Læsetid: 5 min.

Diagnoser i bedste sendetid

I DR-programmet ’Gal eller normal’ har tre eksperter vanskeligt ved at vurdere, om deres patienter er psykisk syge eller ej. Dermed udstilles det vanskelige diagnosticerings-moment, siger kritikere, som finder denne form for underholdning problematisk
DR’s ’gæt en psykisk syg’-program er inspireret af et program fra BBC. Flere eksperter glæder sig dog over, at det ikke er forsøgspersonerne, der udstilles, men derimod de deltagende professionelle.

DR’s ’gæt en psykisk syg’-program er inspireret af et program fra BBC. Flere eksperter glæder sig dog over, at det ikke er forsøgspersonerne, der udstilles, men derimod de deltagende professionelle.

Bjarne Bergius Hermansen

21. maj 2012

Først erklærede et hold norske psykiatere Anders Behring Breivik paranoid skizofren, men ifølge den nyeste mentalundersøgelse er massemorderen tilregnelig.

Efterfølgende blev der rejst kritik af de psykiatriske diagnoser og deres validitet, og med programserien ’Gal eller normal’, som blev indledt i mandags, og hvis sidste afsnit kommer i aften, giver DR et bud på oplysning om og aftabuisering af psykiatri og diagnosticering.

»Psykisk syge møder hver dag fordomme,« fortæller en dyb speakerstemme ved udsendelsens indledning, mens højtidelige klavertoner slås an. »Vi tester fordommen om, at det er let at se, hvem der har en psykisk sygdom, og hvem der ikke har.«

Konceptet, som er udviklet af BBC og oprindeligt hedder How Mad are You?, lanceres af DR i forbindelse med kampagnen mod stigmatisering af psykiske syge ’En af os’.

Ti forsøgspersoner, hvoraf fem er raske, og fem har en psykisk lidelse, udsættes i løbet af en uge for test, der kan fremprovokere deres sygdomme. Det hele overvåges af tre eksperter med erfaring inden for psykiatrien, og løbende skal de gætte, hvem der er gal, og hvem der er normal.

Psykolog Jørgen Carlsen, der er lektor på Testrup Højskole og medlem af Etisk Råds psykiatriarbejdsgruppe, havde frygtet, at deltagerne ville blive udstillet i et psykiatrisk freakshow, men konstaterer nu, at de eneste i programmet, der bliver udstillet, er de tre professionelle.

»De bliver næsten klædt af til skindet,« siger han.

»Og de viser, hvor lemfældigt hele det diagnostiske apparat kan fungere. I deres måde at ræsonnere på er de efterrationaliserende, så det grænser til det pinlige,« siger han og peger på et eksempel fra udsendelsen, hvor eksperterne bliver enige om, at en kvinde må have været i psykiatrisk behandling, fordi hun optræder mere sikkert end de andre deltagere, og at psykiatrien altså har lært hende at tackle vanskelige situationer bedre end raske.

Et andet sted bliver en kvinde mistænkt for at have lidt af social fobi, fordi hun kommer til at fortælle, at hun engang har gået til drive-in-banko.

»Hvis du for eksempel går til banko,« lyder en af eksperternes dom. »Så er det for at være social og sammen med andre. Men hvis du går til drive-in-banko, er det ikke det sociale, der betyder noget.«

Det modsatte resultat

Overordnet mener Jørgen Carlsen ikke, at programmet bryder med god etik, men ifølge Svend Brinkmann, professor i almenpsykologi ved Aalborg Universitet, er det problematisk, når psykiske lidelser gøres til underholdning. Han fik associationer til X Factor, da han så udsendelsen. Ti deltagere, af hvem fem har en x-faktor i form af en psykiatrisk lidelse, og tre dommere, som sammen skal finde frem til dem med x-faktor.

»Denne X Factor-dramaturgi kombineret med den reality-agtige stemme, der taler henover, gør først og fremmest setuppet diskutabelt,« siger han og fremhæver samtidig det etiske problem i at sætte folk i situationer, der fremkalder symptomerne.

»Hvis man vidste, at en person havde knogleskørhed, og en anden havde sukkersyge, ville man ikke sætte dem til at spille ishockey og spise en masse slik,« siger han. Programmet fejler, fordi det vil vise, at psykiske lidelser ikke er anderledes fra somatiske, men blot det faktum, at programmet er til, illustrerer, at der er en forskel, mener han.

