Læsetid: 9 min.

’Alt det, man bildte os ind’

I 17 år har en tidligere dansk FN-soldat følt sig skyldig i uagtsomt manddrab, fordi han adlød en ordre om ikke at skyde, inden ukendte soldater likviderede ni handicappede klos op af danskernes lejr i den kroatiske landsby Dvor
Det var meget vanskelige vilkår, de danske FN-soldater arbejdede under i august 1995, hvor den kroatiske hær iværksatte Operation Storm, der bl.a. skulle generobre Dvor og fordrive serberne. Den 8. august om eftermiddagen så danskerne en patrulje ankomme til en skole – fordi danskerne undlod at skyde, blev ni forsvarsløse handicappede på skolen likvideret.

Det var meget vanskelige vilkår, de danske FN-soldater arbejdede under i august 1995, hvor den kroatiske hær iværksatte Operation Storm, der bl.a. skulle generobre Dvor og fordrive serberne. Den 8. august om eftermiddagen så danskerne en patrulje ankomme til en skole – fordi danskerne undlod at skyde, blev ni forsvarsløse handicappede på skolen likvideret.

Thomas Sjørup

29. maj 2012

I en bil et sted på Sjælland sidder en tidligere FN-soldat og fortæller sin personlige beretning om en massakre på ni handicappede, der fandt sted i den kroatiske landsby Dvor for 17 år siden. Helt nøjagtig den 8. august 1995 om eftermiddagen.

Hvis soldaten dengang havde åbnet ild, kunne massakren have været forhindret. Men soldaten fik ordre om ikke at skyde – og han adlød. Det har plaget ham lige siden.

»Alt det, man bildte os ind, vi skulle ned og stå for, altså forsvare de svage og beskytte de civile og skille parterne ad – alt det kan jeg ikke få til at passe med, at jeg har selv har svigtet så totalt,« siger han.

Uanset hvad soldaten har gjort for at få sagen nærmere undersøgt, har han en fornemmelse af at løbe panden mod en mur.

»Jeg kunne godt tænke mig at høre en forsvarschef forklare, hvorfor vi ikke måtte gøre noget.«

Senest har han anmeldt forsvaret for krigsforbrydelser til Forsvarets Auditørkorps, men også det er løbet ud i sandet. Hvorfor, vender vi tilbage til.

Operation Storm

At ni efterladte handicappede blev dræbt af ukendte forbrydere den 8. august 1995 har været kendt i flere år. Det fremgår af den officielle krigsdagbog for de danske FN-soldater i Danbat 7, hvor det bl.a. er noteret:

»14.50 observeres patrulje (…) gående mod skolens indgang og kort efter meldes fra FSBM bunker på taget af hovedkantinen om likvidering af resterende handicappede på skolen.«

De danske soldaters stabskompagni var indkvarteret i en skolebygning i Dvor, mens ni hjælpeløse handicappede, deriblandt en gammel dame i kørestol, var blevet efterladt i en anden del af skolen.

I august 1995 indledte den kroatiske hær Operation Storm, der bl.a. skulle generobre Dvor og fordrive serberne. Det førte til store problemer for FN-soldaterne, der havde til opgave at holde parterne fra hinanden. Tilmed havde de et svagt mandat, der kun tillod brug af våbenmagt i selvforsvar.

I juli 1995 – altså en måned før slaget om Dvor – havde hollandske FN-soldater således undladt at gribe ind over for det masseslagteri på tusindvis af bosniske muslimer, som siden skulle blive kendt som Srebrenica-massakren.

Selv om ca. 200 bevæbnede danske soldater var indkvarteret på skolen, og flere direkte kunne følge med i, hvad der skete med de handicappede, blev der ikke givet ordre til at skyde. Ifølge flere soldaters udsagn til dagbladet BT sidste år kunne danskerne ellers have forhindret massakren.

Soldaten, som vi møder i en bil på Sjælland, var den af de danske soldater, der befandt sig tættest på morderne den 8. august 1995. For første gang fortæller han offentligt om, hvordan han oplevede massakren.

