Læsetid: 8 min.

Kan ministerens kamp for rettigheder udrydde fattigdom?

Ifølge udviklingsminister Christian Friis Bach (R) skal menneskerettigheder fremover være rettesnoren i dansk politik. En linje, der splitter eksperter og folk i miljøet
’Bolivia illustrerer bedre end noget andet land, hvordan den rettighedsbaserede udvikling fungerer,’ siger udviklingsminister Christian Friis, som her ses under et nyligt besøg i landsbyen Macheratí i Bolivia.

’Bolivia illustrerer bedre end noget andet land, hvordan den rettighedsbaserede udvikling fungerer,’ siger udviklingsminister Christian Friis, som her ses under et nyligt besøg i landsbyen Macheratí i Bolivia.

Joachim Adrian

10. april 2012

»Vi er her for at sikre, at hver eneste person i landet har mulighed for at kæmpe for sine rettigheder.«

Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) ser ud over de fremmødte i landsbyen Macheratí i Bolivia. Et land, hvor de indfødte indianeres rettigheder gennem et halvt årtusinde er blevet trådt under fode på det groveste. Ministeren har både holdt møde med de indfødtes paraplyorganisationer, været på besøg i et fængsel i den fattige mineby Potosí, hvor størstedelen af fangerne har siddet fængslet i flere år uden at komme for en dommer, hos flere små landbrugsprojekter drevet af fattige indfødte, blandt andet en kvægfarm i Macheratí og mange andre steder. Igen og igen har han gentaget sit mantra: Dansk udviklingsbistand skal gå til at sikre, at alle har mulighed for at kæmpe for deres rettigheder.

Den nye minister med det selvvalgte navn ’Rettighedsministeren’ har startet et opgør med hidtidig dansk udviklingstænkning, som formaliseres, når hans forslag til en ny bistandslov – den såkaldte lov om samarbejde med udviklingslande – skal til 1. behandling i Folketinget lige efter påske. Her bliver det i formålsparagraffen gjort klart, at fokus i udviklingssamarbejdet skal ligge på at fremme menneskerettigheder i udviklingslande.

Efter årtier, hvor dansk udviklingspolitik har haft økonomisk vækst og fattigdomsbekæmpelse som sit bærende og centrale fokus, skal udviklingspolitikken fremover fokuseres på at sikre befolkningen i verdens fattige lande kendskab til og mulighed for at kæmpe for deres menneskerettigheder.

Men den såkaldte rettighedstilgang, som er ministerens banner, kritiseres for at være for langt fra virkeligheden. For at skyde med spredehagl og for at pålægge udviklingslande med små budgetter for mange idealistiske krav. Menneskerettighedskonceptet repræsenterer nemlig en helt særlig tænkning, hvor det, der normalt betragtes som sympatiske mål, i stedet gøres til lovfæstede og absolutte rettigheder – som alle skal etableres på én gang.

»Menneskerettighederne er udelelige, indbyrdes forbundne og indbyrdes uafhængige,« som der står i Wiendeklarationen fra Verdenskonferencen i 1993, som er den faste henvisning for tilhængerne af rettighedstilgangen. Og det uddybes: »Rettighederne er alle ligeværdige, og staterne kan ikke vælge nogen rettigheder ud som mere beskyttelsesværdige eller respektable end andre.«

En smuk vision, men hvordan kan det omsættes til en praktisk udførlig udviklingspolitik, gennemført med begrænsede budgetter? Det spørgsmål ser kritikere som et afgørende svagt punkt.

»Man kan ikke på samme tid sige, at alle har ret til sundhed, skolegang, tag over hovedet, rindende vand og så videre. For i lande med knappe ressourcer, må man prioritere, så man ikke bruger det hele på en gang. Derfor giver det ikke mening at sige, at alle har en individuel ret til alle de goder, uanset hvor vigtige de er,« siger Jacob Mchangama, chefjurist i den borgerlige tænketank CEPOS.

Ikke et eneste godt eksempel

Christian Friis Bach ser anderledes på det.

»Man kan arbejde rettighedsbaseret i enhver sammenhæng. Selv i de fattigste områder kan man hjælpe folk med at få indflydelse på, hvordan den hjælp, de får, skal udfærdiges,« siger han og understreger, at rettighedstilgangen handler om at gøre op med almisser og i stedet give fattige befolkninger viden om og redskaber til at kæmpe for deres menneskerettigheder – både borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle menneskerettigheder.

