Læsetid: 17 min.

Den imponerende samfundsstøtte

Arnold Mærsk Mc-Kinney Møllers indsats var imponerende, præget af forudseenhed og taktisk-politisk klogskab, men også af dobbeltmoral og tvivlsomme metoder. Han indgår i erhvervslivets kongerække efter C.F. Tietgen, H.N. Andersen og faderen
Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller døde i går. Ligesom både sin far og farfar i en meget høj alder.

Skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller døde i går. Ligesom både sin far og farfar i en meget høj alder.

Kristian Juul Pedersen

17. april 2012

I et af de få tv-glimt fra familien Møllers meget private liv – filmet ved frokosten om bord på hans sejlbåd Klem IV – sagde Mærsk Mc-Kinney Møller: »Vi har det jo godt! Og Gud, hvor vi fortjener det.«

Det var et af hans private bon mot’er, som han ellers – og fornuftigt nok – kun luftede i familiens trygge skød. På afstand af den offentlighed og de medier, han livet igennem holdt sig fra. Hans bevidste offentlige tavshed er nok så sigende som det, han faktisk sagde. Hvad der ikke hindrede hovedparten af medier og politikere i at lægge øre til det intetsigende og dyrke ham ukritisk.

Helt forkert kan man ikke sige, at hans spontane udbrud var. ’Mærsken’ – ligesom ’energityven’ og ’fantomet’ ét af Hr. Møllers kælenavne – var flittig og sørgede for at have det godt materielt, både forretningsmæssigt og privat, som hans far og farfar og vist også forfædrene i dette specielle søfartsdynasti med rødder i den maritime Fanø-Svendborg-tradition. Nydeligt fremstod det, uden at være prangende, snarere lidt puritansk i det ydre. Men bundsolidt.

Det afspejles i deres levealder. Farfar Peter Mærsk Møller blev født 1839 og døde i 1927. Far Arnold Peter Møller – ’onkel Arnold’ som hans besætninger i Mærsk-flåden ironisk kaldte deres påholdende reder – fødtes 1876 og døde i 1965. Sønnen blev født 13. juli 1913 og fik således med sine mange arbejdsår et usædvanligt langt aktivt liv som sin far og farfar. Og det var ikke mindre rigt på begivenheder og kommerciel succes. Tværtimod.

Han blev født med en sølvske i munden. Da han døde, var den blevet til højeste karat guld. Om hans hals hang en tung kæde. På brystet dinglede en elefantorden, der ikke tyngede, for den havde elfenben at gå på. Kun danskere som etatsråd H.N. Andersen og Niels Bohr har i nyere tid opnået en tilsvarende ære – bortset fra de medlemmer af den kongelige familie, hvis adkomst til denne den højeste danske æresbevisning skyldes fødsel, ikke egne fortjenester.

En flot formel kulmination på Hr. Møllers karriere, når nu adelsvæsenet blev afskaffet i 1849. Sammen med grådigheden er forfængeligheden den mest udbredte af de menneskelige synder, ikke mindst i erhvervslivet. Her er den første en simpel nødvendighed for succes, den anden en naturlig følge af den første.

Helt ufortjent var denne ære dog ikke. Danmarks første systemkritiker P.A. Heibergs berygtede visestrofe, før han i 1800 blev forvist til Frankrig, melder sig ganske vist: »Ordener hænger man på idioter.« Men udsagnet – hvor korrekt det end kan være om andre ordens- og elefantbehængte koryfæhoveder og forbrydere som Herman Göring og Rumæniens diktator Ceaucescu – passede ikke på Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller, da han efter år 2000 blev elefantridder. Når man nu har et sådant ordens(u)væsen.

Han havde gjort sig fortjent på trods af gentagne EU-lovbrud, tvivlsomt internationalt kartelsamarbejde, som bedrog kunderne. Senest en rigeligt opportunistisk økonomisk udnyttelse af Irak-krigen – metoder der ikke er ukendte i international business. Men indsatsen er trods alt gjort af hans ansatte i det verdensomspændende Mærsk-imperium, der i dag tæller 117.000 ansatte. Hvad der stort set altid glemmes i den underdanige hyldest, omgivelserne og store dele af pressen behandlede ham med. 

Haven, grillen, magten

Den direkte anledning til, at han fik elefanten, var tydeligvis, at han har sat sig markante og kontroversielle arkitektoniske mindesmærker med anlægget af Amaliehaven og senere Den kgl. Opera-mastodont på Dok-øen på den anden side af havneløbet – ’havnegrillen’ som folkeviddet døbte den – hvor regering, bystyre og myndigheder bulldozede det kontroversielle projekt gennem alle demokratiske planer og procedurer. Med forhåndsaccept fra Majestæten. Her udnyttede ’Mærsken’ sin agt og demonstrerede sin økonomiske magt. Og leverede hvad der med god grund kan betragtes som aflad.

Magten brugte han hensynsløst arrogant over for arkitekten Henning Larsen og blandede sig i detaljer i hans arbejde, så vi fik Møllers facade, ikke Larsens. Den, der betaler for musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles. Møllers mentale facade af venlighed faldt afslørende, da han blev uenig med Larsen.

Det fik Larsen at mærke. Til det svenske tidsskrift Forums februar-nummer 2005 udtalte han: »Mc-Kinney er brutal, han er en brutal mand. Selv om jeg til og med troede, at han faktisk var min ven, så opdagede jeg, at det er han absolut ikke, jeg skulle bare gøre, hvad han sagde. Det var virkelig brutalt.«

En sådan åbenhed og økonomisk uafhængighed har ingen nogensinde tidligere vovet at demonstrere i omtalen af skibsrederen. Den blev suppleret med Henning Larsens lille skandskrift fra november 2009: »De skal sige tak!«

Karakteristisk for Amaliehaven og Operaen er, at den historisk bevidste Hr. Møller ved at bekoste dem fuldendte den gamle ambitiøse byplan for Frederiksstaden. Planen var udformet i 1740’erne af Nicolai Eigtved med Amalienborg-palæerne, senere i 1770 med den franske billedhugger Jacques Salys berømte statue af Frederik V på Slotspladsen (bekostet af det dengang rige Asiatisk Kompagni) og det ufuldendte byggeri af Frederikskirken i den tværgående akse fra kirken og gennem Slotspladsen.