En nederdrægtig dansker

»Vores lejr lå i udkanten af Dvor med skyttehullerne i en rundkreds som kampformation. Vi sad i skyttehuller og bunkers i seks-syv dage, hvor vi kunne høre, at den kroatiske hær for hver time kom nærmere og nærmere. Der blev skudt en masse artilleri, og vi blev klar over, at det så sort ud, og at vi måske alle ville komme hjem i sorte sække,« fortæller han.

Soldaten insisterer på at være anonym, dels fordi han er plaget af sine oplevelser, dels fordi han ønsker opmærksomheden om massakren, ikke om sig selv.

»Folk var på panikkens rand, specielt min nærmeste delingsfører, der på et tidspunkt blev frataget radioen, fordi han ikke længere kunne tale klart, så lammet var han af skræk, og at alle andre skulle høre på hans radiomeldinger skabte bare endnu mere panik. Vi havde en fremskudt observationspost nr. 3-5 med syv danske soldater ved grænsen til Bosnien, og på et tidspunkt hørte vi et nødkald fra dem over radioen, hvor de tiggede om hjælp: En serbisk kampvogn kører ind i os, nu kører de sandsækkene af vores stilling, nu drejer de kanontårnet, hvad er vores nødordre? Som svar fik de følgende besked: Hvad synes I selv?«

»Alle, der hørte denne såkaldte ordre, tænkte: Hvis vores chefer ikke engang magter at hente vores egne mænd i sikkerhed, hvad vil der så ske med os? Soldaterne fra observationsposten blev taget som gidsler og brugt som skjolde foran de serbiske kampvogne, indtil det lykkedes dem at slippe væk.«

I takt med at den kroatiske hær rykkede frem, var tusinder af serbere flygtet fra området. I busser, personbiler og til fods havde flygtninge i dagevis trasket forbi den danske lejr ved hovedvejen. Men det var ikke alle, det lykkedes at flygte i tide. Lige over for lejren boede en gammel dame, der tiggede om hjælp:

»Hun kom over til os for at tigge en liter diesel, så hun kunne flygte på sin traktor …«

Kommet hertil i sin beretning bryder soldaten sammen. Han snøfter og banker afmægtigt sit hoved mod bilens rat, mens han stødvist fortsætter:

»Vi havde mindst 25.000 liter diesel i lejren, men vi fik forbud mod at udlevere så meget som en dråbe. Jeg har aldrig følt mig så nederdrægtig ved at stå og skulle sige nej til hende. De troede, at vi var kommet for at hjælpe dem, og så gør vi ingenting. Bagefter kommer vi hjem og praler og pudser vores fine medaljer.«

Slaget om Dvor

Soldaten fortæller, at efterhånden som radiomeldingerne fra de forskellige observationsposter stoppede, udbrød der alvorlig panik blandt mange danske soldater i lejren.

»Alle mine kolleger og jeg var ved at skide i bukserne, og personligt skrev jeg et afskedsbrev til min daværende kone. Jeg sagde farvel til alle derhjemme, og det gav mig på en eller anden måde lidt ekstra luft. Der var flere, der kaldte på deres mor. I sådan en situation kan der ske to ting med en: Enten lammer man, eller også handler man. Der findes ingen mellemvej, når man kommer derud. I vores bunker gik alle i lammelse undtagen én, der var københavner lige som mig. Han sparkede til mig og foreslog, at vi forlod bunkeren, hvor vi sad som rotter i en fælde. Vi krøb ud i et skyttehul, for der havde vi trods alt mulighed for at følge med i, hvad der skete.«

Imens haglede det ifølge soldaten ned med granater, mens kampene i Dvor bølgede frem og tilbage mellem de vigende serbiske soldater og den angribende kroatiske hær.

På et tidspunkt dagen efter, den 8. august, fik alle ordre til at trække sig ind i bunkerne, fortæller han.

»»Vi kunne høre, hvordan de kroatiske kampvogne kom tættere og tættere på, men vi skulle altså ikke have vagtposter, hvilket er imod al militær erfaring. Ud på eftermiddagen kom der en gruppe på 10-12 mand slentrende. De gik roligt afsted midt i granatilden, de røg cigaretter og havde geværerne slænget over skuldrene, som var de på feriekoloni. De havde et sammensurium af uniformer på: Én havde en gammel lang grå feltfrakke, en anden var iført brunt battledress. De havde også et gult mærke af en slags, som jeg ikke kunne genkende. Fra mit hul kunne jeg se, at de gik hen mod skolen.«

Der er, fortæller soldaten, en stående forholdsordre om, at hvis fremmede passerer den sidste ildåbningslinje foran en lejr, skal vagtposter åbne ild for at forhindre, at de kommer for tæt på lejren.

