen for en nyvalgt regering og tilmed på formandsposten for EU-samarbejdet. Her er det en udbredt opfattelse, at der i så fald ville have været en mere åben debat og nuanceret kritik af finanspagten, end det har været tilfældet.

I store dele af regeringspartiet er der en klar forståelse af at Danmark, der sammen med Østrig er det eneste socialdemokratisk-ledede land i EU, vil kæmpe en umulig kamp, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) for alvor sætter sig for at tale Angela Merkel og Nicolas Sarkozys sparekurs lodret imod. Men der er også socialdemokrater, som mener, at statsministeren som formand for det europæiske samarbejde netop i disse måneder har en unik talerstol, der i højere grad bør udnyttes til at tale om behovet for øgede investeringer i nye arbejdspladser og fremtidens vækstområder. Kun sådan kommer Europa ud af den dybe krise, kontinentet befinder sig i.

Diskussionen omkring en europæisk skat på finansielle transaktioner har i den forbindelse fungeret som en ventil for de dele af partiet, der har følt et behov for at tale parti- og regeringslinjen imod. Her har kritikere mere markant tegnet fronterne op, og lige fra DSU-formand Peter Hummelgaard Thomsen til socialdemokratiske koryfæer som Mogens Lykketoft og Poul Nyrup, har taget bladet fra munden og meldt klart ud, at de gerne ser en skat på finansielle transaktioner.

Ny mulighed

Finanspagten er en realitet, og den erkendelse har for længst spredt sig til selv de mest kritiske røster i regeringsalliancen. Men konturerne til en anden kurs end Merkels og Sarkozys er lettere at se nu, end den har været de seneste måneder. Ingen i Europa kan længere ignorere socialisten François Hollande, der efter alt at dømme overtager posten som Frankrigs præsident efter Sarkozy efter det endelige valg om et par uger. Hollande har krævet en decideret genforhandling af finanspagten, men taler i dag i højere grad om, at der er behov for en tillægsaftale, som fokuserer på investeringer, vækst og skabelse af nye arbejdspladser. Samtidig har der de seneste uger også lydt stadig mere markante bekymringer fra økonomer – og sågar fra den Internationale Valutafond, IMF. Også her lyder budskabet nu, at finanspagtens fokus på besparelser ikke kan stå alene i genopretningen af europæisk økonomi.

Blandt danske socialdemokrater glæder man sig over, at der nu er mulighed for at stå på skuldrene af både økonomer og tyske og franske socialdemokrater, som taler med stadig større vægt i den offentlige debat. Flere af de partimedlemmer Information har talt med opfatter det som en afgørende test, om regeringen nu har modet til at melde sig helhjertet ind i den progressive alliance, der mere og mere tydeligt er ved at forme sig i europæisk politik. Ellers bliver det fremover svært at holde uenigheden og kritikken bag lukkede døre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Philip C Stone

Paul Krugman:

For the past two years most policy makers in Europe and many politicians and pundits in America have been in thrall to a destructive economic doctrine. According to this doctrine, governments should respond to a severely depressed economy not the way the textbooks say they should — by spending more to offset falling private demand — but with fiscal austerity, slashing spending in an effort to balance their budgets.

Critics warned from the beginning that austerity in the face of depression would only make that depression worse. But the “austerians” insisted that the reverse would happen. Why? Confidence! “Confidence-inspiring policies will foster and not hamper economic recovery,” declared Jean-Claude Trichet, the former president of the European Central Bank — a claim echoed by Republicans in Congress here. Or as I put it way back when, the idea was that the confidence fairy would come in and reward policy makers for their fiscal virtue.

The good news is that many influential people are finally admitting that the confidence fairy was a myth. The bad news is that despite this admission there seems to be little prospect of a near-term course change either in Europe or here in America, where we never fully embraced the doctrine, but have, nonetheless, had de facto austerity in the form of huge spending and employment cuts at the state and local level...

All around Europe’s periphery, from Spain to Latvia, austerity policies have produced Depression-level slumps and Depression-level unemployment; the confidence fairy is nowhere to be seen, not even in Britain, whose turn to austerity two years ago was greeted with loud hosannas by policy elites on both sides of the Atlantic.