Kirken henlå ufuldendt som ruin i mere end 100 år. Så overtog datidens førende erhvervsmand C. F. Tietgen i 1870’erne kirkeruinen med tilliggender fra regeringen billigt mod løfte om at færdiggøre kirken. Men også så billigt, at det udløste en rigsretssag mod de ansvarlige ministre i 1877 – en sag hvor anklageren, en ung cand. jur. Viggo Hørup, gjorde sig fordelagtigt bemærket, selv om han tabte. Tietgen holdt sit løfte med sin hofarkitekt F. Meldahl og en halv snes års forsinkelse, da Marmorkirken endelig i 1894 blev indviet med deltagelse af Kong Christian IX.

Skatteyderne betaler

Med Amaliehaven, der afløste den grimme Larsens Plads med anløbspladsen for Oslo-bådene, og nu Operahuset på den anden side af havneløbet sluttede Møller aksen fra Marmorkirken gennem Amalienborgpladsen og har bekostet en mere værdig ramme for de nu kongelige palæer som planlagt for mere end 250 år siden.

Mens Tietgen betalte sin gave af egen lomme, ved indsamling og blot blev belønnet med et storkors, så han stadig måtte sjoske efter de højadelige dummernikker med deres arvede titler i næstøverste rangklasse ved hoffets årlige nytårskur, så fik Møller af Majestæten en elefantorden, der sikrer plads helt i toppen. Også selv om skatteyderne i virkeligheden har betalt mere end en tredjedel af byggesummen for hans gave på ca. tre milliarder kr. i kraft af årelange skattebegunstigelser og til hans (til 1984) to skattefrie fonde til gavn for almenvellet og mindet om hans forældre. Nordsøens gunstigste oliekoncessioner bidrog også.

Til gengæld skal skatteyderne betale de øgede udgifter til driften af Operaen, en udfordring som i de seneste år har kastet det gamle teater ind i noget, der ligner en overlevelseskamp.

Fuld retfærdighed har der aldrig været i denne verden. Men de gavmilde givere fik deres vilje for deres penge. Hr. Møller bestemte egenrådigt over arkitekten, og hvordan hans gave skulle se ud.

Mærsk Mc-Kinney Møllers fortjenester er dog også andre og nok så vigtige end ambitiøse prestigebyggerier til glæde for hans tilsyneladende så beskedne ego, hans eftermæle, Majestæten og hendes operaelskende undersåtter.

Efter uddannelsesår hos faderen og en række selvstændige år i USA under og efter 2. Verdenskrig arbejdede han tæt sammen med faderen til dennes død i 1965. Hr. Møller fremstod fra 1970 som landets førende og respektindgydende erhvervsmand. Det første kan man kun rose ham for, det sidste må man laste hans omgivelser.

Men man kan om ham genbruge, hvad en mester i det danske sprog skrev i Morgenbladet i 1882 om landets dominerende erhvervsmand, der var lige så respekteret og frygtet. Ingen turde lægge sig ud med ham. Fra Viggo Hørups pen kom det:

»I kundskaber og forstand har hr. Tietgen mange ligemænd og ikke få overmænd, skønt næppe i den danske handelsverden. Men hvad han har forud for de andre, det er moralsk mod – en sjælden evne her til lands, og blandt de blinde er jo allerede den enøjede konge – et moralsk mod, for hvilket intet, ikke blot intet pengebeløb er for højt: mod til at tage ansvaret, mod til at vove først andres, så også sit eget, mod til at gå frem og mod til at fjerne, hvad der stiller sig i vejen. De andre har også noget af alt dette, men i det mindre, i det små.«

Den eneste nødvendige omskrivning, så den også passer i dag, er enkel: Erstat navnet Tietgen med Møller. Dygtigheden, modet, hensynsløsheden og forfængeligheden er ikke forskellige – trods afstanden i tid og skibsrederens meget synlige, næsten anmassende tilbageholdenhed med offentlig fremtræden og ytringer, der citeres, som var de visdomsord.

Da Mærsk Mc-Kinney Møller afløste sin far som leder af A.P. Møller, sørgede han hurtigt for at bringe firmaet i positionen som ØK’s afløser som førende og normsættende danske erhvervsforetagende internationalt. Han videreudviklede faderens strategi med ekspansion horisontalt, dvs. inden for samme branche, og vertikalt, dvs. med aktiviteter der lå i forlængelse af og støttede hinanden. 

Dertil ekspanderede han ved at inddrage helt nye aktiviteter, f.eks. udnyttelsen af olie- og gasfundene i Nordsøen, som faderen allerede havde sikret sig en skandaløs og gratis eneret til i starten af 1960’erne fra en fantasiløs socialdemokratisk regering, da ingen andre ville. Forudseenhed med ’rettidig Omhu’ demonstreret i praksis. En egenskab som kun få politikere ejer. Deres horisont er begrænset til næste valg.

Det er blevet Gruppens hidtil bedste enkeltinvestering – en givtig cash cow. I kraft af lemfældige danske regnskabsregler har koncessionen kunnet sløre mindre gode resultater i andre dele af Gruppens multinationale aktiviteter. Profitten er eskaleret i takt med verdens eksploderende oliepriser, om end Gruppens andel er blevet noget beskåret, dels med skærpet beskatning, dels i kraft af den genforhandling af koncessionen, der fandt sted i midten af 1970’erne under slaget om Nordsø-olien mellem A.P. Møller og staten. Senest blidere, efter at Fogh-regeringen havde ribbet Energiministeriet for olieekspertise med indskrænkninger og rå fyringer, der fjernede kompetente folk i bekæmpelsen af salig Svend Aukens ’imperium’.

Men indtjeningen rækker, endda rigeligt. Ikke uden grund fik han i Energiministeriet kælenavnet ’energityven’. Koncessionen er stadig den mest favorable i Nordsø-regionen – et faktum, der har fået den ny regering med de økonomiske vismænds støtte til at annoncere et eftersyn af den eksisterende aftale.

Værft og containere

To andre vellykkede dispositioner kan tjene til eksemplificering af A.P. Møllers vellykkede strategi. Den ene er etableringen på en bar mark nord for Odense af Lindø-værftet fra 1958-59, dets efterfølgende succes som en effektiv arbejdsplads og dens virkning på den øvrige danske værftsindustri. Den anden er satsningen på container-aktiviteterne i begyndelsen af 1970’erne, da ØK ellers havde pionérstatus og var first mover i denne nye transportform. Perspektiverne så Mærsk Mc-Kinney Møller efter nogen betænkelighed – og disponerede derefter. På tværs af sine rådgivere.

Efter den britisk-franske Suez-aktion 1956 var kanalen i årevis blokeret. Det førte til en omlægning af skibsfarten mellem Europa og Fjernøsten syd om Afrika. Nu blev det nødvendigt og rationelt at bygge skibe, der var større end dem, der kunne gå gennem Suez. Tonnage i denne størrelse kunne ikke bygges på koncernens Odense Stålskibsværft beliggende i bunden af Odense Fjord på kanten af centrum i den fynske hovedstad. Derfor anlagde A.P. Møller med Mærsk Mc-Kinney som drivkraft det store Lindø-værft 12 km nord for det gamle værft. Desuden blev der bygget boliger i det lille Munkebo for at tiltrække ny, kvalificeret arbejdskraft uden den militante arbejderkultur, der i årtier plagede B&W. 

Samtidig havde netop B&W i 1957-58 udvidelsesplaner på Refshaleøen. A.P. Møller rettede derfor henvendelse til B&W’s bestyrelse om et samarbejde som alternativ til udvidelsen på Refshaleøen. B&W-bestyrelsen med datidens fineste erhvervsnavne afviste blankt henvendelsen fra denne opkomling – uden forhandling. En så arrogant afvisning var man ikke vant til i rederiet.

Her var man heller ikke vant til et åbent nederlag, som det man led 1963-64 i søslaget om DFDS, da Lauritzen Gruppen overtog det stagnerende, hæderkronede DFDS trods A.P. Møllers erklærede modstand. Med Børge Outzes ord på lederplads her i Information: Den sløve DFDS-ledelse brugte de gamle skibe som sparebøsser midt i en galoperende inflation i stedet for at investere i ny tonnage.

Verdens største flåde

Begge nederlag sved hos A.P. Møller og fik konsekvenser. Lauritzen Gruppen med skibsreder Knud Lauritzen søgte under indtryk af den stigende internationale konkurrence fra 1963-64 at skabe samarbejde mellem alle danske værfter og deres ejere i de store rederier og en rationalisering af dansk værftsindustri med udgangspunkt i kontrollen over B&W. De planer blokerede Mc-Kinney Møller fra starten, både direkte ved opkøb af B&W aktier for at standse Lauritzens planer og via indflydelsen i Skibsværftsforeningen, som han reelt kom til at dominere ligesom Danmarks Rederiforening. På lang sigt til skade for danske skibsværfter. Slutresultatet blev, at kun Lindø til i dag og frem til 2012 har overlevet konkurrencen takket være opbakning fra dets kapitalstærke moderselskaber og statsstøtte. Hr. Møller glemte ikke.

Den anden kloge disposition var satsningen på containeriseringen af den traditionelle linjetrafik. En intern ekspertgruppe i Rederiet havde fra midten af 1960’erne studeret mulighederne, der kom til at revolutionere søtransporten de næste årtier, og fundet investeringen for dyr og for risikabel.

Men Hr. Møller himself omgjorde beslutningen og satsede fra 1974 systematisk med bygning af hurtig tonnage, senere med overtagelse af det kriseramte ØK’s linjefart i 1992 og erhvervelsen af det amerikanske rederi Sealand blev fulgt op i maj-juni 2005 med købet af det ærværdige hollandsk-britiske P&O Nedlloyd  for en pris af 17,1 milliarder kr. – den største konkurrent på containermarkedet og den største rederiovertagelse nogensinde. Nyheden slap ud i utide i London, ikke fra Esplanaden i København, hvor man har fuld kontrol over informationsstrømmen. Resultatet blev derefter. I dag er A.P. Møller verdens største container-rederi – nu suppleret med rederiet Sealands containerflåde.

Gruppens aktiviteter blev yderligere diversificeret under Møllers personlige, topstyrede ledelse. Således i detailhandelen med Dansk Supermarked, Føtex, Netto, Bilka, A-Z samt Tøj- & Skokæden.

Så var A.P. Møller klædt på. Det skete bl.a. i samarbejde med faderens gamle partner Århus-købmanden salig Herman Salling, der besad en særlig ekspertise, som savnedes i Gruppen. Dertil kom etableringen af Mærsk Air 1969-70, først på indenlandske ruter, fra 1980’erne også med et stadig større udenlandsk net, efterhånden som luftfarten blev liberaliseret. Men da konkurrencen blev for stor og profitten så meget mindre, blev engagementet afviklet og selskabet solgt.

Under Mærsk Mc-Kinneys ledelse tjente Gruppen mange penge – også i krisetider. 

