Læsetid: 4 min.

Søvndals store satsning

SF’s formand Villy Søvndal har endegyldigt lagt afstand til traditionalisterne i SF og drejet partiet ikke bare politisk, men også ideologisk til højre. På weekendens landsmøde søger han opbakning til den linje og vil formentlig få den
Hvis Villy Søvndals nylige retorik står til troende, er han gået et skridt videre. Der er ikke længere blot tale om syrlige kompromiser, som må sluges for at tage del i magten, men om partiets egentlige politik

Hvis Villy Søvndals nylige retorik står til troende, er han gået et skridt videre. Der er ikke længere blot tale om syrlige kompromiser, som må sluges for at tage del i magten, men om partiets egentlige politik

Jens Nørgaard Larsen

11. april 2012

It’s my way or the highway. Sådan kunne budskabet i Villy Søvndals kronik i Berlingske i søndags læses af nogle af hans gamle trosfæller på venstrefløjen i SF. Og er utvivlsomt blevet det. Læg hertil formandens nylige salut om »brokkerøvene«, som han nok skulle vise »hvor skabet skal stå«, og resultatet bliver op til flere misfornøjede folkesocialister.

Villy Søvndals kronik – den tredje i rækken fra SF-toppen på få måneder i Berlingske – var endnu en cementering af den højredrejning, som partiformanden og skatteminister Thor Möger Pedersen har stået i spidsen for. Og meget tyder på, at Søvndals gamle venner som f.eks. Pernille Frahm og Aage Frandsen er ved at blive taberne i kampen om fremtidens SF – i al fald hvis ledelsen via en alliance med »de grønne« SF’ere får lov til at fortsætte sin linje.

For mens Villy Søvndal langt hen af vejen har »de grønne« med sig, når det kommer til højredrejningen i den økonomiske politik, var kronikken i særdeleshed et hib til dem, der engang var formandens egne, men som de senere år er blevet marginaliseret.

Gruppen fylder en hel del i folketingsgruppen, men står ikke nødvendigvis samlet, og spørgsmålet er derfor, hvor meget de kommer til at fylde på landsmødet i weekenden.

Højredrejning

Villy Søvndal har igennem hele sin tid som formand for SF talt for kompromiser som forudsætning for regeringsdeltagelse. SF måtte sluge kameler for at komme i regering og trække en socialdemokratisk ledet regering til venstre. Det sidstnævnte var selve målet med kompromiserne.

Men hvis Søvndals nylige retorik står til troende, er han gået et skridt videre. Der er ikke længere blot tale om syrlige kompromisser, som må spises for at tage del i magten, men om partiets egentlige politik. Og her er immervæk en stor forskel: Moderne socialister er ifølge Søvndal økonomisk ansvarlige. De stemmer ikke bare for reformer af den offentlige sektor af parlamentarisk nød, men også af lyst, fordi de mener, at det er den rigtige vej at gå.

Hvis dansk økonomi skal på ret kurs, siger Søvndal – i lighed med stort set hele Folketinget for tiden – er vejen frem besparelser på det offentlige forbrug og reformer.

Der er flere bemærkelsesværdige budskaber i Villy Søvndals kronikker, hvis man læser dem samlet. Lad os tage to:

»Smalkosten stopper ikke, når krisen stopper.« Den offentlige sektor skal altså ikke vokse de næste ti år – heller ikke når væksten kommer tilbage. Det er næppe et budskab, der får de røde faner til at blive hævet i begejstring.

»Kun ved at gå endnu mere ambitiøst til værks end bare at lukke hullet i den offentlige økonomi, kan vi skabe os albuerum til investeringer i et moderne velfærdssamfund.«

Et ord som »ambitiøs« i denne forbindelse er bureaukratsprog for »nedskæringer«. Interessant retorik fra en SF-formand.

Søvndal slutter af – ikke med at prise SF’s sejre i den nuværende regering, men med at hylde 30’ernes socialreformer og de politiske landvindinger, som i moderne politisk historie oftest tilskrives socialdemokrater som Thorvald Stauning, H.C. Hansen og Jens Otte Krag: Folkepensionen, offentlig sygesikring, kvindernes indtog på arbejdsmarkedet mv.

