Læsetid: 5 min.

Venstres solidaritet og Socialdemokraternes spareiver forvirrer vælgerne

De politiske fløje kopierer i stigende grad hinandens retorik og symboler. En del skyldes politisk drilleri, men udviklingen er også tegn på, at partierne og deres politik bliver mere og mere ens. Taberen er vælgeren, der får stadig sværere ved at navigere vælge mellem politikere, der alle siger det samme
De politiske fløje kopierer i stigende grad hinandens retorik og symboler. En del skyldes politisk drilleri, men udviklingen er også tegn på, at partierne og deres politik bliver mere og mere ens. Taberen er vælgeren, der får stadig sværere ved at navigere vælge mellem politikere, der alle siger det samme
24. april 2012

Økonomisk ansvarlighed, solidaritet, krone for krone, arbejderparti, civilsamfund, dannebrog. De politiske kampe handler i stigende grad om retten til at definere betydningen af centrale begreber, og derfor forsøger partierne at overtage og redefinere modstandernes slagord. Det sker, når Statsminister Helle Thorning-Scmidt (S) bruger borgerlig krone for krone-retorik, eller når beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fremhæver civilsamfundets essentielle rolle for fremtidens velfærdssamfund – de sidste mange år har civilsamfundet nemlig været højrefløjens frivillige alternativ til den professionelle statsbetalte velfærd. Omvendt benyttede Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister flere gange det klassiske venstrefløjsbegreb solidaritet til at sælge borgerlig politik, og ikke mindst udråbte han Venstre som Danmarks moderne arbejderparti.

Men når venstrefløjen taler om civilsamfundet som garant for fremtidens velfærd og Venstre taler om solidaritet og arbejderparti, er det et udtryk for, at de politiske midterpartier efterhånden har samme visioner for den grundlæggende samfundsindretning.

»Der bliver færre sager, hvor partierne er decideret uenige om, hvor man skal hen. Man er mere eller mindre enige om, at budgettet skal balancere, og at der skal flere i arbejde. Man er endda blevet enig om at begrænse indvandringen. Men man bliver nødt til at være uenig om noget, ellers er der ingen grund til at have flere partier. Og derfor giver det god mening at gå ind i de andres retorik og slå dem på deres hjemmebane,« siger Christian Elmelund-Præstekær, der er adjunkt ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet. Men i takt med at partiernes politik nærmer sig hinanden, bliver kampen om ordene og deres betydning endnu vigtigere, vurderer lektor i kommunikation ved Roskilde Universitet Jonas Gabrielsen:

»I moderne politik er ordene blevet kamplads. Det handler om at kuppe ordet og definere dets mening. Vi slås om ordet, hvor man før sloges om ideologi. For når der ikke er ideologisk forskel, bliver det nemlig enormt vigtigt, hvad vi kalder tingene, og hvem der så at sige ejer ordene.«

Midten

Kampen foregår på forskellige niveauer. Venstrefløjen blev knotten, da Dansk Folkeparti i 2008 benyttede titlen på Natasjas hit Giv mig Danmark tilbage som slogan i en annoncekampagne. Det fik Enhedslisten til i protest at benytte sangen ved en gadefest for tolerance og frisind.Og i sidste måned ville nuværende SF-næstformand Matias Tesfaye tage dannebrog tilbage, da han foreslog, at arbejderne burde hejse det side om side med de røde faner i Fælledparken den første maj.

»Det er jo på en måde politisk drilleri, men også mere end det. Man skal ikke undervurdere det politiske indhold i den slags udmeldinger,« siger Jonas Gabrielsen.

Og skønt visse eksempler virker uskyldige, er man nødt til at forstå, at tendensen afspejler en konkret politisk udvikling, vurderer Christian Elmelund-Præstekær:

»Det er drilleri, når Dansk Folkeparti stjæler titlen på en venstrefløjssang. Men det har langt større politisk substans, når regeringen bruger traditionelt borgerlige begreber som civilsamfund og krone for krone. Venstrefløjen har jo tidigeret plæderet for, at krisen skulle klares ved at investere, mens højrefløjen har ville spare sig ud af krisen. Nu er venstrefløjen kommet i regering, men den fører på mange måder borgerlig politik. Så her er sprogbrugen tegn på en reel politisk forandring. Partierne er rykket tættere på hinanden.«

Han fortæller, at hans kollega sommetider lader sine studerende læse de politiske partiers programmer - men uden at partiernes navne fremgår.