Denne voldsomme ekspansion og diversificering af aktiviteterne var ikke mulig uden et effektivt internt uddannelses- og rekrutteringssystem. A.P. Møller blev et eftertragtet uddannelsessted for unge erhvervshåb og storleverandør af topledere til andre virksomheder i dansk erhvervsliv. Men her spurgte man som regel pænt om lov, før man vovede at tage folk ind fra Esplanaden. Således også da juristen, svigersønnen Leif Arnesen efter sin skilsmisse forlod A.P. Møller og blev praktiserende advokat. Det højt respekterede, uafhængige advokatfirma, han indtrådte i, orienterede sig for en sikkerheds skyld, om det nu passede Esplanaden. Det passede. Respekten og frygten for at træde den magtfulde Hr. Møller over tæerne var udpræget. Som var det majestætsfornærmelse.

Utvivlsomt hang denne respekt sammen med de metoder, man frygtede at blive udsat for – med rette eller urette. A.P. Møller-toppen har sjældent undset sig for at forfølge institutioner eller enkeltpersoner, der ansås for skadelige for gruppens interesser.

Møller glemmer aldrig

Det gjaldt f. eks. det annoncestop, som A.P. Møller – tidligere årelang trofast støtteannoncør – etablerede mod dette dagblad i 1971, efter at bladets journalist Torgny Møller havde vovet at afsløre og kritisere arbejds- og sikkerhedsforholdene på Lindø-værftet efter en dødsulykke. Det skete i en serie artikler, der gav ham Cavling-Prisen. Annoncerne kom aldrig tilbage. Man glemmer ikke i A.P. Møller.

Eller pressionen mod Berlingske Tidende, da bladet i efteråret 1999 trykte en række kontroversielle artikler om det A.P. Møller kontrollerede Riffelsyndikats (DISA) alt for villige leverancer til den tyske værnemagt under den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940. DISA gik uden om de danske myndigheder og tog for store avancer i deres iver for handle med tyskerne. Det blev dokumenteret i den bog, som blandt andre dette blads nuværende chefredaktør var medforfatter til.

Eller den aktion Mærsk i hemmelighed satte i værk, da han flyttede ’Familiefonden’ til det skattefrie Liechtenstein: Adresse Kirchstrasse nr. 4, Vaduz. Fonden var – ligesom den større fond for ’Almenvellet’ – hovedaktionær i Møller-imperiet. Flytningen var sket uden først at anmode om tilladelse i Justitsministeriet (som reglerne for en fond med en kongelig approberet fundats foreskrev).

Men flytningen kom som en reaktion på Anker Jørgensens påtænkte plan om at beskatte de dengang skattefrie erhvervsdrivende fondes milliardindtægter. Nu afdøde lrs. Kristian Mogensen var medlem af den af regeringen nedsatte Fondskommission, udpeget af Industrirådet, og et af Møllers bestyrelsesmedlemmer. Mogensen kan meget vel i al diskretion undervejs have sunget en lille sang om beskatningsplanerne. I tide for Møller – i utide for regeringen. Det er et kvalificeret gæt.

Skatteflugt

Men Hr. Møller reagerede i hvert fald med rettidig omhu, dvs. før den siddende Fondskommission havde gjort sin betænkning færdig. Han flyttede diskret fonden i tide for at undgå beskatning. Først i maj 1982 blev Justitsministeriet og Nationalbanken underrettet om hans egenrådige og lovstridige ændring i fundatsens bestemmelser om hjemsted og flytningen fire-fem måneder tidligere.

Der var tale om ren skatteflugt med mulig virkning på andre fonde, der kunne fristes til at følge eksemplet. Derfor vakte den meget nationale Hr. Møllers ulovlige initiativ bekymring i Nationalbankens direktion, især hos direktør Erik Hoffmeyer. Det kunne skabe præcedens for mange af de 12.000 danske fonde med katastrofal effekt på den dengang nødlidende betalingsbalance. Danmark nærmede sig »randen af den økonomiske afgrund«, som den socialdemokratiske fhv. finansminister Knud Heinesen udtrykte det. Derfor modsatte Nationalbanken sig flytningen og greb i sommeren 1982 til det usædvanlige at spærre Familiefondens konto i Den Danske Bank for udbetalinger. Til Hr. Møllers vrede. Han anlagde sag og tabte den senere ved Landsretten og appellerede dommen til Højesteret.

Fondskommissionens betænkning kom, og et borgerligt regeringsskifte med Poul Schlüter fulgte allerede i september. Den planlagte lovgivning blev gennemført, selv om de borgerlige partier oprindelig havde protesteret mod det socialdemokratiske lovforslag. Nu var de selv ved magten. Og også borgerlige har et standpunkt, til man tager et nyt. Beskatningen af de erhvervsdrivende fonde blev gennemført, men nu i modificeret form efter solidt lobbyarbejde. Den da nødlidende betalingsbalance blev reddet fra endnu mere nød. Efter modificeringen opgav Hr. Møller både flytningen, skatteflugten og appelsagen ved Højesteret.

Til de tvivlsomme metoder hører de diskrete udfoldelser i konkurrencebegrænsningens ædle kunst. De er så lukrative. I en række tilfælde har det godt nok givet A. P. Møller internationale millionbøder for karteldannelse og ulovlige, hemmelige prisaftaler (i luftfart med SAS-Mærsk Air og i skibsfart med rederierne) – men typisk nok ikke bøder fra danske myndigheder. Eller senest Mærsk Gruppens udnyttelse af krig og kaos i Irak med den juridisk tvivlsomme overtagelse af oliehavnen Khor az-Zubayr efter Saddam Husseins militære nederlag.

Fornyelse

Lukketheden støttes af en stærk korpsånd og en upside-down personlig ledelsesstil. Det blev diskuteret, om Mærsk Mc-Kinney Møller var personlig ansvarlig for gruppens forretningsmetoder og vidende om sådanne ’smuttere’. Med skibsrederens ’rettidige omhu’ er det sandsynligt, at han var vidende. Det er karakteristisk, at med fyringen af Jes Søderberg og andre i direktionen er der sket en reel, men diskret udrensning. Den er blevet fulgt op af udnævnelsen af en mand uden for koncernen Nils Smedegaard Andersen fra Carlsberg. For ham lykkedes det at overvinde skibsrederens modstand mod at lukke Lindø-værftet, og Smedegaard har også i de senere år taget hul på en fornyelse på flere områder, hvor koncernen med Hr. Møller var stivnet i en anden tid: den lukkede tilgang til presse og offentlighed og den defensive holdning til klima- og miljøtiltag som to af de tydeligste eksempler.