»Så selv om det forsøger at afstigmatisere og aftabuisere psykiske lidelser, kan man frygte, at resultatet bliver det modsatte.«

Populær dramaturgi

Bekymringerne deles af professor Peter La Cour, der er specialist i sundhedspsykologi.

»Ville man gøre det samme med hjertesygdomme,« spørger han. »Jeg tvivler. Oplysningsdelen er vigtig, men når lidelse udstilles som underholdning, er det et problem.«

Før sin deltagelse overvejede psykolog Allan Holmgren, der i programmet optræder som ekspert, etikken, men han blev enig med sig selv om, at ’setuppet var fornuftigt’, primært fordi deltagerne i hans øjne reelt ikke er syge. De har, som han siger, blot været ramt af noget, som psykiatere har givet en diagnose.

»Den traditionelle sygdomsforståelse er invaliderende identitetsskabende,« siger han. Han forstår folks skepsis over for hans medvirken i programmet.

»På den ene side må jeg spille med i et spil, som diagnosesproget angiver, men på den anden side søger jeg at få en kritisk stemme med. If you can’t beat them join them. Hvis der sad en anden idiot, som spillede det spil, psykiatrien spiller, ville det skabe større skade,« siger han. For som han siger: »Diagnosesystemet er en kræftsvulst i psykiatrien.«

I Psykiatrifonden hilser formand Anne Lindhardt programmet velkomment og siger, at det er med til at normalisere psykisk sygdom.

»Når man skal sætte fokus på noget, må man også gerne provokere, og det synes jeg faktisk, DR lykkes med. Der vil helt sikkert være nogle med psykiske sygdomme, som vil føle, at det her er mærkeligt. At det er en ringeagt for professionen,« siger hun. Men det er hele pointen, forklarer hun, at eksperterne kommer til kort, for det illustrerer, at selv om man er ekspert, kan man ikke umiddelbart se på mennesker, om de er psykisk syge. Hun opfatter derfor heller ikke programmet som en kritik af diagnosticering – tværtimod.

»Vi stiller netop ikke en diagnose ved at se på, hvordan folk opfører sig. Vi gør det ved at spørge dem systematisk ud om, hvad de tænker, og hvad deres følelser er,« siger Anne Lindhardt og bliver bakket op af formand for Psykologforeningen, Eva Secher Mathiasen, som vedkender, at programmet er skruet sammen på en meget populær måde.

»Der bruges for eksempel ikke nogen kliniske interview, men det påstås heller aldrig, at eksperterne stiller reelle diagnoser. Hvis de havde hævdet, at de diagnosticerede, ville det være lemfældigt og helt ude i hampen, men det synes jeg ikke, de gør. De gør det til en leg, og jeg synes, deltagerne får lov til at lege med på okay præmisser.«

Ingen stemmes hjem

Men ifølge professor Peter La Cour latterliggør programmet blot psykiatrisk teknik og erfaring ved at fremstille eksperterne som dårlige, fordi de skal bruge helt andre metoder, end de er vant til. I en mail til Information afviser studievært og redaktør Peter Qvortrup Geisling kritikken.

»Alle ti deltagere og de tre eksperter er helte. Her bliver ingen stemt hjem. Der er kun én fjende: Uvidenhed og fordomme om psykiatri,« skriver han og understreger, at formålet er at fjerne fordomme og sætte en debat i gang. Og for at nå en bred skare af befolkningen benyttes et moderne formsprog.

»Hvis man vil sætte et emne som psykiatri til debat hos danskerne, er det nødvendigt at gøre det, så det er appellerende og til at forstå. Måske burde psykiatrien også flytte sig, når det handler om tidssvarende massekommunikation,« afslutter han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

En stor fejl er at sætte lighedstegn imellem en ekspert i psykiatri og en psykolog.

Psykologer kan og skal ikke diagnosticere nogen eller noget.
Det virker forkert at anvende fagfolk med forkert faglighed til at udtaler sig om noget de ikke er uddannet eller kvalificeret til.

Pær Køie Kofod

Det er vel på tide at der kommer en kritisk stillingstagen.
Til en branche der "omsætter" for 55 + mia. dk. kr. Pr år.
(55.ooo.ooo.ooo + mia. dk. Kr. Med lovning om mere!)
Er den danske befolkning virkelig så "syg"!?