»De studerende skal så gætte hvilket parti, der står bag hvilket program. Det er ofte næsten umuligt at se forskel,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Ph.d. og postdoc ved Center for Velfærdsstudier ved Syddansk Universitet Michael Kuur Sørensen skrev for nyligt et indlæg i Politiken. Her sammenlignede han et visionsoplæg af Anders Fogh Rasmussen (V) fra 1985 med de nye velfærdspolitiske udmeldinger fra Mette Frederiksen, Pernille Rosenkrantz-Theil (S), og socialminister Karen Hækkerup (S).

Konklusionen var, at der ikke er særlig stor forskel. Alle angreb velfærdstaten for at have vokset sig for stor, dyr og bureakratisk. Og alle anbefalede et opgør med de universelle velfærdsydelser, til fordel for en model, hvor ydelserne målrettes dem med hjælp behov. Det fik Michael Kuur Sørensen til at spørge, om Anders Fogh dengang var socialdemokrat, eller om socialdemokraterne i dag mon fører ærkeborgerlig politik.

»Der er mange eksempler på, at partierne historisk har kopieret hinandens begreber, og det handler om mere end blot retorik. Når Lars Løkke bruger begrebet solidaritet, er det både for at drille, men også for at kapre socialdemokratiske vælgere. Og når Helle Thorning igen og igen taler om økonomisk ansvarlighed, er det for at trække vælgere fra højre. Det handler om kold og kynisk strategi,« siger Michael Kuur Sørensen.

Han mener, at partierne altid har kæmpet om at kapre hinandens slagord.

»At lave ordspil og underminere den politiske modstanders definition af sine kernebegreber har været en strategi lige så længe, mennesket har været politisk.«

Tilmed partierne altid kopieret hinandens politik:

»Allerede i 1960erne forsøgte Venstre at overtage dagsordnenen fra Socialdemokraterne ved at omfavne deres socialpolitik, som socialdemokraterne havde umådelig vælgermæssig opbakning til. Dengang understregede Venstre igen og igen, at det ikke var på det socialpolitiske område, at skillelinjen gik i dansk politik,« siger Michael Kuur Sørensen. Han tilføjer, at de fleste socialpolitiske forlig i 1960erne blev indgået mellem de fire gamle partier, Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre.

Forvirring

Men spørgsmålet er, hvordan skal vælgerne kunne kende ærlig forskel på partier, der mere og mere nærmer sig midten, og som tilmed taler det samme sprog?

»Det er da også et problem, for de mener jo ikke det samme med begreberne. Jeg tror ikke Løkkes forståelse af begrebet arbejderparti er den samme som Thornings,« siger Jonas Gabrielsen. Michael Kuur Sørensen er ikke nervøs for, at de store partiers tilsyneladende enighed vil forvirre vælgerne: »Selv om de siger det samme og har nærmet sig hinanden, er der jo stadig forskel på partierne. Og vælgerne stemmer efter partiernes konkrete politik.«

Udviklingen gør det dog sværere for dem at opbygge en trofast vælgerbase, mener Christian Elmelund-Præstekær:

»Der er mange der ikke ved, hvem de vil stemme på, og der er mange, der skifter parti fra valg til valg. Det er blevet vanskeligt at vælge et fast parti, for der er ikke særlig stor forskel,« siger han og tilføjer, at der under valgkampen rent faktisk tegnede sig en klar politisk forskel mellem fløjene:

»Den ene fløj ville investere sig ud af krisen, mens den anden ville spare sig ud af krisen, så i valgkampen var der stor uenighed. Men da den sluttede, blev regeringen og oppositionen enige igen«

Vrøvl

Pernille Rosenkrantz-Theil mener ikke at partierne klumper sig sammen på midten, og at de efterhånden har den samme politik.

»Det er noget totalt vrøvl. Hvis det var sådan, at vi førte borgerlig politik, så ville de borgerlige jo ikke stemme imod nede i folketingssalen. Venstre meldte lige ud, at de går ind for, at der skal være nulvækst i det offentlige. Det viser den klassiske modsætning mellem et socialdemokrati, der vil have et stærkt velfærdssamfund, og de borgerlige, der grundlæggende helst vil have meget mindre fællesskab og en mindre offentlig sektor,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dorte Sørensen

Er det ikke detajlierne, der gør forskellen og kan det skyldes at forviringen er så stor fordi Danmark i overvældende grad har en borgerlig presse.

Der må være noget galt , når Venstre i følge nye målinger, at de ufaglærte og faglærte i høj grad stemmer på Venstre. Undersøgelsen skulle også vise at socialdemokratiet havde størst vælger tilslutning blandt pensioniser , skolelærer og sygeplejersker. ( kilde P1)

Det er lige før, man kan tale om, at vi her i landet har et et-partisystem eller måske - hvis vi skal være flinke over for Enhedslisten - et to-partisystem:

Det neoliberale Enhedsparti bestående af alle Folketingets partier minus Enhedslisten på den ene side og Enhedslisten på den anden.

Marianne Mandoe

"Det Nye Venstre".

Det eneste man så kan komme i tvivl om er hvilket parti der hentydes til med den sætning.

Desuden er det utroligt morsomt at se Venstre lege socialt ansvarlige og åååh så bekymrede for de mennesker de lige har brugt et årti på at jokke rundt på.
Eller det ville i hvert fald være det hvis det ikke var så tragisk.

Det kán Jo også være tegn på ideologiernes død og på át vi når vi I den grad er flettet ind I hinanden økonomisk skál op på et globalt niveau for át kunne gøre noget overordnet ved den økonomiske tvangsspændetrøje Der er I de globale økonomiske fluktueringer som ydrmere ødelægger mulighederne for át føre lokal politik af politisk karakter, og her skál lokal forståes som hele Europa.

%i skál have indført et globalt økonomisk parlament, Der kán modgå finansgiganternes magt, som allerede er global.

Er det ikke blot sådan, at Danmark er et af de mest stabile lande i verden ?

Vil danskerne mon hellere have det sådan, at et regeringsskifte hver gang udmøntedes i spektakulære eller kaosagtige politiske omvæltninger ?

Jeg mener vi skal være glade for, at vi har en i politisk forstand relatvt homogen befolkning, hvor man grundlæggende har samme værdinormer og ideer om menneskeværd og om menneskerettigheder.

At nogle forskere og politiske kommentatorer så lejlighdsvist prøver at "tale forskellene op" til konfliktniveau er til at leve med.

Michael Borregaard

Spørgsmålet man kan stille sig selv er, er populismen og ledende politikeres photo oppourtunities en alvorlig sygdomskilde eller et demokratisk sundhedstegn?

Politikernes katekismus er desværre baseret på populisme, og er derfor en alvorlig sygdomskilde snarere end et politisk sundhedstegn - det virker ikke som om, at hverken Lars Løkke Rasmussen i spidsen for VKO magtakslen eller Helle Thorning Schmidts S-SF-R regering har fattet interesse for, at stress vurderes til, at blive den største og farligste sygdomskilde for samfundet når vi rammer 2020, ikke alene for børnene, men også for arbejdstageren, som begge påvirkes af det uoverskuelige væv af spind, der bliver spundet sammen inde på Christiansborg, uden noget som helst hold i såvel virkelighedens som definitionernes verden.

Økonomi er meget mere end matematiske modeller, økonomi er også samfundsvidenskab.

Som hurtige eksempler på skræmmebilledet malet i dagens Danmark, kan man eksempelvis fokusere på samt definere konjunkturfølsomhed og forsørgerbyrden, for måden de præsenteres på, er en hæmsko for omkransningen af velfærdsstaten, og dennes fremmeste opgave, nemlig skabelsen af en mere rummelig mobilitet for fremtidens arbejdsmarked.

Når man diskuterer konjunkturfølsomhed, så er det danske budget særlig følsomt over for konjunkturerne - faktisk det mest følsomme af samtlige lande i OECD, og netop derfor svinger de offentlige udgifter rigtigt meget med konjunkturerne, og lader sig derfor påvirke af udsving i markedsøkonomien.

Når det går dårligt, får man færre skatteindtægter og flere udgifter til dagpenge. Omvendt, når det går godt, kan det kontrafaktisk også hurtigt mærkes i statskassen, som vi oplevede det under Anders Fogh Rasmussen.

Udsvingene i konjunkturerne er generelt konsekvensen af den måde, velfærdssystemet er indrettet på. Derfor er det vigtigt, specielt efter finanskrisen, at politikerne udviser en større realitetssans, og har lidt mere is i maven, når de vurderer hullet i statskassen, og bebuder økonomisk smalhals ud fra pessimistiske vurderinger alene, vurderinger som i øvrigt i dag, er en 180 graders enten eller deroute i forhold til den optimisme-eufori der eksisterede under Anders Fogh Rasmussen.

