Debat om vuggestuer bygger på forkerte tal

På baggrund af spørgeskemaer og egne observationer har ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen de seneste uger fældet hårde domme over landets vuggestuer. Nu viser det sig, at han kun har fået svar fra 1-3 procent af de pædagoger, som han påstod at have svar fra
Børnene er lige vågnet efter middagsluren og tumler i pædagogen Nannas arme på puslebordet. Også i vuggestuen Vokseværket på Østerbro har forskningen, der i skarpe vendinger kritiserer danske vuggestuer, været til debat i den seneste tid. Vokseværkets pædagoger synes, at det er problematisk, at den seneste debat sætter samtlige vuggestuer i dårligt lys. »Jeg bliver provokeret og ærgerlig over, hvor tyndt et grundlag de voldsomme udsagn er baseret på,« siger pædagog Stine Mørkeberg.

Børnene er lige vågnet efter middagsluren og tumler i pædagogen Nannas arme på puslebordet. Også i vuggestuen Vokseværket på Østerbro har forskningen, der i skarpe vendinger kritiserer danske vuggestuer, været til debat i den seneste tid. Vokseværkets pædagoger synes, at det er problematisk, at den seneste debat sætter samtlige vuggestuer i dårligt lys. »Jeg bliver provokeret og ærgerlig over, hvor tyndt et grundlag de voldsomme udsagn er baseret på,« siger pædagog Stine Mørkeberg.

Sigrid Nygaard
11. maj 2012

»Danske vuggestuer er så elendige, at en stor del af dem burde lukke,« lød konklusionen, da ph.d.-stipendiat Ole Henrik Hansen fra DPU, Aarhus Universitet, for to uger siden sparkede vuggestuedebatten i gang. I Berlingskes omtale hed det, at hans ph.d.-afhandling dokumenterer »rystende forhold i mange vuggestuer« på baggrund af videooptagelser, godt 8.000 observationer i ni vuggestuer i Storkøbenhavn og spørgeskemaer til 40.000 pædagoger i hele landet. Talmaterialet viser sig nu at være stærkt overdrevet.

Ifølge pædagogernes fagforening, BUPL, der har lavet spørgeskemaundersøgelsen sammen med ph.d.-stipendiaten, er spørgeskemaerne kun sendt ud til 5.000 pædagoger. Af dem har 1.300 svaret, og heraf arbejder kun 400 i en vuggestue. Resten arbejder i integrerede institutioner, så de i princippet også kan være børnehavepædagoger. Uanset hvad er der meget langt op til de 40.000.

Dion Sommer, der er professor i psykologi på Aarhus Universitet, har set spørgeskemaundersøgelsen, og han er målløs over, hvor lidt dokumentation, der er for de bombastiske påstande om offentligt omsorgssvigt.

»Det er den tyndeste videnskabelige undersøgelse, jeg har set. Den består af sølle tolv spørgsmål, som der ikke kan koges meget suppe på,« siger Dion Sommer, der sammen med tretten andre pædagogiske forskere har skrevet et åbent brev i dagens Information, der problematiserer Ole Henrik Hansens konklusioner.

Der findes slet ikke 40.000 vuggestuepædagoger i Danmark, men kun omkring 11-12.000, skønner BUPL. Derfor har formand Henning Pedersen også undret sig over, om det virkelig kunne være deres undersøgelse, der blev refereret til.

»Jeg har i den grad undret mig over det tal, der har floreret om 40.000 pædagoger. Jeg har ikke kunnet forstå, hvor det kom fra.«

40.000 er i stedet det samlede antal ansatte i vuggestuer og integrerede institutioner, der altså også rummer børnehavebørn. Og det er endda kun, hvis man tæller ledere, køkken- og rengøringshjælpere med.

Også de 8.000 observationer, som Ole Henrik Hansen baserer sine konklusioner på, er forkert. I stedet er der tale om 8.000 registreringer af forskellige dialogformer og dialogskift. De er foretaget i ni vuggestuer med 26 børn, som Ole Henrik Hansen efter eget udsagn har observeret i 150 timer. Eller mindre end 17 timer i gennemsnit pr. vuggestue. Men en observation handler om, at forskeren iagttager og registrerer et længere hændelsesforløb, siger Jan Kampmann, der er professor på Institut for psykologi og uddannelsesforskning på Roskilde Universitet.