Lisbeth Sommerbech har tidligere i Information. Kritisk skrevet om at de psykiatriske diagnoser er grænsende til vilkårlige.
Samt om tendenserne til skolet, dogmatisk "afkrydsningsdiagnoststik".

Det enkelte menneske er summen af sine omgivelser.

Tue Romanow

Hvordan er vi kommet så langt, at sygdom har en "underholdningsværdi"?? Det er så forrygende klamt et koncept, at jeg slet ikke begriber, at Statradiofonien vil røre det med en ildtang...

Og mht. Allan Holmgrens statement...jamen, det er SÅ langt ude, at jeg end ikke vil begynde at kommentere på det.

Emil Edelgart

Hold kæft hvor er det ulækkert. Det næste bliver vel, at man isolerer selvmordstruede i videoovervågede enerum med store mængder sovepiller, barberblade, skydevåben og reb - den, der holder ud længst, vinder showet. Måske kan metoden afgøres ved SMS-afstemning?

Men jeg bør nok holde min kæft, man skal ikke give dem nogen "gode" idéer...

Knud Madsen

Underligt program!
Man bliver ikke imponeret, og får bekræftet mistanker om det totalt tilfældige der råder i den slags diagnoser.
Nogle få uovervejede bemærkninger, og folk kan blive stempelet som sindssyge.
Mon ikke det er det der er årsagen til de uendelig mange DAMP eller AHDH børn? Se at få klasket en diagnose på især knægtene og så er de på evig forsørgelse.

Emil Edelgart

@Knud Madsen
Diagnoserne er langt fra tilfældige, "sindssyg" har en meget specifik betydning og ADHD er ikke en fribillet til "evig forsørgelse". Om igen.

Jesper Park van der Schaft

Jeg er selv sindslidende. Jeg synes, det er godt at der endelig bliver sat fokus på psykiatrien.

Men det er da rigtigt nok at sætte spørgsmålstegn ved, om det skal gøres på i "Gal eller normal" eller om det skal gøre med dokumentaren "Et stød i hjernen", hvor man viser, at psykiatriske patienter får elektrochok og hvad bivirkninger er ved det

For mig er det vigtigst at vi får fordommene om psykiatrien og psykisk syge mennesker "skudt ned".

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft, sindslidende

Tue Romanow

Altså...hvordan tror folk egentlig, at diagnosticering foregår i det psykiatriske system? At det lige er sådan noget der er overstået på en formiddag? Hvor har I den "viden" fra...eller er det mon fordomme baseret på mediernes forvrøvlede og politiserende påstande? En del af hetz'en mod de svageste, som er blevet uhyre trendy i medierne, som undskyldning for, at vi skal betale for krisen...

For mit eget vedkommende tog diagnosticering godt og vel et år..nok nærmere halvandet år, tonsvis af samtaler, undersøgelser etc..iøvrigt lige som hos resten af mine med-patienter. At kalde det, for "lemfældig diagnosticering" er simpelthen noget vrøvl og vidner udelukkende om, en udtalt uvidenhed om, hvordan tingene rent faktisk fungerer i praksis!!

Søren Kristensen

Selvom Peter Qvortrup Geisling er ikke lige min kop te giver jeg ham alligevel ret:

Jeg synes det er et udmærket program. Dels udstiller det de professionelles begrænsninger og dels er det med til at afdramatisere konsekvenserne for os andre, af at være i nærheden af en psykisk syg, for så vidt der ikke er andre forhold der gør sig gældende. Og det er der jo ikke, i og med at programmet kun beskæftiger sig med pæne, ordentlige og positive mennesker.

Hvis programmet kan være med til at gøre samspillet mellem psykisk syge og os andre, inklusive de noget rundforvirrede psykiatere, mere tålelig for begge parter, hvorfor så ikke byde det velkomment?

At sygdom gøres til genstand for underholdning har jeg intet problem med, så længde de berørte medvirker af egen lyst. Det er jo ikke for ingenting at en operationsstue på engelsk hedder theatre - et sted hvor noget vises frem, som man ikke lige støder på til hverdag, så selvfølgelig er det godt fjernsyn.Om det også er nødvendigt? Tja. måske også det. Noget tyder i hver fald på det.

Inger R-Donnelly

@Tue Romanow

Uden at kommentere programmet i øvrigt, vil jeg alligevel gerne høre, hvad det er ved Allan Holmgrens udtalelser, der provokerer sådan. Han er citeret for at sige, at deltagerne reelt ikke er syge, men blot har været ramt af noget, som psykiatere har givet en diagnose, og at den traditionelle sygdomsforståelse er invaliderende identitetsskabende.

Som jeg forstår det, mener han, at sindslidelser ikke er kroniske, og at diagnoser kan være stigmatiserende. Det kan jeg kun give ham ret i. Det gør i mine øjne hverken, at sindslidelser ikke skal anerkendes eller tages alvorligt.

Læser du en anden dagsorden i hans udtalelse?

Thomas Krogh

Jeg har ikke set programmet ’Gal eller normal’ på DDR1. Men som af den forsigtige skitsering af ovenstående smager det umiskendeligt af et modeprogram. Hvis man betragter 'hotte' diagnoser som fashion accessories ."psykolog Allan Holmgren, ...’setuppet var fornuftigt’, primært fordi deltagerne i hans øjne reelt ikke er syge." Og nyt nordisk køkken er ikke særligt nyt. Simpleliving er skide dyrt. Copenhagen Fashion Week er verdens største.
Hvis blot en af deltagerne har vristet sig fri af lykkepillerne når sæsonen er ovre. Har det så ikke været det hele været? Jeg overlader mikrofonen til formiddagsavisen.

Tue Romanow

@Inger Riis Lauridsen

Det er skam meget simpelt at forklare, hvad det er der provokerer mig ved udtalelsen.

Pkt. 1) Den er fremsat uden, at han har undersøgt deltagerne. Han har ikke foretaget nogen som helst form for diagnosticering og alligevel har han en klar holdning om, om at de ikke er syge.

Pkt. 2) Holdningen om, at der ikke findes kroniske psykiske lidelser provokerer mig af den simple lille grund, at jeg rent faktisk er én af dem, som lever med en kronisk psykisk lidelse. Og jo, den er kronisk og jo, den er uhyre svær at leve med....også selv om "eksperten" mener, at det ikke er tilfældet!

Rolf Hansen

Tue Romanow:

Er enig i dit syn men du skal lige være klar over at der er
Tale om personer som er behandlet og som må betragtes som raske og velfungerende, og det er det jeg
Tror han mener.

Mikkel Nielsen

Har set lidt af det og det var vitterligt et intetsigende program.

Man kan så altid diskutere saglighed I programmet og om hvorvidt programmet kan fjerne fordomme, jeg tror dog ikke rigtigt på at den flytter nogle grænser overhovedet.

syntes også at Programmet giver et helt forkert billed af, hvordan man stiller diagnoser og navnet er direkte stødende.

Jeg forstår heller ikke hvorfor folk med lidelser skal gøres til underholdning. Det var slemt nok med satire programmet om en anstalt, der var noget af det mest usmagelige. Men at man tager folk med rigtige lidelser og udstiller disse er simpelthen forkasteligt.

Selvf. Ikke ligeså slemt som X-Factor der er noget af det mest usmagelige program man kan forstille sig.

Inger R-Donnelly

@Tue

Jeg kan godt se din pointe. Jeg læste det nok bare på en anden måde. At man kan være kronisk syg, afviser jeg heller ikke. Jeg tænker bare, at alle psykisk syge ikke er lige syge hele tiden. Den deltager, der lider af social angst, har måske ikke længere lidelsen eller har det godt for tiden, siden han/hun kan stille sig op og lave standup. Og den deltager, der lider af OCD med tvangstanker om bakterier er enten blevet rask, eller formår for tiden at trænge lidelsen i baggrunden, så han/hun kan muge ud i en kostald. Det gør ikke smerten ved at have disse lidelser mindre på nogen måde, men mange har heldigvis et realistisk håb om at blive raske eller i hvert fald leve et bedre liv.

Lise Lotte Rahbek

Jeg så lidt af en af udsendelserne,
indtil jeg opdagede, at jeg selv sad og gættede med på, hvem der havde haft en diagnose.
Det fandt jeg usmageligt men svært at lade være med.
Sygdom skal ikke være et quizprogram.