Hr. Møller kunne også gøre det helt uventede. Således da han gentagne gange gennem årene offentligt luftede sin nationalt betonede skepsis over for EF/EU og de europæiske integrationsplaner. Til irritation for skiftende regeringer. Eller i midten af 1990’erne da det J. Lauritzen-ejede Ålborg Værft leverede en ordre på rør til olie- og naturgas-aktiviteterne i Nordsøen. Rørene var behæftet med alvorlige fejl og kunne have kostet den i forvejen kriseramte Lauritzenkoncern dyrt. En telefonopringning fra Lauritzen-koncernens daværende formand, nu afdøde økonomi-professor og tidligere overvismand Karsten Laursen gik glat igennem. Hr. Møller droppede efter mødet generøst kravet mod sin gamle rival-koncern og modstander. Kravet kunne løbe op i et trecifret millionbeløb.

Hr. Møller var som virksomhedsleder en konservativ traditionalist, ubestrideligt dygtig, med udpræget politisk-taktisk sans, flittig, krævende og hård bag en venligt smilende og ordknap facade. Privat havde han ry for også at kunne være særdeles charmerende. Utvivlsomt var hans hustru Emma, barndoms- og skolekammeraten, som han giftede sig med efter hendes første mislykkede ægteskab i 1940 med en bifil advokat, en stærk støtte. Hendes død i december 2005 var et afgørende tab for den aldrende skibsreder.

Han holdt sig uden for alt organisationsarbejde, ubundet, undtagen en prestigegivende post i IBM’s internationale bestyrelse i en periode. Han koncentrerede sig om og prægede sin virksomhedsgruppe, var bevidst om betydningen af magt og skiltede ikke unødigt med den. Men han brugte den dygtigt og diskret. Med den nødvendige brutalitet og dobbeltmoral, også uden for sine virksomheder. Styret af viljen til at gavne først sig selv og sine, dernæst virksomhederne i sit forretningsimperium og endelig fædrelandet. Det sikrede ham dronningens bevågenhed. Også gennem Almenfondens store donationer til restaurering af nationale monumenter som Fregatten Jylland, Kastellet og Kastelsvolden samt til støtte for kulturelle og nationale aktiviteter.

Møller var ikke nogen stor demokrat, men han besad det talent og de egenskaber, der er nødvendige for at hævde sig i moderne big business hjemme og ude i verden. Han havde en vision og fortsatte med succes faderens arbejde. I rækken af succesrige danske erhvervsmænd med en varig indflydelse på samfundet og som et forbillede for mange yngre placerede Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller sig i rækken efter C.F. Tietgen, H.N. Andersen og sit eget forbillede – faderen. Han blev en ganske imponerende samfundsstøtte. I Henrik Ibsensk forstand på godt og ondt.

 

Ole Lange er historiker, journalist og forfatter. I 1970’erne dækkede han erhvervsstof for Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Simonsen

Ole Lange mangler lige og berette om den efterretningsrapport, som Mærsk fik produceret om Preben Wilhjelm, der var en af de mest skeptiske vedr. konsessionen på Nordsøolien.
Her arbejdede Mærsk sammen med lyssky kriminelle.

Ole Langes beskrivelse er fint nuanceret, og kommer godt rundt. Og husker også, at Maersk fortsat er en af verdens helt store våbentransportører. Det ville nok have udløst vrede hos skibsrederen.

Glemmes må heller ikke, at AP Møller med rettidig omhu hjalp diktatorer, fx både i Irak og i Libyen. Saddam Hussein fik sig en våbenfabrik med dansk udstyr, bygget midt under krigen med Iran. Og Gadaffi et tilsvarende stort kemisk anlæg ved Tripol, bygget af AP Møller med fastboende danske teknikere. AP Møllers DISA-fabrik leverede våben til alle, der ville betale. Ligesom under faderens ejerskab, hvor tyskerne var gode kunder under Besættelsen. Profitten var vigtigere end det nationale sindelag...

Husk, at Mærsk var ikke en ener, men blot en af mange kapitalister, der frækt overskrider alle moralske normer om anstændig menneskelig opførsel. Firmaets kapital hviler på lig og elendighed.

Jens Holger Laursen

Der var engang et lille kongerige, som havde fundet olie i havet. I sin uransaglige klogskab forærede Kongeriget retten til at udvinde olie i den danske undergrund til sin loyale tjener, hr. Møller, der både var skibsreder og havde god forstand på regning.
Det viste sig at være en gave, som hr. Møller forstod at forvalte vel.
Først hev han så meget olie ud af den danske undergrund, som han kunne, og som ved et trylleri steg oliepriserne på verdenmarkedet med 300 procent. Den forstandige Hr. Møller skyndte sig at sælge sin olie med så god profit, at han kunne hive endnu mere olie op af den danske undergrund - og tilmed også lidt i fjerne olierige lande. Olieprisen blev ved med at stige og stige, og hr. Møller tjente flere og flere penge.
I sin iver for at tjene sin Dronning og sit land købte han pengemaskinen Danske Bank og pengetræet Føtex. Trylleriet vil ingen ende tage. Pengene strømmede ind i en så lind strøm, at ingen pengetank i Kongeriget var stor nok til de mange penge.
Hr. Møller, vidste nu pludselig ikke hvad, han skulle bruge flere penge til, så udbyggede sin flåde, købte fabrikker og butikker. Han fik bygget nye hovedsæder til alle sine nye forretninger, så entreprenørerne i Kongeriget fik travlt, og en skønne dag var alle i Kongeriget - måske på nær Kongefamilien - på den ene eller anden måde afhængig af af hr Møllers foretninger - som forbruger, som lønarbejder, som kaptajn.
Sådan blev hr. Møller Kongerigets mægtigste mand, og da han døde som en gammel mand, var der ingen, der rigtigt vidste, hvad de skulle mene.
Det er ganske vist, vi blev alle svin for hr. Møller.