None of this should come as news, since the failure of austerity policies to deliver as promised has long been obvious. Yet European leaders spent years in denial, insisting that their policies would start working any day now, and celebrating supposed triumphs on the flimsiest of evidence. Notably, the long-suffering (literally) Irish have been hailed as a success story not once but twice, in early 2010 and again in the fall of 2011. Each time the supposed success turned out to be a mirage; three years into its austerity program, Ireland has yet to show any sign of real recovery from a slump that has driven the unemployment rate to almost 15 percent.

However, something has changed in the past few weeks. Several events — the collapse of the Dutch government over proposed austerity measures, the strong showing of the vaguely anti-austerity François Hollande in the first round of France’s presidential election, and an economic report showing that Britain is doing worse in the current slump than it did in the 1930s — seem to have finally broken through the wall of denial. Suddenly, everyone is admitting that austerity isn’t working.

The question now is what they’re going to do about it. And the answer, I fear, is: not much.

For one thing, while the austerians seem to have given up on hope, they haven’t given up on fear — that is, on the claim that if we don’t slash spending, even in a depressed economy, we’ll turn into Greece, with sky-high borrowing costs.

Now, claims that only austerity can pacify bond markets have proved every bit as wrong as claims that the confidence fairy will bring prosperity. Almost three years have passed since The Wall Street Journal breathlessly warned that the attack of the bond vigilantes on U.S. debt had begun; not only have borrowing costs remained low, they’ve actually fallen by half. Japan has faced dire warnings about its debt for more than a decade; as of this week, it could borrow long term at an interest rate of less than 1 percent.

And serious analysts now argue that fiscal austerity in a depressed economy is probably self-defeating: by shrinking the economy and hurting long-term revenue, austerity probably makes the debt outlook worse rather than better.

But while the confidence fairy appears to be well and truly buried, deficit scare stories remain popular. Indeed, defenders of British policies dismiss any call for a rethinking of these policies, despite their evident failure to deliver, on the grounds that any relaxation of austerity would cause borrowing costs to soar.

So we’re now living in a world of zombie economic policies — policies that should have been killed by the evidence that all of their premises are wrong, but which keep shambling along nonetheless. And it’s anyone’s guess when this reign of error will end.
https://www.nytimes.com/2012/04/27/opinion/krugman-death-of-a-fairy-tale...

Se også artiklen Austerity Is Killing Europe af The Progressives redaktør Amitabh Pal.

Heri citeres The Nationss Calvin Trilling for dette lille vers:

In all the world—across the sea
Or in the tropics—could there be
One closed-door shady deal that lacks
Conspirators from Goldman Sachs?

http://www.commondreams.org/view/2012/04/27-5

Lars Trier Mogensen har en glimrende artikel dd i Politiken, Kultur, side 6:

"Blå Bjarne er fundet inde i Corydon"
"Regeringens konservative kurs i den økonomiske politik er hverken bestemt af nødvendighed eller taktik, men af oprigtig ideologi"

http://politiken.dk/debat/profiler/larstriermogensen/ECE1608094/blaa-bja...

Desværre virker linket ikke pt.

Niklas Monrad

Hvad de som er fortalere for øget offentligt forbrug (til at kompensere for dalende privat forbrug) ikke nødvendigvis tager med i deres betragtninger er følgende: Når det offentlige begynder at bruge flere penge, vil det private forbrug dale yderligere i (rimelig) forventning om øgede skatter i fremtiden (opsparing vil stige).

Steffen Gliese

Det lyder da godt, Niklas Monrad. Men skal vi nu ikke lade være med de biologiske forklaringer, når vi kan henføre adfærden til grundskolens matematiktimer? Iøvrigt må man vel gå ud fra, at faldende forbrug er udtryk for mindre købelyst, hvilket vel er den bedste nyhed af alle...

Jeg har prøvet at finde rundt i det nye politiske landskab, som må se sådan ud:
Venstre er det nye Socialdemokrati.
DF er det nye SF.
SF er det nye Radikale
Radikale er det nye Konservative.
LA er det nye DF.
De Konservative er det nye Retsforbund.
og Enhedslisten er tilsyneladende sig selv.

Niklas Monrad

- "Enhedslisten er tilsyneladende sig selv"

Ja, og så kan man spørge sig om det er en god ting at være uforanderlig i en foranderlig verden ...

