Læsetid: 3 min.

Kan du forklare tre års forskning på tre minutter?

Information arrangerer sammen med Danske Universiteter en konkurrence for landets ph.d.er. Ideen er at udbrede den bedste forskning til flere mennesker. 24 ph.d.er er stillet op til start
11. april 2012

Hvert år afleverer 2.000 ph.d.-studerende deres afhandling som punktum for tre års forskning. Det fortjener større omtale og udbredelse. Derfor lancerer Information i samarbejde med Danske Universiteter en årligt tilbagevendende ph.d.-cup, hvor udvalgte ph.d.er konkurrerer om at formidle deres forskning bedst muligt.

»Vi vil meget gerne være med til at formidle den enestående viden, der er blandt ph.d.-studerende. Det er jo afgørende for samfundet, at de formår at lave ekstraordinær forskning, men det er også afgørende, at de formår at fortælle omverdenen, hvorfor den er ekstraordinær,« siger chefredaktør Christian Jensen.

Til start i år stiller 24 ph.d.er, som universiteterne har udvalgt. De er delt op på fire hovedområder, sundhed, natur og teknik, humaniora og samfund, og for hvert hovedområde skal der findes to vindere. På den måde kommer der til at stå ikke bare én, men otte ph.d.er på sejrsskamlen, og formålet er da heller ikke at hylde den rene konkurrence, men den gode formidling, siger Christian Jensen.

»Ja, det er en konkurrence, men ambitionen er mest at stille noget frem, som andre kan lære af og blive klogere af,« siger han.

Gemmer ny viden

De seneste år har de danske universiteter fordoblet antallet af ph.d.-studerende, og derfor er der i dag en stor del af den nye forskning, der bliver gennemført i form af ph.d.-afhandlinger. Men meget af den nye viden kommer måske ikke videre ud end i den videnskabelige litteratur, og derfor gemmer der sig rigtig mange spændende historier i ph.d.-afhandlingerne, siger formand for rektorkollegiet Jens Oddershede som begrundelse for, at Danske Universiteter er gået med i cuppen.

»Vi håber, at den her cup kan være med til at sætte lys på de mange spændende opdagelser og erkendelser, der kommer i form af ph.d.er ved universiteterne,« siger Jens Oddershede.

Derfor skal ph.d.-cuppen også sætte fokus på, hvordan man får ny viden ud til samfundet.

»Noget forskning skal måske forklares og fortolkes lidt før den kan får gennemslagskraft i offentligheden. Så vi opfatter det også som et element i den forpligtelse, vi har på universiteterne, til at formidle viden,« siger Jens Oddershede.

De udvalgte deltagere i ph.d.-cuppen har formidlet de vigtigste resultater i deres forskningsafhandling på fem sider.

Og i samarbejde med DR har de hver især præsenteret resultatet af de tre års forskning i et tre minutter langt videoklip, som bliver vist på DR2 i løbet af efteråret.

Til at bedømme forskernes formidlingsevner har Information sammensat en dommerkomité af fem fremtrædende forskere inden for de forskellige fagområder. Fælles for de fem er, at de alle har vundet Forskningsformidlingsprisen.

Dommerkomiteen bedømmer ikke det faglige indhold i forskningen, men den relevans forskningen har for samfundet, og den måde ph.d.erne formidler den på.

Det er en af årsagerne til, at professor Ove Kaj Pedersen, CBS, har takket ja til at sidde i dommerpanelet.

»Det her er en måde at understrege på, at den viden, der skabes inden for samfundsvidenskab bør have en samfundsmæssig relevans. Den bør forholde sig til problemstillinger og spørgsmål, som de fleste vil synes er vigtige for dansk økonomi og samfundsudvikling,« siger Ove Kaj Pedersen.

Dermed viser man også for de ph.d.-studerende, at det ikke i sig selv er et mål at gøre forskningen uforståelig, men derimod at gøre den tilgængelig for så stor en del af den danske befolkning som muligt, som i øvrigt er med til at finansiere uddannelsen, siger Ove Kaj Pedersen.

»Den viden, man skaber, behøver ikke være så esoterisk, så ingen kan forstå det. Det bør kunne formidles på en sådan måde, at en stor del af den danske befolkning kan få glæde af at læse det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor denne barnagtige konkurrence. Lav dog en overskuelig hjemmeside med overskrift, ekstrakt, og download - og et kommentarforum, så kan alle deltage, læsere og forfattere... og dommere.

Så fik man lavet ph.d'erne om til sportsklovne. En "cup" for bedste formidling. Reduktion, reduktion, reduktion. Flot!

Og videre - dette er helt parallelt med de situationer, hvor journalister vil have en politikere til at redegøre for en given kompleksitet på 30 sek. Hurra.

Var der ikke tilstrækkelig intelligens vest for Valby bakke til at bare et enkelt medlem af dommerpanelet kunne komme fra andre steder ind København? Og mon der er nogle ph.d. studerende fra provinsen, der har en chance?

Annika Kristensen

Synes det er en vældig god ide at få formidlet forskningen ud til den brede befolkning- og det klovneagtige har jeg svært ved at få øje på. Derimod godt at få fokus på formidlingsdelen og få knyttet bånd mellem folk og forskning.

Steffen Gliese

Denne formidlingsmani må stoppe! Hvis folk har brug for resultaterne som skridt på vejen i egen forskning - det duer det bedst til - kan de finde dem i de danske forksningsbiblioteker som hidtil. Forskning forsøges med denne tankegang gjort til den samme overfladiske mentale slik som nyhedstelegrammer; men den er radikalt mere værd for dem, der kan bruge den, mens andre kan være ligeglade.