Læsetid 9 min.

I Eriks verden stilles der nu spørgsmål ved væksten – også den grønne

’Grøn vækst’ er måske bare traditionel vækst med ny kulør. Vi har brug for at tænke meget dybere om omstilling til en bæredygtig økonomi, siger Erik Rasmussen, stifter, ejer og administrerende direktør for Huset Mandag Morgen, der længe har ligget i front i kampen for klimaet, bæredygtigheden – og den grønne vækst
Erik Rasmussen med sin søns maleri af sin fars verden. ’Mister man håbet, mister man alt. Og hvem vil følge en pessimist,’ siger den 70-årige stifter, ejer og direktør for Mandag Morgen.

Erik Rasmussen med sin søns maleri af sin fars verden. ’Mister man håbet, mister man alt. Og hvem vil følge en pessimist,’ siger den 70-årige stifter, ejer og direktør for Mandag Morgen.

Tine Sletting
30. maj 2012

»Where is Erik?«

Det er den 7. marts 2012. Arnold Schwarzenegger, Californiens tidligere guvernør, er på talerstolen i Genève, hovedtaler på konferencen ’The Road to Rio: Regions building the Green Economy’.

»He’s right over there, yeah,« konstaterer Schwarzenegger og peger mod højre, i retning af en herre i sort jakkesæt og silkegråt slips.

»I mean, this man is a genius. I love this guy,« siger eksguvernøren og beder salen give Erik »a big, big hand«. Og publikum klapper energisk.

’Erik’ er Erik Rasmussen, grundlægger, ejer og administrerende direktør for tænketanken, medievirksomheden og innovationsselskabet Mandag Morgen med adresse i Valkendorfsgade, København, men med tråde ud til beslutningstagere, meningsdannere, erhvervsledere og specialister i det meste af verden.

Seneste projekt er ’Sustania’, en virtuel model af den verden, der kan skabes, hvis alle de bedste grønne ideer, der udvikles internationalt, kombineres og realiseres. De foreløbig 100 bedste ideer vil blive præsenteret i forbindelse med Rio+20-topmødet i juni, hvor Sustainias ledelsekomité vil være på plads: Arnold Schwarzenegger, EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, formanden for FN’s Klimapanel, Rajendra Pachauri, samt Norges tidligere statsminister Gro Harlem Brundtland.

Hvor er Erik selv? Det bedste svar er: I bevægelse. Som 70-årig og efter godt 50 år i journalistfaget med bl.a. en chefredaktørpost i 1970’erne på Børsen er Erik Rasmussen i dag midt i et opsigtsvækkende opgør med tidens dominerende økonomiske tænkning og dens aktører. Ind imellem lyder det som et opgør med nogle af de strategier, han selv har været med til at sætte på dagsordenen.

Grøn vækst

»’Grøn vækst’ var et koncept, vi opfandt i frustration, efter at klimatopmødet COP15 fejlede,« siger Rasmussen i en samtale på det lyse kontor i Valkendorfsgade.

»Vi skulle finde på noget nyt, der havde positivt perspektiv, og så sagde vi ’grøn vækst’. Det lød smukt, men vi definerede aldrig, hvad grøn vækst egentlig er. Det er dybest set blot en udløber af den traditionelle økonomiske vækstmodel – den har blot fået en ny farve.«

»Efter min mening er grøn vækst i bedste fald en partiel løsning. I værste fald forværrer den situationen,« siger manden, hvis koncern om nogen har promoveret begrebet i tiden efter COP15.

Hans pointe er, at vi indtil nu ikke er gået nær dybt nok med at granske selve vækstøkonomiens grundlæggende strukturer og de økonomiske modeller bag dem i lyset af dagens krisevirkelighed. Uden det har vi ingen chance for at forme en politik, herunder skabe en vækst, som er reelt bæredygtig.

Hvad de økonomiske modeller angår, mener Erik Rasmussen, at de er forældede, forsimplede og halter efter virkeligheden.

»Den hjemlige ADAM-model, som bruges i alle ministerierne, er fra 1970’erne, og selv om den er tilpasset og udviklet, er den ikke i stand til at fange den virkelighed, der har ændret sig så voldsomt de seneste 40 år. Afstanden mellem modeller og virkelighed vokser, i takt med at f.eks. ressourcekriser og klimaforandringer bliver forstærket og forstyrrer prisdannelser og adfærdsmønstre og dermed fremskrivningerne.«

Erik Rasmussen peger også på, at internettet har udviklet sig fra ingenting til nu antagelig den største enkeltdrivkraft for økonomisk vækst. Men med den vildtvoksende og ustyrlige aktivitet på nettet følger også et nyt element af markedsmæssig irrationalitet og uforudsigelighed, som dagens økonomiske modeller ikke kan håndtere.

»’Det rationelle menneske’ i modellernes forstand er død for længe siden,« siger han.

»Med de økonomiske modellers brist og de fremherskende økonomiske teoriers forsimplede billede af virkeligheden får vi også en meget stor divergens mellem den mulige og den nødvendige politik. Den mulige politik tager afsæt i de økonomiske fremskrivninger, og derfor adresserer den overhovedet ikke de påtrængende, nødvendige udfordringer.«

Udfordringen

Udfordringerne handler for Erik Rasmussen om bæredygtighed.

»Jeg er ikke forsker, men jeg kan læse indenad. Sammenstiller man alle klimarapporterne og deres angivne forudsætninger for at blive på to graders global opvarmning, så er min konklusion, at det ’tipping point’ for længst er passeret. Vi er på vej mod fire graders-samfundet,« mener han.

En dugfrisk analyse af landenes klimaløfter fra bl.a. forskergruppen Climate Analytics og Potsdam Institute for Climate Impact Research konkluderer, at opvarmningen vil blive »mindst 3,5 grader«, forudsat at alle lande gør deres aktuelle klimaløfter til virkelighed.