Jeg skal ikke se mere af det.

Jesper Park van der Schaft

Det som programmet rører ved, er det at psykisk syg er en svær ting og det er en usynlig sygdom/ et usynligt handicap.

Folk siger også til mig, når jeg er inde i byen:" Du er da ikke syg." Så jeg håber på, selvom programmet er lidt som x-faktor, at det rykker på folks fordomme, så de ikke kommer med dumsmarte kommentarer ude i byen, til fester mv.

Med venlig hilsen

Jesper van der Schaft

Tue Romanow

@Inger..

Og det er netop derfor, at jeg stejler over en så kategorisk afvisning af sygdomme hos patienterne (som han jo stadig ikke har undersøgt)...Det er på ingen måde en objektiv vurdering, han kommer med og så undrer det mig lidt, hvad han kan tilføre programmet? Altså bortset fra "underholdning" på samme måde, som Blachmann er "underholdningen" i X-factor...

Maj-Britt Kent Hansen

Mere interessant blev det jo ikke her i andet og sidste afsnit.

Og selvfølgelig faldt alle hinanden om halsen og strøg med hånden op og ned hinandens rygge. Meget forudsigelig adfærd anno 2012.

Men man kan da godt spekulere over, om det er gamle fordomme, der gør, at fire af fem med diagnoser, var kvinder, og at det blandt de tre diagnosegættere, var kvinden, der var sygeplejerske.

Jens Thorning

What's your perversion? (Fiktivt TV-show i Woody Allen's "All you ever wanted to know about sex but didn't dare to ask".

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har ikke set programmet, og kunne heller ikke tænke mig det. Det virker som om, det er lidt sygt.

Olav Bo Hessellund

En af de kvindelige deltagere i udsendelsen bemærkede til sidst noget i retning af: ”Jeg er ikke skizofren, men jeg er NN (her nævnte hun sit navn, som jeg ikke husker) - men jeg har en diagnose, som hedder skizofreni.”.

Se, det er jo en vigtig skelnen at gøre – og hvis udsendelsen medvirker til at nedbryde fordommene omkring det at have en psykisk lidelse, så har den gjort god gavn.

Hanne Gregersen

Tvivler på, at nogen lider alvorlig overlast udover alle de småforagrede kommentatorer, som stadig hellere vil pine sig selv end at slukke på fjernbetjeningen --- gryden skal jo holdes i kog !

Jeg tror, at den brede hob faktisk kan blive blot en anelse klogere på det at have en psykisk lidelse - det gælder selvsagt ikke de faster debattører herinde, som jeg ved det meste om alt :o)

Vibeke Svenningsen

Jeg så kun lige slutningen af det pågældende program i går, hvor de 3 , der ikke var blevet opdaget stod frem, så jeg har ikke nogen holdning til programmet overordnet set. Men kendetegnet for de 3 var jo, at de havde fået det bedre, og derfor måske ikke var syge mere - det er jo meget af det hele recoverytankegangen bygger på - at man kan komme over psykisk sygdom som somatisk sygdom, og hvis det er tilfældet - hvordan skulle man så kunne spotte dem, og alt andet lige, er det da positivt, at mennesker med psykisk sygdom også kan kommer over det med rette behandling osv.

Per Eskildsen

Gal eller normal var en glimrende udsendelse, hvor de tre eksperter på et metaplan, dannede en lille kernefamilie, med Psykolog Allan Holmgren som den lille frække søn, Sygeplejerske Charlotte Pelc som den lidt styrende moder og Psykiatrier Flemming Tived, som den fåmælt autoritative fader, der i programmets konstruktion havde svært ved at se de psykiske problemstillinger og dermed blev til et billede af de familier, der har svært ved at se og forstå hinanden og derfor kan udvikle psykiske problemer, så mange tak for den fine demonstration.

Marian B. Goldstein

"Psykisk sygdom er som diabetes": "Se Siri! Hun har diabetes, men med tankens kraft alene har hun fået så meget kontrol over sin krop, at selv tårnhøj blodsukker ikke kan ødelægge humøret for hende (eller slå hende ihjel)!"

