Læsetid: 4 min.

Folkesocialister fornyede løfterne

Villy Søvndal var ikke bare geografisk på hjemmebane i Kolding til weekendens landsmøde. Politisk fik han også et rygstød til SF’s deltagelse i regeringen – dog tilsat et par løftede pegefingre fra baglandet og en kaotisk afslutning på landsmøde
Villy Søvndal var ikke bare geografisk på hjemmebane i Kolding til weekendens landsmøde. Politisk fik han også et rygstød til SF’s deltagelse i regeringen – dog tilsat et par løftede pegefingre fra baglandet og en kaotisk afslutning på landsmøde
16. april 2012

At finde sig selv kan være en vanskelig rejse for det enkelte menneske.

Men prøv at overvej, hvor strabadserende det må være for 12.000 af slagsen – oven i købet med rødder i basisdemokrati, revolution og antiautoritet – at ramme takten i en trekantet kinddans med magten.

Trods mislyde op til landsmødet fløjtede 656 folkesocialister i weekenden i Kolding med i skøn samdrægtighed med den overordnede melodi om regeringsansvar.

»Hvis man bliver skrækslagen den dag, man bliver del af magten, så hører man til nederlagets mænd,« citerede en af de delegerede Aksel Larsen for at have sagt.

Og Aksel Larsen, der stiftede SF som en modreaktion på DKP’s centralisme og styring fra Moskva, fylder stadig meget i SF og især i ældre folkesocialisters bevidsthed.

Hans tilnærmelser til Socialdemokratiet, som blandt andet foregik med snakke hen over hækken med statsminister Jens Otto Krag (S) i Frederiksbergs fuglebakkekvarter i 60’erne, endte med at splitte partiet ved dannelsen af VS.

Og Larsens genvordigheder med at få partifællerne med på magtens melodi går som en rød tråd igennem hele den folkesocialistiske historie frem til i dag. Det er det, som Weekendavisens Hans Mortensen hentyder til, når han betitler sin roman om SF’s historie Den røde tråd.

Magt, koste hvad det vil

Weekendens landsmøde gav et klart signal om, at folkesocialister over en bred kam ønsker regeringsdeltagelsen inklusive de kompromiser, den medfører. Og med dét kommer formand Villy Søvndal styrket tilbage fra landsmødet. Dog sendte de delegerede også formanden hjem med et par huskekager: Glem ikke de socialistiske dyder, lyt til forskellige strømninger i partiet og husk, at SF er et folkeparti og ikke bare et arbejderparti.

Partiledelsen lyttede til det meste – men i forhold til delingen af magten valgte den at overhøre de delegeredes utvetydige opbakning til næstformand Meta Fuglsang. Med 224 stemmer blev hun absolut topscorer i valget til den magtfulde landsledelse, hvilket blev udlagt som en nedadvendt tommelfinger til den måde, ledelsen har forsøgt at køre en ny næstformand i stilling på. Alligevel valgte landsledelsen på sit møde i umiddelbar forlængelse af landsmødet Mattias Tesfaye og Mette Touborg som nye næstformænd, hvilket ifølge Informations oplysninger har skabt betydeligt vrede i dele af folketingsgruppen.

Her er ingen forståelse for, at Meta Fuglsang absolut skulle vises vintervejen i det, der med kritiske øjne ligner en koldblodig magtdemonstration.

Resultatet af afstemningen om næstformænd afspejler imidlertid, at de delegerede nok gav opbakning til Meta Fuglsang, men samlet set stemte en landsledelse ind, som giver Villy Søvndal og chefstrategen Thor Möger Pedersens støtter klart flertal.

Straffet for at bygge bro

Også et par enkelte af de, der bliver betegnet »de røde«, blev valgt ind – herunder Trine Pertou Mach og Peter Westermann. Pernille Frahm, der sammen med Leif Hermann har været den mest kritiske røst på landsmødet, blev ikke valgt ind, mens handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr også blev vraget ved et overraskende dårligt resultat.

Hvordan det resultat skal udlægges, er der mange meninger om. Pia Olsen Dyhr har sammen med Steen Gade spillet en stor rolle i bestræbelserne på at få bygget bro mellem de forskellige strømninger – via bl.a. lanceringen af Mette Touborg som næstformandskandidat. Men det arbejde har hun altså ikke fået tak for. Om det var det, der afspejlede sig i afstemningen, er svært at sige. Mange har givetvis været sikre på, at ministeren ville opnå valg – og derfor stemt på andre kandidater.

Boligskat eller ej

Folketings medlem og socialordfører Özlem Cekic valgte at gå planken ud med sit ændringsforslag om, at SF – på sigt – skal arbejde for at regulere boligskatten. Hun blev isoleret i det såkaldte redaktionsudvalg natten til søndag, men insisterede på en afstemning.