Heinrich R. Jørgensen

Ole Lange:
"En flot formel kulmination på Hr. Møllers karriere, når nu adelsvæsenet blev afskaffet i 1849."

Adelsvæsenet blev ikke afskaffet i 1849.

Emil Edelgart

Husk nu, han var Ridder af Elefantordnen og bør derfor omtales som "Hans Excellence". "Hr." er ikke tilstrækkeligt.

Jens Thorning

Besynderligt har formiddagsbladet B.T. igennem flere år kørt en hyldestkampagne for Hr. Møller (de valgte at præsentere ham som "Mærsk"), fordi han levede længe - og ikke bare fordi, Lars Løkke havde sagt, at det skulle danskerne, men fordi han levede sundt og enkelt og arbejdede flittigt! Nu straks efter hr. Møllers bortgang lancerer B.T. Asger Aamund som læserens nye forbillede - han er endnu en gang ved at løse kræftens gåde i USA. Rigdom er sundhed, og sundhed er rigdom.

Hanne Gregersen

Fint nok af Lange, hvis sympatier og det modsatte er velkendte.....

Uagtet, at folk i disse spalter med den forventelige smålige brødnid nedgør manden mest muligt, kan ingen vist benægte, at den koncern har bidraget til samfundskagen i bredeste forstand på et niveau ingen blot kommer i nærheden af, omend Frank Aaen med flere synes, at bidraget skulle have været endnu større :o)

@ Thomas Dalager

Det er aldrig sundt at være næsegrus forblændet af de såkaldte store mænd. Det gør en let at udnytte.

At mærsk er et forbillede for det (krypto)facistiske heppekor udgjort af blå stue, det er vist meget naturligt, men at vi andre skal til at trækkes med en mytisk figur, det gider jeg i hvert fald ikke finde mig i.

Jeg synes ikke forbrydelse skal betale sig, blot fordi det bliver gjort i stor nok skala og jeg synes ikke at nogen, der lever af at andre mennesker dræber hinanden og har usle forhold, fortjener hyldest i det omfang Mr. Burns får det.

Hanne Gregersen

@Janus
Jeg er ikke næsegrus beundrende overfor nogle andre end Leonel Messi, så jeg er helt enig, at det ikke er en farbar vej - helt redundant til blind ukritisk beundring af en vis partiformand fra Kolding ;o)

Det ændrer dog ikke en tøddel ved, at den koncern har skabt danske arbejdspladser i 100tusindvis igennem et helt århundrede, hvilket jo også plejer at betyde en del for dig ;o)..... der var vist noget med kickstart (blev det i øvrigt til noget andet en småprutten fra en forældet plæneklipper !?)

@Thomas - Hr. Møller har nedgjort sig selv ved som i mine eksempler på smålig vis at satse på våbensalg til diktatorer, oven i købet uden at der var megen profit at hente. Som nordmændene har vist, kan et statsligt selskab bidrage voldsomt mere til samfundskagen, end de smuler Møller gav fra sig, mens han snablede danskernes olie op af vor fælles undergrund.

Møllers flåder sviner en anelse mindre, end udvalgte andres. Men blev alligevel grundlaget for Danmarks største miljøløgn, hvor regeringen op til COP15 uafbrudt bralrede om, at Danmark kan skabe vækst uden at svine mere. Væksten var baseret på Møllers ubestridte dygtighed på verdenshavene, der tælles op i Danmark, men de mange flere skibes tunge dieselrøg regnes ikke med. Elegant fusk - men regeringen kunne ikke få lov til at regulere skibsrederens udslip.

Det siger meget om skibsrederens samfundsopfattelse, at han oven i alt det andet hævede folkepension. Den er ikke noget, man får automatisk - han har omhyggeligt søgt om at få den. Hans operahus med mere er rent lommeuld sammenlignet med de skattefradrag, han samtidig med rettidig omhu sørgede for. Da driften er ved at trække borgerkulturen i sænk, bør huset i stedet anvendes til aflåst mausoleum for Møller.

Mht. Moral og samfundsansvar kontra fortjeneste:

Krigens købmænd, Berlingske Tidende 2.12.2000. Artikel om bogen: Det ømme punkt, Information, 30.11. 2000.

Politiken, 17.4.2012: "Da Berlingske Tidende i 1999 bragte en række kritiske artikler om dansk erhvervsliv under besættelsen, herunder skibsredder A.P.Møllers økonomiske interesser i Riffelsyndikatet, som leverede våben til tyskerne, blev sønnen rasende.

Han vogtede livet igennem nidkært om faderens eftermæle, og han reagerede på artiklerne ved at sælge de aktier, som rederiet havde i Det Berlingske Officin. Alle aktionærer fulgte efter, og Det Berlingske Officin blev overtaget af norske Orkla. I den situation kunne al snak om ansvar over for fædrelandet være det samme".

27.4. 2005, Contract Quagmire in Iraq af David Phinney

31.1. 2006, Iraqi Port Weathers Danish Storm af Lotte Folke Kaarsholm mfl.

25.7.2007, Da Mærsk besluttede at smide fløjshandskerne, Information

15.6.2007, Mærsk tjener mia på USA's krige, Politiken

3.1. 2012, US Department of Justice:

“Our men and women in uniform overseas deserve the highest level of support provided by fair and honest contractors,” said Tony West, Assistant Attorney General for the Civil Division of the Department of Justice. “As the Justice Department’s continuing efforts to fight procurement fraud demonstrate, those who put profits over the welfare of members of our military will pay a hefty price.”

4.1.2012, Mærsk erkender fejl ikke svig, Børsen

jens peter hansen

Fanø-Svendborg? Kom bedstefar ikke fra Rømø ??
og forklarer dette ikke netop optagetheden af Sønderjylland og Sydslesvig ?.