Politikerne skal passe på med ikke at blive forblændet af, at der på kort sigt er store underskud, som i høj grad skyldes, at der lige nu er mange mennesker, som er på overførselsindkomster. Sortsynet eksisterer desværre, og er det første der males på skræmmebilledets lærred, det store problem er dog, at sortsynet og den bebudede økonomiske smalhals, er de nødvendige reformers akilleshæl, for den økonomiske platform bæres af dens psykologiske søjler, og med diskussionen af disse, har specielt samfundsvidenskaben sin berettigelse, om end berettigelsen bliver skamredet af det nuværende sortsyn man har på den offentlige gæld.

Det andet der males på skræmmebilledets lærred, er snakken om manglen på arbejdskraft defineret ved forsørgerbyrden.

Forsørgerbyrden er et firkantet udtryk, og en så simpel udlægning som politikerne samt medierne i skrift og tale rammende opslår over for befolkningen er misvisende i forhold til udfordringen. Dette er bare ikke godt nok. Uvidenhedskrigsførelsen betyder, at politikerne kaster milliarder af samfundskroner efter noget, hvor politiske holdninger spiller en større betydning end fakta.

Ved at anvende begrebet, forsørgerbyrde, kan der ikke sættes årstal på, hvornår manglen på arbejdskraft sætter ind - måske kommer det slet ikke, for det afhænger jo ikke alene af antallet af mennesker, der er til rådighed for arbejdsmarkedet, men også af deres effektivitet og af mængden af arbejde - alligevel hører man med samme sortsyn som man har på den offentlige gæld, mange politikere tale om, at der vil blive mangel på arbejdskraft inden for en kort årrække, fælles for begge er, at de definitorisk ikke er korrelerende med definitionen af deres ordlyd, og dermed er der hovedsagligt tale om uvidenhedskrigsførelse på folkevalgt plan over for befolkningen eller over for dem selv.

At professionelle politikere med åbne øjne skrider over kridtstregen uden at rødme, kan ikke undre en, når man tager tidsånden i betragtning, for det politiske kompas har hos såvel Regeringen som hos Oppositionen sat sig fast, og peger 90 grader mod sortsyn - i længden er sådan en tilstand, symboliseret ved den europæiske finanspagt ikke holdbar, så indtil der findes nye måder at definere værdi- og interessefællesskaber på, vil politik defineret ved ret og vrang forbundet med den nuværende syndebukke-retorik blive skabt oppefra. Ikke nedefra hvor problemerne lever i bedste velgående.

VKO aksens blinde vinkel inden krisen bærer en stor del af skylden, for talen om, at dansk økonomi var særligt godt rustet til krisen, holder ikke vand - der var tale om gravstensøkonomi, for økonomien var overophedet allerede inden krisen ramte, og dette skyldtes blandt andet en for ekspansiv finanspolitisk mens højkonjunkturen buldrede derudaf.

I fremtidsperspektiv er problemet, at S-R-SF regeringen har ikke nærlæst skriften på gravstenen, og ved at anvende samme kontraktpolitiske tilgang med henblik på afmontering af velfærdsstaten gennem forsigtighedsprincippet, vil overskriften for økonomien blive den samme, og dette kan alverdens demagogisk magtsprog ikke ændre på, for forsigtighedsprincippet er tiltænkt den funktion, at det ligesom skattestoppet skal lulle befolkningen i Tornerosesøvn - forsigtighedsprincippet vil alt andet lige ligesom skattestoppet snarere få 1000 blomster til at visne, end til at gro.

Problemet med S-R-SF regeringens politik er det omvendte af hvad vi så under Anders Fogh Rasmussen. Under Anders Fogh Rasmussen eksisterede en absurd tendens til, at overvurdere økonomien, hvorfor der var tale om en prosaisk ´drømmeøkonomi` baseret på optimisme-eufori.

Under Helly, ansvarlige DREAM Bjarne og Bank Margrethe vil vi komme til, ligesom under Lille Lars, Major Hjorten og Støjtelefonen, at opleve en absurd undervurdering af økonomien baseret på pessimisme, en pessimisme som blandt andet kan aflæses gennem eksistensen af den nuværende omvendte boligboble, en omvendt boligboble som lægger en kraftig dæmper på den fremgang i beskæftigelsen som mange arbejdsløse hungrer efter.

