Læsetid: 1 min.

En velforberedt død

Få dødsfald har været så velforberedte som Mærsk Mc-Kinney Møllers. Medierne har i årevis haft nekrologer, beredskabsplaner og hyppigt opdaterede særtillæg klar. I weekenden kom det frem, at skibsrederen også selv – ned til mindste detalje – havde planlagt sin begravelse
Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelse i lørdags var planlagt ned til mindste detalje af manden selv. Her kører rustvognen forbi Mærsk-hovedkvarteret på Esplanaden.

Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelse i lørdags var planlagt ned til mindste detalje af manden selv. Her kører rustvognen forbi Mærsk-hovedkvarteret på Esplanaden.

Bax Lindhardt

24. april 2012

Mærsk Mc-Kinney Møllers død og begravelse må være en af de bedst planlagte ’uforudsigelige’ begivenheder nogensinde. Weekendens begravelse var således planlagt ned til mindste detalje– ikke af de pårørende, men af hovedpersonen selv.

»Alt var skrevet ned. Intet var overladt til tilfældighederne. Han havde selv skrevet gæstelisten, og han havde bestemt, hvor folk skulle sidde i kirken,« siger en anonym kilde til Ekstra Bladet. Også salmerne, »Se, nu stiger solen«, »Nu ringer alle klokker mod sky«, »Altid frejdig, når du går« og »Dejlig er jorden« skulle ifølge kilden være valgt af hr. Møller, som også havde bestemt, at begravelsesgæsterne skulle opdeles efter ’blod’. De, der var direkte i familie, blev kørt i limousine – de øvrige i busser. Blomsterne var – efter ønske fra Mærsk Mc-Kinney Møller selv bestilt fra Bering House of Flowers:

»Jeg vil antage, at han selv har været med til at sammensætte buketterne,« siger kilden. Og præsten, Claus Harms, kom til at sige, at han havde lovet hr. Møller ikke at dvæle ved hans bedrifter. Med andre ord havde den afdøde skibsreder haft indflydelse på selv præstens tale.

Beredskabsplaner

Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelsesplanlægning begyndte allerede for ti år siden. Planerne er så »løbende blevet revideret over de sidste ti år,« siger kilden.

Det er dog ingenting i forhold til mediernes grad af forberedelse. Her har det været en offentlig hemmelighed, at nekrologer, beredskabsplaner (hvem indhenter kommentarer fra hvilke kilder), artikelserier, grafer, ja, sågar hele særtillæg har ligget klar i årevis.

Og ganske som det har været tilfældet med Mærsk Mc-Kinney Møllers begravelsesplanlægning, har man årligt måttet afsætte tid og ressourcer til at opdatere beredskabsplaner, grafer og tekster – historier kunne være forældede og kilder kunne i mellemtiden være døde. På den britiske avis The Independent var det sågar journalisten, der i mellemtiden var død. Alle har været klar. I 10 år. Se, det er rettidig omhu – helt til det sidste.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu