Læsetid: 5 min.

3F-formand vil hæve regeringens ambitioner

Forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen, efterlyser større ambitioner i de kommende trepartsforhandlinger efter at have set regeringens udkast til kommissorium. Vækst, uddannelse og arbejdsmiljø bør komme i fokus, mener forbundsformanden
Poul Erik Skov Christensen foreslår, at regeringen fokuserer på bioethanol, bølgeenergi og havvindmølleparker. Udviklingen af anden generation bioethanol vil være en udvikling af vores knowhow herhjemme, men det ville også skabe beskæftigelse til Udkantsdanmark, siger han.

Poul Erik Skov Christensen foreslår, at regeringen fokuserer på bioethanol, bølgeenergi og havvindmølleparker. Udviklingen af anden generation bioethanol vil være en udvikling af vores knowhow herhjemme, men det ville også skabe beskæftigelse til Udkantsdanmark, siger han.

Tine Sletting

23. maj 2012

Efter ugers, ja næsten måneders, tavshed melder formanden for landets største fagforbund 3F, Poul Erik Skov Christensen, sig på banen i diskussionen om de forestående trepartsforhandlinger, som kan gå endeligt i gang når som helst. Det gør han med en håndfast garanti til sine godt 350.000 medlemmer og resten af den danske befolkning.

»Jeg vil godt udstede den garanti, at folk har lige mange søgnehelligdage før forhandlingerne som efter, og vi kan finde de penge på andre måder,« siger han.

– Der skal ikke fjernes en enkelt helligdag?

»Nej, det er egentlig ikke nødvendigt, sådan som jeg ser det.«

Poul Erik Skov Christensen har bevidst holdt sig på sidelinjen de seneste uger, mens diskussionen i medier har bølget frem og tilbage om, hvorvidt Store Bededag, 2. pinsedag eller en helt tredje helligdag eller to burde sløjfes fra kalenderen for at skaffe penge til statskassen.

Men i stedet for at lade sig interviewe til medierne har Poul Erik Skov Christensen forsøgt at finde ud af, hvordan hans medlemmer ser på sagen. Og deres besked til forbundsformanden er klar.

»Folk ikke vil have, der bliver rørt ved deres søgnehelligdage, fordi det betyder noget for dem i forhold til familie og traditioner. Det signal har jeg forstået. Men vi må erkende, at regeringen har en præmis om, at der skal findes fire milliarder kroner og skabes 20.000 ekstra job. Dem må vi så finde på anden vis ved at bringe noget andet i spil. Det bliver opgaven. Det har jeg ideer til, hvordan man kan gøre uden at udøve vold mod søgnehelligdagene. Men det vil jeg ikke komme nærmere ind på. Det er jo en forhandling,« lyder det hemmelighedsfuldt fra Poul Erik Skov Christensen.

Hemmelighedsfuld var 3F-formanden ikke, da han i går morges troppede op på Islands Brygge ved LO’s hovedkontor. Her skulle fagbevægelsens top diskutere regeringens første udkast til kommissorium for de forestående trepartsforhandlinger.

Men fagforeningsbosserne havde ikke fået kommissoriet udleveret på forhånd, og det gjorde 3F-formanden vred eller »skidesur«, som han sagde til TV 2 News.

»Det er uartigt at bede os om at komme til et møde, hvor vi skal tage stilling til de forhandlinger, der har så umådelig stor betydning for vores medlemmer og Danmark, og så har vi ikke fået tilsendt det papir, vi skal diskutere. Det har forsinket processen. Man skal være opmærksom på, hvad der står i det papir. Jeg har jo set nuværende ministre gå meget op i, hvad der står i de aftaler, man indgår – herunder også regeringsgrundlaget,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Kendte projekter fylder

Derfor var det også en skuffet 3F-formand, der i går fik mulighed for at se det berømte udkast til kommissorium. Der var nemlig ifølge 3F-formanden ikke en linje om vækst. Det får Poul Erik Skov Christensen til at efterlyse en mere offensiv dagsorden fra regeringens side, og han håber især, at regeringen begynder at få øjnene op for de muligheder, der ligger i grøn vækst.

