PET lod jurister afgøre historisk relevans

Frem til det såkaldte »makuleringsstop« blev indført i april 1998, var det alene jurister, der besluttede, om akter i PET’s arkiv skulle bevares for eftertiden.

»Undladelse af makulering af sagsakter« af historiske hensyn skulle »i hvert enkelt tilfælde godkendes af en jurist«, lød instruksen således fra tjenestens daværende chef Birgitte Stampe i marts 1996. Det fremgår af en redegørelse fra PET til Justitsministeriet i sagen om makulering af bl.a. politikeres personsager.

Men som museumsinspektør og historiker med speciale i efterretningsvirksomhed Peer Henrik Hansen påpeger, er det en historiefaglig og ikke en juridisk vurdering, hvorvidt akter i PET’s arkiv er omfattet af bestemmelsen fra 1965 om at bevare materiale, »der skønnes at have eller at kunne få historisk værdi«.

»Man ville vel aldrig lade en historiker vurdere det juridiske grundlag for en sigtelse efter spionageparagraffen. Det viser efter min opfattelse, at det er andre hensyn – ikke hensynet til aftalen om bevarelse af historisk vigtigt materiale – der har været afgørende for PET i disse sager,« siger Peer Henrik Hansen.

Og selv akter, der faktisk blev vurderet til at have historisk værdi, har PET som afdækket i gårsdagens Information forbeholdt sig retten til alligevel at slette, såfremt sagerne var oprettet eller behandlet efter ikke længere gældende retningslinjer.

»Det er virkelig udtryk for manglende historisk forståelse,« siger Peer Henrik Hansen og påpeger, at »en historisk vigtig sag ikke mister sin historiske værdi, bare fordi reglerne bliver ændret.«

Mistanken er problemet

Også lektor i forfatningsret på Syddansk Universitet Pernille Boye Koch, der arbejder på et forskningsprojekt om europæiske efterretningstjenester, er skeptisk.

»Umiddelbart virker det problematisk, at det er PET og PET alene, der har haft definitionsretten i forhold til, om en sag skulle bevares af historiske årsager. Det er klart, at det er PET, der skal vurdere en sags efterretningsmæssige relevans, men man må sætte spørgsmålstegn ved, om vurdering af historisk relevans er PET’s spidskompetence,« siger hun.

Pernille Boye Koch understreger, at hun ikke har belæg for at udtale sig om, hvorvidt PET faktisk har prioriteret historiske hensyn, sådan som bestemmelsen fra 1965 foreskriver.

»Men problemet er, at man overhovedet kan mistænke PET for at have slettet sager af andre årsager,« siger hun med henvisning til, at der fra flere sider er blevet rejst mistanke om, at PET har slettet sager for at dække over ureglementerede registreringer af blandt andet politikere.

Den offentlige gabestok

Selv understreger PET i sin redegørelse til Justitsministeriet, at tjenestens indsamling og behandling af »meget personfølsomme oplysninger (...) alene sker med henblik på at understøtte PET’s arbejde og således ikke med henblik på andre formål, f.eks. dokumentation eller forskning«.

Og spørger man forhenværende justitsminister, professor emeritus i forfatningsret Ole Espersen (S), er han enig i, at hensynet til at beskytte privatpersoner mod at ende i en offentlig gabestok på grund af usikre efterretninger bør veje tungere end de historiske hensyn.

»Min principielle indstilling har altid været, at jo mere man kan makulere, desto bedre. Formålet med PET’s registreringer er ikke at bidrage til den historiske forskning, men at forhindre overtrædelsen af straffeloven,« siger Ole Espersen, der som minister både har været øverste chef for PET og registreret af tjenesten blandt andet på grund af et møde med en sovjetisk diplomat fra østlandes ambassader under Den Kolde Krig.