Det kan være en stor mundfuld for lande, hvor pengene er små, men i ministerens øjne er det indsatsen værd.

»Bolivia illustrerer bedre end noget andet land, hvordan den rettighedsbaserede udvikling fungerer. Der har arbejdet med oprindelige folk været med til at sikre dem helt basale rettigheder som retten til jord, retten til undervisning, også på deres modersmål, og retten til demokratisk indflydelse,« siger han.

Andre påpeger, at arbejdet med at sikre indfødte bolivianeres rettigheder først blev bærende boliviansk politik, da Evo Morales kom til magten i 2006, og der havde landet allerede opnået en vis økonomisk vækst.

Netop den økonomiske vækst mener Ole Therkildsen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er det helt centrale for, at man kan løse et lands fattigdomsproblemer. Derefter kan man så rette fokus mod menneskerettigheder. Men ifølge Ole Therkildsen er der ikke noget belæg for at sige, at man kan løse problemerne gennem menneskerettigheder.

»Vi har i de seneste 50 år ikke et eneste eksempel på et fattigt land, hvor rettighedstilgangen har løftet en stor del af befolkningen ud af fattigdom. Det, mener jeg, er fuldstændigt indiskutabelt,« siger han og bakkes op af Jacob Mchangama.

»Der er ikke umiddelbart noget belæg for at sige, at en rettighedstilgang virker. I bedste fald mener jeg, at den er virkningsløs. I værste fald mener jeg, at man er med til at støtte nogle regimer, som er alt andet end støtteværdige,« siger CEPOS-juristen med speciale i menneskerettigheder.

Jacob Mchangama peger på, at diktaturstater kan gemme sig bag menneskerettighederne og fjerne fokus fra tortur og manglende ytringsfrihed ved i stedet at sige, at nu har de fuld fokus på, at alle kan får ret til en bolig.

Ifølge udviklingsministeren er det imidlertid en misforståelse, at der ikke er nogen eksempler på, at en rettighedsbaseret tilgang til udviklingsbistand har båret frugt.

»Ole Therkildsen befinder sig i et akademisk elfenbenstårn og burde kigge ud af vinduet af og til. Der er tusinde eksempler over hele verden, hvor folk har skabt fundamentale ændringer i deres levevilkår ved at kæmpe for deres rettigheder,« siger han og henviser blandt andet til, at man flere steder i Afrika har sikret fattige menneskers adgang til hiv/aids-medicin, og at alle ghane-sere har fået ret til gratis sundhedshjælp.

I Bolivia er især kvinders rettigheder et stort fokuspunkt i dansk udviklingspolitik. En stærkt chauvinistisk tilgang til kønsroller er dybt indgroet i den bolivianske kultur, men det forsøger flere danske støtteprojekter at gøre op med.

På en øde Quinoamark (quinoa er en latinamerikansk kornsort, der især dyrkes i Bolivia og eksporteres til Europa, red.) i det bolivianske højland møder ministeren de indianske farmere, der dyrker afgrøderne. Da han spørger til arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder, skal landmanden lige til at sige noget, da han bliver afbrudt af sin kone. En tæt, lille dame med traditionelle klæder og bowlerhatten, som næsten alle bolivianske damer bærer.

»Det er kvinderne, der laver alt arbejdet, mens mændene sover længe. Vi står tidligere op og laver mad, inden vi går i marken og arbejder dagen igennem,« siger hun. Bag hende står hendes mand og smiler anstrengt, mens hun fortæller, at hendes største ønske er en opvaskemaskine.

Tilbage i landsbyen Macheratí er hele byen stimlet sammen omkring ministeren, som i en kvægfold får overrakt en lasso i gave af byens borgmester, da en ældre indiansk kvinde træder frem fra gruppen og fortæller, hvordan hendes forældre hverken havde ret til jord eller uddannelse. I dag har hun fået retten til sin jord og mulighed for at sende sine børn i skole.

»Det er hele indbegrebet af at arbejde med rettighedsbaseret udviklings,« sagde ministeren efterfølgende.