Lars Jorgensen

Til Ole Lange: Fantastisk fin artikel.

Sober, informativ og fornuftigt vægtet i alle henseender.

Eksemplarisk ud fra de højeste standarder.

Tak for det.

Rasmus Kongshøj

Nationens store søn er død
Den mand, der våbenhviler brød.
Han stjal vor olie, snød i skat
For ham var lov og orden pjat.

Men hvordan kan det dog gå til
at han ku' få det som han vil?
Ja, det er enkelt, han var kæk
og gav til Venstre penge væk.

Tabet af den store mand
kan snildt udholdes af vort land.
Hans død forandrer intet for
hans kapital endnu består.

I kisten nu han smiler kækt
historiens største tyveknægt.
Forbrydelsen betalte sig;
en helgenkåring er på vej!

Brechts Drei groschen-oper genopført!

Hold nu kæft med al den benovelse over Mæsk. Han var en benhård kapitalist, der skrev sine egne love og regler, og som fik folk til at lægge sig fladt ned i almueagtig underdanighed. En feudalfyrste i det 20. århundrede, der sked på samfundets alm. spilleregler. Skal en sådan person virkelig hyldes for gang på gang at have fulgt sin egne interesser?

Lars Jorgensen

Ja, det er sådan set en sindssyg umoralsk verden, som vi lever i.

På tværs af godt og ondt.

I min optik burde et menneske som Preben Wilhjelm have elefantordenen - absolut ikke Mærsk.

Men sådan er verden ikke. Sokrates og Jesus var heller ikke ligefrem populære i deres samtid.

Sådan er den sociale verden så uretfærdig...

Søren Kristensen

Dejlig grundig og velskrevet artikel.

Selv med fem års intensive arkitekturstudier i bagagen og en ellers ret pålidelig dømmekraft, når det kommer til bygningers herlighedsværdi, kan jeg ikke blive enig med mig selv om hvorvidt det er Hr. Møller eller Hr. Larsen der havde/har fat i den lange ende, når det kommer til udformningen af Operaens facade og selv om jeg er helt på det rene med Larsens faglige kapacitet, som arkitekt og professor, siger et eller andet siger mig Hr. Møllers grill er mere tidsvarende end Henning Larsens transparente glasfacade, som den forelå på tegnebordet. At kæmpe den sag igennem er, alt andet lige, ret imponerende af en lægmand som Hr. Møller.

Som Operaens facade fremstår idag, er der noget på én gang futuristisk og vintage rock´n roll over den halvtredseragtige kølergrill - kvaliteter, der sammen med de tre Chriistianiakugler i foyeren (Eliasons lamper), peger på en meget bredere anvendelse af bygningen en hvad der har stået i oplægget. Det kan man jo som operaskeptiker og nyder af rytmisk musik kun kan bifalde. Måske er der ligefrem tale om endnu en omgang rettidigt omhu, omend den måske kun har været intuitiv? Resultatet er i hvert fald, lidt ligesom med Amaliehaven, der også delte vandene, ikke helt uden evner.

skal vi nu ikke lade mærsk ligge i sin grav og acceptere at som menneske var han måske ikke så meget mere enestwende end så mange andre bortset fra i kraft af sine penge.
Det er svært ikke at slå over i en hel masse økonomisk/politisk kritik af manden, som han uden tvivl fortjener, men jeg vil meget hellere lade ham ligge fredeligt i sin grav, eller komme godt i den hvis han ikke er der endnu, end at sidde og læse en hel masse nekrologer om en der uden tvivl mest har haft en negativ indflydelse på verdens gang, i hvert fald set med ikke-konservastive øjne

Mærsk til barnebarn sidste år på Farimagsgade:
Det var vel nok flot unge mand – du venter pænt på din far som du skal.
Søn:
Tak hr. Møller.
Mærsk:
Selv tak, kan De have en god dag. Sikke en sød dreng De har der.
Barnebarn:
Hvem var den gamle mand, far?
Søn:
Det var Danmarks rigeste mand.
Barnebarn:
Orv, kunne han så købe hele vores gade?
Søn:
Han kunne købe alle huse i Kartoffelrækkerne, skat.
Barnebarn, hører om dødsfaldet:
Far, en dag vil jeg også være så rig, at jeg kan give alle børnene en flot skateboardbane

Åbenbart har Mærsk-fonden også givet penge til en skateboard--bane? Hvorfor mon det?

Og jeg er såmænd ganske sikker på, at netop denne skateboard-bane er udført i bedste kvalitet - ligesom den chokolade Hr. Møller efter sigende holdt så meget af. Om det siger noget om personligheden, at den var letbitter er ikke sådan at sige - men måske...

Ang. Operaen er der to ting at sige her; Henning Larsen blev udpeget som arkitekt; han vandt ikke en arkitekt-konkurrence. Bygherren har i dette tifælde altid det sidste ord. Og ja, tænk, jeg mener bestemt hr. Møller havde påtænkt at bygningen også skulle bruges til andet end Opera. Men så vidt vides er det ikke muligt at komme ind og se den, medmindre man har købt billet til en -ehm- opera?

Og i hvilken forbindelse har Ivan Gullev mon mødt hr. Møller?

Ang. Operaens udseende - synes jeg den ligner et skib, et futuristisk skib, ganske vist, men dog et skib, det var den anden at sige om Operaen.

Mærsk betyder vist Marsk som i Marsk Stig (Finderup Lade og alt det der); hvor har Mærsk-slægten retten til at bære navnet fra, er der en forbindelse til Marsk Stig her eller hyr? Bare en tanke - en uhyre interessant tanke....

