Læsetid: 3 min.

EL vil give au pairer bedre vilkår

Den nuværende au pair-ordning er stort set ikke blevet ændret, siden den for over 40 år siden blev indført, men det vil Enhedslisten gøre noget ved. I dag er au pairer reduceret til billig arbejdskraft i velhavende husholdninger, lyder det. Regeringen er positiv, men siger, at den først vil undersøge ordningen selv
5. maj 2012

»Et levn fra gamle dage«. Det kalder Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Jørgen Arbo-Bæhr au pair-ordningen i Danmark, som stammer fra 1969, og som blev indført i Danmark i 1971. Siden da er den stort set ikke blevet ændret.

»Det virker grotesk, når vi ved, at de fleste au pairer arbejder for rige danskere i whiskybæltet til en løn, som er lavere end misbrugte østarbejderes,« siger ordføreren.

Med en reform af ordningen vil partiet nu give au pair-pigerne mere ordnede forhold og flere penge og samtidig forsvare deres rettigheder bedre, så længe de er i Danmark.

Danmark skal tiltræde den særlige ILO-konvention om domestic workers, som vil forbedre de retslige vilkår for au pairer og blandt andet give dem ligestilling på barselsområdet og reelle muligheder for at forfølge brud på deres rettigheder.

Derudover ønsker partiet en forhøjelse af lommepengesatsen, så det i større grad kommer til at ligne danske lønforhold, en udvidelse af opholdsperioden, så au pairerne får bedre mulighed for at lære det danske samfund og arbejdsmarked at kende samt sikring af feriepenge, så au pairer på linje med månedslønnede fra starten har betalt ferie.

Falsk varebetegnelse

FOA bakker op om forslaget, og ifølge forbundssekretær Jakob Bang er betegnelsen au pair, som betyder på lige vilkår, mildest talt ’falsk varebetegnelse’.

»Det drejer sig om relativt fattige, der kommer hertil, og som meget ofte forsørger familie, søskende eller betaler skolegang for familiemedlemmer hjemme i Filippinerne. De leverer pengene og får familien til at hænge sammen, og sådan har au pair-ordningen aldrig været tænkt,« siger han og kalder det et historisk efterslæb.

Jørgen Arbo-Bæhr tilføjer, at fordi de fleste au pairer er så afhængige af deres indkomst, har de svært ved at protestere og gøre op med de urimelige forhold.

Regeringspartiet SF anerkender, at der er brug for forbedringer, men arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen vil ikke forholde sig direkte til Enhedslistens forslag.

»Filippinerne udfører et reelt stykke arbejde, og derfor bør de få noget, der ligner en reel løn. Dét, synes jeg, er positivt i Enhedslistens forslag, og i det hele taget kan man sige, at forslagets melodi spiller meget godt sammen med, hvad der er behov for. Dermed ikke sagt at vi har taget stilling til hvert eneste af de konkrete punkter.«

Han forklarer, at regeringen ser på området, men at der ikke er aftalt noget konkret om, hvad forbedringerne skal bestå i.

»Vi har en dialog i gang, men den er endnu ikke afsluttet, og derfor kan jeg ikke sige, hvad regeringspartierne vil ende med at komme ud med. Men de her ting flugter meget godt med vores synspunkter i SF, og jeg tror også, en del af det har en chance for at blive gennemført,« siger han.

Ny undersøgelse iværksat

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skriver i en mail til Information, at regeringen er i gang med at se ordningen »efter i sømmene«.

»Uanset at mange familier har gavn og glæde af au pair-ordningen, og at man også kan finde au pair-personer, der får udbytte af et au pair-ophold, har der været flere tilfælde af misbrug af ordningen. Det er min vurdering, at ordningen nogle steder ikke fungerer efter hensigten,« skriver ministeren .

Hun har derfor iværksat en undersøgelse af ordningen, og i den forbindelse er det naturligt også at se på Enhedslistens forslag.

»Men jeg mener, at det er vigtigt at have alle relevante fakta på bordet, hvis ordningen skal justeres, så det kan ske på et velovervejet grundlag, skriver hun«

Mette Frederiksen understreger, at hun vil afvente resultatet af sin undersøgelse, før hun tager stilling til, hvordan ordningen konkret skal ændres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hans Jørgen Lassen

Jeg studsede over denne passage:

"blandt andet give dem ligestilling på barselsområdet ..."

Er ideen, eller var ideen med ordningen ikke, at der er tale om unge mennesker uden familieforpligtelser? Der står da direkte i reglerne, at de ikke må være eller have været gift eller have børn.

Men selvfølgelig kan man da godt erstatte denne ordning med en decideret arbejdstilladelse for personer fra andre lande, med alt, hvad det indebærer.

Altså, simpelt hen afskaffe au pair ordningen og henholde sig til gældende regler om udlændinges arbejde i Danmark. Det var måske det bedste.

Muligvis ikke for de filippinske piger, som så næppe vil få arbejde, men til gengæld er der rene linjer.

Holger Madsen

- Regeringen er positiv, men siger, at den først vil undersøge ordningen selv.

Jeg tror regeringen godt kan opgive at få Venstre og Søren Pind med til at ændre au pair-ordningen i Danmark.!

Hans Jørgen Lassen

Det er en særordning, så at sige et smuthul, hvor udlændinge kan få lov til at komme ind, uden iagttagelse af de almindelige regler for arbejdstilladelse.

Men det kan da godt være, at dette smuthul skulle afskaffes, at der skal lukkes for fattige filippinske piger, der gerne vil tjene penge til familien.

Maya Nielsen

Det kan jo også være for at hjælpe dem der er blevet pulet af en herre der mener det er hans ret at tage tjenestepigen som han vil... og så sørge for at hun ikke BARE kan sendes hjem med skammen :-)

Christian Nissen

Interessen for hushjælp falder sikkert hvis det bliver dyrere for at få det udført.

Iden om at udnytte folk som billig arbejdskraft er ringe.