»To mand passerede, og jeg tog sigte. Men jeg fik ordre til ikke at skyde. Jeg sad alene i hullet. Min nærmeste chef, der gav ordren, sad inde i bunkeren. Jeg så ikke én eneste dansk soldat i de fire andre huller, der lå rundt om lejren. En af de fremmede soldater stillede sig op to meter fra mig og holdt mig på kornet, mens jeg sigtede mod ham. Sådan stod vi i måske fem lange minutter, mens to fra gruppen uanfægtet slentrede videre ind i skolens aula.«

Hvad der skete i aulaen har soldaten ikke selv set. Fra en observationspost på skolens tag kunne andre danske soldater gennem vinduerne følge med i, hvad der skete i aulaen.

Skudt damen i kørestolen

Ifølge soldaten var danskernes situation kompliceret af, at lejrens radiorum kun var adskilt fra den øvrige del af skolen med en krydsfinerplade.

»Fra aulaen var der altså en mulig adgang til vores radiocentral, så man havde travlt med at rigge nogle lette maskingeværer op for at kunne forsvare det,« fortæller soldaten.

»Pludselig blev der råbt over radioen, som kunne høres i hullerne: Han har lige skudt den gamle dame i kørestolen … Så blev der helt stille, og i næste øjeblik sprang en håndgranat. Jeg fornemmede, hvad der skete: Forbryderne rensede rummene et for et ved at smide håndgranater. Jeg fik ordre til at skyde varselsskud, men jeg kunne ikke flytte mit fokus fra soldaten, der sigtede på mig. Jeg råbte, at det kunne de selv gøre, men det reagerede ingen på. Jeg var den eneste, der havde direkte øjenkontakt med dem.«

Ifølge soldatens erindring sprang der to håndgranater. Fem minutter senere kom soldaterne ud af hovedindgangen igen.

»Soldaten foran mig rejste sig og gik hen til de andre. Han var iskold. Han kunne sikkert se panikken i mine øjne. Så gik de tilbage ad vejen, som havde de bare været hos bageren, stadig i samme rolige tempo, ingen panik, selv om der var nedslag fra granater.«

Eftervirkningerne

»I løbet af de fem minutter faldt hele min verden i grus. Hele mit liv har jeg gerne villet være soldat, men dér blev alt, jeg ellers havde troet fuldt og fast på, splittet ad. Vores mandat var ikke bare at sidde og kigge på, mens civile blev henrettet. Det var at svigte de mennesker, vi blev sendt ned for at hjælpe, og det er også at svigte de danske soldater, der døde eller blev sårede.«

Det rigtige havde ifølge soldaten været at give ordre til at skyde, da soldaterne passerede den sidste ild-åbningslinje.

»De var kun 10-12, og vi var flere hundrede. Vi havde fuldt penalhus, som man siger. Vores hjemrejse blev tre uger forsinket, og jeg husker vores regimentschef, som hyldede os. Vi fik en medalje: Tillykke, I har gjort en indsats, I kan være stolte af! Der gik mange år, før jeg rørte ved medaljen. Som jeg så det, havde vi intet at være stolte af, tværtimod skyldte vi en undskyldning.«

Likvideringen af de handicappede blev undersøgt af FN. Det viste sig ikke muligt at identificere de skyldige bag massakren. Efter BT’s afdækning sidste år af, at de danske soldater trods muligheden undlod at gribe ind, har repræsentanter for myndighederne i Serbien og Kroatien været i Danmark. De har udspurgt øjenvidner med henblik på identifikation af de skyldige. Soldaten er ikke blevet udspurgt.

»Jeg er sikker på, at det var irregulære serbiske soldater. De har troet, at når personerne i skolen ikke var flygtet som alle de andre, måtte det være kroatere, der var på skolen,« mener soldaten. Siden Dvor har han været udsendt til Bosnien og Kosovo, og siden hans kontrakt med forsvaret udløb, har han arbejdet med byggeri. Som årene gik, er de fem minutter foran skolens hovedindgang oftere og oftere vendt tilbage i hans mareridt. Flere gange har soldaten fortalt om sine oplevelser, når han under udsendelse har mødt andre soldater. Han har forsøgt at ringe til en telefonlinje, som blev åbnet for veteraner, og han har kontaktet konstabelforeningen.

Efter BT’s afdækning stillede Frank Aaen (EL) spørgsmål til forsvarsminister Gitte Lillelund-Bech (V) om massakren. Efter mere end et år er det stadig ubesvaret. I februar har Nick Hækkerup (S) meddelt, at et svar kan ventes i slutningen af marts. Det er endnu ikke kommet.

Imens stiger frustrationen.

»Jeg er så indebrændt, som man overhovedet kan være, så vred, så vred,« siger han som forklaring på, at han i november henvendte sig til Auditørkorpset og anmeldte forsvaret for krigsforbrydelser. Han betingede sig dog, at han ville have beskikket en forsvarer, hvilket først byretten og siden landsretten skriftligt har afvist.

Ifølge professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard var det et forventeligt resultat:

»Retsplejelovens regler og afgørelserne i retspraksis er klokkeklare, så byretten og landsretten har ikke haft mulighed for at komme til et andet resultat,« siger han og fortsætter:

»Men da sagen formentlig har betydelig samfundsinteresse kan det godt forekomme utilfredsstillende, at det offentlige ikke stiller en advokat til rådighed for den tidligere soldat, som forståeligt nok er utryg ved på egen hånd at gå op imod hele systemet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg priser mig lykkelig for at jeg er udsendt under NATO og ikke FN.
Når man sender soldater til en krigszone, har det bare at være med et ordentligt og velgennemtænkt mandat, til at kunne gribe ind når det er nødvendigt.
Ellers sker der tragiske ting som dette, der ikke bare går ud over uskyldige civile, men giver ar på sjælen hos de menige soldater der, imod alt fornuft, beordres til ikke at handle.
Man kan se det på den måde de paramilitære mordere roligt slendrer forbi danskerne; de ved udmærket godt at danskerne ikke må gribe ind. Og de skider på deres tilstedeværelse der.
Har al sympati med ofrene fra det tidligere Jugoslavien. Både de civile der led dernede, og de tidligere udsendte soldater, der her mange år efter stadig har ar på sjælen.

Nic Pedersen

Man kunne godt betragte ordren om ikke at skyde i den situation, som en ulovlig ordre og en sådan er enhver dansk soldat nøje belært om ikke at adlyde.

Men man har ondt af manden, som har stået i lortet. Det er sgu så nemt at være hellig herhjemme i sofaen. :-(

Har forresten hørt historien før, hvor fortælleren ikke var i tvivl om, at det var kroater eller deres "side", som massakrerede her, men det er jo mindre vigtigt.

Niels Mosbak

»Jeg er sikker på, at det var irregulære serbiske soldater. De har troet, at når personerne i skolen ikke var flygtet som alle de andre, måtte det være kroatere, der var på skolen,« mener soldaten.

Eller også har det såmænd været kroatiske irregulære, der foretog etnisk udrensning i forvisning om at de personer der var på skolen var efterladte serbere, som man ikke havde til hensigt at føde på, når området var renset for andre end kroater.
Og kroatiske krigsforbrydelser er der såmænd nok af - alene angrebet hen over og igennem den danske FN-lejr under operation Storm, og de vel knap 200.000 serbere der blev etnisk udrensede fra Krajina-området hører under denne kategori.

Og imens sad den danske befolkning tilbagelænet og blev fodret med løgnehistorier fra krigen, fuldstændig som det er tilfældet i dag, hvor man politisk og redaktionelt har taget stilling til hvem der er de "onde" - i modsætning til "os", de gode.

Og vi andre skal leve videre med vores viden om, at intet system er stærkere end det svageste led. Skade blot at det er dem med ansvaret der bliver bløde i knæene når de ubehagelige ordrer skal gives.
Det øger nemlig risikoen for de der skal udføre arbejdet, og det er vel ikke svært at forestille sig at det kan virke noget belastende på en soldat der står i den "forkerte ende" af et automatgevær i 5 minutter.
Den form for afmagt og samtidig livsfare pådrager man sig PTSD af, hvilket også er godt fanget i artiklens beskrivelse af soldaten.