Modvilje hos modtageren

Bolivia har været dansk samarbejdsland siden 1994 og er i dag et land, hvor der i høj grad er fokus på menneskerettigheder. Over 60 procent af befolkningen har rødder i de oprindelige folk, og det er især dem, der er hårdt ramt af fattigdom. Men ligestillingskampen i Bolivia kom først med Evo Morales, som kom til magten i 2006. Selv om de indfødtes rettigheder er blevet klart forbedret, siden Morales kom til, har der det sidste års tid været stigende utilfredshed med præsidenten. Blandt andet har han påbegyndt arbejdet med en motorvej, som skal gå tværs igennem indiansk territorium uden først at konsultere de indfødte i området. Det og flere andre politiske fejltrin har betydet, at især den indianske del af befolkningen har været stærkt utilfredse med præsidenten.

»Evo Morales har gjort et stort arbejde, det kan ikke benægtes. Men han kom til magten på grund os, på grund af vores støtte, og nu er der mange i området, der føler, at han har svigtet os. Folk er især utilfredse med den måde, han håndterede TIPNIS-sagen på,« fortæller den 23-årige sociologistuderende José Mattos. Han kommer fra den fattige millionby El Alto – indbyggerne her er primært unge indfødte, som er meget politisk engagerede.

De oprindelige bolivianske folkeslag har været undertrykt i et halvt årtusinde, og først i 2009 fik landet en ny grundlov, som sidestillede deres rettigheder med resten af befolkningens. Men hvem skal håndhæve, at befolkningen i modtagerlandet har adgang til både borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder i situationer, hvor det måske kan være svært bare at få mad på bordet, eller hvor statsledere måske ikke har den helt store interesse i at udvide sit folks rettigheder?

Det er, ifølge kritikere af den rettighedsbaserede tilgang, et af de største problemer ved den måde at bedrive udviklingspolitik på.

»Vi ved, at både demokrater og diktatorer skriver under på menneskerettighedskonventioner med lige stor hyppighed. Men der er forskel på, hvor stor muligheden og interessen er for at implementere dem,« siger Ole Therkildsen.

Det, mener Knud Vilby, journalist og kender af dansk udviklingspolitik, også, er den største udfordring. Spørger man ham, handler dilemmaet snarere om, hvilken type indsats, man har mulighed for at levere:

»Jeg synes ikke, der er nogen argumenter mod den rettighedsbaserede tilgang, men nogle modtagerlande vil være imod indførelse af rettigheder, så man skal være klar på at stå stærkt på sine holdninger og bakke det op med et diplomatisk pres,« siger han. Det er en indstilling, der imødekommes af udviklingsminister Christian Friis Bach.

»Selvfølgelig er det en ekstra indsats, men resultaterne bliver betydeligt bedre,« siger han.

Ministeren understreger ofte læresætningen om, at menneskerettighederne er individuelle, sammen-hængende og udelelige, og at man derfor ikke kan prioritere dem. Alligevel går han heller ikke ind for at afskære bistanden til et stort modtagerland som Uganda, hvor parlamentet i øjeblikket forhandler et lovforslag om dødsstraf til homoseksuelle:

»Det er klart, at hvis den lov bliver vedtaget, så vil det få konsekvenser, og vi vil i højere grad kanalisere vores støtte gennem organisationer, som arbejder for seksuelle minoriteters rettigheder og ikke gennem staten. Vi må tilrettelægge indsatsen efter det land, vi er i. Der er jo ingen, der forestiller sig, at man kan sikre indfrielsen af samtlige menneskerettigheder på en gang, men vi forventer en fremadskridende indsats,« siger Christian Friis Bach.

 

Informations tur til Bolivia blev gennemført med finansiel støtte fra Udenrigsministeriet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det lyder da ret meget som samme spor pind kørte i. At danske ministre/embedsmænd skal være smagsdommere, finder jeg yderst kontroversielt.

At man først er begyndt at tænke på 'deres' rettigheder nu, fortæller jo mest om os.

Det lugter af reformer.

Ministerens tilkendegivelser virker ret verdensfjerne - jeg vil hellere hjælpe mennesker - så kommer resten af sig selv .

