Læsetid: 4 min.

Dengang arbejdsløsheden var en gave

»Er der ikke brug for alle, så burde man da få det bedste ud af det.« 80'ernes arbejdsløse var anarkistiske, selvudviklende og fandenivoldske.
»Er der ikke brug for alle, så burde man da få det bedste ud af det.« 80'ernes arbejdsløse var anarkistiske, selvudviklende og fandenivoldske.
24. maj 2012

»Vi definerede os selv som ’arbejdsfri’, for arbejdsløsheden var en gave. Vi var fri for det slaveri, vi forstod ved at være bundet til et fast arbejde,« siger Kirsten Frydensberg, der i 80’erne var tilknyttet det anarkistiske BZ’er-miljø i Aarhus.

I dag er hun selvstændig og driver sit eget konsulentfirma for konflikthåndtering, men når hun tænker tilbage på tiden som arbejdsløs, tænker hun på en god tid.

»Det var et sjovt og meget aktivt liv. Vi gjorde en forskel. Jeg arbejdede nogle gange på et plejehjem, og det var selvfølgelig også meningsfyldt, men min egen udvikling styrtede af sted, hver gang jeg var arbejdsløs. Vi tog ud at rejse,« husker Kirsten Frydensberg.

De arbejdsløse følte sig frie i 80’erne, fortæller Kirsten Frydensberg. Hvorfor skulle man arbejde, når man kunne så meget andet? Dengang blev der ikke stillet de samme krav til arbejdsløshedsaktivering, og det gav mulighed for at udfolde sig både politisk og kunstnerisk.

»Der var folk, der lavede musik eller på anden måde var kunstneriske. Man dygtiggjorde sig via kurser og daghøjskoler, som blev meget flittigt brugt dengang,« fortæller Trine Saugmann, der ligeledes var ung og arbejdsløs i 80’erne.

Fandenivoldsk samfundskritik

Men det var ikke kun sjov. I de arbejdsløses livssyn lå også en kritik af samfundets indretning. En af dem der ville gøre op med den kapitalistiske måde at tænke arbejde på, var Gustav Bunzel. Sammen med bl.a. musikeren og politikeren Jacob Haugaard stiftede han Sammenslutningen af Bevidst Arbejdssky Elementer.

»Nogen var musikere og morsomme. Vi andre var kapitalismekritikere på den marxistiske venstrefløj, og vi blev rigtig trætte af at høre om, at ungdomsarbejdsløsheden skulle være noget negativt,« fortæller Gustav Bunzel.

Hvis man blot skulle ned og stemple ind en gang om måneden, og man derved fik udbetalt dagpenge, så var man ifølge Gustav Bunzel da et særdeles frit menneske.

»Vi havde tid til hvad som helst. Man kunne bage for naboen, og der opstod en masse musik og kunst, fordi vi nu havde tid til at dyrke det. Man blev ikke tvangsaktiveret på samme måde, som man bliver i dag,« siger Gustav Bunzel.

Søren Kolstrup, der er cand.mag. i historie, lektor ved Syddansk Universitet og medlem af redaktionen for ’Arbejderhistorier – tidsskriftet for historie, kultur og politik’, kalder den arbejdsløse 80’er-generation fandenivoldske.

»Af 80’ernes ungdomsbevægelser var nogen politiske, nogen var samfundsorienterende og andre krøb mere ind i sig selv, men fælles for dem alle var en fandenivoldskhed. De havde meget offensive holdninger, og de søgte at manifestere sig lige nu og her ved at opbygge deres egen kultur – en kultur i kulturen,« forklarer Søren Kolstrup.

80’er-generationen adskiller sig på det punkt fra 70’er-generationen, der var mere politisk orienteret. Søren Kolstrup peger på den stigende arbejdsløshed som en forklaring på den ændrede retorik og på håndteringen af arbejdsløsheden.