»Men problemet er, at Ole Henrik Hansen får generaliseret sine observationer til, at hverdagen i vuggestuen består af voksne, der overser børn, og konkluderer, at mange institutioner skal lukkes. Men det kan han jo ikke sige, da han næppe har brugt mere end en dag pr. barn,« siger Jan Kampmann.

Snyd og bedrag

Også Dion Sommer mener, at de 8.000 observationer er en kraftig overdrivelse.

»Det er snyd og bedrag at kalde det observationer, men det er klart, at man bliver nødt til at puste materialet op. For at udtale sig på baggrund af 26 børn i ni institutioner er jo et lidt løst grundlag,« siger Dion Sommer.

Henning Pedersen fra BUPL mener, det grænser til det uvederhæftige.

»På baggrund af observationer i et forholdsvis lille antal vuggestuer, bliver der tegnet et generelt billede, som jeg slet ikke kan genkende,« siger han. Samtidig kritiserer han den måde, hvorpå Ole Henrik Hansen har krydret debatten med bastante udtalelser om, at en stor del af vuggestuerne burde lukke, og at børn går omkring som ’sanseløse pingviner’.

»Den tilgang gør jo forældrene nervøse for, om deres børn lider overlast i vuggestuen. Det er fuldstændigt urimeligt at give dem dårlig samvittighed på det grundlag,« siger Henning Pedersen.

Lektor Stig Broström fra DPU, Aarhus Universitet, er ph.d.-vejleder for Ole Henrik Hansen. Han mener også, at han har brugt nogle uhensigtsmæssige formuleringer.

»Sådan noget som ’fri-hash-og-gratis-kakaomælk-institutioner’ kan man sige i muntert lag og ikke i et forskningsforum. Men det er også sagt i et debatforum, og så sker der en sammenrodning af det, som så bliver femdoblet i medierne,« siger Stig Broström.

Han mener, at Ole Henrik Hansens dataindsamling er fuldstændig holdbar. Men de siger ikke noget om kvalitet, og de siger kun noget om et afgrænset antal vuggestuer, og de kan ikke generaliseres til hele landet.

»Så hopper kæden af, når de data, der er blevet fremlagt, bliver misforstået og misfortolket og fremsat som generaliseringer, og måske har han også selv båret ved til det bål,« siger Stig Broström.

Men heller ikke de konklusioner, Ole Henrik Hansen så drager på baggrund af sit materiale, er der belæg for. Ole Henrik Hansen konkluderer i Berlingske, at for dårlig organisation og for lidt ledelse i vuggestuer går ud over barnets emotionelle udvikling. Men flertallet af pædagogerne – 59 pct. – beretter om planlagte aktiviteter for en del af eller hele dagen, mens 23 pct. planlægger aktiviteterne om morgenen. Når det gælder ledelsesspørgsmålet svarer 79 pct. af de adspurgte, at ledelsesstilen er åben og medinddragende, mens kun 8 procent mener, den er præget af mangel på handlekraft.

»Umiddelbart er der ikke nogen kobling mellem børnenes følelsesmæssige tilknytning og aktivitetsniveauet i vuggestuen,« siger Dion Sommer og fortsætter: »Jo mere hverdagen går op i struktur og planlagte aktiviteter, jo mere glider den grundlæggende følelsesmæssige kontakt i baggrunden.«

Vejleder Stig Broström mener ikke, Ole Henrik Hansen selv havde forudset det røre, han har skabt med sine første data og delkonklusioner.

»Set bagklogskabens skær, skulle han ikke have sluppet de data løs. Men det har han gjort, og så har det været svært for ham at stoppe det og stå for det mediepres, han har været udsat for,« siger Stig Broström.

Ph.d.-afhandlingen er først færdig til sommer, og Ole Henrik Hansen forventer at kunne diskutere sine endelige resultater til november.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Robert  Kroll

Historien viser også, at journalister er efterladende m h t bare at "grov-vurdere" og grov-sortere" det de viderebringer.