En ting er sikkert, og det er, at når der eksisterer en omvendt boligboble, er dette til skade for beskæftigelsen. Og så længe Regeringens fortegnede vurdering af dansk økonomi dominerer billedet, vil det være mere skadeligt end gavnligt - tallene for eksempelvis pensionsskatten for finansåret 2011 viser, at den katastrofale bebudede smalhals af S-R-SF regeringen har overskygget behovet for langsigtet reformer og investeringer i velfærdssystemet i dag. Det samme skete for finansåret 2010 under VKO aksen, her var der også dømt alvorlig smalhals, resultatet viste sig dog 43.000.000.000 milliarder kroner bedre end frygtede, hvilket var en fejlvurdering på næsten 100 procent af størrelsen for hvor den offentlige gæld landede.

Man kunne havde håbet, at det var fornuften, der afløste optimisme-euforien efter finanskrisen, det skete ikke, optimisme blev under Lars Løkke Rasmussen og er af ”finanspagten er til for de fattige” Helle Thorning-Schmidt blevet erstattet af pessimisme - fornuften er demokratiets store taber, mens radikal finanspolitik ophævet til enevældig lov, har gjort kontrollen og pengemaskinen til den store vinder gemt bag den politiske elites tomme snak om økonomisk ansvarlighed.

Inden politikerne begynder at afmontere velfærdsstaten, så er dansk økonomi historisk bedre end i 80erne og 90erne.

Danmark har store offentlige underskud, javel, og gælden stiger, javel. Men ikke desto mindre er dansk økonomi i bedre balance nu end for 10, 20 og 30 siden. Det fremgår det af en opgørelse fra Danmarks Statistik.

Populært sagt var den danske udlandsgæld væk i 2011 og vendt til et tilgodehavende på 25 procent af bruttonationalproduktet (BNP) svarende til cirka 440 milliarder kroner. Vi har altså formue overfor udlandet, og gæld til os selv - at vi har gæld til os selv, retfærdiggør dog ikke de forslåede reformer, som alene vil skabe en social massegrav, og dermed det modsatte af hvad velfærdsstatens formål er, nemlig en omfordelingsfunktion med henblik på investering i morgendagens skaffedyr.

Lærke-Sofie Klok Due

Det er besynderligt, at det netop er midt i en krisetid, at de grundlæggende forskelle på fløjene udviskes.

Det er besynderligt, at det faktum, at vores kapitalistisk strukturerede samfund befinder sig i en krise, ikke fordrer spørgsmålet om, hvorvidt det er et sådant samfund, vi ønsker.

Det er besynderligt, at just som vi er ved at køre samfundet i sænk i profittens hellige navn, begynder vi at opføre os som gamle græske sofister og "slås om ordet, hvor man før sloges om ideologi".

Naturligvis ER der forskelle på de forskellige partier, men hvorfor i alverden er de så bange for at stå ved dem? Og hvorfor er forskellene ikke større? Hvordan kan det at overtage politiske modstandernes retorik blive et mål?
Svarene på nogle af disse spørgsmål må bunde i politikernes ønske om at blive genvalgt af befolkningen, men i så fald er det vist ikke kun det kapitalistiske system, der er noget galt med, men også det demokratiske. Demokrati skal ikke blive populisme.

Dan Johannesson

Det mest overraskende ved artikler af denne type, er den konsekvente udeladelse af ÅRSAGEN: At Danmarks regering er en skue-regering, et lokal kontor, der i praksis blot oversætter de EU dekreter som 70% af dansk lovgivning som bekendt består af. Hertil kommer de love som vi vedtager 'frivilligt' på forhånd når danske politikere hører om nye EU tiltag.

Dekreter der kommer fra et EU der har en ikke folkevalgt præsident, et demokratisk valgt parlament der ikke kan vedtage nogen nogen love (det kan kun de ikke valgte kommissærer) og en nyindsat EU regering, som behændigt blev nævnt i en NOTITS hos information midt i julehandlen sidste år.

Det betyder at vi i praksis som nævnt blot har et skuedemokrati, en SIMULERING, der arbejder alene for at du ikke skal begynde at lægge to og to sammen, og nå frem til erkendelsen af de faktiske forhold: Du lever i en semifascistisk virkelighed, hvor alle mønstre har samme form: Centralisering.

Har du slet ikke bemærket det endnu? Alt CENTRALISERES. Magt, økonomiske love, politiets dna arkiver, vores betalings mønstre (begge dele overgivet til amerikansk overvågning under Barfoed), kommuner der sammenlægges, små institutioner der lukkes, og samles i store enheder osv.

Centralisering er en nødvendig foranstaltning hvis man ønsker at kontrollere milliarder af mennesker, fra et sted, simultant. Konspiration, paranoia? Nope, desværre ikke, blot fuldt iagttagbare facts.