»Hvor vi i 70’erne så meget politiske strømninger med klare målsætninger om fuld beskæftigelse, så aftog håbet om at ændre samfundsrammerne blandt 80’ernes unge til fordel for saftige manifestationer som BZ-bevægelsen,« siger Søren Kolstrup.

Kirsten Frydensberg kan godt genkende den oprørske samfundskritik fra hendes engagement i BZ-bevægelsen.

»Der lå meget oprør i det, for vi ville ikke være en del af det samfund, vi blev præsenteret for. Vi havde en ’gør-det-selv-tænkning’, hvor vi lavede vores eget oplysningsforbund, og var der boligmangel, så lavede vi boliganvisning ved at besætte huse. Vi var meget aktive i forhold til samfundet. Vi lavede aktioner, og var også gode til at komme i medierne,« fortæller Kirsten Frydensberg.

Oprørsløse unge

Oprørstrangen genkender ingen af de tre 80’er-arbejdsløse dog hos ungdommen i dag, og det er en skam, synes de.

»Det er klart, at der skal ydes et stykke arbejde, ellers fungerer samfundet ikke. Men står man i en situation, hvor der ikke er brug for alle, så burde man da få det bedste ud af det i stedet for at græde over det,« siger Kirsten Frydensberg.

Trine Saugmann medgiver dog, at retorikken i samfundet har ændret sig, og at tonen over for de arbejdsløse i dag er langt mere skrap.

»F.eks. er der netop kommet et forslag om, at unge ledige mænd på kontanthjælp skal flettes ind i militæret for at få noget struktur ind i deres liv. Den tvangsaktivering så man ikke tidligere,« siger Trine Saugmann. Hun mener også, at den individuelle selvbebrejdelse, hvor unge giver sig selv skylden for ikke at have fået foden inden for på arbejdsmarkedet, er ny.

Kirsten Frydensberg er enig og mener, at der er sket et skift i værdierne. Dengang fokuserede man meget på fællesskabet, fortæller hun. Mere end man måske gør i dag.

»For mig var det alfa og omega at være i et kreativt miljø, hvor man kunne være en del af et fællesskab, der tænkte ens. Vi var mere end bare politiske aktivister – vi hyggede os og havde det sjovt, og vi blev de bedste venner,« siger hun.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Filo Butcher

Det var jo også tiden før facebook og Iphone og muligheden for en flugt i virtuelle verdener har været temmelig begrænset.

Alligevel, ret blikket lidt længere væk i geografien, så burde det gå op for enhver, selv den mest verdensfjerne intellektuel, at de oprørsløse unge faktisk kun findes i vores lille smørhul, hvor de stadig er et stykke fra at føle virkelighedens konsekvenserne på egen krop.

Hvad med de store oprør i Spanien, Italien, Grækenland, Frankrig?

De findes og de blomstrer på trods af medierne prøver at tie dem ihjel.

maria ciccia

Det var tider, værdierne er godtnok nogen andre i dag, hvor mennesket kun er noget værd i kraft af det arbejde det præstere. Kapitalismen har således sejret. Det er ikke nok at være et godt menneske, sålænge et godt menneske er synonymt med en boger, der har et lønbetalt arbejde.
Definitionen, arbejdsløs burde slet ikke eksistere, alle er på arbejde fra deres fødsel til deres død, uanset hvad de laver og de burde alle have ligeløn.

odd bjertnes

jae .. dagpengene var en dans på roser dengang - ned at stemple en gang månedligt og så eller ssamme hyre som 'kammeraterne' ... ok, minus 10% eller sådan noget. Disse kredse - og deres store økonomiske fleksibilitet gjorde at 68'er-måden for manifestationer på - som på billedet - fik et forlænget liv nogle år. men de blev hentet tilbage til arbejdsmarkedet i midtfirserne.

Dans på socialdemokratiske røde roser, ok ...
Det var den sociale massegrav ude bagved 'de faglige' ikke.
Det var sultecirkulærene ikke.