Der er ikke noget underligt i, at SF’s formand bakker op om velfærdssamfundets fødsel. Men SF’s rolle har oftest været at presse Socialdemokraterne til at give endnu mere til de fattige og dårligst stillede.

Med retorikken i Søvndals kronik ser det endnu mere end tidligere ud til, at Villy Søvndal vil overlade den rolle til Enhedslisten og i stedet satse på en endnu mere højreorienteret venstrefløjssocialisme.

Er Villy socialdemokrat?

Man kan spørge sig selv: Er Villy Søvndal blevet socialdemokrat? Selv vil han formentlig svare: Nej, jeg er moderne socialist, som tager ansvar for at få Danmark ud af krisen.

Villy Søvndal og Thor Möger Pedersens analyse er nemlig, at der ER plads til et venstrefløjsparti, der kombinerer den benhårde økonomiske virkelighed, som danskerne – efter den økonomiske overspisnings årtier i nullerne – nu er ved at forstå med den bedst opnåelige sociale balance og grøn omstilling. Og det er lige præcis her, de mener, at SF skal slå til – som velfærdsstatens vogtere i en krisetid.

Arbejdervælgerne skal tilbage over midten i dansk politik, og selvom det koster afskalning til Enhedslisten for SF, så er analysen, at dét må man leve med.

Hvis nogle vælgere går til Enhedslisten bliver de i den røde familie – og hvis man samtidig får hevet nogle tilbage fra blå blok, så er resultatet i sidste ende flere mandater til rød blok.

Men den linje er det ikke alle i partiet, der er enig i. Der har allerede været enkelte udmeldinger, og flere og flere gamle »røde« folkesocialister føler sig ikke længere hjemme i partiet. Det åbne spørgsmål er derfor, hvor mange partimedlemmer de enkelte strømninger egentlig dækker over, når der skal stemmes på landsmødet.

Men sandheden er, at hvis partiformanden får opbakning – hvad han ventes at gøre med enkelte huskekager i form af ændringsforslag til udtalelse og principrogram – vil SF reelt ikke blot have slugt politiske kompromiser for at få del i magten.

Partiet vil også ideologisk have rykket sig mod højre i en erkendelse af, at danskerne og dermed også venstrefløjen er blevet mere borgerlige igennem de sidste ti år.

Villy Søvndal er med andre ord ved at tage en kamp, som kan ende med at blive en stor sejr – eller hans største og ultimative nederlag.

Kun tiden vil vise om Villy Søvndal og co. har ret i analysen. Og det er først, når stemmerne til landsledelsen er talt op og diverse ændringsforslag stemt igennem, at vi reelt får et billede af, om Villy Søvndals position som formand er styrket eller svækket i SF.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Lindblom

"højreorienteret venstrefløjssocialisme"

Orwell ville have slået kolbøtter af jubel....

Men ellers halter ovenstående analyse noget. Ja han vil skære mere ned end nødvendigt, men hvorfor ikke sige ligeud, at det er absolut eneste manøvremulighed, som er tilbage efter indførelsen af EU's stramme borgerlige finanspagt?

I Deadline igår blev det sagt, at vi med S-SF ved roret er ved at nærme os den engelske velfærdsmodel - residualmodellen - som ellers har været en fast del af enhver gymnasieelevs pensum som "den liberalistiske" model, fattighjælpsmodellen osv.

Ved I hvad man ville kalde Villy i USA?