Et par enkelte check af tal via internettet, så ville en masse fortrædelighed være undgået.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Pedersen

Og så kan medierne ikke forstå at vi ikke stoler på dem - tid til selvransagelse på tanten og alle andre der ukritisk viderebragte hans påstande. Det stank jo langt væk at en forsker udtalte sig i så uvidenskablige toner og som pædagog begyndte at rode rundt i ting han overhovedet ikke er kvalificeret til. Og så var afhandlingen ikke engang indleveret endnu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Pedersen

'Lukker ned for deres følelser' - jeg var harmdirrende flere dage efter den historie. Magen til poppsykologisk ævl skal man lede længe efter. Tak fordi I bringer den her slags historier information - I er vel efterhånden de eneste.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

"Vejleder Stig Broström mener ikke, Ole Henrik Hansen selv havde forudset det røre, han har skabt med sine første data og delkonklusioner". Du gode gud - Holy Mackerel. Det er jo ikke blot medierne, der har svigtet, men noget der er langt værre. Det er jo Århus Universitets hele renommé.
Hvordan har sådan et menneske dog nogensinde fået sin bachelor og SU. Manden er jo dum som et bræt eller direkte uvederhæftig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johannes Nielsen

Det var da betryggende at vi alligevel ikke behøver at betvivle at den store moder velfærdsstat tager sig godt af vores poder. Eller hvad? Mine egne erfaringer med københavnske daginstitutioner er meget blandede - der er nogle virkelig gode i mellem og så er der nogle, der er utrolig ringe.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Taitto

Det er ligegyldigt. Historien er lukket ud. Efterfølgende fakta er i stor grad for abstrakte til den almindelige borger.

Johannes Nielsen

Du har bemærket de gode og de dårlige. Bemærkede du også dem, der gør et stykke solidt arbejde uden de store armbevægelser? Altså dem, som man ikke lægger mærke til, men som alligevel former poderne?

Når du skriver sådan, så lyser en rød lygte hos mig. Uanset hvad man kræver og forventer af omgivelserne, så kan ikke alle være lige topmotiverede på en arbejdsplads uanset type af job. Det er ikke en socialistisk indstilling, hvor "der skal være plads til alle", fra min side. Det er simple fakta baseret på almindelig menneskekundskab.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Ryberg

@Søren Lom - kravene har såmænd nok ikke ændret sig - PhD afhandlingen er jo ikke blevet bedømt endnu! - de eneste bedømmere og dem der har videreført resultaterne er journalister -der kan stå noget ganske andet i afhandlingen end det som journalisterne viderekolporterer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rune Stilling

Det er da glimrende, at OHH får lidt tørt på (haha) i en forskningssammenhæng.

Jeg vil dog tilføje som en fuldtstændig ikke-generalisérbar observation tilføje, at hans observationer stemmer ret godt overens med egne observationer, da vi efter at have fulgt det daglige liv i en Frederiksberg'sk vuggestue nogle timer hver dag i forbindelse med vores egne børns heldigvis kortvarige berøring med vuggestuelivet, halvrystet valgte at tage dem ud og passe dem selv. Der foregik stort set ingen lege, minimal opmærksomhed på det enkelte barn, og børn ned til 10 måneder blev lat "alene" i lange perioder af en rodet lille flok af personale (1-2 lejlighedsvis pædagoger, resten medhjælpere til 24 babyer/børn), som kun blev mindre i løbet af dagen.

Der er sikkert steder, der er bedre, og de pressede storby-vuggestuer er sikkert værre ramt end dem i provinsen, osv. Men det er altså kun sundt, hvis forældre én gang til overvejer, om det virkelig er det bedste valg for deres 10-14 mdr. gamle pode at blive sendt i forvaring hver eneste dag et sted, der alt andet lige kun kan tilbyde en minimal erstatning for det følelsesmæssige nærvær, primære omsorgspersoner kan give.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Karlsson Pedersen

Peter Tiatto

Jeg er meget enig, jeg er også bange for at hvis ikke man eksempelvis får bredt denne historie ud til TV, de større netaviser eller får politikere til at forholde sig til kritikken mere grundlæggende, ikke blot ved at udtale sig generelt men ved at sige måske: "dette viser, at det var dumt at fælde forhastede domme om vuggestuernes kvalitet", så vil kan der desværre leve en en sådan antagelse videre i det stille, "du siger vuggestuer, var der ikke noget med at de var alt for dårlige til at stimulere børnene" etc., måske også mere subtilt, sådan at man politisk nu kan formulere en kritik af det offentlige på baggrund af denne kritik uagtet, at den ikke var videnskabeligt funderet men alt for selektiv og af begrænset omfang.
og til Flemming Hørdum Gertsen
er det fordi, at der eksisterer (og med god grund, og som jeg primært en godt ting?) en så stor veneration for forskere og forskningsresultater (selvom han jo egentlig ikke var forsker men Phd-stipendiat, dvs. først i gang med at vise om han er i stand til at kvalificere som reel forsker), at man ikke først spørger "er dette valid forskning" men derimod med det samme er nødt til at reagere på det fordi "det siger forskningen nu"? Eller er det andre mindre "noble" motiver?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mihail Larsen

En fjer og fem høns

Det skal nok være rigtigt, at der på nogle institutioner er en dårlig pædagogik. Men problemet her er, at en studerende falder for fristelsen til at lancere sin 'resultater' på en misvisende måde. Markedet er sultent efter den slags historier, og den studerende kan være sikker på at blive en hyppig gæst i medierne. Hvis ikke der er nogen, der – som her – afslører, at han er mere medieliderlig end seriøs forsker.

Jeg kan godt lide hans vejleder, Torben Brostrøm, men jeg synes, hans forsvar for den kække student er alt for mild og forstående. Man må håbe, at der kommer en ordentlig censor på den afhandling.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klara Liske

Ph.d. afhandlinger er en mellemting mellem politisk fodarbejde, telefonopringninger, lidt halv-ambitiøst overvågning på nabo-krigs-niveau, og Facebook-henvendelser (no kidding, they wanted me).

Summa summarum, de burde opstille en automat på universiteterne, så de kunne købe sig en, det ville være mere tro mod tidsånden.

Betryggende er det ikke, men nu er vi en provins, så man skal jo ikke stikke hovedet for meget i sky, så knalder man panden ind i lygtepælen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek

Det skal nok blive spændende,
efterhånden som politikernes beslutninger får sparket flere og flere unge igennem uddannelsessystemet med hiv og sving.

Phd-afhandlinger kan derefter findes i supermarkederne på køl ved siden af mælken.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Ryberg

Jeg synes, det er urimeligt at kritisere OHHs phd eller universitetssystemet af den simple grund, at afhandlingen slet ikke er indleveret endnu og blevet bedømt.

Dernæst er det jo på ingen måde sikkert at OHH ville drage nogle af de lidt mere vidtløftige konklusioner i selve afhandlingen, og det er desuden ret uklart hvorfra de forskellige statements er kommet - ligger de på skrift i en artikel, er det interview med journalist, er det noget journalisten har opsnappet under et ophedet debat-møde som det antydes af OHH i anden sammenhæng.

Det er samtidig klart, at han er kommet til at udtale sig for skråsikkert og bombastisk og har ladet sig/er blevet spændt på vogn af journalister og meningsdannere - og fuldstændig har mistet kontrollen

Men det er er ikke OHH der har stukket en mikrofon op i hovedet på ministeren og har forholdt hende til en undersøgelse, uden selv overhovedet at tjekke hvad der faktisk er af undersøgelse og kigge kritisk på dokumentationen etc. Det bør være en journalists opgave at kigge kritisk på sådanne kilder fremfor blot at viderekolportere en 'god historie'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Hørdum Gertsen

Jeg håber det er tilladt at mobbe på minister-niveau, for Christine Antorini var ret hurtig til at tage de ikke indleveret resultater til at sig. Og i sidste ende mener jeg ikke at det er Ole Henrik der "Offer", men alle de pædagoger der bliver ramt på deres faglighed!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Kjeldgaard

Jeg har ondt af Ole Henrik Hansen. Han er blevet lokket i mediernes honningkrukke med midlertidige konlusioner fra et ufærdigt projekt. Nu står han overfor massiv kritik fra kolleger som over-villigt og bombastisk udtaler sig -- om et ufærdigt projekt -- til en blodtørstig presse. Han har ikke en chance.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Han havde skidtet til gennemlæsning, inden det røg i trykken på Berlingske - helt ærligt. Manden er vel ikke kognitiv udfordret - han må sgu da kunne regne ud, man skal holde sig til det korrekte empiriske talgrundlag, når resultaterne skal formidles iklædt emotionel retorik osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Og desuden måtte han være vidende om, at han spillede på fordommen om luddovne pædagoger, der kun gider drikke kaffe. Det er jo kommunalt...han må formodes bare at have lyttet lidt på vandrørene i den off debat, hvor et vist billede af off ansatte yndes fremstillet i en vis fortælling om det danske arbejdsmarked. Så synd - hmm...udråber man en faggruppe som luddovne, der ikke gider tage sig af ungerne, så må man sgu også stå på mål for det, hvis man er såkaldt ekspert med såkaldt evidens baseret på empiri osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Karlsson Pedersen

Måske ligger der en ligeså uhyggelig fordom, nemlig at reaktionen i første omgang havde et snært af, "selvfølgelig måtte det være sådan", ligesom med folkeskolen, så ligger der mange gange en ubehagelig forventning om at det er sådan, dvs. blot den mindste røst om et tilfælde så bekræfter det et helhedsbillede, en for-forståelse man ser på offentlige institutioner med? Og dermed også på de mennesker som arbejder der?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Hørdum Gertsen

Problemet er vel også, at ph.d. notatet dumper lige ned i hænderne på en politisk del af Danmark, der gerne vil spare endnu mere på børn og unge. Til modsætning er der en passioneret og arrangeret faggruppe, der kæmper for både børnenes og pædagogernes fremtid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Svenningsen

Flemmimg:

Nu bruger du vist samme retorik som forskeren. Man kan vel godt udføre et ganske udmærket stykke pædagoiske arbejde i en vuggestue uden ligefrem at være passioneret. Jeg så et indslag, hvor dn gode pædagog nærmest var den, der ikke holdt pauser. Så havde man the spirit....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

Enhver idiot her i landet, kunne vel nok regne ud, at man skulle tage en Ph.d. der endnu ikke var bedømt med et stort gran salt. Dvs. åbenbart ikke vore politikere, at komme sådan en nyhed i avisen, har noglelunde samme eftekt som at smide en spand iskold vand på nogle sovende katte, så farer de rundt i panik, piver, skriger og flænser alt omkring sig. Det virker som om, at det er pressen og ikke politikerne der sætter dagsordenen herhjemme, er der ikke nogen der gider lave en Ph.d. om det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Hørdum Gertsen

Kære Vibeke
Du kan godt have ret, men dem har jeg ikke mødt mange af, for det er noget særligt at ville arbejde i en vuggestue. Personalet i vuggestuerne vælger et arbejde i med lidt verbal respons, med meget "skifte ble arbejde". Og så kan de alligevel, motivere, stimulere og være der for børnene, på trods af dårlige vilkår. Om de er en vuggestue " særlig" gruppe mennesker, men de yder meget og er og bør være meget stolte af deres arbejde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Halskov

Det lyder ualmindeligt sjusket, det arbejde Ole Henrik Hansen har foretaget (skønt det rigtignok ikke er færdiggjort), og kunne godt ligne et uvederhæftigt forsøg at skabe interesse om sin egen forskning (et ønske som i så fald, på tragisk ironisk vis, allerede er gået i opfyldelse).

Samtidig er det dog en mystisk generalisering - eller hurtig (fejl)slutning - som Søren Lom kommer med, når han siger: “Jeg kan forstå at niveauet i nutidens Ph.d. afhandlinger er lavere end de krav der blev stillet da vi andre skrev specialer.”