Sjovt hvis vi endelig fik dén type historier.
Sandheden om hvad der reelt foregår, set i et kontekstobjektiv, i stedet for de evige uvedkommende og overfladiske symptom beskrivelser.

Men nej, vi fortsætter med mainstream mediernes evige pseudodiskussioner og afledningskultur.

Sov videre, intet at se her..

Rehne Bramlev Vokstrup

Endelig en god forklaring på hvorfor politik forvirrer mig :P

Men hvis det har været et problem siden 60'erne, hvad har man så gjort for at skille partierne fra hinanden dengang?

Claus Sønderkøge

Ja Danmark er en brugsforening som Palle Lauring så klogt sagde.

Den slags sludder skal man høre mens stormtropperne lufter uniformerne i Ungarn og Le Pen lige har fået sin største opbakning nogensinde.

Det havde været korrekt at sige at vi i Danmark stadig ærer Margaret Thatcher og lever efter hendes og Reagans falske melodier. Det var jo hvad Blair og Nyrup lærte os.

Emil Edelgart

"Det kán Jo også være tegn på ideologiernes død [...]"

Ideologierne er ikke døde. Denne løgn har neoliberale skødehunde forsøgt at trække nedover vores hoveder siden Sovjets fald, men dette var i sig selv et ideologisk kunstgreb med det formål at sikre fortsat neoliberal dominans. "It's ideology, stupid!"

Peter Nygaard

S og SF gør bare nøjagtig det samme som den tidligere regering. Fisker stemmer hvor der er stemmer at fiske.

De kan pisse deres kernevælgere, socialisterne så meget af, for hvor vil de gå hen?

Nogle siver over til enhedslisten, men mange bliver, blandt andet fordi enhedslisten er udråbt til et lille parti af den borgerlige presse, et lille rabiat parti der vil indføre kommunisme eller det der ligner. Eller også er de bare amatører eller autonome eller også er det et pop parti på grund af Johanne osv. Der er ingen, der tør give det mest demokratiske parti i DK magten, så hvorfor så stemme på dem.

Hvorfor giver det ikke pote?

Jo, S og SF havde glemt hvor vigtigt det er, bare at have et medie i ryggen. Der hvor vinklingen var til deres fordel. Det eneste regeringsparti der kan mønstre nogenlunde samme tilslutning som ved valget, er det med en avis i ryggen, Rad. V.
Det borgerlige mediemonopol har forplumret debatten og besparelser på redaktioner har gjort det så slemt, at pressen efterhånden kun tjekker fakta, der hvor de kan ramme S og SF.

Folk bør se enhedslisten som det eneste alternativ til den førte politik og drage sit valg derefter!

Michael Kongstad Nielsen

Det er da ikke så mærkeligt. S er blevet et borgerligt parti, det er V selvfølgelig også. Men nu er V kravlet op i SF´s tidligere hængekøje, og deroppefra kan de sige de mærkeligste ting - helt gratis. Mens S anlægger en stram mine af alvorlighed. Det skal i øvrigt nok passe, at mange faglærte og ufaglærte stemmer V, for de er kommet så godt til muffen, at de har købt hus og bil, og er slet ikke solidariske mere med andre end deres bank. Plus V.

At S ikke vil gribe chancen og være et rigtigt socialt parti for den svageste del af befolkningen, kan undre, men på den anden side så man allerede konturerne af det under formandskampen mod Frank Jensen. Men S skyder sig selv i foden. De mennesker, de skulle være parti for, jokker de på, mens de mennesker, de gerne vil tækkes, foretrækker Venstre. S får kun én periode i regering, så er det ud - og ind med den ægte liberale, usolidariske vare, V.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er bange for,
at Dan Johannesson har ret i, at der ikke fra EU's side gives mulighed for at føre anden politik, end der bliver ført alle steder i EUropa.
Vi kan kalde regeringerne for blå eller røde eller prikkede eller sorte - det er den samme suppe. Det eneste der kan ændre sig, er at der engangimellem bliver hældt mere vand på.

Emil Edelgart

Det kan tilmed undre, at S-medlemmerne ikke har taget konsekvensen af, at Thorning har givet dem katastrofevalg på katastrofevalg, selv da de "vandt" regeringsmagten, og en så ringe opbakning, at man ikke har set mage siden Systemskiftet. Ikke nok med det, så har hun hver gang udråbt sig selv til sejrsherre. Hvornår bliver den kognitive dissonans ørendøvende i en sådan grad, at baglandet siger fra?