En tredje ting om Operaens glasfacade er vel den, at Hr. Møller (ligesom jeg forøvrigt) er godt og grundigt træt, af alle post-moderne arkitekter bygger det samme, mægtige bygninger i stål og glas. Nå ja, undtaget taget åbenbart. i DR-udsendelsen om hr. Møller kom det jo frem, at han, da han hørte, at de havde tænkt sig at anvende tagpap, spurgte: "Nå, er De nu sikker på, at det er en god idé? Skulle vi ikke hellere finde noget som holder længere?" Se, i modsætning til andre bygherrer gik hr. Møller nemlig aldrig på kompromis med kvaliteten.

Og hvad angår det de sejler, så er det jo kundens private ejendom/hvad der er indeni/ det spørger vi aldrig om/. Taget fra Ulf Pilgaards morsomme satiriske, glim i øjet sang om A. P. Møllers Opera i Cirkusrevyen 2005. Og selvfølgelig på melodien til:When I was a Lad eller Ruler of the Queen's Navy.
(hint: sangen optræder i Pinafore og hedder noget med kors og bånd og stjerner på).

Men Ruler of the Queen's Navy.....er nu meget passende...

David Karlsen

Så igår et program om redningseskadrille 722. De landede på den af Mærsk sponsorerede landingsplatform på toppen af Rigshospitalet. Jeg kan huske i "gamle dage" da helikopterne med store gener til følge måtte lande i Fælledparken. Så tak til Hr. Møller for dette.

David - jeg bliver da også altid glad, når der drysser smuler ned fra de riges bord. Ikke mindst som i USA, hvor de abnormt rige driver deres helt egen ulandspolitik, ofte på et overmåde uigennemtænkt grundlag. Også Møller bestemme selv over de mange penge, han har fået for at sælge vores allesammens olie - på så lukrative kontrakter, at alle konkurrenterne er dybt misundelige.

Men Møller er faktisk tvunget til at dele en smule ud af den del af formuen, som han lusker ned i danske fonde af skattehensyn. Med skibsrederens voldsomme formue er det hårdt arbejde at få spredt det absolut nødvendige på den pressemæssigt mest synlige måde. For øvrigt er det småtræls at bo tæt på helikopterens landinger på hospitalet, som i øvrigt overraskende nok ofte ser ud til at være militærets.

Alan Jørgensen

Jeg forstår, der kan være operationelle, strategiske eller politisk tiltag fra Hr. Møllers side, man kan være uenig i, men at klandre manden for at tænke på sig selv og sin familie først, det har jeg svært ved at forstå kan være et kæmpemæssigt problem.

Derudover har jeg svært ved at forstå, at manden ikke måtte bruge sine penge som han lystede, og hvorfor de mange "bitre" medskribenter føler et behov for at disponere over andre folks penge.

Omkring Nordsøolien, er det jo uomtvisteligt, at staten indgik et "ægteskab" med A.P. Møller-Mærsk, der investerede et ikke ubetydeligt beløb i at udvinde olie fra en undergrund, der er yderst svært fremkommelig, og som krævede udvikling af nye boremetoder, som nærmest var hidtil ukendte! Og lad mig lige skære det ud i pap, hvad enten, man kan lide det eller ej, så har man en forventning om at tjene penge på sine investeringer, når man har en privat virksomhed - hvadenten man hedder Hr. Møller eller noget andet ...

Det er nu engang en skandale, at det offentlige brød alle regler om udbud ved hyringen af Henning Larsen. At man lod Mærsk være bygherre på et projekt, der i det lange løb skulle falde tilbage til det offentlige midler. Det er ikke et godt eksempel i ulande, hvor mineindustrier netop selv vil bestemme hvor jernbaner og havne skal ligge og stå for udførslen. For, som de siger, de kommer med pengene. Og det er forargeligt, selvom de kun selv er brugere, her er så mange andre brugere, os operagæster. Nej, tag til Malmö min ven, der er Storan anderledes demokratisk.

Uden tvivl. Jeg er bare ikke helt klar over, hvad hr. Schur er ved at bygge på i et postuleret almenvels interesse.

Det er også ret så irriterende, at man må leve med resultatet, og at hr. Møller havde så stor magt, at man ikke snakkede om de omkostninger, der fulgte, og som vi stadig døjer med. Der var faktisk folk, der var klar over faren, dengang Operahuset blev bygget. Men de blev fejet bort. I overiver byggede man så bagefter Skuespilhuset. Men det var selvfølgelig dengang Danmark kunne købe den halve verden.

Jack Jönsson

Samfundsstøtte???? Manden har jo ikke ydet mere end han blev tvunget til. Samfundsstøtte indebærer i min verden at man yder mere end det. At man yder noget frivilligt. Et operahus som har kostet skatteyderne mange penge, er ikke et sådant. Eller de andre af hans såkaldte gaver. Manden lavede jo bare et monument over sig selv. Præcis som dem der byggede pyramiderne.

Niels Engelsted

En glo-begravelse i timevis på landets to konkurrerende tv-stationer--husk den begynder kl. 12--er vel også en måde at støtte samfundet på.

Herlige mindeord, fuld af Jantelovs finter. Noget man rigtigt kan lune sig ved.
Nej, Hr. Møller skulle ikke tro, at han var noget særligt!

Poul Simonsen

En "imponerende samfundsstøtte", der har udmærket sig ved, at modtage en stor arv og have kvalifikationer til at tilegne sig merværdi og naturressourcer, har i dag taget afsked med hans tjenere, der har bukket, skrabbet og leveret slesk tale.

Man bemærker jfr. tekst TV, at statsministre indenfor de sidste 30 år, var tilstede for at bukke og skrabe.

Hvorfor havde man ikke inviteret Anker Jørgensen -
kan han ikke bukke så dybt for pengemagten?

Poul Simonsen

Krause Kjær beretter i Berlingske:

“Han ( Mc-Kinney Møller) fik ifølge lektor i virksomhedshistorie på CBS Steen Andersen sin koncernchef Jess Søderberg til flere gange at henvende sig til daværende rektor på Handelshøjskolen i København for at spørge, hvordan historikeren Ole Lange kunne være ansat, når han var så kritisk overfor A.P. Møller”.