Philip C Stone

Artiklen, Austerity Is Killing Europe, som Steen Sohn har linket til, bygger mere på guilt by association end på en analyse af hvad Draghi har gjort. Draghi har faktisk været langt mere konstruktiv end sin forgænger, Trichet, og har presset grænserne for hvad han ifølge den europæiske centralbanks mandat kan gøre. I modsætning til den amerikanske centralbank, som både skal bekæmpe inflation og arbejdsløshed, er den europæiske centralbank alene forpligtet til at bekæmpe inflation, og Draghi har taget skridt der overskrider dette mandat.

I USA har det været meget interessant at iagttage hvordan Ben Bernanke har reageret i en politisk fastlåst situation og hvordan reaktionen på ham har ændret sig. Bernanke, der blev udnævnt af George W. Bush, er nu forhadt af højrefløjen og har for nylig fået ros af flere fremtrædende skribenter fra venstrefløjen:

I heard a terrific speech last Friday by the Federal Reserve Chairman, Ben Bernanke.

In his address, to a Russell Sage-Century Foundation Conference on the causes and cure of the financial crisis, Chairman Bernanke said just about everything a progressive would want to hear. Read it for yourself (http://www.federalreserve.gov/newsevents/speech/bernanke20120413a.htm) and see if you agree.

The financial industry, he said, had been characterized by "high levels of leverage; excessive dependence on unstable short term funding; deficiencies in risk management in major financial firms; and the use of exotic and non-transparent financial instruments that obscured concentrations of risk." In other words, Wall Street went berserk; and markets did not correct themselves. Add a little more invective about Goldman Sachs and Rolling Stone's Matt Taibbi could not have put it better.

As for the regulators, "gaps in the regulatory structure" allowed very large firms and markets "to escape comprehensive supervision." There were "failures of supervisors" and "insufficient attention to the stability of the system as a whole."

... Though Bernanke was determined not to repeat the mistakes of his predecessors once the system crashed in 2008, when he acted to pump in as much money as necessary, it was only later that he learned the regulatory lessons. In the spring of 2009, he was on the side of Larry Summers and Tim Geithner in wanting to prop up large, effectively insolvent banks rather than acting to nationalize them and break them up in the public interest. The Fed also resisted releasing documents on the bailout, whose disclosure was required by Dodd-Frank, until ordered by the courts.

Today, however, Bernanke is increasingly on the side of the regulators in wanting to crack down on abuses in the banking and shadow-banking systems. Which is a very good thing, because the Dodd-Frank bill, which is only a partial solution to those abuses, is under assault from all sides, and so are the other regulatory agencies.
http://www.huffingtonpost.com/robert-kuttner/ben-bernanke_b_1427339.html

In this sorry situation, there is really only one governing institution with the courage to dissent from the conventional wisdom—the Federal Reserve. The central bank declines to participate in the happy talk about recovery or in the righteous sermons attacking the deficit. In its muted manner, the Fed keeps explaining why the house is still on fire, why more aggressive action is needed, and is gently nudging the politicians who decide fiscal policy to step up. But its message is ignored by Congress and the president and viciously attacked by right-wing Republicans who say, Butt out ...

The august central bank is engaged in a startling role reversal. It has turned left, so to speak, abandoned old positions on fundamental matters and endorsed Keynesian principles it once spurned. Bernanke would doubtless protest that this is not about left or right, that the Fed is simply doing what it’s supposed to do in a crisis—using the stimulative power of money creation to act as “lender of last resort.” Nevertheless, for nearly three decades, first under Paul Volcker and then Alan Greenspan, the Fed did pretty much the opposite. It was the conservative authority that dominated policy-making, scolding politicians for their spending excesses and threatening to punish over-exuberant growth by raising interest rates.
http://www.thenation.com/article/167355/federal-reserve-turns-left

Se også:
http://www.theatlantic.com/magazine/archive/2012/04/the-villain/8901/

Diskussionen går ikke på om Bernanke har spillet en positiv rolle, men om han gør nok.
(http://www.washingtonpost.com/blogs/ezra-klein/post/ben-bernanke-vs-paul...)

EU og Danmark skal vækste sig ud uf krisen frem for at spare sig ud af den, lyder de kritiske Keynes-efterspørgselsinspirerede kommentarer.
Så skal det i hvert fald accentueres, at der udelukkende skal være tale om GRØN vækst. Klodens klima har ikke brug for mere traditionel vækst!