Psykisk syg er man, når reaktionerne på livet tager styringen -- og man så render hen til en psykiater og klager over mangel på styring (de såkaldte "symptomer"). I stedet for, at man styrer sine reaktioner på livet. Tak til Siri for at vise os det! Selv om hun nok ikke engang er sig helt klar over det, siden hun stadigt snakker om "skizofreni". Det er i hvert fald næppe en sygdom, slet ikke en som diabetes, at ikke have fået mulighed til at lære at styre sine reaktioner på livet. Ellers var vi vidst allesammen "psykisk syg", mere eller mindre.

Grethe Preisler

Marian B. Goldstein,

Tror du for alvor, at Siri, der stadig har hallucinationer og hører stemmer, som ikke er der, ville være bedre tjent med at slippe for diagnosen skizofreni og lade sig belære af dig (som ikke mener at skizofreni og andre invaliderende psykiske lidelser er sygdomme) om, at hun bare lige manglede at "lære at styre sine reaktioner på livet"?

Marian B. Goldstein

@Grethe Preisler Nu er Siri jo ikke ligefrem "invalideret", vil det forekomme mig. Og det er jeg heller ikke. Lige så lidt som mange andre stemmehørere/mennesker, der reagerer med ekstreme sindstilstande på ekstreme livsbetingelser (såsom svigt og overgreb), og har lært, at håndtere deres reaktioner, bl.a. ved at se meningen i dem i lyset af det, vi har været udsatte for i livet. Stemmehøring og andre "hallucinationer" er ikke sygdomssymptomer, men ligger i forlængelse af, og er en ekstrem udgave af helt naturlige, menneskelige reaktioner på livet. Omkring 10% af almenbefolkningen oplever disse fænomener, dvs. oplever at høre sig selv tænke højt, respektive at have flash backs. Så, ifølge din og psykiatriens "logik" er omkring 10% af alle mennesker gen-, respektive hjernefunktionsdefekte "skizofrene".

Jeg kan kun undre mig over, hvad for en mentalitet det er, der har så travlt med at stemple andre som "sindssyge" (= svage, invaliderede, gendefekte andenrangseksistenser), nægte at anerkende deres virkelige lidelse som havende været udsat for meget reel svigt og meget reelle overgreb (der findes ikke så meget som et eneste medlem af Hearing Voices Network/Intervoice og det britiske Paranoia Network, der ikke kan fortælle om den slags, og der ikke kan sætte sine "symptomer" i direkte forbindelse med disse erfaringer) Hvad er det for en mentalitet, der i stedet for at møde mennesker i ekstreme emotionelle kriser med respekt og forståelse, synes det er helt i orden, at tage alt håb fra disse personer med videnskabeligt fuldstændigt udokumenterede påstande om defekte gener og livslang hjernesygdom, og fylde de stemplede med dokumenteret skadelige, ikke mindst også livsforkortende, kemiske stoffer, om nødvendigt per tvang? Hvad driver værket bag denne kunstigt konstruerede os-og-dem-kategorisering, som psykiatriske stempler, og især "skizofreni"stemplet, udgør?

Siri er ikke undtagelsen, men faktisk reglen. Før psykiatrien for alvor fik omdefineret forståelige reaktioner på livet til at være biologiske hjernesygdomme, og misbruge dette opspind til at retfærdiggøre massiv medicinering med stoffer, der forhindrer, at folk kan komme igennem og ud af deres krise, var det alt andet end et særsyn, at folk gjorde netop dette, og kom igennem og ud af deres krise. "Skizofreni", og iøvrigt en lang række andre "psykiske sygdomme", såsom "bipolar lidelse", "depression", m.v. er først i nyere tid, efter den psykofarmakologiske "revolution" fandt sted, blevet til kroniske tilstande. Og hjælpetilgange som Loren Moshers Soteria og finske Åben Dialog, der ser "psykisk sygdom" netop som reaktion på livet, og ikke en biologisk fejl i individet (og idéen, at vi har med virkelig sygdom at gøre er faktisk den rene offerklandring, af værste skuffe), har recoveryrater på ca. 85%. For "skizofreni", ja. Og faktisk så opnår mange af dem, der får virkelig hjælp i stedet for biopsykiatrisk mishandling, en tildels langt bedre livskvalitet, end den de havde før deres krise, dvs. før de blev "syge". Hvad er det for et samfund, der ikke engang forsøgsvis vil tilbyde mennesker i krise hvad der faktisk er bevist at være virkelig hjælp?

