’Vi er nødt til at tænke på, hvordan vi kan omgøre vores nydelse’

Mmmmm! Kokkene nyder det, når de fortærer maden efter endnu et tv-program, hvor man kan lære at lave lækker mad. Eller måske forspiser kokkene sig ligefrem som brødrene Price, der ikke er bange for at overspise en omgang sydstatsmad eller dejlig dansk flæskemad. De nyder det, vi nyder det, og vi nyder, at de nyder det.

Madprogrammerne i tv er ekstreme eksempler på, hvordan vi nyder i vores samfund, mener filosof Brian Benjamin Hansen, der er ved at afslutte sin ph.d. NYD! En analyse af nydelsessamfundet, hvor han blandt andet undersøger madens rolle som nydelsesfaktor.

»Med madprogrammerne kan du lykkes med at sidde hjemme i stuen og spise leverpostejmad, samtidig med du spiser god mad på skærmen. Vi nyder noget basalt, samtidig med vi får en overbygning af nydelse ud af fjernsynet,« siger Brian Benjamin Hansen.

Tvang om at nyde

Og vi er vilde med nydelsen. Selv om leverpostejmaden i sofaen måske ikke er lige så fin og økologisk som den mad, der bliver lavet i madprogrammerne i tv, eller som den i kogebøgerne i samtalekøkkenet, opfylder maden og de fine ideer om madlavning som udtryk for en autentisk livsførelse et behov, som er allestedsnærværende i samfundet. Behovet for at nyde, som er blevet tydeligt i det samfund, som filosoffer, sociologer og forfattere har kaldt nydelsessamfundet. Uanset hvad man nyder, sker det som et påbud. Man skal nyde, lige meget om man så er ved at blive kvalt i det.

»Alt handler om forbrug. Vi skal forbruge os ud af krisen, politikerne siger, at det skal være billigt at leve, der står enjoy på colaflaskerne. Det hele handler om at øge forbruget, få gang i det, fun og happiness og mere af det,« siger Brian Benjamin Hansen.

Information har i det foregående par uger beskrevet, hvordan maden i stigende grad bliver en markør for socialklasser, og kan have konsekvenser for den enkeltes sundhed og ikke bare status. Brian Benjamin Hansen kalder de nye madklasser for »skinklasser«, som måske siger noget om kultur, men ikke noget om politik.

»At opdele noget i klasser kræver en samfundsmæssig kamp mellem dem og væsensforskellige vilkår for klasserne. Jeg oplever ikke en kamp mellem dem, der tager en cola på tanken, og dem, der står og hakker og graver deres egne grøntsager op,« siger Brian Benjamin Hansen – og fortsætter:

»Begge grupper er påført en tvang om at nyde. Den ene gruppe skal bare nyde noget, den anden skal nyde noget asketisk, hvor de måske får en nydelse ud af at afstå fra den lette løsning, men i stedet står og laver gryderetter, som skal simre i flere dage. Men det ændrer ikke ved, at begge reproducerer det samme forbrugssystem.«

Det, der ligger bag

Når man bare forbruger uden at tænke over de politiske mønstre i forbruget, så nyder man, fordi det er et påbudt – »nyd og forbrug«. Når man forbruger efter ganske særlige etiske, moralske eller miljømæssige regler, så nyder man også, man forbruger også – »nyd, men nyd på den rigtige måde«, er Brian Benjamin Hansens diagnose af de to forskellige forbrugskulturer i Danmark.

I stedet for at tale om klasser i forbindelse med mad skal man derfor tale om, hvad der ligger bag hele forbruget og påbuddet om at nyde, nyde og nyde endnu mere, påpeger han.

»Vi bliver konstant forblændet til at tro, at vi skal nyde. Det skaber en form for modsætning mellem nydelse og frihed. Vi har ingen frihed til at bestemme, hvad vi selv vil med vores produktion,« siger Brian Benjamin Hansen.

I stedet for at gå til lokalproducenter, købe økologisk og sørge for at spise årstidens grønt eller i stedet for at købe industrifremstillede massevarer skal man stoppe op og tænke over den nydelse, man får ud af maden, og hvad den betyder.

På den måde kan man lave verden om, men en ændring kommer ikke fra folks egne politisk korrekte småindkøb.

»Lige nu omstrukturerer vi bare nydelsen. Problemet ligger i, at for eksempel Arla både producerer almindelig mælk og økologisk mælk. Der er forbrugere til begge dele. Hvis vi skal lave forbruget om, skal vi spørge til, hvad vi egentlig vil med vores forbrug, hvad vi nyder, og hvad det er for en ramme, det opretholder. Man kan overføre det til, at man i stedet for at lave rygelove og anerkende, at der er et forbrug, måske skal spørge til, hvorfor vi har cigaretfabrikkerne, og hvorfor vi nyder cigaretterne,« siger Brian Benjamin Hansen.

Men hvorfor bekymre sig? Kan man ikke få sine nye økologiske kartofler, sit håndskårne pålæg og sine McDonald’s-pomfritter i fred?

Nej! Det handler om den personlige frihed, men også om et samfund, der kollapser om lidt, hvis den hæmningsløse nydelse bliver ved, siger Brian Benjamin Hansen. I Politiken fortalte tv-vært Ane Cortzen for nylig om sit forbrug.

»Hun skammede sig mest over, at hendes livret er foie gras. Hun elsker det, men prøver samtidig at begrænse, hvor meget hun spiser. Hendes nydelse er blevet låst fast til et moralsk spørgsmål. Hvorfor ikke gå på frihedens side og ændre forholdet til, hvorfor hun nyder?« spørger Brian Benjamin Hansen, der mener, at det samfundsmæssige perspektiv af nydelsesjagten er langt større end spørgsmålet om den personlige frihed.

»Vores forbrugsfest er ikke underbygget – den har både politiske konsekvenser og konsekvenser for klimaet og kloden og truer vores eksistensgrundlag. Vi ved bare ikke endnu og vil ikke vide, at vores nydelse ikke nødvendigvis stiller vores lyst til den. Vi er låst fast i den måde, vi har organiseret vores forbrug på.«

Han forudser ikke en nært forestående forbrugsrevolution, men han ønsker, at flere vil tænke over, ikke hvad de spiser, men hvorfor, og hvorfor det er så svært at ændre på, hvad man spiser.

»Prøv at overvej at skifte cola ud med gulerødder i et menneskes liv. Det er et helt filosofisk problem i sig selv. At ændre en lille nydelse,« siger Brian Benjamin Hansen.