Politisk ordfører Jesper Petersen gjorde, hvad han kunne for at banke ændringsforslaget ned under jorden fra talerstolen. Til afstemning kom det dog – og et hurtigt blik ud over salen med de oprakte stemmesedler afslørede, at cirka 100 ud af 421 delegerede bakkede op om socialordføreren.

Hun fik dermed sendt et signal, men hvorvidt det har været karrierefremmende at være så offensiv i en sag, som partiledelsen virkelig har været utvetydig omkring er en anden historie.

Flere delegerede, som Information talte med, mente, at forslaget var unødigt provokerende. Andre mente dog, at alt andet ville være at rende fra principperne og valgte derfor at stemme for.

Plads i kuglerammen?

Hvad betyder weekendens landsmøde så for SF på sigt?

Det store interessante parlamentariske spørgsmål, som vajer over SRSF-regeringen, er: Har Danmark fået et parti mere i kuglerammen, når der skal regnes på fremtidige regeringskonstellationer efter et folketingsvalg? Eller bliver SF’s debut som regeringsparti – kulminationen på 40 års rejse mod magten – en lille parentes i historien?

For midt i debatten om arbejderisme, topskat og næstformænd i SF kan man godt komme til at glemme, hvad det er for en rejse, som partiet har været igennem siden Aksel Larsen.

SF blev født i et håb om at lave et venstrefløjsparti, der ikke blot var halehæng til Sovjetunionen, men som kunne lave egne bud på Danmarks fremtid. Årenes interne politiske armlægninger – som i SF mere er reglen end undtagelsen – har centreret sig om, hvor meget der bør købslås om principperne i iveren efter at flirte med Socialdemokraterne.

Men SF har altså nu overstået første og bakkede etape af sin tid i regering. Forude venter mange stigninger – især skattereformen er i den sammenhæng uden for kategori. Men formand Villy Søvndal og skatteminister Thor Möger Pedersen har altså fortsat baglandets velsignelse til at prøve kræfter med strabadserne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når nu SF mister 2/3 af deres byrådsmedlemmer til det kommende kommunevalg er der nok nogen der finder ud af AF gik forkert i byen!

Preben Bjørn Madsen

SF var et sympatisk forsøg på at skabe et moderne og udogmatisk socialistisk parti. Det er indlysende, at et socialistisk parti må følge med samfundsudviklingen og tilpasse sin politik til de aktuelle vilkår og fremtidens udfordringer. Men det er katastofalt, når et socialistisk parti mister sine rødder og glemmer sine idealer og mål.

Det var fornuftigt at skabe et bredt folkeparti, når udviklingen har gjort industriarbejderne til en minoritet i det modrene samfund. Men SF er blevet et parti for funktionærer i den offentlige sektor. Der er kun meget få arbejdere i SFs ledende organer.

Det var nødvendigt at acceptere demokrarti og menneskerettigheder. Men SF har kritikløst overtaget det borgerlige demokrati med de individuelle frihedsrettigheder, helt uden at argumentere for det socialistiske demokrati med kollektive frihedsrettigheder.

Det har ligeleds været nødvendigt sikre økonomi og beskæftigelse på det nuværende samfunds præmisser. Men SF har totalt opgivet målet, nemlig et samfund, hvor lønarbejdet er afskaffet, og hvor produktionen styres efter behov og ikke efter profit.

Forskellen mellem Socialdemokraterne og SF'erne er blevet mindre og mindre. Det er der desværre nok ikke så meget at gøre ved. Men vi mangler altså stadig et moderne og udogmatisk socialistisk parti.

Når man opgiver solidariteten og glemmer alt om at være international, men bliver national forklædt som EU, så er man ikke et socialistisk parti.
Man kan dårlig kalde sig et socialdemokrati når man har langt sin økonomiske analyse i hænderne på Friedman.

Hanne Christensen

SF har parkeret deres omsorg for de svageste (efterlønnere, førtidspensionister og ledige) i VKOs retorik. Det handler ene og alene om selvforsørgelse gennem arbejde, om nytteværdi gennem arbejde osv.

Det er i denne retorik og tankegang min store skuffelse over SFs udvikling ligger.

For mig må boligskatter og betalingsring hvile om nødvendigt, og topskatten kan falde uden jeg dermed går i opgivelses-mode.

Men SFs retorik og tankegang om folk uden for arbejdsmarkedet giver mig myrekryb og meget dystre tanker på vores lands vegne.

At VKOs sorte retorik om syge og ledige skulle gå i arv til SF, er for mig ganske rystende.