»Hvis løfterne ikke realiseres, bliver det mere,« hedder det.

Det Internationale Energiagentur, IEA, har advaret om, at ’business as usual’ vil lede verden mod seks graders opvarmning.

»Gør vi en offensiv indsats for ikke at overskride fire grader, kan det måske lykkes. Fire graders-samfundet indebærer et markant andet liv med uforudsigelige og svære udfordringer, men selv det kan vi lære at leve med det, forudsat vi i tide sørger for at tilpasse os. Seks graders-samfundet kan vi ikke leve med – det vil indebære en civilisation, ingen af os har fantasi til at forestille os.«

Bæredygtighedsudfordringen handler også om presset på råstofferne.

»Tænk på, hvor tæt vi er på grænserne for nogle af de mest basale ressourcer – fosfor f.eks. Det vil uundgåeligt udløse en voldsom turbulens på råvaremarkedet og kan ændre fundamentet for verdensøkonomien og for Danmarks økonomi. Men det forhold indgår f.eks. ikke i 2020-fremskrivningerne. Ved at fæstne stærkt lid til de gængse økonomiske modeller, risikerer vi at møde fremtiden med bind for øjnene. Frem for at knytte sig til én bestemt model, bør vi i stedet arbejde med scenarier, der forholder sig til forskellige typer udfordringer.«

– Du siger, at vi ikke ved, hvad grøn vækst betyder, eller om det er godt eller skidt. Du mener, vi skal finde en anden form for vækst. Hvad mener du egentlig med det?

»Vækst er i sig selv ikke interessant. Vækst, som vi forstår det, er et rigdomsmål, men i vor del af verden bliver vi ikke lykkeligere af at blive rigere. At forfølge vækst i form af øget forbrug er en skrue uden ende og uden det ønskede resultat. Hvad det handler om er at sikre livskvalitet, for mennesker og for Jorden.«

»Vi er nødt til at nytænke hele vækstbegrebet og gøre op med BNP som eneste målestok. Da vi ikke har et afprøvet alternativ, bliver vi nødt til at eksperimentere med nye modeller. Det er ikke uden problemer, men trods alt en bedre løsning end at forlade sig på teorier, vi objektivt ved er forældede og derfor fører til fejlbeslutninger. Herhjemme kunne vi f.eks. starte med at nedlægge Det Økonomiske Råd eller i der mindste nytænke hele konstruktionen.«

I Sustainia-projektet arbejder man selv med at udvikle omkring 25 kriterier for bæredygtig udvikling.

»Vi skal have nogle bedre og langt mere følsomme succeskriterier for samfundet end fortsat vækst. Det handler bl.a. om sociale kriterier og kriterier for ressourcer, klima, økonomi m.m. – tilsammen skal de prøve at indfange kompleksiteten i de systemiske forandringer, vi står overfor. Vi giver et bud på kriterierne den 4. juni, og jeg kan på forhånd kun sige, at i denne optik tager vækstens verdenskort sig noget anderledes ud. Nogle af de lande, der hidtil er kendt som vækstens frontløbere, også den grønne væksts, kommer til at ligge ret langt nede i rækken, netop fordi de ikke tager højde for en række af de omstændigheder, der skal til for at gøre væksten bæredygtig, f.eks. de sociale omstændigheder,« oplyser Rasmussen.

Forandring sker i jordhøjde

Han kalder sig selv optimist.

»Mister man håbet, mister man alt. Og hvem vil følge en pessimist,« spørger han.

»Når man ser på de flere hundrede eksempler fra hele verden på bæredygtige initiativer, som vi har fundet med Sustainia-projektet, og dertil lægger, hvad UN Global Compact har samlet af eksempler og materialer, så kan man godt se for sig, at Rio+20 faktisk kan blive en succes. Vi må erkende, at politikerne aldrig nogensinde vil kunne lave globale løsninger på disse udfordringer. Men hvis man flytter fokus fra de politiske forhandlinger til alt det, der sker i jordhøjde – i erhvervslivet og civilsamfundet – kan Rio godt blive afsættet for et nyt paradigme. Politikernes rolle bliver at skabe optimale betingelser for det erhvervsliv, der allerede har bevist, at det kan levere resultater.«

»Det vil jo være fantastisk, hvis man om 10 år kan holde et Rio+30-topmøde og sige: ’Det lykkedes faktisk i 2012 i Rio at sætte en ny dagsorden, at få gjort op med de forældede vækstmodeller og forestillingen om grøn vækst som det saliggørende svar, at få de nye teknologier ind.’ På 10 år ville vi kunne gennemføre denne revolution – som den første planlagte revolution, for vi har ikke tid til at vente på, at den bare sker.«

Erik Rasmussen bruger billedet med en stor asteroide på vej mod Jorden.

»Hvis vi med sikkerhed vidste, at den om 10 år ville ramme os, og hvis vi hver dag fik videnskabens melding om, hvor den nu var, så er jeg overbevist om, at verdenssamfundet ville sætte alt ind på at hindre kollisionen. I virkeligheden er en sådan ’asteroide’ på vej mod os. Men selv om vi allerede begynder at få stenene i hovedet, fortsætte politikerne med at snakke, som om de havde al verdens tid.«

At realisere denne rasmussenske drøm om en omstilling på 10 år fordrer to ting, understreger han selv.