Men det er rigtigt at forestillingen om, at der var en lige fordeling mulig, og at det bare var et spørgsmål om at få a-kasse-systemet nationaliseret og så over til borgerløn ... den fandtes. Forestillingen om at man dermed ville frigøre en enorm masse kulturelt nytænkende og kulturberigende potentiale var dog alligevel for skræmmende for masserne. Det var sandsynligvis i virkeligheden en fejlagtig forestilling, men for en sikkerheds skyld : man valgte global solidaritet og revideret indvandrerlovgivning istedet for - fra 1983 og frem..Og så var der ikke mere snak om 'hippier's eller 'punkere's potentialer. Pynten var klaret.

Anders Kristensen

Jeg havde en fed tid når jeg var arbejdsløs den gang, Kunst ,musik, statements trods NO FUTURE vreden...
Ønsker at mine børn får mulighed for at opleve en lignende mangfoldighed!
Men det ser desværre ikke sådan ud... Fremad,March og vær effektiv på kapitalens præmisser!

Lise Lotte Rahbek

Men nu er arbejdsløshed en straf for ikke at være god nok i konkurrencen om jobs,
og ingen arbejdsløs eller syg bør more sig, have selvtillid eller udvikle sig
udenfor arbejdsmarkedets trygge rammer.

Ellers vil alle danskere bare sige deres jobs op og være arbejdsløse.

(ironi kan forekomme)

odd bjertnes

Den form for kulturel mangfoldighed hvor Selda Bagcan på stereoen i kebab-en (wauw det er lam ...) stadig var en smule 'eventyrligt' - den kommer jo aldrig igen, Anders, men måske så andre mangfoldigheder, som ikke er tilstede som problem, men som kuriositet og inspiration.
For filen , når de andre var sorte med læder og solbriller kom jeg anstigende i burka. Rocknroll.

Steffen Gliese

Selvfølgelig kommer det igen, det kan ikke gå anderledes med stadig mindre behov for arbejdskraft og mere trang til frihed og udfoldelse.
jeg synes også, at Odd endnu engang manipulerer virkeligheden, for selvom aktiveringen kom, så var den stadig rimelig og retfærdig: et halvt års arbejde indenfor det fag, man var organiseret med almindelige lønmodtagerrettigheder, optjening af ny dagpengeret, samt mulighed for betalt ophold på højskole m.m. Selv borgerlige rådmænd så en gave i kreativiteten og mangfoldigheden. - Masserne var afgjort ikke bange, de kunne jo bare vælge at fortsætte lortelivet, men samtidig ikke gå i vejen for dem, der havde det udmærket endda.

Hanne Gregersen

Pladderromantik præget af erindringsforskydninger ligesom gamle soldaterhistorier, som altid forherliger en svunden tid.
Fint at nogle blev selvudviklet, men hvad med alle dem, som i mindre eller højere grad blut forsumpede på grund af manglende "assistance" "hjælp dig selv - det kan jeg ikke - surt !" med at komme igang.

Steffen Gliese

Jeg lærte en meget vigtig ting i 80erne, og det var altid at sørge for at kunne klare sig med et minimalt forbrug, ikke binde sig til store faste udgifter, men til gengæld få det meste ud af livet med rige oplevelser af sanselig og intellektuel art.

Stephan Paul Schneeberger

hvad jeg syns er vigtig at huske er at i 90'erne forsvand en hel generation af venstreradikale i privat livet og næsten en hel generation unge blev a-politisk med slutingen af 90'erne og 00'ernes om betød at en mobilisering blevet meget svært på grund af mangel af erfaring, struktur og medier.

Hvem skal unge snakke med i forhold til at gøre oprør og hvilke blade skal disse læsse forhold til at få inspiration?

jeg har lavet en litteratur liste og links til om arbejds-krtik: http://sortefane.wordpress.com/r/arbejdskritik/