Læsetid: 1 min.

Danske forskere går uden om plagiat-kontrol

Plagiering af akademiske afhandlinger og artikler er et stigende problem internationalt. Men herhjemme er det kun de studerende og ikke forskerne, der bliver tjekket for, om de skriver af. Rektorformand åbner for dansk fuskertjek
Plagiering af akademiske afhandlinger og artikler er et stigende problem internationalt. Men herhjemme er det kun de studerende og ikke forskerne, der bliver tjekket for, om de skriver af. Rektorformand åbner for dansk fuskertjek
16. maj 2012

Forskerfusk har nået Europas elite og fældet den tyske forsvarsminister, den ungarske præsident og en række andre politikere, der alle har fået frataget deres doktorgrader. Senest er også den tyske forskningsminister kommet under anklage, mens en dansk terrorforsker undersøges for at have skrevet omfattende afsnit af i sin ph.d.-afhandling. Sagerne er udtryk for et stigende problem med plagiering i Europa, mener it-professor Debora Weber-Wulff fra Universitetet for Anvendt Videnskab i Berlin, der har forsket i plagiering siden 2002.

»Folk plagierer mere og mere, fordi de har vænnet sig til at slippe af sted med det. Der bliver generelt gjort meget lidt på området,« siger Debora Weber-Wulff, der også er medstifter af netværket VroniPlag, som bragte den danske terrorforskers formodede fusk frem i lyset. Mens der findes særlige programmer til plagieringskontrol af de studerendes opgaver og specialer, bliver danske ph.d-er og forskere ikke kontrolleret for plagiat, når de udgiver forskningsartikler og afhandlinger.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maya Nielsen

Ja blind tillid er ikke okay i en videnskabelig verden og de er jo ikke hverken halv eller helguder og derfor bør de efter chekkes og gives bøder når de fusker eller sløser med videnskabelige resultater især da når de er færdigt uddannede ... og i fængsel for bedrageri når det sker anden gang...

Søren Blaabjerg

Min - indrømmet måske i øjeblikket utopiske - vision er, at universiteter verden over går sammen om at skabe et fælles "universarium", dvs. en systematisk oversigt (på internettet) over al den viden, der findes p.t. og - ikke mindst vigtigt - hvor der endnu er hvide pletter på landkortet så at sige. Det vil sige, at små og store klumper af viden er lige velkomne og at der ikke er nogen besværlige formelle krav. Hvis man gør en videnskabelig opdagelse, man mener er ny, så er det bare om at få den tjekket og indføjet med det samme i den store samlede struktur, efter at man selv (og andre på samme niveau ellere højere) har fundet ud af og kunnet bekræfte, at der er tale om en nyhed.

Problemet er jo, at landskabet af videnskabelig viden er så enormt, at det uden en meget organiseret katalogisk struktur kan være yderst svært at skaffe sig et overblik over, hvilken viden, der i forvejen findes på et givet område og dermed også at kontrollere originaliteten og nødvendigheden af fremtidige og igangværende forskningsprojekter.

Camilla Brodersen

Jeg er ked af at skuffe dig, Søren, men billedet ser desværre noget anderledes ud. Forskere lever under et evigt pres for at levere resultater - publish or perish, som de siger.
Som forsker skal du spytte artikler ud, for du skal bruge en velspækket publikationsliste, når du skal søge penge til din videre forskning.

Dette pres på forskerne har flere konsekenser.
For det første lider innovationen under det, for forskerne tør i mindre grad kaste sig ud i et uprøvet eksperiment, hvor man risikerer at stå uden resultater, der kan strikkes sammen til en artikel.
De vælger derimod at tilrettelægge deres forsøgsrække konservativt, så de kan være rimeligt sikre på, at deres forsøg kan levere stof til en artikel inden for en kort periode. Man satser på det sikre.

For det andet udveksler man ikke forskningsresultater til menneskehedens bedste. Forskerne holder kortene tæt til kroppen og vogter på, om nu konkurrenten når at publicere sine resultater, inden man selv gør det.

Og endelig kan svage sjæle falde for fristelsen til at plagiere eller i værste fald snyde med forskningsresultaterne.

De færreste forskere er sociopater eller lignende, men almindelige mennesker, der lever under et stort pres, hvor de f.eks. har set i øjnene, at hvis ikke de leverer en artikel snart, så er de ude af spillet.

Jeg synes, det er vigtigt, at debatten ikke så meget kommer til at handle om den enkeltes moral, som at den kommer til at handle om de betingelser, der er sat for forskerverdenen som sådan.

Når vi stiller dette krav om kvantitet til forskerne, så er det i praksis kun et spørgsmål om tid, før den første familiefar med et boliglån låner et par linier fra en kollega, så han kan få publiceret sin artikel og søgt penge til næste års forskning, og så ruller lavinen stille og roligt.

Jeg siger selvfølgelig ikke, at det er OK, at forskere snyder - og naturligvis skal snyd i forskerverdenen undersøges, det siger sig selv.

Det, jeg siger, er, at vi må se i øjnene, hvad det er for betingelser, vi lader forskerne arbejde under, og hvad disse betingelser gør ved forskerne og ved forskningsresultaterne.

Så længe, vi insisterer på, at forskning skal fungere efter markedets principper, så er det sådan, det går.

Steffen Gliese

Det er kun et problem, hvis fejlagtige observationer på den måde får lov at cirkulere uden at blive opdaget. Sådan har det været i megen litteratur, hvor de samme forestillinger og endog de samme formuleringer let kan have hundrede år på bagen, før nogen stiller spørgsmålstegn ved dem og går til kilderne og fornyer synet på spørgsmålet. Værre er det ikke. Der bliver lagt alt for stor vægt på disse spørgsmål, for det eneste, der reelt bør tælle, er sanddruheden i det udtrykte og svindel med resultater for at nå en bekvem konklusion.

Filo Butcher

Camilla, du har helt sikkert ret, men forskerne er langt fra de eneste der mærker konsekvenserne af stadig stigende pres.
Det gør alle andre professioner også, fra skraldemænd til pædagoger og endda lærligne og studerende.

Det er det uafvendelige resultat af et system som bygger på konkurrence fremfor kooperation.