»Det er afgørende, at vi åbner de lukkede rum – Rio+20 er jo også et elitært foretagende i et lukket rum – og at vi derigennem udvikler en ny fortælling. Du kan ikke gennemføre revolutioner uden en fælles, ny fortælling, som kan engagere mennesker. Vi skal med andre ord udvikle et nyt sprog og forløse den enorme ressource, der er gemt i det enkelte menneske. Ingen af klodens store udfordringer kan løses uden at involvere den brede befolkning. Det er naivt at forestille sig, at det kan ske i lukkede politiske rum – det være sig i Rio eller På G20-møder – og ydermere med afsæt i forældede økonomiske modeller.«

»Det økonomiske sprog er fremmedgørende, ikke-involverende, ikke-engagerende. Herhjemme får vi løbende beviser på, hvor galt det kan gå, f.eks. når betalingsringen omkring København droppes, fordi ’det må ikke blive dyrere at være dansker’. Et grotesk eksempel på, hvor lidt man fatter af virkeligheden, og hvor ringe vor omstillingsevne er. I disse dage er politikere og medier stærkt optaget af trepartsforhandlinger og skattereform, som om det gjorde den store forskel på de overordnede udfordringer.«

Kikkert for det blinde øje

Mediemanden Erik Rasmussen mener, at medierne har sat kikkerten for det blinde øje og reelt er ved at gøre sig selv uvedkommende.

»Medierne har et stort medansvar for en alt for langsom og for sen omstilling til de reelle udfordringer. De spiller politikernes spil og bevæger sig rundt i samme snævre cirkler og gør debatten om Danmarks fremtid uendelig forudsigelig og kedsommelig. Dermed udspiller de gradvist, men sikkert deres egen indflydelse på fremtiden – også deres egen.«

Erik Rasmussen, 70 år, har talt sig varm.

»Nu har jeg som journalist fulgt med i 53 år. Når jeg alligevel bevarer optimismen, skyldes det de stadig flere tegn på, at en ny generation af ’forandringsagenter’ dukker op og tager teten i en begyndende omstilling til en ny virkelighed.«

»Men vi betaler en høj ris for sendrægtigheden, f.eks. en global temperaturstigning på fire grader og dermed en livsform og tilværelse, vi endnu har svært ved at forestille os, og som vi langtfra har udviklet modeller, der kan beregne konsekvenserne af. Det er samtidig det endelige opgør med enhver forestilling om, at vi ud fra rationelle økonomiske modeller kan fremskrive udviklingen mere end maksimalt fem år. Det handler ikke om at kunne forudse fremtiden, men løbende at kunne omstille sig til den.«

En af forandringsagenterne har malet et lille maleri, der står op ad en række tunge bøger i sorte læderbind på Eriks reol. Et billede med solskin, blå himmel, hav, vindmøller, grønt løv og en rød rose.

»Det malede min søn som 11-årig, da vi her på Mandag Morgen i 2007 havde travlt med at etablere vore nye klimanetværk og for alvor gik ind i klimakampen. ’Far, nu ved jeg, hvordan din verden ser ud,’ sagde han. Jeg synes, det er et fint billede. Og det kan ikke købes for penge.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Marianne Rasmussen
Marianne Rasmussen

"Det er samtidig det endelige opgør med enhver forestilling om, at vi ud fra rationelle økonomiske modeller kan fremskrive udviklingen mere end maksimalt fem år. Det handler ikke om at kunne forudse fremtiden, men løbende at kunne omstille sig til den."

Bedre kan det ikke siges.

Tak for denne artikel.

Brugerbillede for Ole Falstoft
Ole Falstoft

Den optimisme Erik Rasmussen udviser er irrationel - alle fact og viden om hvordan verdenen er skruet sammen giver intet grundlag for nogen optimisme. Men vi er nødt til at opretholde en form for optimisme for overhovedet at holde livet ud -men det er en daglig kamp

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

Det er opmuntrende at se at flere er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved den måde vores samfund udvikler sig på. Men vi har vel alle vores mere eller mindre forståelige begrænsninger:

»Politikernes rolle bliver at skabe optimale betingelser for det erhvervsliv, der allerede har bevist, at det kan levere resultater.«

Hertil må jeg sige at politikernes rolle også er at skabe forringede betingelser "for det erhvervsliv, der allerede har bevist, at det kan levere resultater." I går læste jeg en artikel i The Guardian om lobbyisternes indtil videre vellykkede indsats for at få EU til at omdefinere visse fossile brændsler til grøn energi:

Energy from gas power stations has been rebranded as a green, low-carbon source of power by a €80bn European Union programme, in a triumph of the deep-pocketed fossil fuel industry lobby over renewable forms of power.

In a secret document seen by the Guardian, a large slice of billions of euros of funds that are supposed to be devoted to research and development into renewables such as solar and wave power are likely to be diverted instead to subsidising the development of the well-established fossil fuel.
...........................................................................
Finally, the last paragraph of the document shows that the R&D funding programme originally intended only to support renewables has been altered to explicitly include fossil fuels. It reads: "Activities [of the research and development programme] shall focus on research, development and full scale demonstration - of innovative renewables, efficient and flexible fossil power plants (including those using natural gas) and carbon capture and storage technologies."
http://www.guardian.co.uk/environment/2012/may/29/gas-rebranded-green-en...

Samme dag var der en artikel som konstaterede at den aktuelle udvinding af skiffergas ikke er bedre for klimaet end at fortsætte med kul. Gasproduktion er forbundet med udslip af metan, som er en meget kraftigere drivhusgas end CO2, og der ydes ikke en tilstrækkelig stor indsats for at forhindre eller indsamle udslippene:

Switching from coal to shale gas is supposed to help reduce greenhouse gas emissions, because gas produces less carbon than coal when burned. The difference in emissions has been the chief basis for claims by the gas industry that this new form of gas represents a "green" shift that will help to tackle climate change...

The problem is that "fracking" – blasting rocks apart to obtain gas, which is present in tiny pockets contained within certain dense rocks – produces leaks that pour methane into the atmosphere.

Methane is more than 20 times more potent than carbon dioxide in terms of global warming.

Companies could use technology known as "green completion" in order to capture the leaking natural gas, known as fugitive methane. But the vast majority do not, particularly in the US where fracking is most advanced, because it costs money and they face no penalty for the leaks.
http://www.guardian.co.uk/environment/2012/may/29/shale-gas-coal-climate...

Andetsteds i samme avis kunne man læse mere om den trussel gasudvinding udgør for vedvarende energi:

A "golden age of gas" spurred by a tripling of shale gas from fracking and other sources of unconventional gas by 2035 will stop renewable energy in its tracks if governments don't take action, the International Energy Agency has warned.

Gas is now relatively abundant in some regions, thanks to the massive expansion of hydraulic fracturing – fracking – for shale gas, and in some areas the price of the fuel has fallen. The result is a threat to renewable energy, which is by comparison more expensive, in part because the greenhouse gas emissions from fossil fuels are still not taken into account in the price of energy.
http://www.guardian.co.uk/environment/2012/may/29/gas-boom-renewables-ag...

Erhvervslivet er ikke en ensartet størrelse. Der er klare interessemodsætninger mellem de grene der tjener på de fossile brændsler og de grene der tjener på vedvarende energi. Vi kan ikke blive ved med at støtte de interesser som undergraver vores fremtid.

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

...ja erkendelse er et vigtigt skridt inden det uundgåelige spørgsmål skal stilles: Hvad må der gøres?

..."forandringsagenter"... tjah - bom, bommelom.

Brugerbillede for Arne Thomsen
Arne Thomsen

Tak til Jørgen Steen Nielsen for en fremragende artikel.
Jeg hæfter mig ved ordene:
"Du kan ikke gennemføre revolutioner uden en fælles, ny fortælling, som kan engagere mennesker.
Vi skal med andre ord udvikle et nyt sprog og forløse den enorme ressource, der er gemt i det enkelte menneske."
Skal vi ikke se at komme i gang med fortællingen om "det gode liv" - "bæredygtig livskvalitet", eller hvad det nu skal hedde`?
Noget om mådehold i stedet for ødselhed, om mere frihed (fritid) og mindre arbejde, om andre nydelser end forbrug.
Hvordan ser det ud i praksis?
Fortæl, fortæl - hvem der kan!

Brugerbillede for Egon Maltzon
Egon Maltzon

Jeg vil anbefale trådene om skattereformen.

Når man læser hvilken social massegrav det er at danske bistandsklienter, nu i fremtiden kun skal reguleres med pristallet, så har jeg svært ved at se hvordan det skulle være muligt at omstille noget som helst.

Vi taler om en gruppe mennesker som befinder sig blandt de 10% rigeste og 10% mest co2-forbrugende mennesker på kloden.

Nævn 1 politiker noget sted i verden som vil genvælges og som vil støtte geniale Eriks projekt.

Vi er altså nødt til som udgangspunkt at afskaffe det repræsentative demokrati for at komme igang med omstillingen, og det kunne man jo passende starte med at adressere.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Er der jord nok til alle ? Borgerløn til alle ?

Beregningen af en miljø-og socioøkonomisk bæredygtig fordelingsnøgle må være grundlaget.

Jordens ydeevne kan dække vores overlevelsesbehov - det er på allerhøjeste tid at justere menneskets andel i biotopens vækstcyklus.

Kan vi arbejde decentraliseret ifht resten af verden ? Når Martin Lidegård taler om et økologisk atlas, er det vel, fordi vi med et sådant kan afgrænse biotoperne, afklare deres ydeevne ifht indbyggere og på den måde balancere vores bidrag til den cyklus, vi indgår i.

Permakultur folkene, økologiske økonomer arbejder med denne beskrivelse af jordens ydeevne ifht klodens befolkninger. Selvfølgelig kan det gøres - problemet er, om der er vilje til at give afkald på vanetænkning.

Men først må regnestykket gøres - og derefter præsenteres for os, så vi på demokratisk vis kan få afgjort, hvad vi vil.

Når scenarioet bliver utvetydigt præsenteret - og det haster, hvad der ikke længere kan nægtes - er der vist ikke megen tvivl om, hvad valget bliver.

En af forhindringerne på vej til den store omstilling er den 1%, som kontrollerer størstedelen af ressourcerne. Hvis ikke vi fravrister disse primitive og dødsensfarlige individer denne kontrol, river de os andre med i deres dødsspiral. Det er et faktum, som er ved at gå op for flere og flere - Occupy bevægelsen er et tydeligt tegn på det.

Vi må have den fjerde statsmagt - medierne - med i kampen, hvis bevidstheden for alvor skal hæves.

.

Brugerbillede for Ole Falstoft
Ole Falstoft

Egentlig burde alle livsvigtige og ikke fornyende ressourcer være 'global fælles ejendom' (agerjord, vand, brændstoffer, mineraler etc.) - brugsretten kunne så udliciteres til enkeltpersoner eller firmaer ud fra globale hensyn

Brugerbillede for Dennis Berg
Dennis Berg

Der er ingen grund til optimisme. De tegn der er, er svage, og man skal virkelig bruge forstørrelsesglas for at få øje på dem.
Det største problem er, at det lykkedes at nedtone klimadagsordenen igen. Idag tror færre og færre på, at klimaproblematikken er relevant - især i USA, men også i Danmark.

Der er langt, langt større negative bevægelser end der er positive.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Ole Falstoft - overlevelsesressourcerne ER ´global fælles ejendom´- men fællesskabet lader sig bedrage af den 1%´s falske fortælling om at de, som har, ikke alene skal have mere, de er også bedre til at adminstrere ressourcerne - ufatteligt at de kan slippe af sted med dette røveri ved højlys dag. Medierne er ansvarlige, for at det lykkes.

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

Den gode 70 årige Erik er ganske tillidsvækkende når han fortæller om sin 11 årige søn, men når man fordyber sig i MM-husets øvrige skrifter, så kan man ihukommende kapitalismens hang til de kortsigtede profitter og umådelige appetit på fælleskabets produktions- og strukturapparat, godt stå noget tillidssvækket tilbage med en ufed mavefornemmelse...

https://www.mm.dk/den-nye-v%C3%A6kstkapital

Brugerbillede for Nic Pedersen
Nic Pedersen

“Det er samtidig det endelige opgør med enhver forestilling om, at vi ud fra rationelle økonomiske modeller kan fremskrive udviklingen mere end maksimalt fem år. Det handler ikke om at kunne forudse fremtiden, men løbende at kunne omstille sig til den.”