Menneskerettigherderne med religionerne undtaget, er det allerbedste grundlag for verdens fredelige sameksistens og for en basis hvorpå vi kan få opbygget et verdens-parlament med deltagelse af alle demokratiske staters deltagelse.

men det bliver først nødvendigt at få skabt en seriøs analyse af på hvilke måder religioner overalt på planeten faktiske er ødelæggende for menneskeretighederne....meget ofte er det netop religionerne der er snubletråden og spærreballonen der forhindrer at menneskerettighederne bliver respekterede...! en sandhed som kun få vil indse...

Rasmus Larsen

Som jeg opfatter det, så handler den rettighedsbaserede tilgang om at implementere nogle institutioner (i en lidt bred samfundsvidenskabelige betydning), som over lang tid hjælper med at hive uland ud af fattigdom: uddannelse, privat ejendomsret, sygdomsbekæmpelse, demokrati osv.

Jeg kan virkelig ikke se, hvordan man kan være imod det frem for den metode, man indtil videre har brugt forgæves (penge fra rige lande overføres til rige mennesker i fattige lande).

Jette Abildgaard

Maya,

Laes venligst artikel 9 i Menneskerettighedskonvntionen - som siger:

Ret til at tænke frit og til samvittigheds_ og religionsfrihed

Artikel 9

Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds_ og religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige tryghed, for at beskytte den offentlige orden, sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Resten af den Europaeiske Mennekerettighedskonvention kan du finde her:

http://www.menneskeret.dk/menneskerettigheder/historie/kilder+til+histor...

tjae men ofte er det nu religionerne der undertrykker befolkningen og andre end de der frivilligt dyrker religionen, så jeg vil godt hamre en pæl igennem religionsfriheden reelt set langt de fleste steder på planeten jorden, meget oftere drejer det sig om pligt til at underkaste sig religionen.

det der med frihed er oftest ren religions-romantik... ;-)

og hvad betyder det reelt, kan man føre retsag mod sit lands regering og modtage erstatning, om man er blevet tvunget ind i en religiøs tilværelse af sine forældre og lokalmiljøet , eller hvordan garanterer staten relgions-FRIHEDEN ?

Jette Abildgaard

Maya,

Er det ikke netop en af de ting vi skal/kan laere af konventionen?

Jeg synes Christian Friis Bach's inititiv er rigtigt godt..men igen - igen vil jeg opfordre ministeren til at soerge for at feje for egen doer, foer han fejer for andres, for hvordan kan vort land tillade sig at gaa ud i verden og mene, andre skal foelge denne konvention, naar borgere i vort eget land, netop IKKE bliver behandlet indenfor konventionen af landets myndigheder??

Er du f.eks blevet undervist i dine menneskerettigheder i vort land? Kender du dem?

Og, hvis ikke du kender dem og/eller er blevet undervist i dem, hvorfor da ikke? Er det fordi myndighederne i vort land, ikke mener du behoever kende dine rettigheder, eller....?

jojo jeg kender menneskerettighederne, men jeg mener det er en stor fejl at de ikke er sat i prioriteret rækkefølge, ....
så man har vel også ret til at mene at de ikke har nået deres endelige form endnu....

jeg mener ikke reglen om religionsfrihed er noget værd om det ikke er muligt at sanktionere den fra statens side og garantere ethvert myndigt menneske denne frihed reelt.
Og det indebærer jo at staten skal være villig til at gå ind imod kollektivt pres i de religiøse miljøer, og det tvivler jeg stærkt på vil ske i Danmark og da slet ikke i noget andet land heller.
Derfor mener jeg faktiks at det er nødvendigt at prioritere menneskerettighederne indbyrdes og at sætte den individuelle frihed over religionsfriheden til enhver tid.Således at religionsfriheden alen kan være individuel og ikke kollektiv for myndige borgere i ethvert land.

Jette Abildgaard

Maya,

Hvis andre end staten tvinger dig til noget, er det dem du skal laegge sag an mod, men hvis staten tvinger dig, eller paa anden maade forbryder sig mod dig.f.eks. fratager dig dine menneskerettigheder, saa ja..saa kan/boer du laegge sag an mod dem.

Spoerg ogsaa her: http://ec.europa.eu/index_da.htm

nej Jette kære ven det er staten der er ansvarlig for menneskerettighederne, der er noget elementært , du har misforstået her...!