Rolf Hansen

Marian B. Goldstein:

Du har da slet ikke noget begreb om hvor funktions nedsættende ubehandlet skizofreni er. Som kæreste til en skizofren kan jeg fortælle dig at det du har skrevet er ren bullshit.

Marian B. Goldstein

@Rolf Hansen "ren bullshit" er jo altså ikke noget argument. Har du noget dokumentation, der kunne underbygge din påstand? Altså, findes der f.eks. nogle videnskabelige studier, der viser, at Åben Dialog ikke fungerer? Har du noget, der entydigt beviser, at vi ved "psykisk sygdom" har med virkelig sygdom at gøre? Har du måske fundet generne, som videnskaben i årtier forgæves har jagtet? Kan du vise os "skizofrenien", og anden "psykisk sygdom" for den sags skyld, i petriskålen, eller på et scanningsbillede? Hvordan forklarer du, at folk jævnligt kommer igennem og ud af deres krise, når de klarer, at komme ud af systemet, og få virkelig hjælp andetsteds?

Noget, der er ret interessant mht. din kommentar, og som vi også kan se et andet eksempel, end din kæreste, på her i tråden, er at folk ofte selv har meget svært ved, at skulle give slip på tanken om, at de er syge. Forståeligt bliver det, når man ved, hvad traumatisering gør ved folk, deres selvværd, deres identitet, osv. Selvskadende adfærd, deriblandt identifikationen som "psykisk syg", er jo en helt forståelig reaktion på traumatisering. Spørgsmålet er, om det i det lange løb er hensigtsmæssigt med selvskadende adfærd, eller om det ikke måske var en bedre idé, at skifte den ud med mere konstruktive løsninger.

Rolf Hansen

Marian: Jeg har modtaget undervisning i skizofreni og ved hvad det er og hvordan det invalidere folk, ikke kun med hallucinationer, men også med tab af kognitive evner osv.
Det er rigtigt at en traumatisk hændelse kan øge risikoen for at udvikle skizofreni, feks udvikler 10% voldtagende kvinder skizofreni, men man ved at gener spiller en vigtig rolle da sårbarheden for at udvikle skizofreni er arvelig, og skizofrene mennesker er typisk i familie med flere der har samme lidelse.

Marian B. Goldstein

@Rolf Hansen Hvem har undervist? "Psykoedukation", dvs. underviserne er de, hvis indkomst afhænger af, at folk tror på biologisk hjernesygdom? Det er en blandt os, der har kigget på videnskaben direkte, ikke fortolket af "undervidere", kendt sag, at de fortolkninger, psykiatrien præsenterer i offentligheden, bl.a. igennem "psykoedukation", ikke kunne have mindre at gøre med den virkelighed, psykiatriens egen forskning tegner. Arvelighed er f.eks. aldrig blevet påvist. Til gengæld er det bevist, at traumer kan have en indflydelse på både gener og hjernestruktur.

olga runciman

Jeg vil gerne anbefale Det Danske Stemmehørernetværk. Vi er med til at præge psykiatrien ved at sætte recoverytankegangen på dagsordenen. Vi sætter også spørgsmålstegn ved psykiatriens biomedicinske vidensgrundlag, og samtidig tilbyder vi en anden tilgang til stemmehøring og andre fænomener. En tilgang, der anderkender livshistorien, og de store traumer, der ofte ligger til bunds for disse måder at reagere på. Vi tilbyder konkrete redskaber til at få styr på de reaktioner, psykiatri betegner som symptomer på ”skizofreni” og giver håb frem for håbløshed. Vi tilbyder hjælp til selvhjælp, og et fællesskab i et af de hurtigst voksende organisationer af tidligere/psykiatribrugere i verden.
Psykiatrien bruger milliarder på, at forvandle ikke accepteret adfærd og menneskelig smerte til fysiske sygdomme. Men næste gang man kommer i kontakt med psykiatrien, enten som bruger eller pårørende, så læg mærke til, at ingen, der få en psykiatrisk diagnose nogensinde får taget nogen som helst prøver for at bevise at sygdommen eksisterer! Aldrig. Alligevel accepterer man at det er en fysisk sygdom på ligefod med diabetes, sklerose mm. og behandler med stærk medicin, uden at det faktisk er blevet bevist, at en sygdom foreligger. Det er da tankevækende.