Det har det sgu ALTID handlet om!

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

@Dennis Berg
"Idag tror færre og færre på, at klimaproblematikken er relevant - især i USA, men også i Danmark."

Dokumentation?

De oplysninger jeg har set vedr. USA tyder på det modsatte.

More Americans than last year believe the world is warming and the change is likely influenced by the Republican presidential debates, a Reuters/Ipsos poll said on Thursday.

The percentage of Americans who believe the Earth has been warming rose to 83 percent from 75 percent last year in the poll conducted Sept 8-12.
http://thinkprogress.org/climate/2011/09/16/321246/public-opinion-world-...

Many polls indicate a rebound in public understanding of climate science...

Brookings — and the public itself — puts the rebound on the amazing spate of extreme weather. As Climate Progress reported in late February, Americans are attributing their increased belief in global warming to their (correct) perception that the planet is warming and the weather is getting more extreme. Roughly half of people who believe in global warming said that these were the primary influence.
http://thinkprogress.org/climate/2012/04/12/463353/gallup-public-underst...

Brugerbillede for Maya Nielsen
Maya Nielsen

Vi har helt klart et vækstproblem ,hvor det at man meddvirker til den burde føre til fængselsstraf og fradømmelse af sin profession , og når man ikke fatter det som en indlysende logik helt af sig selv, så er man fandme så dum at det er helt uhyrligt... Og vækstproblemet er jo for fanden den accellererende pecsticideoverpisning af vores livsvigtige drikkevand og grundvand som der i øvrigt som en sidebemærkning heller ikke på sigt er nok af i den rene vare om ikke vi snart får skabt en kollektiv norm for antal børn pr kvinde på planeten jorden...

forureningen er accellererende og ikke i en jævn linie men i en stært acellererende kurve... Og pr. Indbygger er vi i danmark blandt de voldsomst forurenende pr person...

som nogen udtrykker det; er jorden en gave vi låner af vores børn....

Brugerbillede for Steen Ole Rasmussen
Steen Ole Rasmussen

Efter et kort kik på forsiden af Huset Mandag Morgen kan man godt få den fornemmelse, at Erik Rasmussens ambitioner ikke rigtigt har slået rod, der hvor han har sin daglige gang.

Hvad er det, man fokuserer på her, bl.a. i samarbejde med DR 1? Vækst, vækst og atter vækst i fuldstændigt traditionel forstand!

Jeg tror den gode Erik Rasmussen siger, hvad han ved man gerne vil høre i de sammenhænge, som han har mulighed for at blive promoveret i. Og nu ved vi jo, hvad Jørgen Steen Nielsen står for.

Snik snak, pladderoptimisme, fromhed, gode viljer. Ikke er øje er tørt: https://www.mm.dk/

Brugerbillede for Dennis Berg
Dennis Berg

Philip:
http://www.people-press.org/2009/10/22/fewer-americans-see-solid-evidenc...

Den er godt nok fra 2009.

http://en.wikipedia.org/wiki/Public_opinion_on_climate_change
"The U.S. is also an exception regarding public opinion on the cause of global warming, with nearly half of the population (47%, the largest in any country) attributing global warming to natural causes."
En ting er at tro på global opvarmning, noget andet er, om man tror på, at den er menneskeskabt. Det er jo klimabenægternes nyeste våben at medgive, at der er opvarmning, men at det er naturlige årsager.

Brugerbillede for Dennis Berg
Dennis Berg

http://www.information.dk/228411
"Klimaskepsisen vokser i befolkningen i de engelsktalende lande samtidigt med, at tonen mellem klimaforskere og klimaskeptikere bliver skarpere "

"Og meningsmålinger vidner om dalende folkelig tillid til videnskaben og stigende offentlig tvivl om årsagerne til de globale klimaforandringer."

"»Den gennemsnitlige amerikaner er i dag mindre overbevist end på noget tidspunkt siden 1997 om, at den globale opvarmnings virkninger er begyndt at vise sig eller snart vil gøre det,« skriver analyseinstituttet Gallup om en ny meningsmåling i denne måned. Målingen fortæller, at hver anden amerikaner i dag finder pressens skriverier om klimaforandringer overdrevne. Og at der i USA nu er dødt løb mellem dem, der mener opvarmningen er menneskeskabt, og dem, der tror, den er naturlig."

-----

Godt fifty-fifty på dem, som tror på menneskeskabt global opvarmning og dem der tror den ikke er der eller den er naturlig. Der er langt op til dine 83%.
Der er muligvis en opadgående trend i meget nylig tid, men det er altså MEGET nylig.

Brugerbillede for Dennis Berg
Dennis Berg

Philip, bemærk også venligst det citerede:
"“Idag tror færre og færre på, at klimaproblematikken er relevant"

Er relevant er kodeordet her. Måske tror de på opvarmning af en eller anden grund, men mange - også dem, som tror på, at opvarmningen er menneskeskabt - mener ikke, at problemet er relevant at handle på.

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

Dennis -
"En ting er at tro på global opvarmning, noget andet er, om man tror på, at den er menneskeskabt."

Enig. Det er derfor jeg opgav den anden kilde, som taler om "a rebound in public understanding of climate science."

Den første tekst er fra september 2011. Den anden fra april 2012.
Vejrforholdene i USA har ændret sig dramatisk siden vinteren 2010-2011, og dokumentationen er naturligvis nødt til at registrere de bevidsthedsmæssige udslag af de ændrede forhold. Hvis du vil udtale dig om hvad folk tror i dag, kan du ikke bruge dokumentation fra 2009.