"Dead man walking"

Curt Sørensen

Samtidig med at Europa bevæger sig frem mod en økonomisk og politisk katastrofe, og sideløbende med de politiske og økonomiske eliters forsøg på at vælte omkostningerne ved den krise, de selv har frembragt, over på de dårligst stillede i befolkningerne, og samtidig med at de selvsamme befolkninger i stigende grad rejser sig til modstand mod denne neoliberalistiske politik vælger SF-eliten i ren magtbrunst at bevæge sig mod højre og svigte de svagest stillede, lige som Mette Frederiksen og de øvrige borgerlige socialdemokrater, der for længst har glemt deres oprindelse og berettigelse. Og de radikale triumferer imens i deres blå økonomiske fundamentalisme. Og alle får de ros fra Venstre, Cepos og medierne ( hvad kan man nå mere i verden?) Og hvad gør vælgerne ? I frustration over venstrefløjens svigten og opportunisme render de over og stemmer på Venstre! Imens bolter de politiske kommentatorer ( som alle på nær een er blå) sig i den løbende mediefordummelse. Vi lever i et galehus.

Frej Klem Thomsen

Ikke engang vælgerstrategisk forekommer det indlysende: hvorfor skal de vælgere som vakler mellem rød og blå blok fristes af et SF som i det store hele placerer sig samme sted som S? Dvs. hvis ikke S kan lokke dem tilbage, hvorfor skulle SF så kunne ved at kopiere de samme borgerlige politikker som S har overtaget? Med ingen udsigt til strategisk gevinst, og en relativt høj risiko for på den lange bane at cementere den neoliberale fortælling, er det meget, meget svært at se hvad der motiverer Søvndals højredrejning. En mulig forklaring er at han på nuværende tidspunkt er fanget af dynamikken. Hvis partiet ikke tvinges til at fortsætte ud af den tangent, så risikerer hans fløj internt at tabe magten med dertilhørende formandsskifte osv. Man håber at det ikke er der hunden ligger begravet.

Rasmus Kongshøj

SF trækker ikke vælgere over midten ved at opgive alt hvad de tror på. Hvorfor skulle en borgerligt sindet vælger stemme på SF når han kan få den ægte - og langt mindre ynkelige - vare hos de borgerlige partier uden røde faner.

SF's opgave er at flytte folkestemningen mod venstre, ikke at følge blindt efter den. Folk kan faktisk godt skifte mening, hvis de bliver udsat for de rette argumenter.

De borgerlige havde under VKO held til at flytte vælgernes holdninger langt mod højre. Hvornår tør S og SF at føre den samme slags kulturkamp i stedet for at gå i flyverskjul og agere politiske vejrhaner?

Det hele gik galt, da SF byttede plads med de radikale først i meningsmålingerne og siden ved valget, og de er blevet offer for en vanvittig snedig strategi fra de radikales side, som Søvndal ikke har været i stand til at gennemskue. For så havde han opdaget, at SF var ved at blive lokket i en fælde.
Nu sidder de i den og har ingen muligheder for at slippe ud af den uden at træde helt ud af regeringen. De er tvunget til at føre en kompromisløs radikal økonomisk politik.

Hvad skulle SF have gjort? De skulle have sagt nej, tak til efterlønsforliget og afstået fra at gå i regering, for det var tiden ikke moden til. Det ville nok have resulteret i en S-R regering. Men den kunne SF have presset en hel del mere end de nu er i stand til.
Ja, sådan er der så meget.

Jeg sidder lige og studerer min krystalkugle, og den viser valgresultatet fra næste valg, og det ser ikke godt ud Villy, den siger at enhedslisten går på rovdrift i jeres stemmer.....:

Hej.

Så blev linjerne trukket op, og nu med både Holger K Nielsen og Anne Baastrup åbent med på SF's ægte rød/grønne socialistiske hold, hvor de i øvrigt har befundet sig hele tiden, men ellers intet nyt i forhold til tidligere.
Bortset fra den helt indlysende markante styrkelse dette betyder for holdet med: Pernille Frahm, Sara Özlem Cekic, Leif Hermann, Trine Pertou Mach, Meta Fuglsang m.fl., hvis Holger og Anne åbent er med på holdet, og også formanden for folketingsgruppen Pernille Vigsø Bagge, med tidligere MF'er og næstformand Aage Frandsen som backing group. Så kan der stadig opstå spænding om udfaldet af landsmødet - og man kan håbe på, at det bliver sværere at bevare pessimismen!
http://www.garps-verden.com/search/label/SF%20landsm%C3%B8de%202012

Ruben Michelsen

Ulf Rønnow.
Jeg mener ikke, at Villy er gået i en fælde. Han er gået ind i "fælden" med åbne øjne.
Han ville bringe SF i regering efter godt 50 år i hængekøjen, og har har hele tiden været klar over, at det ville/kunne koste.