"Økonomisk ansvarlighed (læs: besparelser) er en nødvendig forudsætning for (gen-) skabelse af vækst og jobs til de 24.550.000 arbejdsløse (Eurostat, EU-27 i februar 2012) i EU."

Umidddelbart lyder det besnærende og det er da også lykkedes beslutningstagere at bilde sig selv og en stor del af befolkningerne i det meste af den vestlige verden ind at det er ganske sandt.

Men faktisk er det ganske falsk: Europa er gennem en gigantisk koordineret spareøvelse godt i gang med at spare sig selv ud i slow-motion økonomisk selvmord ved effektivt at sørge for en stadig dybere afmatning af lavvækst og massearbejdsløshed.

Hvordan der så skulle blive skabt vækst og job gennem gigantiske besparelser taler man ikke så meget om og det er der én god grund til: Det virker ikke og det har vi vidst længe for det er prøvet før med ét sikkert resultat: afmatning.

Den rigtige løsning er tilsyneladende ikke så let at få øje på og den er lige omvendt:

"Skabelse af vækst og jobs til de 24.550.000 arbejdsløse (Eurostat, EU-27 i februar 2012) i EU er en nødvendig forudsætning for økonomisk ansvarlighed."

http://www.information.dk/299437

Europe’s Economic Suicide:

http://www.nytimes.com/2012/04/16/opinion/krugman-europes-economic-suici...

John Houbo Pedersen

Danmark er et lille land, men i egne øjne EN STORMAGT. bevar mig vel

Jakob Lindblom

Udbred kendskabet til underskriftsindsamlingen for en folkeafstemning om Finanspagten. Skriv under her og del linket :-)

http://www.folkebevaegelsen.dk/spip.php?article4405

Og læs mere om indholdet i Finanspagten her:

http://www.modkraft.dk/blogindl%C3%A6g/om-s-sf%E2%80%99s-h%C3%B8jredrejn...

God fornøjelse og tak til Informeren for at fastholde fokusset på pagten, nu ingen andre gider ...

Tine Sørensen

Vores regering fedter taktisk for konjunkturen.........
At være fremme i skoene og forud for tilpasningen er kodeordet............
At have en holdning er en by i Rusland.
At være et demokrati er......

Søren Blaabjerg

At forsøge at styre en liberalistisk økonomi som den for tiden sakrosankte i Europa er som at sætte sig ind i en bil uden hverken rat eller pålidelige bremser, for uendeligt meget afhænger jo af faktorer, der dels er ret uforudsigelige, og som man dels ikke er herre over. Hvor man ender er således mere held end forstand for så vidt som der ikke kommer et vejtræ i vejen for den videre færd.

Planøkonomi? Hvad er det? Tjah det er såmænd det, vi godt kunne have brug for, altså at det er os selv, der i fællesskab bevidst styrer mod de mål, vi ønsker os i stedet for spagfærdigt og defensivt at sætte vores lid til "udviklingen" og "væksten", der - ifølge tradtionelt økonomisk tænkendes fromme håb - ligger lige om hjørnet, bare knallerten får det helt rigtige "kickstart".

Tine Sørensen

Kickstart... - min bare....
Når Eldrups tanker med DONG får lov at ryge ud med badevandet - så er der ikke meget tillid tilbage til viljen til at kickstarte noget som helst af større betydning.....

randi christiansen

Når man ophøjer dynamiske effekter til Gud, hvad får man så ? Dynamisk rod.

Søren Blaabjerg

@randi christiansen
Ja. Vildvækst kalder man forresten også somme tider for kræft.

Torben Arendal

Helle Thorning-Schmidt aner ikke hvad hun snakker om mht. de faktuel omstændigheder omkring finanskrisen. Kort fortalt Helle! Det var de amerikanske centralbankerne som brat set en stopper for udlån til spekulative formål (præcis som i 1929) som sat gang i en kæde reaktion som fik bl. andet Lehmann bros. til at buk under og som forsat med en boligboble og aktiemarked nedtur som fik virksomheder til at afsked medarbejder som resulteret i mindre skatteindtægter til regeringer som betød beskæringer i socialydelser m.m. Hvad med at beskær EU budgetter eller melde os helt ud af EU cirkuset.

Søren Kristensen

Jeg kan heller ikke hidse mig op over at vi er gået i sparemode efter årtiers forbrugsfest. Meget tyder jo på at det ikke ligefrem er ressourcekrævende merforbrug verden har brug for. Tvært imod.

Jeg kan heller ikke se at arbejdsløshed i rigt land, i sig selv, behøver at være et problem, så længe de der har penge er villige til at del med os andre. Vi kan jo ikke alle sammen være født med en guldske i munden og der skal også være nogen til at bruge penge for at holde det hele i gang.

Men altså en lidt langsommere udvikling i forbruget, for nu at sige det på den måde, og lidt mere omtanke omkring de varer vi producerer og de måder vi producerer på, behøver ikke være nogen dårlig udvikling. Så kan det godt være Asien og Latinamerika kører med klatten i øjeblikket, sådan rent økonomisk, men lur mig om der ikke er en regning at betale for at køre så stærkt?

Jeg fandt fx. en pakke med to hele økologiske kyllingelår i Irma, igår og det overraskede mig egentligt, at de kun kostede 50 kr. For lårene har gået både ude og inde og på rigeligt plads. De har ikke været udsat for antibiotika og de har haft adgang til naturligt foder og så har landmanden gået og ventet på at de har vokset sig store i naturligt tempo. Alt det for en halvtredser!

Jeg kunne have fået dobbelt så meget kylling for mine penge, hvis jeg havde valgt koncentrationslejr-kyllingerne, som de kommer flest. Men det er ikke alt der handler om økonomi og ting tager nu engang den tid ting tager.

Sådan er det også i politik. Har man ikke råd til at forbedre samfundet, må man vente til der kommer penge i kassen. Man får sjældent noget godt ud af at forcere tingene frem. Det der giver det bedste resultat er grundighed, rettidig omhu og fremfor alt kærlighed til det man laver.

Heldigvis tror jeg at både Helle Thorning og Bjarne Corydon er glade for deres arbejde. Specielt Helle. Hun ser ud til at befinde sig som en fisk i vandet ned i EU.

Så det skal nok gå, selvom det går langsomt.

Steffen Gliese

Tak, Søren Kristensen, men i virkeligheden ved vi vist allesammen godt, hvad giften i samfundet er: det er den benchmarking, der ligger implicit i kapitalismen - at man ikke kan være tilfreds med at gøre, hvad man gør, godt - det skal gøres mere effektivt, for det holdes hele tiden om imod, hvad tiden kunne have været brugt til meget fornuftigere og mere givtigt. Det er kimen til evig utilfredshed og stress, den fører til utilstrækkelighedsfølelse, koncentrationsbesvær og fremmedgørelse overfor det, der fylder i ens liv.

randi christiansen

Kort sagt : uhensigtsmæssig ressourceadministration

grøn vækst = hensigtsmæssig ressourceadministration

Men det er selvfølgelig en monumental udfordring at omlægge det globale ressourceforbrug til miljø-og socioøkonomisk bæredygtighed, bl.a. fordi det vil betyde en radikal omfordeling af ressourcerne.

Rosseau i ´Den sociale kontrakt´: " ... at den tilgrundliggende pagt i stedet for at ødelægge den naturlige frihed tværtimod erstatter den fysiske ulighed, naturen kan have nedlagt i menneskene, med en åndelig og lovlig lighed, således at de, skønt de er ulige, hvad kraft og geni angår, alle bliver lige ved lov og ret.
Under de dårlige regeringer er denne lighed kun en illusion; den tjener kun til at lade den fattige blive i sin armod og den rige i sin overflod. I virkeligheden er lovene altid nyttige for dem, der besidder, og skadelige for dem, der intet ejer, hvoraf følger, at den sociale orden kun er nyttig for menneskene, for så vidt som de alle ejer noget og INGEN AF DEM HAR EN DØJT FOR MEGET. " ( min fremhævelse)

Merkel er pludselig begyndt at tale om vækststrategier for EU:

http://www.handelsblatt.com/politik/international/wahl-in-frankreich-mer...

En af François Hollandes nærmeste medarbejdere var i dag i Berlin til uformelle drøftelser, og Hollandes tale om vækst begynder at finde ekko her, sagde fransk tv-avis, Antenne2, kl.20.

Christian De Coninck Lucas

This is financial tyranny. Pure and simple. The tail is wagging the dog and the only way to reverse it is my taking back the money system from the Central Banking families.

Game on.