Brugerbillede for Philip C Stone
Philip C Stone

Der er i øvrigt også dokumentation for at flere amerikanere mener at problemet er relevant, og at flere er interesseret i handling. Men det er lidt for sent til at jeg vil grave den frem.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

@randi christiansen: At fokusere på den ene procent og på mediernes (med)ansvarlighed er i mine øjne alt for snævert, for problemets oprindelse er langt bredere. Jeg får lyst til at bringe følgende første to afsnit af mit debatindlæg Fremtidens flæbeferie, bragt i Kristeligt Dagblad, 29. juli 2008:

"Det er sommer. Det er charterferietid. Uagtet de seneste måneders fokus på olieprisens himmelflugt som følge af begyndende oliemangel valfarter vi som dresserede trækfugle i brølende aluminiumsdåser til Costa del Bradepande, for der som slaskede stykker bacon at blive sprøde i solen.

Vi skal væk hjemmefra. Langt væk fra vore samtalekøkkener, i hvilke den daglige mangel på samtale gør os ilde til mode. Vi skal ud at opleve verden, føle verden, forbruge verden. Vi skal ud at samle indtryk. Mætte kameralinserne, så vi kan vende hjem som erobrere og berette vidt og bredt om vor efterabede originalitet. Vi skal væk fra os selv, koste hvad det vil. Giv os et truthorn i øret, hellere end stilhed. Træk os på en mørnet gummibanan bag ved en speedbåd, hellere end stilstand."

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

Steen Ole Rasmussen, Mandag Morgen vil gerne føre sig frem som det private erhvervslivs gode samvittighed og ikke mindst strategiske vejleder, og sniksnak plejer ikke at være en del af deres budskab. En nærlæsning af deres publikationer afslører at eksempelvis kooperativer, en udvidet offentlig sektor, og Staten som erhvervsøkonomisk moderator, ikke er en del af deres løsning. Derimod er de ivrige fortalere for at de store pensionsformuer bliver sendt ud i mere risikofyldte erhvervsinvesteringer - lige for tiden er det green-tech der skal frist. ...man selvfølgelig hvis man tror at markedet er løsningen på klimaprolemerne...

Brugerbillede for Steen Ole Rasmussen
Steen Ole Rasmussen

Bill Atkins, du kan sagtens have ret i det du skrive om MM. Jeg har ikke været i dybden med tidsskriftet, og kender der for så vidt heller ikke for andet end nogle få, relativt gode rapporter, som der refereres til i forskellige søgninger, når man er ude efter noget bestemt. Det er mit indtryk, at skriftet har en del midler til rådighed, som kommer fra nogle andre kilder, end dem der styrer resten af mediebilledet her til lands.

Men et hurtigt kik på forsiden afslører ikke nogen form for distancering i forhold til vækstfilosofien i sig selv, og Bjarke Møllers anmeldelse af Jørgen Steens nye bog for nylig her i avisen indikerede da også, at redaktøren på MM ikke var synderligt tilbøjelig til at opgive troen på vækst, dvs. redaktøren skrev pænt og professionelt om bogen, nærmest som om det var en del af en aftale, men gik alligevel i rette med Jørgen Steen Nielsen uden i øvrigt at nedværdige sit til at argumentere for sit eget dogmatiske standpunkt.

Betegnelsen "snik snak" refererer til Erik Rasmussens selvbeskrivelse. Jeg tror virkeligt ikke, at han er parat til at tage konflikten, hvor den må tages, hvis der skal gøres op med de selvnegerende tilbøjeligheder, der er i den aldeles fremherskende dyrkelse af væksten som succeskriterium i hans egne rækker. Så længe, man tror på og bruger ventetiden på indtrædelsen af den store konsensus blandt denne verdens økonomisk højtflyvende om, at selve meningen, i alt hvad de tilbeder og tror på, dybest set er problemet, fordi mere af det samme for de højtflyvende er den direkte vej mod helvede for os alle, ja så er der ikke meget andet end snik snak bag erklæringerne om den gode vilje og forståelsen for elendigheden.

Personligt mener jeg at den store konflikt er uundgåelig. Motivationen for at indlede den forpurres af folk der snakker, som om de gode viljer og den store fortælling om konsensus og fælles vilje er løsningen. De selvfede svin er fløjtende ligeglade med konsekvenserne af de miljøproblemer, der flyder efter dem i den vestlige verdens selvnegerende jagt på evig fedme, succes i økonomisk forstand og uanet akkumulation af effekter, forbrug af effekter, der dybest set ikke har anden funktion, end at afsløre sansernes totale mangel på evne til at blive sat i affekt. Det eneste, der kan vække og føre forandringen frem, er provokationen, konflikten, angrebet på fedmen i de fedes røv, der hænger ned i både social og økologisk forstand.

Det er ikke den nødvendige konflikt, som Jørgen Steen Nielsen har skrevet om. Det har jeg, til gengæld. Og den gider de ærede medlemmer af den lille modstandsavis ikke forholde sig til: https://www.google.dk/search?sourceid=navclient&aq=4&oq=reali&hl=da&ie=U...

Brugerbillede for Kim Larsen

A. Thomsen

"Noget om mådehold i stedet for ødselhed, om mere frihed (fritid) og mindre arbejde, om andre nydelser end forbrug.
Hvordan ser det ud i praksis?
Fortæl, fortæl - hvem der kan!"

Du finder svaret i dig selv. ( du og jeg skal ændre adfærd! )

Brugerbillede for Ole Falstoft
Ole Falstoft

Verdens uhæmmede behov for fossil energi er en slags narkomani.
Man ved et er forkert og fører til katastrofer men man kan ikke stoppe
Det uhyggeligste udtryk for dette er udnyttelsen af tjæresand som der er blevet åbnet op for

Klimatologen James Hansen sammenligner tilladelsen til udnyttelsen af tjæresand med at tilbyde en narkoman mere narkotika med en beskidt sprøjte og samtidig forsøge at bilde ham ind at det er løsningen på hans problemer.