Jeppe Brogård

Tom tænkning, venner. Jeg tror I bør søge tilbage i grundlaget for de ting, I digter. Det kunne hjælpe til en merer klart formuleret kritik.

Hvis det kan hjælpe jer er her nogle udpluk fra virkelighedens landsmøde:

Principprogrammet blev anerkendt som diskussionsramme med 400 ændringsforslag. Efter endt behandling blev det vedtaget med alle stemme minus een imod og ti undladelser. SF har nu et nyt principprogram som har fuld opbakning fra så godt som alle delegerede efter at det er blevet diskuteret i samtlige partiforeninger i 2 runder siden november 2011.

110 talere brugte fredag aften på at snakke sammen i en sal, der var stort set fuld af 460 deltagere, da udenrigsministeren rundede af til sidst, det var klokken lidt i eet om natten. Samtidig viste medierne enkelte brokkehoveder, der talte med sig selv i et andet rum.

Der kom anerkendelse af SFs regeringsprojekts betydning for resten af Europa fra Norge, Sverige og Belgien. Der kom mange hilsner fra MAS i Bolivia, bl.a. fra talerstolen af to af de besøgende bolivianere.

Ministerholdet gik på scenen og talte i en time om SFs resultater i en regering. Bl.a. har Danmarks miljøvirksomheder fået aftaler med Kina, Skattereformen skal kæmpes som en SF-sag med vægt på at lette skat på de lave lønindkomster. Bagefter fik de ideer fra salen, som de tager med ind i regeringssamarbejdet. Der var bl.a. en ide om at invitere Kinas handelsminister til Samsø.

I det helt små lige over kommaniveau gik jeg selv på talerstolen med et ændringsforslag, som blev indarbejdet i handleplanen på stedet. Det er til gengæld stort, at Landsledelsen fik indvalgt mine to foretrukne kandidater for første gang. Af de helt store SF-personligheder har vi efter landsmødet Villy, de 5 ministre, Jesper Pedersen, Meta Fuglsang, Tonni Hansen, Mattias Tesfaye og Mette Touborg.

Og jeg er ked af at sige det, men journalisten har sgu glemt at beskrive, hvad hun mener med, at landsmødet fik en kaotisk afslutning. Er hun ikke konsekvent eller er hun bare ondsindet?

Kim Østerberg

Villy og hans højrefløj vandt slaget om SF. Og mange kritikkere valgte at støtte op omkring formandens og ledelsens projekt. Der er derfor ikke længere nogen betydelig splittelse i partiet. Det er der derimod mellem partiet og befolkningen. Og den splittelse handler ikke bare om en dårlig for ikke at sige en elendig kommunikation, men om brudte valgløfter, knæfald for de Radigale, manglende solidaritet med samfundets udsatte med munden fuld af leverpostegsmadder af den grove slags. Mange kan efterhånden da se, at SF som parti ikke var klædt ordentligt på og forstod hvad regeringsdeltagelsen fik af konsekvenser internt i partiet selv, som i forhold vælgerne/befolkningen. Jeg er enig i, at SF gennem regeringsdeltagelsen har fået større indflydelse end nogensinde, men jeg tvivler stærkt på, at det er eller bliver til det gode. Det bliver bliver i alle tilfælde interessant, at se hvordan SF's nye økonomiske såkaldte realisme bliver diskuteret og forvaltet af SF, i kommunerne, når der igen skal skæres på daginstitutioner, skoler, hjemmepleje og plejehjem mv.
Før tordnede SF's kommunale rødder mod den borgerlige regering. Er der mon nu lagt op til et stort holdkæftbolsje?

Kim Østerberg

Whau nu bliver Kinas handelsminister måske inviteret til Samsø, hvilket vil være et fantastisk resultat for SF. Skal ministeren også samtidig ha en lille orden fra dronningen, for ikke at glemme om vores kære udenrigsminister mon vil diskutere undertrykkelsen af Tibet og den kinesiske opposition eller Kinas vedvarende støtte til Syriens overgreb på sin egen befolkning. Eller bliver det tys, tys i realismens hellige navn i håbet om at øge den danske eksport eller for den sags skyld Kinas investeringer i Europa for at holde hånden under det sejlende EU projekt?

Hanne Christensen

Jeppe Brogård,

Jeg har tidligere troet, du stemte på De Radikale. Simpelthen pga de holdninger, du har tilkendegivet i diverse debattråde.

Det forklarer måske, hvorfor du finder landsmødet så succesfuldt. Også De Radikale står jo for et bedre miljø. Det har SF ikke patent på, trods deres febrilske forsøg på at hægte deres resultater op på miljøforbedringer. Også LA går vel ind for et stærkere miljø.