Men husk lige at det var en dansk officer der ikke stod distancen og ikke vidste hvad der var det rigtige at gøre - det var ikke FN.
FN er nemlig heller ikke stærkere end det svageste led.

Lennart Kampmann

Efterrationaliseringer kan være svære at leve med.

UNPROFOR opererede under et fredsbevarende mandat, der handlede om at observere og facilitere våbenhvilen mellem kroatere og serbere i Kroatien.

Groft sag var en bataljon (ca. 850 mand) sat til at passe et område det passede bedre til en brigade (2.500 mand).

Det nytter ikke at bebrejde sig selv at man ikke kunne redde verden, når ansvaret for at gøre styrken handlekraftig lå et andet sted.

Og selv om det lyder hårdt, så er en soldats lod at lade være med at græde over spildt mælk og komme videre. Der er ikke plads til nuancer. Tragisk har nogle valgt at tage livet efterfølgende, kan jeg forstå, omend jeg ikke har et detaljeret overblik over hvem og hvordan.

Vi lærte på Balkan at vi ikke havde indset hvor onde mennesker kunne være.

Med venlig hilsen
Lennart
(UNPROFOR hold 6 og 7)

Lennart Kampmann

Det med efterrationaliseringer er svært - måske reddede han sin enheds liv fordi han lod være med at skyde...

Man ved aldrig. Krig er ondt.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Knudsen

Selvfølgelig var det serbiske soldater. Det er altid serbiske soldater.. Det var de eneste der var i krig i 90'erne på Balkan, alle andre var passive. Hvis dog bare NATO havde gjort noget imod de serbere uha. For dælen de slipper godt fra det hele! (ironi kan være brugt)

John W Larsen

Emil, hvordan kan man andet end 'prise sig lykkelig' for noget man selv har valgt ?
Når nu du, efter eget udsagn, er 'dernede',
så ved du vel også at der slet ikke er nogen der har 'sendt' dig derned, ikke ?

DU meldte dig.
FRIVILLIGT .

Jeg tilhører den del af befolkningen der IKKE synes du er en Helt .
Jeg er nok en drømmer, men
MAKE LOVE - NOT WAR .. og revolutionen starter hos dig selv . JEG har ikke bedt dig, eller tvunget dig til, at dræbe mennesker i et andet land .
Kom dog hjem NU, inden du bliver sprængt i luften for noget der ikke vedkommer os !

Morten Pedersen

Krig.....det sjoveste at lege som barn - det mest grusomme at opleve i virkeligheden.
En tanke til kilden til historien og en tak for at sige sandheden.

Christian Svenstrup Harder

På et snusket værtshus i Aalborg sad P, han kom der hver dag. Han var også veteran fra Balkan.
For det meste havde han ikke lyst til at tale med nogen. Fik jeg øjenkontakt med ham, gav han et hilsende nik, hvis han havde lyst til at tale, det skete ikke så tit. Men når det var tilfældet, købte jeg en håndfuld bajere og en pakke smøger vi kunne dele. Ps bidrag til samtalerne var altid fåmælte, jeg skulle trække sætningerne ud af ham, mere end sjældent lo han, ikke engang når jeg kunne en god røverhistorie. Det eneste der rigtig kunne få P til at åbne op var når jeg spurgte om jeg måtte se Ps medajle, som han fik for at være på Balkan i 90'erne. Han var ikke sådan rigtig stolt af den, det var nærmere vigtigt for P at jeg vidste at han havde været på der.
Men for det meste ville P helst bare sidde og kigge på de andre gæster, han ventede nemlig - observerede.
Der var altid ballade på værtshuset, specielt i weekenden gik det heftigt for sig.
P var ikke ansat som en sådan, men alligevel fungerede han som udsmider. Altid førte han justits og altid vidste han hvad der var foregået op til sammenstødende. Han havde altid set det hele, hørt det hele. Normalt smed P blot de formastelige ud, undtagen de der forbrød sig på kvinder, dem hadede P mere end nogen andre, heri er jeg ikke i tvivl. De 'faldt' altid over dørtrinnet når P eskorterede dem ud.
P fortalte mig aldrig om sine oplevelser fra krigen og når man stifter bekendtskab med historier som denne artikel forstår man ubemærket hvorfor.
Værtshuset lukkede for et par år siden og jeg har desværre ikke set P siden.