@Peter Nygaard
"[...] et lille rabiat parti der vil indføre kommunisme [...]"

Det er ellers ikke ofte, at jeg ønsker, borgerlige våddrømme havde grobund i virkeligheden. Se også: "Obama er socialist!"

Michael Kongstad Nielsen

Nja..., EU bestemmer ikke skattelovgivning, fordelingspolitik, selskabs- og nordsølovgivning. Millionærskatten kunne godt have været indført uden videre osv. Jeg bemærkede i går at Thorning og Baroso stod og fortalte deres undersåtter, at man ikke kan give EU skylden for krisen. Det er det enkelte land, der må bære sine byrder (underforstået, lade det gå ud over de fattige).

Jens Gydelund

Politikerne har i høj grad mistet modet til visioner og derved afgivet magten. Der føres derfor mindre politik og laves mere administration og småjusteringer, som alt sammen er begrundet i kortsigtede økonomiske betragtninger.

Skiftet fra universelle velfærdsydelser til målrettede ydelser medfører kun større bureaukrati og mistillid i samfundet. Begge dele turde være indlysende, men det første er vel glimrende illustreret af lovgrundlaget for dagpengeområdet, der på 50 år er vokset fra 421 sider til at blive verdens største bog på 23675 sider, http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2011/10/19/094940.htm. Det sidste er i en klar lille kronik forklaret og opsummeret af Jacob Askham-Christensen: http://www.information.dk/296903

Ruben Michelsen

I Danmark stemmer mindst 90 % af vælgerne på et parti, der bekender sig til markedsøkonomi.
Og sådan har det været siden valgretten blev indført.

I øvrigt i lighed med resten af jordens lande. (altså de lande der har frie valg)

Er det fordi vi er egoister, svæversynede, eller bare dumme og lalleglade overforbrugere ?

Jeg tror at rigtig mange mennesker godt kan se, at materialismen har taget overhånd (for at sige det mildt) og at der er fare for, at det ender helt galt.

Når de alligevel fortsat stemmer på midter- og højrefløjspartier er det fordi de ikke kan se noget alternativ.
Vi har malet os op i et hjørne, hvor vi ikke kan komme væk fra.
Det gælder ikke mindst et lille land som Danmark, der er fuldstændig afhængi af, at den store verden vil lege med os.

Den yderste venstrefløj fortæller os, at alternativet er socialisme.

Den køber menneskerne ikke.

Intet sted i verden er der indført socialisme med stemmesedlen, kun ved brug af våben.
Og de lande, hvor den har været indført, har den kun kunnet fastholdes med våben, og alle steder er det endt med en politistat, hvor "det halve" af befolkningen har været ansat til at overvåge den anden halvdel.

Efter sidste valg har vi set, at det er ligegyldigt, om statsministeren hedder Helle eller Lars.
Politiken er stort set den samme. I hvert fald "den overordnede" politik.

Så hvordan stemmerne fordeler sig mellem DF, LA, KF, V, RV, S, og SF, er vel kun interessant for partierne selv.

Tilbage står så EL. De kan vælge at lægge deres stemmer i Helle's skål når det er nødvendigt, og måske få et lille ben og gnave (som DF førhen) eller de kan holde fanen højt og vælte Helle.

Men uanset hvad - den overordnede politik bliver den samme.

Henrik Rude Hvid

Schlüter sagde i sin tid, "ideologier er noget bras!"
Artiklen indikerer det modsatte. Et demokrati uden ideologier, se det er noget bras!

Søren Kristensen

Der er to bevægelser i tiden: den ene er at partiernes politik ligner hinanden mere og mere og den anden er at politikerne i stadig stigende grad vælges på deres personlighed og gennemslagskraft. Det ene element forstærker det andet og i fremtiden vil politikerne ikke kun være mere velformuleret (ikke det samme som det de siger er klogere), de vil også se bedre ud (som fx. en Johanne Schmidt-Nielsen), ligesom deres stemmer vi være behageligere at høre på. Skærebrænderstemmen og det lidt for hidsige temperament har fx ingen fremtid i morgendagens politik. Det har derimod de lidt kælne eller rustne stemmer, som vi kender dem fra reklameradioen: - Godmmoooorgen, jeg er din politiker og jeg har et godt tilbud til dig...