Jette Abildgaard

Tror du ikke at hvis alle netop blev undervist i menneskerettighederne (hvilket ikke sker i vort land) samt blev bekendtgjort med konsekvenserne ved ikke at foelge dem, da ville denne tvang ikke forekomme saa ofte?

Heller ej ville forbrydelserne mod konventionen forekomme saa ofte, hvis vort lands myndigheder begyndte at overholde denne konvention, som de har lovet samt underskrevet at ville overholde, men ikke goer..,.det er nemlig ALT andet end at vaere et godt eksempel, ikke?

Jette Abildgaard

Jeg har 'misforstaaet' menneskerettighedskonventionen saa meget Maya, at jeg er midt i en sag mod netop vores lille stat, som indeholder brud paa stort set alle mine menneskerettigheder...

nej det tror jeg ikke, fordi religionerne ikke i sig selv er i overensstemmelse med menneskerettighederne, som jo er udsprunget af "kristne" eksperter og humanistiske ideer og netop ikke af religiøse retningslinier, der ofte er i diamentral modsætning til menneskerettighedernes indhold.

Menneskerettighederne er skabt i en historisk sammenhæng, som en løsning mellem Europa og Tyrkiet og oprindeligt kun gældende specifikke religøse minoriteter og der blev faktisk glemt nogle religiøse minoriteter i den sammenhæng, hvorfor de ikke har haft rettigheder i Tyrkiet og måske endnu ikke har det, så som retten til at bygge kirker frit osv....

rettigheden til religionsfrihed var nok især tiltænkt minoriteter som grupper, men det vil i praksis sige at individdets frihed ikke er sikret , da en religiøs minoritet ikke kontrolleres om den udøver tvang over for sine familie-medlemmer og de der ønsker at bryde med religionen, som ofte er en integreret del af minoritetens kultur....derfor mener jeg at individdets frihedsrettigheder skal stå over religionsfriheden i menneskerettighederne i denne specifikke rækkefølge, da religion meget ofte er en kollektiv foreteelse til trods for hvad mange mener i denne individuelle del af verden som vi lever i stort set befriet fra religiøst pres af envher art i vores hovedkultur.

Thorsten Lind

Christian Friis Bach (R)
slutter sig til rækken af danske ministre,
der foregiver at kæmpe for menneskerettigheder.
Bare det foregår langt væk fra Danmark.
Han er ikke et hak bedre end Pind (V)!

De såkaldte danske værdier,
skal med djævlens vold og magt,
påduttes uskyldige indianere;
her ved hjælp af bestikkelse.

I andre egne af verden,
bruges militær magt for at afsætte ´værdierne´...
I sandhed tåkrummende!!
Mvh Th

Udviklingsbistanden skal naturligvis anvendes til at bekæmpe fattigdom, og ikke misbruges til at financiere tilfældige udviklingsministres ideologiske korstog.

Den nuværende udviklingsminister er ikke en Pind bedre end den foregående.

Kristian Rikard

Jeg har meget stor respekt for CFB og hans enorme faglige viden. Søren Pind har jeg ikke lyst til at kommentere.
Men det forekommer også mig, at CFB er ude i et noget besynderligt ærinde i denne sammenhæng.
I forvejen har pengene svært nok ved at nå de rette, så menneskerettigheder - hvor rigtige de end måtte være - forekommer mig i praksis bare at være endnu en "forhindring".
Jeg ligger til gengæld helt på linie med UNDPs, UNFPAs osv officielle holdning gennem efterhånden mange år, nemlig at nytteværdien er størst
når pengene bliver kanaliseret gennem og til kvinderne. Vi mænd må nok erkende, at pengene i de meget fattige u-lande ligger bedst i mors lommer.

Brian Pietersen

Jannik

ja, det er logik for burhøns.

hvem fanden (undskyld mig) kan tage noget seriøst når vi ikke engang har ordentlige forhold inde i vores egen lille hønsegård.

den skal muges kraftigt ud.

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis du som borger i de såkaldte udviklingslande ikke kan brødføde dig selv og din familie, så er menneskerettigheder nok ikke højest på den daglige kamp for overlevelse. Dette lugter langt væk af den sædvanlige radikale selvgodhed. Hvad med en gedigen kamp mod korruption mm i disse lande hr. udviklingsminister?

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis du som borger i de såkaldte udviklingslande ikke kan brødføde dig selv og din familie, så er menneskerettigheder nok ikke højest på den daglige kamp for overlevelse. Dette lugter langt væk af den sædvanlige radikale selvgodhed. Hvad med en gedigen kamp mod korruption mm i disse lande hr. udviklingsminister?

Bjarne Bisgaard Jensen

Hvis du som borger i de såkaldte udviklingslande ikke kan brødføde dig selv og din familie, så er menneskerettigheder nok ikke højest på den daglige kamp for overlevelse. Dette lugter langt væk af den sædvanlige radikale selvgodhed. Hvad med en gedigen kamp mod korruption mm i disse lande hr. udviklingsminister?

»Vi er her for at sikre, at hver eneste person i landet har mulighed for at kæmpe for sine rettigheder.«

Døhh som om man ikke er nødt til det allerede, for at få hjælp med alting lige fra fysiske til psykiske problemer?

judith pandrup

Vi har i dette land virksomheder, der udnytter arbejdskraften i de fattige lande på den kummerligste måde. Hvad med rettighed til ordentlige løn og arbejdsforhold, rettighed til egen jord. Nu er de rige lande i gang med at opkøbe jord i Afrika, som de så skal til at dyrke intensivt til egen profit og under dække af udvikling af bedre dyrkningsmetoder. Jorden bruges også ofte til at dyrke produkter, som afsættes tilde rige lande. Udviklingsbistand bør vel først og fremmest handle om, at gøre dem i stand til at brødføde
sig selv.

Kristian Rikard

Gad vide, hvem der i det daglige tager sig af den genstridige ko (billedet), som CFB ikke helt ser ud til at have styr på?
Mit gæt er, at det er fruen i huset og hendes mange børn :-)

Lis K. H. Montes

"Han kommer fra den fattige millionby El Alto – indbyggerne her er primært unge indfødte, som er meget politisk engagerede."

"unge indfødte" glæder mig til at se begrebet anvendt om de studerende fra AU,AAU RUC osv. ...

..den medicinstuderende v aarhus universitet bor som de fleste unge indfødte indenfor Ringgade i Aarhus centrum..suk..

Julie Wetterslev

Det er mig en gåde hvordan man kan fornægte sammenhængen mellem rettigheder og fattigdomsreduktion, specielt hvis man kommer fra et land som Danmark.

Ret til dagpenge, kontanthjælp, gratis undervisning og lægehjælp - hvordan forestiller man sig, at fattigdomsbilledet i DK ville se ud hvis ikke vi havde disse rettigheder og en stat som gjorde noget for at overholde dem?

Nu har jeg tilfældigvis opholdt mig en del i Bolivia, og jeg er ganske enig med CFB i dette - det er et land hvor rettighedstilgangen virkelig fungerer.

Det drejer sig ikke om at vi 'pådutter indianske folk en hel masse', snarere handler det om at en række marginaliserede befolkningsgrupper er begyndt at kræve deres ret på alle niveauer, og her har Danmark støttet deres kamp, hvilket har været med til at give fattige folk flere ressourcer, både i form af stadfæstet ret over deres jord og det de producerer, bedre organisationer, bedre undervisning, bedre indtægter og bedre service som fx rindende vand og elektricitet. Hvis ikke det er fattigdomsreduktion, ja, så ved jeg snart ikke.

Selvfølgelig udrydder man ikke fattigdom med rettigheder alene, men uden en kamp for rettigheder kan man da ihvertfald ikke være sikker på andet end økonomisk vækst, som jo ligesåvel kan komme dem til gode, som var rige i forvejen.

Ivan Breinholt Leth

Ministeren tager fejl. Der er ikke kun tusindvis men milliarder af eksempler på, at "folk har skabt fundamentale ændringer i deres levevilkår ved at kæmpe for deres rettigheder." Men eksemplerne på, at vi i den mere priviligerede del af verden, kan skabe fundamentale ændringer i andre menneskers levevilkår gennem rettighedsbaseret u-landsbistand, kan tælles på en hånd.

Ministeren stiller en række forkerte spørgsmål, som undervurderer de berørtes egen indsats og overvurderer vores. Det rigtige spørgsmål er: Hvor mange eksempler er der på, at det virker, når Christian Friis Bach kæmper for andre menneskers rettigheder?