Claus Madsen

"Det nytter ikke at bebrejde sig selv at man ikke kunne redde verden, når ansvaret for at gøre styrken handlekraftig lå et andet sted"

Helt ærligt Lennart. Det kan du da godt mene, men den type rationalitet er som at smide salt i såret på et vingeskudt menneske.

Man må jo som et minimum tage et menneskes sorg frustration og lidelse alvorligt. Hvis man vil lære noget om fortiden til brug for fremtiden.

Henrik Jensen

"professor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard".

Feeedt. Lad os sende DJØFerne med helt ud til fronten. Det er forbløffende så meget de ved om, kvordan man vinder krige.

(I det hele taget en fantastisk uddannelse - de ved også mere om medicin end læger og sygeplejersker, de ved mere om rengøring end rengøringsassistenter og mere om jernbanedrift end banefolk).

Hvorfor læser vi ikke bare allesammen jura.

Anders Jensen

De folk der kender noget til balkan-krigene har næppe noget at indvende mod man sendte militære styrker derned.

Langt hovedparten af dem vil sandsynligvis være enig i at FN-mandatet var for svagt - og EU for passive.

Kun dem der har været der, kan bedømme de umulige valg man har været stillet overfor.

@John W Larsen

Jeg har ikke bedt om at være en helt. Ser ikke mig selv som det, og beder ikke nogen om at se mig som det.
Jeg har ikke slået nogen ihjel

Indtil videre har jeg ikke set noget i Afghanistan som ikke har bekræftet min tro på at vi har noget at gøre dernede. Mange menneskers tilværelse er blevet bedre ved den internationale tilstedeværelse.
Det er let at sige Make love not war. Jeg tror at alle i bund og grund er enige med det slogan. Men verden bliver ikke et bedre sted af at vi sidder på vores hænder.

Jens Overgaard Bjerre

Krig er og bliver menneskehedens afsløring af sin egen perversitet og mangel på humanisme. Dem som går ind for vold og krig er vanvittige. Soldaten kan glæde sig over, hvis han overhovedet har den mulighed tilbage, at han er menneskelig. Der er desværre ret mange på de øverste poster i vores samfund, som ikke er. Uanset hvor mange penge og medaljer og håndtryk af kongelige og herskere, de må gemme på.
Soldaten må desværre også erkende, at han aldrig får et fornuftigt svar på sin forespørgsel. Der findes ikke noget svar at give ham, da krig i sig selv meningsløs.

Kristian Lund

@Henrik Jensen:
Øh, nu udtaler den kære professor sig jo ikke om krig, eller hvordan man vinder samme. Han udtaler sig om hvorfor en retslig instans er kommet frem til det resultat den er - han er en ekspert der fortæller læseren at det er pga. loven og ikke en spidsfindighed i sagen, at soldaten ikke kan få støtte til at føre sin sag.

Er det ikke OK, at en jura-professor udtaler sig om jura, eller hvad?

Lennart Kampmann

Krig er ond, men ikke uden mening for de involverede. Man kæmper jo for at afklare en uoverensstemmelse - hvem skal have retten til at leve et bestemt sted, eller råde over en række ressourcer.

UNPROFOR var jo speciel fordi den ikke skulle deltage, men observere og facilitere med neutralitet. En svær opgave, som historien senere har vist. Særligt fremstår svigtet ved Srebrenica som en sort plet på FN's renomme.

De danske soldater meldte sig jo fordi de troede på det gode i missionen. De blev klogere. Senere missioner har fået langt mere håndfaste regler.

Med venlig hilsen
Lennart

Lennart Kampmann

@ Claus Madsen

En person der bebrejder sig selv en hændelse, skal da ikke fastholdes i en afmægtig tilstand. Det skal da oplyses for vedkommende at personens forklaring kan være en af mange.

At føle sig afmægtig er naturligvis ikke rart, men derfor skal man jo ikke påtage sig den samlede arvesynd af den grund. Særligt hvis man ikke syndede.

Personen skal jo bygges op til at kunne leve videre.

Med venlig hilsen
Lennart