Din sætning, Hr. Lom, ligner en selvmodsigelse af de helt større, idet du mener at kunne “forstå” (altså: påvise?), at niveauet for det akademiske arbejde ifm. Ph.d.-afhandlinger er lavere idag end for specialeafhandlingerne dengang du skrev speciale.
Hvad bygger du denne slutning på? Der ligger næppe et større videnskabeligt eller akademisk arbejde bag den “forståelse”, og så er det altså ikke en “forståelse” eller “viden” men blot en tanke eller “gisning”.
Afhandlingen er, som der står i artiklen, ikke godkendt endnu, og man skal vel trods alt passe på med at fælde alt for entydige domme omkring det faglige niveau på universiteterne før og nu.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Karlsson Pedersen

Og man kunne spørge videre: hvorfor er pressen interesseret i denne historie, er det kun fordi den var sensationalistisk, den havde det som journalister godt kan lide, den afslørede noget, tingene er ikke som de ser ud og dermed refleksivt bekræfter dem selv som "det kritiske øje"? eller forventede man næsten det næste skridt som følge: privatiser daginstitutioner, de offentligt ansatte er "yder" ikke, nej produktivitet og kvalitet skal findes i det private!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Ryberg

@Klara Liske - jeg skrev vist ikke noget om at mobbe, eller om hvorvidt man mobber på et universitet.

Hvad jeg mener er, at al den stund, der faktisk ikke foreligger nogen afhandling - den er ikke indgivet til bedømmelse, så kan man ikke kritisere afhandlingen for at indeholde forkerte tal - ej heller begynde at sige, at den konkluderer noget fejlagtigt (for den er ikke indleveret og bedømt) - hvis der foreligger forskningsartikler, hvor de forkerte tal optræder, så er det noget andet, men det er jo ret utydeligt hvor tallene kommer fra - overhørt ved oplæg, givet i interview eller hvad er de? - OHH har ikke været påpasselig nok med at få rettet fejlen ifht kommunikiation med pressen, overboostet tingene eller værre endnu har bevidst ladet den passere for omtalens skyld (men det er ret umuligt at vide).

Men man kan jo ikke konkludere, at systemet giver PhD-grader til hvem som helst, da afhandlingen jo ikke har været til bedømmelse, Og det kan jo være, at den bliver afvist, eller at både tal og undersøgelse i den kommende afhandling er i orden...men PhD afhandlinger bedømmes ikke på, hvad den PhD studerende har sagt i pressen og om hvorvidt han er blevet misforstået eller ej - den bedømmes på 250 sider monografi eller X antal artikler, der bliver fremlagt til bedømmelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Brian Jensen

Man kan ikke bare kaste sådanne konklusioner ud i den offentlige debat uden at have sit statistiske materiale i orden.

At forsvare manden ved at sige at afhandlingen jo ikke er færdig, er noget snak. Så burde han da have holdt sin mund!

I min verden lader man ikke studerende forsvare en afhandling før man er sikker på den holder. Det samme må gælde hvis man offentliggør dele af en ikke-færdiggjort rapport. Når man offentliggør ting, må det kunne holde, ellers er det videnskabelig uredelighed.

Den mest sympatiske forklaring jeg kan komme på er at sagen og udtalelserne er løbet løbsk for ham og at han ikke har kunnet tøjle det på grund af uerfaring.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen

Klarere end denne udtalelse fra Brian Jensen kan det ikke siges:

"Så burde han da have holdt sin mund!"

Det gjorde han ikke, og han har fået en grim plet på sit renommé.

Ikke helt på Penkowa-niveau, men han må være forberedt på at blive taget ikke bare med et gran salt, men en slevfuld stærk sennep.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Ryberg

Man lader heller ikke PhD studerende forsvare en afhandling før man er sikker på den holder. En afhandling kan blive afvist og man vil dermed ikke få lov at forsvare den (eller skal udbedre fejl og mangler).

Men det er helt hen i skoven når medierne bliver ved med at skrive at afhandlingen konkluderer, og at den bygger på forkerte tal, når den ikke er der!

Men hvor påstår han, at han f.eks. har analyseret spørgeskemaer fra 40.000 respondenter (der står i berlingeren at det er sendt til 40.000 - og det kan jo godt være korrekt) - er det ham der påstår, at de er blevet analyseret eller er det en videregivelse/senere fordrejning. Det virker til, at det er tal der er kommet frem under et foredrag og udtalelser, der er fremsat i hed debat. Det er med andre ord temmelig utydeligt, hvad der er videregivelse, hvad der er blevet sagt, og i hvilken sammenhæng.

Når det er sagt, så vil jeg på den mere personlige side sige, at da jeg første gang læste artiklen, så tænkte jeg fuldstændig som dagens andre kronikører:

"Men Ole Henrik Hansen fremtræder forbavsende skråsikker, på måder der sjældent ses inden for videnskabeligt arbejde."

Det er tydeligt, at han drager nogle vidtløftige konklusioner til foredragene/debatter - det er jo ikke sikkert, de vil være at finde i en afhandling...og de jeg har læst af mere vidtløftige konklusioner ville ret sikkert blive påtalt af et bedømmelsesudvalg.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andersen

Personligt har jeg frekventeret vuggestuen fra kl. 7-17,
6 dage om ugen.
I mine øjne er det noget fanden har skabt.

Og det er vel børnene det handler om.
- ikke en mand og en opgave.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Andreas Halskov

Du har da ret i, at vi først og fremmest skal tænke på børnene, Peter Andersen, men jeg har selv to børn, hvoraf den ene går i børnehave og den anden netop er startet i vuggestue.
De har ikke frekventeret den samme vuggestue (for at blive i din sprogbrug), men begge har (haft) særdeles gode oplevelser af institutioner, hvor pædagogerne gør en stor og professionel indsats. Jeg mener ikke, at det er ligegyldigt i denne tid, hvor offentligt ansatte bliver lagt for offentlig hetz - ikke mindst i pressen - at de der faktisk kritiserer de offentlige institutioner (ofte helt generelt) har noget at bygge deres kritik på. Forskning bliver tit brugt som grundlag eller belæg for diverse politiske beslutninger, så det er bestemt ikke ligegyldigt, om den forskning der bedrives på områder som dette er valid og gennemført.
Jeg er spændt på, hvordan konklusionerne ser ud i den endelige afhandling...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Hørdum Gertsen

Peter Andersen, jeg mener ikke du har ret for det handler i den grad om en mand og hans ph.d. For det kommer til at handle om, hvordan éen mand kommer til at påvirke den offentlige debat på et fejlagtigt oplæg. Og måske er vuggestuer ikke altid super gode, men så skal kritikken foregå på mikro-niveau og ikke bruge 9 til at fortælle om en national tendens.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Hørdum Gertsen

I forhold til daginstitutionsområdet som nu er under beskyldning, så er det en anden debat der skal i gang. For " hvad vil vi med daginstitutionerne"? Nu er flere begyndt at snakke om "frivillighedsprincippet ", hvilket vil betyde at forældre skal indgå i vagtplanerne i daginstitutionerne pga. Nedskæringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Flemming Hørdum Gertsen

I forhold til daginstitutionsområdet som nu er under beskyldning, så er det en anden debat der skal i gang. For " hvad vil vi med daginstitutionerne"? Nu er flere begyndt at snakke om "frivillighedsprincippet ", hvilket vil betyde at forældre skal indgå i vagtplanerne i daginstitutionerne pga. Nedskæringer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Eller også betyder udviklingen, at forældre igen skal passe egne børn - alene drænet af pædagoger til andre dele af arbejdsmarkedet vil kunne frigøre mange forældre - og det er jo ikke det samme som ikke at arbejde i betragtnng af den store mængde hjmmearbejde og selvstændigt skrivebordsarbejde, der foregår nu om dage.
Selv var jeg som lille med min farmor på hendes rengøringsjobs, når jeg var på ferie dér, i min tidlige barndom arbejdede min far hjemmefra - og alt dette er kun blevet mere udbredt. Misforståelsen er vist, at forældre hjemme hos børnene ikke laver andet end at varte op og bage boller. Børn hjemme er sjældent hjemme, det er ikke som i en institution, hvor man som regel ved, hvor man har dem. Min anarkistiske trang til frihed blev grundlagt i dén barndom, ligesom min afsmag for alt for fremfusende og let hæse mænd, der med deres alt for åbenlyse kampvilje udstiller tendenser, jeg er opvokset med at finde ukarakteristiske for vores samfund.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Stig Broström er en fortaler for det soim i gamle dage i 1970erne hed strukturpædaggogik, altså fortaler for en dag for børnene, hvor alt er planlagt, intet er overladt til det som hedder tilfældet - og hvor fri leg er næsten forbudt. De voksne skal styre, hvad børnene skal, det er ikke børnene, som skal bestemme, hvad der skal ske. En pædagogik der har sin oprindelse i Sovjet, bl.a. med Makarenko?