Forbundsformanden foreslår, at regeringen fokuserer på blandt andet bioethanol, bølgeenergi og havvindmølleparker.

»Udviklingen af anden generation bioethanol vil være en udvikling af vores knowhow herhjemme, men det ville også skabe beskæftigelse til Udkantsdanmark. Der er cirka beskæftigelse til 5-6.000 mennesker i at få bygget de fem-seks værker, der er plads til i Danmark, og så er der 4.000-5.000 job i den daglige drift,« vurderer Poul Erik Skov Christensen.

»Rundt om i Europa skal der bygges en række store havvindmølleparker. Derfor er det oplagt, at den viden, vi allerede har fra vores store parker, bliver omsat til noget, der er mere eksportorienteret. Det vil skabe beskæftigelse i de dele af Danmark, som har svært ved at skaffe arbejdspladser. I kommissoriet er der alene en oplistning af allerede kendte infrastrukturinvesteringer så som Femern-forbindelsen. Der er ingen ambitioner. Vi må få ambitionerne ind i kommissoriet,« siger Poul Erik Skov Christensen.

Mere uddannelse

Til gengæld er 3F-formanden mere tilfreds med regeringens udspil på et af de andre centrale emner i de kommende forhandlinger: uddannelse.

»Det fylder pænt i kommissoriet, om end i forholdsvis overordnede termer.«

Først og fremmest handler det om at sikre mere og bedre uddannelse til lønmodtagerne, siger han.

»Når nu Folketinget har besluttet, at vi skal arbejde mere, har de altså en forpligtelse til, at de også giver folk en mulighed for det, ved at give dem uddannelse.«

Konkret vil Poul Erik Skov Christensen derfor give folk mulighed for at skifte branche, når deres arbejdsplads f.eks. flytter ud af landet.

»Vi skal være meget bedre til hurtigt at få bragt ledige med udsigtsløs fremtid over i andre områder. Men voksne mennesker, som har været på arbejdsmarkedet i 10-15 år, har ikke behov for at stå i lære i fire år for at skifte branche. Derfor skal vi have parterne i voksen- og efteruddannelsessystemet til at lave nogle målrettede og kortere forløb.«

Især bygge- og anlægsområdet, spår han, kommer til at mangle arbejdskraft de kommende år.

»Her kunne de, der går ledige inden for industriområder, hvor arbejdspladserne er forsvundet, med fordel blive omskolet til bygge- og anlægsbranchen.«

Et reelt problem

Mens uddannelse »fylder pænt« i regeringens udspil, er forbedringer af arbejdsmiljøet dog helt fraværende. Det er ellers uhyre vigtigt, mener Poul Erik Skov Christensen. »Der er et reelt fravær af initiativer i forhold til arbejdsmiljø og sundhed. Det er katastrofalt, synes jeg, at det slet ikke er nævnt i kommissoriet,« siger han og tilføjer, at det er vigtigt at sikre, at man har forudsætning for at arbejde mere.

»Når man er så fokuseret på at skabe mere arbejdskraft, bliver man også nødt til at kigge på, hvordan man sikrer, at folk kommer igennem et arbejdsliv, hvor de ikke mister over syv år af et helt liv,« siger han med henvisning til, at 3F’s medlemmer i gennemsnit mister 7,4 år af et helt liv på grund af nedslidende arbejde.

Kan man forhindre, at folk forlader arbejdsmarkedet for tidligt, går på førtidspension eller har lange sygdomsperioder, er det samtidig en måde at øge arbejdsudbuddet på, påpeger han.

Men før arbejdsudbuddet bliver udvidet, er det altså nødvendigt, at der bliver skabt arbejdspladser til danskerne, slår Poul Erik Skov Christensen fast.

»I mit forbund har vi 12 procent ledige, og det tal er 16 procent blandt dem, der er under 30 år. Hvis de skal forstå, hvorfor de skal arbejde mere, er der nødt til at være et arbejde til dem. Ellers giver det ikke mening. Det må regeringen også forstå. Det er et reelt problem,« siger han.

/

Leder side 2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu