Læsetid: 3 min.

’Det der virker’-fænomenet

Kan man elske videnskab ihjel? Den aktuelle hang til såkaldt vidensbaseret politik kan ses som en bevægelse i den retning
2. april 2012

Et ’det der virker’-fænomen har holdt sit indtog i den politiske debat. Det kækt funktionalistiske slagord, som bekender sig til politiske initiativer, der ’virker’, er udtryk for, at den evidensbølge, som i nogen tid har ladet sig mærke på alle mulige praksisområder, nu er nået frem til selve den politiske praksis. Også politik skal være evidens- eller vidensbaseret. Ja, bedst ville det vel egentlig være, hvis der slet ikke længere var noget, der hed politik i anden forstand end som anvendt videnskab?

Fænomenet ledsages af en bedaget, men tilsyneladende uopslidelig følgesvend – nogle gange tavs, andre gange artikuleret – i form af en bastant dualisme mellem sådan noget som ’politiske overbevisninger’ på den ene side og ’fakta’ på den anden. Politik (dårligt) sættes i modsætning til viden (godt). Vidensbaseret politik efterspørges.

Vi er faktisk nødt til lige at få snakket om dette og at få overvejet, hvordan det kan komme til at påvirke fremtidig politisk og videnskabelig praksis. Og den drøftelse må nødvendigvis foregå inden for rammerne af en virkelighedsopfattelse, der har flere brikker at flytte rundt med end de rene fakta og ditto overbevisinger.

Fra venstre til højre

Fornylig optrådte fænomenet i forbindelse med en kritik af manglende evaluering af effekterne af de milliardinvesteringer, som er foretaget for at nå det officielle ligheds- og vækstorienterede mål om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemgå en ungdomsuddannelse.

Forsøgene på at nå dette mål fortjener afgjort kritisk opmærksomhed. Det er blandt andet en væsentlig diskussion, hvordan sådanne politiske mål – og ikke mindst de kontrol- og evalueringsoperationer, som de genererer, hvis de vil følge deres egen logik – påvirker objekterne, som i dette tilfælde er en masse unge mennesker og en række ungdomsuddannelser med samt deres lærere. Den tidstypiske analyse springer imidlertid vupti over sådanne problemstillinger. At der evalueres og kontrolleres for lidt bliver den store sag.

Politiske overbevisninger kontrasteres med fakta. Og ganske på linje dermed reagerer et brødebetynget undervisningsministerium så med et løfte om »større fokus på, at nye initiativer hviler på viden om, hvad der virker.«

Eksemplet er tilfældigt. Sagen kunne sagtens have været en anden, for ’det der virker’-fænomenet er såre udbredt og optræder på tværs af det politiske højre og venstre.

Programmatisk bekendelse til vidensbaseret politik hører ikke til forskellene, men til lighederne mellem de repræsentanter for den videnskabelige socialisme og den videnskabelige liberalisme, som dominerer dagens samfundsdebat. Politik forstås simplistisk som ikke andet end værdikamp eller konfessionskrig, og videnskab menes at kunne spændes for alle fredens projekter.

Sandsynligheden for, at man derved kommer til at gøre skade på videnskaben, er overordentlig stor, men lader sig ikke beregne.

Oplysningens to ben

Sapere aude, lyder et bud fra Oplysningstiden. Det kan oversættes til ’vov at vide’, men også til ’vov at tænke’. Sammen kan de to varianter ses som oplysningens to ben, der muliggør, at den kan blive ved at bevæge sig og undgå at ende med at stå og snurre et-benet rundt om sig selv.

Samfund, der er gennemsyrede af videnskab, har et ganske særligt behov for at holde begge ben i form og for at vedligeholde evnen til at tænke over, hvad man kan eller ikke kan vide, og hvornår og på hvilke præmisser det giver hvilken mening at gøre brug af sådan noget som evidens.

Grænserne for forskellige former for videnskab beder om at komme på dagsordenen. Ligeså synet på samfundet og på den menneskelige virkelighed som socialmaskineri og på videnskab som samfundsmæssig maskinpasser.

Det er ikke umuligt, at videnskab kan elskes ihjel. Der er grund til at tænke sig om.