OHH's og Stig Broström har helt klart en politisk dagsorden her - den er at fremme struktur-pædagogikken på bekostning af det som altid har været det særegent nordiske: at opdrage børn og udvikle børn til at blive, frie, selvstændige individer, som kritisk kan tage stilling til hvad de vil og hvad de ikke vil. Og dette sker bl.a. igennem fri leg - men også ved at pædagogerne tager udgangspunkt i det som børnene interesserer sig for, f.eks. Bionicle Universet eller i f.eks. det som de har med i børnehaven, eks. traktor (altså legetøjstraktorer ;) ).

OHH sagde i november sidste år (i 2011) at han ville have mere struktur end i vuggestuer og i børne-haverne, sådan at børnene kunne lære noget mere....
Og det under mig ikke, siden S.Broström er hans vejleder...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kristian Rikard

Karsten Aaen,
Samme tanke har strejfet mig, og selv om jeg ikke kender hr. Brostrøms overvejelser, tyder noget jo på, at du har ret. Og det er de tvirkeligt bekymrende ved hele denne her affære.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Larsen

rart at få bemærkninger frem, fra vejlederen - jeg synes det er flot gået af Stig Brostrøm.
Når det så er sagt, så er det rigtigt ærgerligt, når en så prominent og lovende person som en forsker-aspirant, ikke "sætter sit eget lys og sin forskning under et kritisk og realistisk lup".
Man bliver bange for, "hvornår ulven kommer", hvornår der overdrives og males, i fremtiden.
Som en anden skrev, så ødelægger man det for sig selv, når man leger med "virkeligheden".
Sagt konstruktivistisk: Så er der tale om et flot stykke konstrueret virkelighed" - uheldigt er det blot, er "det konstruerede (eller opskruede)" nu tilsyneladende danner baggrund for at der nu muligvis "spildes en masse ressourcer" på undersøgelser, task-force..

Kunne de penge og løntimer være anvendt et andet sted? med mere behov?....
Mange borgeres fordomme om institutions-forhold har drevet debatten frem. F.eks. "de gør det dårligt, de drikker kaffe, og overlader børnene til medhjælpere og studerende".

Vi har tilsyneladende nogle tidligt modnegrøntsager i år - for, agurgetiden startede allerede sidst i april ... lang tid inden de første kartofler ...
ærgerligt for mit vedkommende, for jeg har slet ikke nået at få smagt på en af disse gode agurker - hmmm, måske også pga. at de jo ikke eksisterer.
For, jo dybere der graves, jo mere synker Ole's resultater tilbage i stolen.
De resultater der var helt fremme i stolen, og SKULLE ud til HELE DANMARK egnede sig tilsyneladende mere til blot at blive fremlangt ved en lukket eksamen.

Interesser eller ej - forskningen er her helt ude af proportioner - man kommer næsten til at tænke på narcissos's spejlfixering.

Jeg glæder mig over de gode situations-billeder i artiklerne, og i de gode historier og kommentater der fortælles til billederne ... det får os tilbage tuil at tænke i ressourcer og til at finde det bedste frem i allesammen.

Jeg tænker at Ole herfra gerne må til at tænke i og fremhæve ressourcerne - de gode eksempler han har set - og, så på den måde være med til at fremme motivationen i vuggestuerne, hvilket kan komme børnene til gode - hvad gjorde vi godt, hvorfra kan vi arbejde videre. Jeg anbefaler Ole at læse "Glædens Pædagogik" og så tage udgangspunkt i bl.a. ICDP.

Jan, Pædagogstuderende ved UCN-Aalborg, 7. semester.

anbefalede denne kommentar