Nyhed
Læsetid: 3 min.

S sløjfer kvindekvoter

Kvindekvoter i private børsnoterede virksomheder var i mange år en mærkesag for S og SF, men nu er kvoterne droppet igen. Et stærkt signal om, at ligestilling ikke rangerer højt på den politiske dagsorden, siger kønsforsker
Indland
23. april 2012

De sagde det i 2008. De gentog det i 2010. I går trak de i land, da Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Rasmus Horn Langhoff, gjorde op med partiets mangeårige slag for, at bestyrelserne i børsnoterede virksomheder skal have en kvindeandel på mindst 40 procent.

»Hvis der skal ske noget i toppen af erhvervslivet, så kræver det en regering, der vil det, men det kræver også et erhvervsliv, man kan spille bolden op af,« siger Rasmus Horn Langhoff.

Kønsforsker Anette Borchhorst undrer sig over regeringens kovending.

»Det er overraskende, at den trækker et forslag, den tidligere har markeret sig på. Den manglende vilje til at forsvare forslaget skyldes erhvervslivets modstand, men det er der ikke noget nyt i. Dermed er regeringen på vej til at opgive endnu et ligestillingsforslag, og der er ikke meget tilbage af dens markeringer fra oppositionsperioden,« siger Anette Borchorst, der er professor i politologisk kønsforskning ved Aalborg Universitet.

»Hermed signalerer regeringen helt klart, at ligestilling ikke rangerer højt på den politiske dagsorden. Der er tegn på, at den ikke vil markere sig på ligestillingsområdet,« tilføjer hun. 

Men Rasmus Horn Langhoff (S) ser ikke andre muligheder.

»Det har erhvervslivet stillet sig på hælene overfor, og det må vi tage til os,« siger han.

Dermed modsiger han både sin partileder, statsminister Helle Thorning-Schmidt, der i 2008 brugte kvindernes internationale kampdag til at slå et slag for den norske model, og det fælles beslutningsforslag om 40 procent kvinder i bestyrelser, som S, SF, R og Enhedslisten blev enige om i marts 2010.

Også SF’s ligestillingsordfører Özlem Sara Cekic har mistet interessen for kvoter.

»Kvoter er jo ikke et mål i sig selv. Det var et nødvendigt redskab, fordi der ikke var noget, der rykkede sig under den tidligere regering,« siger hun.

»Den tidligere regering lavede et charter for ligestilling og regnede med, at tingene ville løse sig, men det gjorde de ikke og derfor gik vi ind for kvoter. Lige nu undersøger regeringen mulighederne for at nå en bred repræsentation i erhvervslivet på en anden måde. Jeg har aldrig været begejstret for kvoter,« siger hun.

’Den danske model‘

»Det er noget af en kovending,« lyder reaktionen fra Venstres ligestillingsordfører, Fatma Øktem.

»Men det er ikke et løftebrud, de kommer til at høre noget for fra mig,« siger hun og påpeger, at det er forkert, at politikere skal blande sig i private virksomheders bestyrelsessammensætning.

»Det er op til den enkelte virksomhed at sammensætte den bedste bestyrelse, så det glæder mig selvfølgelig, at regeringen nu tager afstand fra det. På den måde er det en god dag. De løfter, de havde under valgkampen, var fuldstændig vanvittige.«

Også ligestillingsminister Manu Sareen (R) bakker op. Han oplyser ifølge Politiken, at regeringen lige nu arbejder på ’den danske model’–initiativer, der blandt andet skal sikre en større kvindeandel i statslige selskaber. Noget, staten ellers har haft problemer med.

I den seneste måned udpegede transportministeren to nye mænd til DSB’s bestyrelse på bekostning af en mand og en kvinde. Et andet eksempel er energiselskabet DONG Energy, hvor kun et af seks statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer er en kvinde.

»Jeg har svært ved at se, hvad der skulle have ændret sig siden 2010,« siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Politiken.

Internt i SF er der også uenighed. SF-profilen Trine Mach, der sidder i partiets landsledelse, siger ifølge Jyllands-Posten, at regeringen går den forkerte vej, hvis den dropper løftet om kvindekvoter.

»SF er for kvoter. Så det snakker jeg med Özlem om,« siger hun til JP.

Det var i går ikke muligt at nå hverken Trine Mach eller Pernille Vigsø Bagge (SF), der også har været stærk fortaler for kvotering i bestyrelser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I liggestillingens hellige navn – stiller gerne et køn til rådighed for den videnskabelige dameforskning …

Brian Pietersen

Det var positivt A og SF, og tak.

Michael Møller

Men hvad så med ligestilllings ministeren? hvad med alle argumenterne? - var det bare løgn det hele?

Endnu et punkt i Venstres partiprogram er gennemfør, Hak.

Marianne Mandoe

S er den største flok vendekåber dansk politik har set i mange år.
De er, pr. bagvej, ved at indføre Foghs våde drøm.

Hans Jørgen Lassen

Tvang har aldrig været af det gode.

Men det mener visse feminister åbenbart.

Vist nok i modstrid med mange udmærkede og grundlæggende principper.

Stalin forsøgte sig med tvangskollektivering. Resultatet var hungersnød og døde mennesker i millionvis.

Mærkværdigt, at feminister går ind for tvang.

Thorsten Lind

...samme gælder de offentlige virksomheder.
Som det forlyder fra en pålideligelig S-kilde:
"Hva´ ska´ vi med kvoter, når vi har Fritz Shur?"