Du har ret i, at Villy skulle have holdt sig væk fra regeringen, hvis han ville have bevaret SF i den kendte form. Men når man vil være minister, må man også tage ansvar, og det gør villyisterne nu.

Det skal de ikke klandres for.

@Ruben Michelsen

"Det skal han ikke klandres for."
Nej, det skal han ikke.

Men man må konstatere, at Villy i den grad har undervurderet Magrethe Vestager som politiker. Hun har vist sig at være dygtigere og mere snu end man havde regnet med. Villy har troet han kunne klare hende i "tårnet". Men det ku' han altså ikke. Så nu står SF tilbage uden en trevl på kroppen, man skal have mikroskop for at få øje på deres politiske resultater.

Jeg har ikke fantasi til at se, hvordan de kan komme ud af dette morads, heller ikke selv om Villy får fuld opbakning til den førte politik ved landsmødet næste week end. Den kommende skattereform bliver næppe en løftestang for SF.

Hvordan ser I andre SF's fremtid for jer?

Klara Liskes krystalkugle er jo temmelig uinteressant -idet problemet er de vælgere der har forladt "Rød Blok" og ikke de vælgere der er gået til EL.
Var det ikke på tide med nogle bud på hvorledes vi løser det problem.
Er der virkelig nogen der, i ramme alvor, mener at vælgerne går til "Blå Blok" fordi SF har givet for meget køb på sine holdninger ? så forklar venligst logikken, frem for de sædvanlige fladpandede forsøg på karaktermord.
Kunststykket for SF er at erobre faglærte og ufaglærte tilbage til arbejderpartierne. Vi må stille spørgsmålet om hvorfor disse vælgere stemmer på DF og Venstre.
Hvorfor ignorerer mange skribenter, her på siden, det faktum at der er et solidt borgerligt flertal i Folketinget. Grunden til at Lars Løkke ikke er statsminister er at De Radikale ikke kan være i "stue med" DF.

Steffen Gliese

Jesper Frandsen, der er ingen logik - andet end den, at hvis man ikke kan få den røde politik, man stemte på, kan man ligeså godt stemme på de ægte blå.

Det er så sørgeligt, så sørgeligt - og det bliver ikke bedre, før politikerne insisterer på at føre politik for deres betalende medlemmer fremfor de vægelsindede, der er til fals.

Carsten Hansen

Hvornår går det mon op for folk, at der ikke er opbakning til socialisme i Danmark ?.

Den eneste måde socialister kan få indfllydelse på, er ved at deltage og yde så meget som muligt.

At stille sig i en protest-situation som enhedslisten og dets tilhængere gør det, mens de fantaserer om Marxisme-Leninisme, er kun spil for galleriet uden nogen som helst betydning.

Så længe man holder VKO fra magten, så længe er der håb om bedre tider.
Skulle den dag komme hvor Ø-F-A opnår 90 mandater, den dag vil der heller ikke blive ført Enhedslistepoltik; Men dog en anden politik end den økonomiske politik B sidder alt for tungt på p.t.

Linda Thorsen

Har tidligere stemt SF, men ved valget sad krydset i mangel på alternativer ved EL.
Men indrømmer, at jeg seriøst overvejer at stemme blankt næste gang. Med den ene begrundelse, at sende et signal til rød blok om, at jeg nægter at støtte deres højrer drejning direkte eller indirekte.
Dette kan kun ændres såfremt regeringen fremadrettet stopper med, at behandle deres støtteparti og dermed deres vælgere som luft.

Carsten Hansen

Linda Thorsen.