Jens Gydelund

@Ruben Michelsen … det forekommer mig altså at vi selv har bevæget os et godt stykke derhen, hvor ”det halve af befolkningen” er ansat til at administrere, kontrollere og sanktionere den anden halvdel. Som i den hedengangne østblok komplet uproduktivt, mistillidsskabende og på sigt ødelæggende for samfundet. Det er så min kæphest.

”… uanset hvad – den overordnede politik bliver den samme.” Og det gennemstrømmer da også både artiklen og kommentarerne at demokratiet mere eller mindre ses som gået heden. Krisernes tid, nu også med (blik for) demokratikrise.

Peter Nygaard

Rube Michelsen skriver:

"Intet sted i verden er der indført socialisme med stemmesedlen, kun ved brug af våben."

Som jeg ser det, så er der ikke indført socialisme noget sted endnu. Socialisme er ikke et parti system eller diktator regimer. Det er demokrati helt ud på arbejdspladsen.

Men nu er jeg så heller ikke så revolutionær som andre nogle.

Emil Edelgart

@Ruben Michelsen
"Intet sted i verden er der indført socialisme med stemmesedlen, kun ved brug af våben."

Lodret forkert. Til gengæld er den selvsamme steder uundgåeligt blevet væltet ved brug af våben (fra USA, Storbritannien, osv.), med få undtagelser (men ikke uden at det blev forsøgt).

Ruben Michelsen

Emil.
Jeg beklager dybt, hvis der findes et land i verden, hvor der er indført kommunisme/socialisme ved et frit valg. Altså det vi normalt forstår ved et frit valg.

Hvad USA, storbritanien og andre har bedrevet af skarnstreger er en helt anden historie.
Jeg er ikke advokat for de lande.

Ruben Michelsen

Peter Nygaard.
Der er/har været en lang række lande, der har kaldt sig et socialistisk/kommunistisk samfund.
Det er de lande jeg sigter på.
Hvordan et "ægte" socialistisk samfund ser ud, har vi så til gode at se.

Peter Nygaard

@ Ruben

Ja, der har været mange lande, hvor de har kaldt sig både socialistiske og kommunistiske uden at være det, det kan vi være ganske enige om.

Et socialistisk samfund kommer først når det her har spillet fallit og folket opdager det. Det kapitalistiske system spiller på sidste vers og jeg tror netop det modsatte, af hvad du skriver, at alternativet er en form for socialisme.

Rasmus Kongshøj

Man skal ikke tage det så hænge sig så meget i hvad et land kalder sig selv. Sovjetunionen var "socialistisk" og Nordkorea er såvel som Congo "demokratisk".

Det fortæller os absolut ingen ting om hvad hhv. demokrati og socialisme er.

Jeg har personligt meget svært ved at se hvordan en demokratisk styret (dvs. socialistisk) økonomi skulle resultere i alskens forskrækkeligheder. Tværtimod vil den give den enkelte langt mere frihed end den nuværende autoritære økonomi.

Socialistiske regeringer er blevet valgt ved frie valg, eller er kommet til magten ved revolutioner med bred folkelig opbakning. Men hver gang der har været tilløb til opbygning af et socialistisk samfund, er projektet blevet undertrykt.

Holger Madsen

Når jeg hører SF´s næstformand Matias Tesfaye sige, at arbejderne burde hejse dannebrog side om side med de røde faner i Fælledparken 1 Maj, kan jeg ikke lade være med at tænke på en tegning af Roald Als for nogle år siden.
Den forestiller Villy Søvndal stående på en stige, malende et hvidt kors på et rødt flag, mens han synger.:
" Når jeg ser et rødt flag smælde, .......

Peter Ole Kvint

Jeg fik en gang kontakt med en oprørsbevægelse i et uland. De primitive jungle folk manglede penge. Da jeg ikke kunne hjælpe dem med penge, så i stedet for lavede jeg et katalog over mulighederne for at få penge. Da jeg var bedst kendt med danske forhold, så var der en del danske eksempler i kataloget. Deriblandt DONG-salget og købet af F35 kampflyet.
Det var tåkrummende pinligt da Bjarne Corydon citerede mig ordret, fra kataloget.
Da der kunne være problemer med at levere det nødlidende F35 kampfly, så lavede en B-plan, hvor Danmark bare købte nogle reservedele til flyet.
Da de vilde overtroiske indfødte ikke tager noget, uden at give noget igen. Så må jeg gå ud fra at alle har fået noget ud af det. At alle partierne bag salget af DONG og købet F35 kampflyet har fået deres del af returkommissionen.