Tjærsand udnyttelse er den sikre vej mod en hurtigere tur ned ad ‘slisken’ mod den endelige klimakatastrofe.
Olienarkomanien tilsidesætter alle andre hensyn end muligheden for at fortsætte misbruget

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

@Steen: "det store opgør", og @Kim: "VI skal ændre adfærd".
Der er blevet ofret voldsomme mængder af livskvalitet, diversitet og natur i Bermudatrekanten mellem Erhvers-finanslivet, Politikerne og Forbrugerne. Opgøret kan efter min mening kun ske via Forbrugerne, idet de agerende politiske bevægelser er to ender af samme pølsepind. Forbrugerne er dog helt klart de svagest funderede i det økoøkonomiske spil, idet de samtidig er arbejdstagere og familieansvarlige, og under konstant mentalt bombardement fra reklamer, medier og forskruede politiske debatter. Vi kommer ikke videre uden en organisering i etisk funderede forbrugerbevægelser... herunder hvad vi som pensionsopsparere skal og vil deltage i. Så på den måde er Eriks synspunkter velkomne, de skal blot placeres på det rigtige sted i Bermudatrekanten - nemlig hos Erhvers-finanslivet.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

John Fredsted - lad mig henvise til Bill Atkins 11.38

Så hvem sætter trenden? Det gør de, der kontrollerer ressourcerne og de, som kontrollerer medierne.

Græsrødderne har naturligvis også indflydelse, men det er godt nok op ad bakke - derfor må vi jo alligevel klø på

Brugerbillede for Steen Ole Rasmussen
Steen Ole Rasmussen

@ Bill
Forbrugere af holdninger samt andre ydelser og varer er selvfølgelig et aktiv i udviklingen.

Men jeg er bange for, at samfundets karambolage med sine forudsætninger netop har en tendens til at lade sig neutralisere i sin noget overordnede og aldeles forpligtende karakter, når denne konflikt, som der er tale om, og som jeg kalder ”realitetens konflikt” bliver til genstand for almindelig politisk fnidder fnadder, i den almindelige politiske diskussion, hvor dem, som jeg kalder de ideologiske slatpissere, stortrives. Miljøproblematikken bliver bare befordrende for omsætning af/i medier, underholdningsindustri og holdninger, og bidrager på den måde kun til den almindelige sygdom, omsætning og vækst!

Jeg tror at samfundets konflikt med sine mulighedsbetingelser skal integreres i den sociale realitet på en ny måde. Det kan ikke gøres uden smerte, provokation, brændte broer og nye alliancer på tværs af dem, vi ser i den nuværende udgave af en herskende orden, hvor de kommercielle succeskriterier determinerer selvbeskrivelsen, den måde som samfundet, det sociale og individuelle indskriver sig på i de noget større sammenhænge, der handler om civilisationens forankring i sine naturlige forudsætninger/begrænsninger.

De sociale konflikter må nødvendigvis manifestere sig på en måde, så de økonomisk højtflyvende bliver sat på plads. Der er ikke plads til den form for succes, som promoveres og dyrkes over alt og som nogle har større held med at stræbe efter end andre. Taberne i konkurrencen er dem, der har størst motivation i at stikke en kæp i hjulet på lokomotivet. Men dem på vognene, de kan gøre deres også. Stå af, sætte efterspørgslen ned, drop jagten på succes, sætte forbruget ned af alt det overflødige, osv. Men først og fremmest så må de højestflyvende omfortolkes, dvs. dem med det største forbrug må lære at se sig selv som problemet, i og med deres stinkende forbrug. Det er sådan vi skal til at se på hinanden. Og en af måderne, som man kan understrege budskabet på, det er ved ikke at hive energien ud af økonomien. Sig jobbet op, hvis du har råd, be om nedsat arbejdstid, bliv selvstændig, sæt din egen løn, drop ferien, eller hvis du alligevel vil opleve noget nyt, så tag af sted mange måneder ad gangen, hvor du lever på andre vilkår rundt omkring, uden at pisse op i 12 kilometers højde for at få lidt lir på stranden i det afrikanske, eller fjernøstlige, bliv selvforsynende, byg evt. dit eget hus, så du kan bo gældfrit, gældsbyrden og selve den måde pengene sættes i verden på som lån i realkapital har været fundamental drivkraft for den destruktive bobleøkonomi de sidste 30 til 40 år. Det korte og det lange er, at der kan gøres rigtigt meget, sådan lige på grænsen af det lovlige, væksten kan standses, hvis man holder på pengene, evt. brænder dem, hæver sine kontanter, lader være med at have dem i banken, hvor de yngler til skade for livet på jorden. Man kan gå over til tusk, vennetjenester, livets økonomi (som var der før pengeøkonomien, og som er sort=grøn), spare på alt hvad der kommer fra den globale økonomi, og som er mere destruktivt end konstruktivt, sælg bilen, flyt der hen hvor du har din gang, tal grimt om det grimme, uden hensyn til de falske billeder på pænhed, vær bramfri, kald de fromme og dumme for det de er, skab konflikt, hvor den er nødvendig, drop illusionerne om konsensus før konflikten, tag konflikten og håb på konsensus efter renselsesprocessen, det bliver underholdende, ophidsende, langt mere ophidsende end det de kristne idioter ser for sig, når de taler så pænt om at tage sig af naturen, de er fucking lige glade med naturen og livet på jorden, de drømmer om frelse, fromhed og et eftermæle i en eftertid, hvis elendighed de er skyldige i osv. osv.
Undskyld, at jeg ikke gider læse korrektur på mit eget. Mvh Steen

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

@randi christiansen: I mine øjne er grundproblemet ikke hverken økonomisk eller politisk, det er psykologisk (og hermed ikke være påstået, at du mener det modsatte):

Det er min opfattelse, at det moderne menneske simpelthen ikke tør befinde sig i stilstand/stilhed ret længe ad gangen, fordi, forestiller jeg mig, at det er bange for at gå glip af noget her i livet, og/eller fordi det i sådanne situationer kommer til at føle den eksistentielle uro, i form af sorg, frygt og angst, der summer inde i dem (som det gør i ethvert menneske, for det er et eksistentielt grundvilkår). Og derfor kan det grundlæggende ikke stoppe op, og derfor kan det grundlæggende ikke acceptere de nødvendige nedskæringer i deres såkaldte frihedsrettigheder, som klimatruslen reelt fordrer af vores art. Så derfor fortsætter de med at agere nyttige idioter nederst i fødekæden, så dem højere oppe i kæden kan fortsætte med at eksistere.