I min optik er en blank stemme ved næste valg det samme som at stemme på VKO.

Det Radikale venstre er sikkert ganske ligeglade med om de bliver sure i Enhedslisten og SF.

Det Radikale venstre så gerne en Centrum-venstre-regering; med eller eller uden A, efter næste valg.
Bare O ikke får indflydelse.
De aftaler B fik igennem med VK omkring efterløn og dagpenge-periode (med et par grænsebomme som trøst til O) taler sit klare sprog. Det Radikale løfte til Thorning er ikke sikret en gentagelse.

Spørgsmålet er snarere hvad Socialdemokraterne egentlig foretrækker ?

Ruben Michelsen

Ulf Rønnow.
Jeg er enig i, at SF er i en meget stor krise, og at det er svært at se lyset.

Det er naturligt, at SF's venstrefløj (socialisterne) er sure, for man må erkende, at der ikke er meget socialisme i regeringens politik.
En del af de sure er gået til EL, men ikke alle. Hvor resten er gået hen ved jeg ikke.

Man må jo erkende, at der er en verden til forskel på SF's valgløfter og regeringens politik. Ikke mindst når vi ser på de kommende reformer.

Hvis uddeling af valgflæsk var omfattet af straffeloven, ville både Villy og Helle sidde samme sted som Stein Bagger og Klaus Riskjær.
Men, det er det som bekendt ikke. Det er vælgerne der afsiger dommen.

Måske er det begyndelsen på enden for SF vi er vidne til nu.
SF's højrefløj kan gå til S, og venstrefløjen til EL.
Vi er forhåbentlig klogere efter weekendens landsmøde.

På trods af S og SF "løftebrud" vil jeg ikke klandre dem. De fører den for landet nødvendige politik.

Carsten Hansen

Ruben M.

Jeg vil nu ikke engang kalde det løftebrud.

Det fællesprogrem SF gik til valg med socialdemokraterne på, har B jo spændt godt og grundigt ben for.
Et program som vælgerne faktisk straffede de partier med et samlet mandattab på 8.

Skulle SF have forladt regeringen, så skulle partiet faktisk have gjort det allerede under regeringsgrundlags-forhandlingerne; Altså allerede inden partiet tiltrådte.

Marianne Christensen

Carsten Hansen.

Man kan ikke klandre de tidligere SF vælgere der under ingen omstændigheder vil stemme på et parti, der
lægger stemmer til en øget ulighed i Danmark.
- Et socialt afbalanceret samfund er den enkeltstående faktor der betyder mest for min stemme.
En ting er at der er økonomisk krise, men hidtil har de svageste skuldre måtte bære læsset.
- og det er bebudet at det følges op af skattelettelser til den del af befolkningen, der trods alt klarer sig bedst.

Det er min påstand at V ikke ville have turdet gennemføre så hård en afklapsning af førtidspensionisterne som SF nu går med til.

Så alt i alt tror jeg en V regering ville have været bedre.
Derfor - hvis ikke jeg havde haft mulighed for at stemme på EL eller blankt - ville jeg stemme på V til næste valg.

Carsten Hansen

Marianne.

Men Enhedslsiten stemmer sikkert også for lovene.

Så en blank stemme er nok det du kan vælge imellem (Eller stemme på VKO)

Marianne Christensen

Carsten Hansen

Det tror jeg nu ikke EL gør..
- men skulle det ske er der brug for et nyt parti på venstrefløjen der kan repræsentere en mere rendyrket social profil..

Demokrati er jo ikke noget værd hvis befolkningen kun har en politik at vælge imellem - nemlig den alle fra DF, LA, K, V, R, S og SF er rørende enige om at føre. Ja undskyld. Jeg kan virkelig ikke se forskel på den politik Möger og Hjorth fører.

Så er der jo ikke noen grund til at spilde sin tid med at sætte et kryds. Personlig er jeg ligeglad med hvilke personer der får ministerlønninger. Det vil i givet fald så reelt det eneste valget drejer sig om.