Gorm Lundshøj

@Rolf
Marian siger, jo ikke, at din kæreste ikke har det slemt eller mener, at hun ikke skal have hjælp. Hun diskuterer alene, hvordan man kan forklarer den tilstand hun er i.
Efter min mening er idéen om en sygdom ret tåget.Psykiatrien, som taler om sygdom, har jo ingen forklaring på, hvad der er galt. De ved kun at noget er galt og afprøver så forskellig kemi og undersøger om det forandrer adfærd eller, hvordan patienten oplever at have det.

Marian B. Goldstein

@Gorm Møller Netop. Der er jo ingen der siger, at en personlig krise ikke kan være forbundet med lige så megen lidelse, som en sygdom. Som én, der selv har været igennem en personlig krise af kaliberet "skizofreni", ville jeg i hvert fald være den sidste, der påstod det. Og hjælp skal de fleste selvfølgeligt have, for at kunne skabe overblik og styr over det indre kaos, en sådan krise betyder. -- Men når det er sagt, så skal vi jo alle have hinandens "hjælp", for at forstå os selv og verdenen. Galskab kan nemt fremprovokeres ved at isolere et menneske fra sine medmennesker/sin omverden.

Du skriver "eller, hvordan patienten oplever at have det." Det er netop det, der er et stort problem indenfor forskningen, at den nærmest udelukkende fokusserer på "symptomer" og reduktion af selvsamme. Dvs. den forskning, der overhovedet inddrager "patientens" oplevelse, og ikke alene retter sit blik som en udenforstående observatør på adfærden, tager sit udgangspunkt i, at "patientens" oplevelse er stort set gennemgående sygdomssymptom, et onde, som det er om at få reduceret, og helst fjernet helt. På den måde bliver "patientens" oplevelse fra starten af bedømt af andre, end "patienten" selv, og "patienten" er igen reduceret til forskningsobjekt, og kommer ikke selv til orde.

I det omfang, som det, at reagere på livet egentligt er et udtryk for, hvor levende en person er som menneske, så er det også ganske logisk, at en gruppe stoffer, der farmakologisk set hører ind under de stærkt beroligende, dvs. livsenergien nedsættende, stoffer, anvendes som "medicin" mod dette onde, "patientens" livsenergi betragtes som. Det, der brillierer med et nærmest totalt fravær i den psykiatriske forskning, er undersøgelser, der tager deres udgangspunkt i "patientens" oplevelse som det centrale, og uden at, forudgående, stemple denne oplevelse som tegn på sygdom. Undersøgelser, der spørger helt uforudindtaget efter "patientens" livskvalitet. Som man kan se tydeligt på Siri, så er "symptomreduktion" aldeles ikke nødvendigvis ensbetydende med en øget livskvalitet. Og hun er jo langt fra den eneste, der har lært, at leve fint med sine reaktioner på livet. Det er vel egentligt vores alles "opgave" her i livet, at lære, at navigere det, ved at lytte til og forstå vores reaktioner på det. I stedet for, at gøre os døve overfor dem, om det er ved hjælp af psykofarmaka, eller andet bedøvende, som alkohol og fritidsstoffer, og endda vende dem ryggen, respektive blæse til angreb mod dem, ved at se på dem som sygdom. Der er jo en enorm kvalitativ forskel mellem at spørge "Hører du stemmer?", og at spørge efter, hvad stemmerne siger, hvad det kunne betyde, hvordan man kan forholde sig til stemmerne, osv. Og denne kvalitative forskel afspejler sig også i den psykiatriske forskning.

Men de undersøgelser, der findes, hvor "patientens" oplevelse står i centrum (f.eks. Marius Romme og Sandra Escher, John Read, Loren Mosher, og forskningen indenfor Åben Dialog), tegner selvfølgeligt et noget andet billede af, hvad "psykisk sygdom" er, og hvordan den optimale hjælp bør se ud, end det, vi får formidlet i dagens Danmark, og det lægger klart op til et radikalt paradigmeskift mht. "psykisk sygdom", forståelsen og hjælpen. Et sådant paradigmeskift har psykiatrien og samfundet som helhed, ikke overraskende, svært ved, at skulle tillade.