Læsetid: 3 min.

SF og Enhedslisten er uenige om reformtempo

Hos SF giver positiv nyhed om markant mindre offentligt underskud end forventet ikke anledning til at gentænke kommende besparelser og reformer. Enhedslisten efterlyser mod til at tale om øgede offentlige investeringer
SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, mener, at det ikke nytter noget at aflyse behovet for reformer, blot fordi det offentlige underskud ikke er så slemt, som forventet.

SF’s politiske ordfører, Jesper Petersen, mener, at det ikke nytter noget at aflyse behovet for reformer, blot fordi det offentlige underskud ikke er så slemt, som forventet.

Andreas Beck

1. maj 2012

At det offentlige underskud for 2012 bliver markant mindre end hidtil frygtet, ændrer ikke på, at væksten i den offentlige sektor vil være begrænset de kommende år, og at det er nødvendigt med ambitiøse reformer.

Sådan lyder den klare melding fra Jesper Petersen, SF’s politiske ordfører, efter regeringen i går løftede sløret for det såkaldte konvergensprogram, der viser et markant mindre offentligt underskud end forventet. Det offentlige underskud beløber sig til 75 milliarder kroner og er dermed markant mindre end de godt 100 milliarder, som hidtil var frygtet. Det svarer til 1,9 pct. af BNP.

»Det er meget positivt, at der er et mindre underskud, end vi havde frygtet, og at vi derfor vil optage mindre gæld end forventet. Men underskuddet er sådan set stadigvæk 75 milliarder, og jeg tror godt, de fleste kan se, at det ikke betyder, at vi pludselig har fået en masse penge i hånden til en ny forbrugsfest,« siger Jesper Petersen.

Han afviser derfor, at den glædelige overraskelse får regeringen til at skrue ned for ambitionerne i den lange række af reformer, som skal skaffe statskassen penge. Heriblandt barske reformer af førtidspension og fleksjob samt trepartsforhandlinger, der vil kræve, at lønmodtagerne yder ekstra.

»Der er stadig underskud så langt øjet rækker, og der er ikke skabt rum til nye forbedringer og nye investeringer. Derfor nytter det ikke noget at aflyse behovet for reformer eller for de skattestigninger, vi har gennemført med den første finanslov,« understreger Jesper Petersen.

– Kan du forstå, hvis nogle undrer sig over, at det store underskud blev brugt som argument for reformer, og når underskuddet så viser sig mindre end forventet, er kravet til reformerne stadig lige skrappe?

»Dansk økonomi er ikke i balance, og vi står over for enorme demografiske udfordringer. Det er ikke ansvarligt at blive ved med at optage ny gæld, der gør det umuligt at finansiere fremtidens velfærd og de forbedringer, vi gerne vil lave i uddannelse, grøn omstilling og forebyggelse på sundhedsområdet.«

Vrøvl

Per Clausen (E) ærgrer sig over, at den glædelige nyhed ikke giver regeringen anledning til at gentænke sin reformiver.

»Jeg forstår ikke Jesper Petersens synspunkt. Dengang regeringen nåede frem til, at underskuddet på statsregnskabet i år ville blive 26 milliarder kr. højere end det, VK-regeringen havde forudset, var der ingen grænser for, hvor katastrofale konsekvenser det ville få, og hvor mange reformer og opstramninger der var nødvendige. Når det så glædeligvis går den modsatte vej, har det ingen konsekvenser. Det er jo det rene vrøvl,« siger Per Clausen, der foreslår, at regeringen benytter lejligheden til at øge de offentlige investeringer og eksempelvis ansætte arbejdsløse skolelærere, SOSU-assistenter og sygeplejersker.

»Lad dem skabe øget velfærd i stedet for at betale dagpenge til dem. Jeg synes, at man skal benytte enhver lempelse, der er i systemerne til at give et løft til den offentlige sektor.«

– Men Jesper Petersen har vel ret i, at det her ikke giver flere penge mellem hænderne – vi stifter blot mindre gæld, end vi havde frygtet?

»Jo, men det nytter ikke at lade som om, at det er ligegyldigt, om underskuddet i år bliver 26 milliarder mindre, end man troede. Når det nu ser ud, som om den økonomiske situation er præcis, som det var forventet i valgkampen, må regeringspartierne overveje, om ikke det ville være fornuftigt at leve op til deres valgløfter om et løft til den offentlige sektor.«

Så meget vil Jesper Petersen ikke love. Han ønsker ikke at drøfte de kommende finanslovsforhandlinger for 2013 nu, men understreger, at han håber på et tæt samarbejde med Enhedslisten, som det var tilfældet ved sidste finanslov.

»Men det er misforstået at tro, at der nu er råd til ny forbrugsfest, hvor det kan flyde med mælk og honning i gaderne. Vi er i år begunstiget af højere indtægter fra pensionsskatter og nordsøolien end forventet, men vi fastholder vores ambitioner om at lave en økonomisk politik, der får styr på dansk økonomi, medvirker til at øge dansk beskæftigelse og giver os rum til at lave investeringer i det, der skal bringe Danmark videre. En enkelt positiv nyhed gør ingen sommer.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer