Læsetid: 2 min.

Demonstration vil gøre op med undertrykkelse af de svage

Folkets Parlament kalder den 4. juni til demonstration på Rådhuspladsen for at gøre op med en politiske linje, de mener undertrykker de svageste i samfundet. Politikere afviser invitation.
29. maj 2012

Rådhuspladsen i København bliver den 4. juni til samlingspunkt for demonstranter, der vil udtrykke deres utilfredshed over den politiske linje, som regeringen har lagt overfor kontanthjælps-, sygedagpengemodtagere og ordinære arbejdsløse.

»Demonstrationen er en folkelig protest imod den manglende dialog, indflydelse og eksklusion af fællesskabet, som finder sted for mange udsatte borgergrupper,« siger Lotte Bay fra Folkets Parlament.

Bag demonstrationen står det nyligt dannede Folkets Parlament, der repræsenterer samfundets svageste samfundsgrupper. De kalder sig selv en arbejdsgruppe, der vil kæmpe for at opnå øget dialog mellem politikere og samfundets svage.

Dialog om svages vilkår

De udsatte grupper bliver ignoreret på Christiansborg, lyder kritikken. Ved udformningen af førtidspensions- og fleksjobreformen har medlemmerne af Folkets Parlament gjort en indsats for at komme til orde ved at stille spørgsmål til ministeren og ved at appellere til medierne. Resultaterne lader dog vente på sig, og de sidder tilbage med en følelse af at blive overhørt og kørt ud på et sidespor, lyder det fra initiativtagerne bag demonstrationen.

Det vil man nu gøre op med. Talsmanden for Folkets Parlament Claus Jansson forklarer, at man med demonstrationen håber at kunne skabe dialog omkring de svages position i samfundet.

»Vi er nødt til at få gjort noget ved den politiske proces, der har kendetegnet f.eks. fleksjobreformen, for den er i sin nuværende form totalt afsporet. Vi håber og regner med at kunne få åbnet op for en dialog,« siger Claus Jansson.

Politikere afslår invitation

Indtil videre har der været positiv respons på demonstrationen, og Folkets Parlament håber på over 2000 deltagende demonstranter. Det endelige program er dog endnu ikke fastlagt. Det skyldes ikke mindst, at en lang række politikere har afvist invitationen til at tale til arrangementet.

»Vi har inviteret politikere både fra S, SF, V, K og DF, men de har alle takket nej,« siger Claus Jansson.

Indtil videre har Henning Pedersen fra BUPL, Finn Sørensen fra Enhedslisten, Kirsten Normann Andersen fra FOA Aarhus, Søren Becher fra 3F og Anders Olesen fra Byggefagenes Samvirke dog sagt ja til at medvirke.

Desuden har LO’s afdelinger sponsoreret busser, så demonstranter uden for København også kan få mulighed for at deltage i demonstrationen.

Læs mere om demonstrationen på Facebook eller på Folketsparlament.dk

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kasper Hviid

Jeg er ikke medlem af hjemmesiden facebook.com. Derfor kan jeg ikke se tidspunktet for demonstrationen. Er der nogen facebook-brugere, der kan oplyse klokkeslettet?

Jesper Park van der Schaft

Det lyder rigtigt dejligt. Håber også at der kommer talere fra dem, der rammes. Nemlig fra kontanthjælpsmodtagere, kommende førtidspensionister og/eller kommende fleksjobbere.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft

Filo Butcher

Det er vigtigst at os der har et arbejde får bedre vilkår til at blive rig hurtigst mulig, og at blive endnu rigere for dem der allerede er.

Hvem ville ikke ofre et par hundrede tusinde syge og andre untermenschen for dette ædle, samfundsgavnlige formål? (altså bortset fra tosserne i EL)

Søren Blaabjerg

Det jeg i øjeblikket har at sige om den omvendt-robin-hood-regering, vi har i øjeblikket. egner sig desværre ikke til at blive trykt, så derfor - ikke et ord.