Men succesen vil ebbe ud (for SF, måske ikke for dig) den dag, hvor SF er står tilbage uden indflydelse med kun ganske få procent vælgerstemmer tilbage.

Problemet er, at SF har mistet sin sociale profil. Den har også mistet sin humane profil, ligesom De Radikale har. Humanitet kan jo ikke parkeres på et kontanthjælpsloft, mens man tager brødet ud af de aller dårligst stillede, nemlig de unge, der aldrig nogen sinde har fået foden inden for på arbejdsmarkedet. Det er ganske enkelt skammeligt. Ja, jeg synes, I burde skamme jer.

I lader sagt susende mig voldsomt syge unge betale skattegildet. Ja, så syge, at de hidtil har været berettiget til en førtidspension (efter mange og lange arbejdsprøvninger). Dem vil I nu parkere på en kontanthjælp, hvilket betyder, de får 6.660 kr. om måneden fremfor 17.000 kr.

Sådan skaffer I penge til skattelettelserne. Skammeligt. Meget, meget skammeligt.

I har også accepteret efterlønsreformen, og forkortelse af dagpengeperioden. Der hvor det virkelig drejer sig om at vise sin sociale empati, der har I vendt det blinde øje til.

I kan ganske enkelt ikke længere kalde jer sociale uden at lyve. I har været på rovdrift blandt de dårligst stillede!

Martin Haastrup

Nå, ja, hva' så??! Ahherrrrmm - Godt der var nogen der gjorde modstand og protesterede - over højredrejningen - og forhåbentlig stadig gør og vil.

Det, sagt så er jeg glad for at DF er ude og SF inde på de såkaldte bonede gulve. Uanset.

Jeg håber...håber og håber...

Jeg mener man må anerkende at arven efter VKO dælme ikke har været let at løfte og sortere - hold da op. Dekadancens årti har givet landet nogen meget meget slemme dybe rifter og ridser i lakken.

Puha. Men jeg er også optimist når det kommer til stykket - og ærger mig over at Liste Ø bliver sat i skammekrogen af SF - sin poitiske nabo. Det synes jeg ikke I kan være bekendt. Ø har så meget at byde på, fik et hammerflot valg - selvom jeg også denne gang undlod at stemme - det synes jeg man skal tage alvorligt i SF. Ø fortjener altså opmærksomhed!

Men, som sagt, hellere SF end DF - og indrømmet tilbagerulningerne fra VKO's rædsels-regime er - tilsyneladende - så småt igang - selvom der er nogen gevaldige torsk for vælgerne - for mig at hive i land - puha...Man bliver jo hunderæd!!! -Hvad sker der lige for venstrefløjen amigas??! Hvor blev den af, opgøret - det markante opgør - med VKO's politik??!

Jeg håber det kommer, så småt så småt - lidt har også ret - jeg er håbløs og nogen vil sikkert sige naiv optimist - men jeg er ligeglad for jeg vil sg' hellere beholde SF end risikere at DF kommer ind igen. VKO's sorte rædselskabinet er det værste jeg har oplevet i min tid. Jeg bliver snart 50. Føj den.

Gad vide magten til virkelig at gøre en god forskel og så den såkaldte socialisme kan gå i samme tråd - uden at den ene ødelægger den anden.

Magten - magten - magten...ak, ja, det spil'me et spil for spillere - jeg bryder mig ikke om det!

Mærkeligt demokrati...Mærkeligt land - men men her er også mange gode mennesker!

Såeh, tjav! 8-)

Jeppe Brogård

Martin E. Haastrup. SF vil gerne tale med Ø. Det er Ø, der er kommet for skade at melde sig ud. Men det er rigtigt, at Ø har sagt, at det er regeringens skyld, at de har besluttet at melde sig ud.

Ja, Hanne Christensen, der er sket nogle store forandringer i SF. Under en bølge af spin om katastrofens komme, er der nogen, der ligeså effektivt har lavet et generationsskifte i partiet. Samtidig har partiet vendt et statsapparat på små 15.000 ansatte specialister til at arbejde efter vores dagsorden. Det er sgu da meget godt.

Så har der været en høj pris for dette. De sociale reformer er blevet accepteret. Alternativet til det flertal mellem R, LA, og VKO, som bestemte reformerne, det er som bekendt R, LA og VKO.

Derfor foretrækker jeg, at disse reformer blev gennemført af SRF. Hvis vi bare smed chancen for et bedre udviklingsmiljø, bedre miljø, bedre klima, overhovedet en energipolitik etcetera, så ville vi da have svigtet big time.

Det er ærgerligt, at der ikke var flere der stemte på SF, som ville standse reformerne. Men det er fedt at der var tilstrækkeligt mange, der alligevel stemte F, så vi kunne sende Løkke og Pia ud. Tak for det.