Gitte Meyer er lektor i videnskab og offentlighed på Københavns Universitet og tidligere videnskabsjournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Super artikel!

Vidensbaseret politik efterspørges. Vi er faktisk nødt til lige at få snakket om dette og at få overvejet, hvordan det kan komme til at påvirke fremtidig politisk og videnskabelig praksis.

'Vidensbaseret politik'? Er det et spørgsmål om at nogen synes der evalueres og kontrolleres for lidt ? som Gitte Meyer skriver, eller er det i virkeligheden et spørgsmål om få taget hul på debatten om hvordan Demokratiet skal håndtere det spøgelse der for tiden går igennem EU - Teknokratiet.

Samfundene i dag er utrolig komplekse. Højrefløjen ser udviklingen som et stigende bureaukrati som de så lover vælgerne at afskaffe - med meget ringe held. Sandheden er, at det komplekse samfund er som kæmpe urværk hvor hver eneste del påvirker alle de andre dele, og hvor ingen kan vide alt. Teknokratiet - eller ekspertvældet - kan få dette urværk til at køre og Teknokratiet er kommet for at blive. Nu skal demokratiet blot finde sin nye funktion. En funktion der bevæger sig fra viden om systemet, over til affattelse af politiske visioner og mål, samt omsorg for konkrete uretfærdigheder. En skønne dag vil politikerne så kunne bede teknokratiet om at afbureaukratisere sig selv.

Vi er faktisk nødt til lige at få snakket om dette, som Gitte Meyer så rigtigt skriver.

Steffen Gliese

Glimrende artikel, der dog burde gå endnu videre med at diskutere de begrænsninger, videnskaben er underlagt, fordi den trods alt altid vil være en reduktion af virkeligheden, der aldrig fuldt ud kan beskrive den uendelige kompleksitet, uanset hvilket fag der tales om. Videnskab har kun værdi, når den sker for sig selv, den lader sig ikke reducere til målsætninger.

Peter, det vel denne reducering Gitte kalder at elske videnskab ihjel

Jeg mener dog at risikoen ligger i at 'politik' bliver gjort til et menneskefjendsk evidensbaseret monster.

Steffen Gliese

Faren er dobbeltsidig, tror jeg, baseret på politikeres angst for ikke at kunne styre - hvad de jo ret beset heller ikke skal, de skal forvalte efter befolkningens bedste interesser.
Omvendt er disse interesser jo undertiden underbygget af videnskabelige undersøgelser, der dog som oftest skyldes et opdrag, en forsker eller institution har fået.

PH: politikeres angst for ikke at kunne styre - hvad de jo ret beset heller ikke skal, de skal forvalte efter befolkningens bedste interesser.

...ikke enig.

Politikerne skal styre teknokratiet gennem af dem udstukne visioner og mål, der så skal forvaltes af teknokratiet efter politikernes bedste hensigter - og politikerne skal så løbende være i dialog med befolkningen.

Jeg har mødt embedsmænd der kunne få tåre i øjnene over deres upåklagelige virke under krigen, da folketinget var opløst. Jeg tror politikerne er for bange for at slippe tøjlerne og koncentrere sig om politik.

Tom W. Petersen

Det kan kun være godt, hvis man baserer det, man gør, på viden og ikke på ønsker eller formodninger.
Man skal ikke forlænge Anders Fogh Rasmussens foragt for ekspertviden.
Tænk for eksempel, hvis beslutningstagerne lyttede til dem, der vidste besked om kendsgerningerne, inden de kastede deres land ud i krige, i stedet for først bagefter, når mange mennesker var blevet dræbt og mishandlet, at erkende, at de havde taget fejl - og at der i forvejen var advaret, men at de ikke havde villet lytte.

Søren Kristensen

Det er lidt ligesom på et aktiveringskursus jeg lige har været på, hvor overskriften på et af tilbudene er: "CV - der virker". Underviseren syntes selv at overskriften var lige kæk nok. Omvendt så er de fleste jo enige om de gode intentioner, samtidig med at vi godt ved at der skal andet og mere til end en bestemt formulering og en god skrifttype. De fleste jobs formidles faktisk helt uden et CV ligesom det meste politik i praksis bedrives uden brug af videnskab. Det vigtigste er at have forbindelserne i orden.