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

Som jeg læser Steen og John så mener de at "overforbruget er psykologisk betinget", og Ole siger "en form for narkomani".

Vi har altså brug for at sætte pusherne under lås og slå, et effektivt afvænningsprogram, og en psykolog der kan give os livslysten tilbage.

Nogen (randi og undertegnede) fokuserer på bekæmpelse af 'pusherne' - kapitalismens brølende forbrugsmaskineri, 'afvænningsprogrammet' må være noget med at efterspørge de grønne produkter frem for de billigere og effektive produkter(se Steen) og så kommer opgaven med at gøre det stilfærdige og bæredygtige liv psykisk attraktivt...

...gulp

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

@Bill Atkins: Jeg ved ikke rigtig om der sådan formelt skal psykologbehandling til. Mon det vil hjælpe?

Jeg forestiller mig såmænd 'bare', at det moderne menneske skal genopdage glæden ved at snakke om noget, der reelt betyder noget: nemlig vore værdier, vore sorger, vore drømme, vore håb, vore længsler, og for den sags skyld ideer og teorier, frem for alt for meget af tiden om ting og (materielle) fænomener.

Og pointen er jo den, at denne snak kan foregå akkurat lige så godt, hvis ikke bedre, i et gammelt køkken med lortebrune låger, men atmosfære så det brager, som i et nyt såkaldt samtalekøkken. For ethvert menneske ved velsagtens, at når alt kommer til alt, så er det ikke omgivelserne, der tæller, men nærværet - det, at der oprigtigt er nogen, der lytter.

PS: Og hermed naturligvis ikke være påstået, at du eventuel mener det modsatte.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Ok John, og hvad er det så, der bestemmer psykologien ?

For mig at se handler det om at forstå præmissen for vores tilstedeværelse her på planeten - at leve i overensstemmelse med i stedet for i et modsætningsforhold til livet. Den erkendelsesproces optimeres i takt med, at det går op for flere, at der ér givne forudsætninger, som det er nødvendigt at respektere.

Derfor hele vækstdiskussionen - er vi underlagt et lineært vækstparadigme, eller kan vi omlægge til et cyklisk ? Det mener jeg selvfølgelig, at vi kan. I den store omstillng må vi tage et opgør med de forhindringer, der er på vejen - og for at kunne dét, må forhindringerne defineres.

Hvad er praktisk socialisme ?

Asocial adfærd skyldes frygt.

Etc.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

John - det er kendt at både visuelle og auditive indtryk påvirker vores tilstand, så ligefrem lortebrune låger hvis det kan undgås ... og det kan det jo. Den cykliske, grønne, bæredygtige vækst er af den største skønhed.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

@randi christiansen: Én ting er at forstå præmissen for vores tilstedeværelse her på planeten, en helt anden ting er at acceptere den. Ethvert moderne menneske ved, at planeten er rund og derfor materiel endelig, men det får dem jo tydeligvis ikke til at acceptere, at der heraf følger, at der er grænser for deres forbrug. Det handler derfor i mine øjne ikke om, at flere folk skal forstå noget, der er mere eller mindre indlysende, men om at flere mennesker skal finde modet til at påtage sig deres eget følelsesliv med alt, hvad det rummer af ubehag, frem for at forsøge at uddrive dette ubehag gennem eksterne (materielle) aktiviteter og snakken om det overfladiske.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

John - På trods af dette selvindlysende, er flertallet alligevel på kollisionskurs med fakta - klimabenægtere, materielle egoister etc - så der er da tydeligvis et budskab her, som trænger til at blive grundigt promoveret, anerkendt og implementeret.

Uviljen hertil bliver retfærdiggjort med en manglende anerkendelse af fakta, og skyldes sikkert, som du siger, en ditto manglende evne til at erstatte overfladiskhed og materielle substitutter med en mere hensigtsmæssig tilgang til eksistensen

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

John, jeg har virkelig ikke mødt ubehag når jeg befinder mig i mit eget selskab i naturen, i sengen eller i mit lille bibliotek. Det er ikke følelse af ubehag der forhindre at jeg når til en højere bevidsthedsfølelse med mine omgivelser. Det jeg ser du også skriver er at vi gennem samtalens kraft kan løfte os selv ved hårrødderne op på et højere bevidsthedsniveau. Ændre menneskene så de værdsætter fordybelse og skønhed for derigennem, at nå frem til en forståelse for det bæredygtige liv.

Hvem/hvad skal skal være drivkraften i denne bevægelse? De alternative medierne, højere uddannelse, kunstnerne, religionerne, politikerne, filosofferne? Som det er i dag bliver enhver organiseret modstand mod masseforbruget nedkæmpet af, som jeg plejer at udtrykke det, FOX-medierne, WTO, IMF, WB, CIA og USarmy - og jeg tror desværre heller ikke samtalekøkkener er modstandskraftige nok - lortebrune eller solgule.

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

@Bill Atkins: Bare lige for en sikkerheds skyld: Min forrige kommentar til dig var ikke møntet på dig, som mit PS også antyder. Med de første to sætninger i din kommentar bringer du mig dog i tvivl om, hvorvidt du har forstået det.

Og så til det andet i din kommentar: Nej, jeg påstår ikke, at man gennem samtale skal komme op på et højere bevidsthedsniveau, så man værdsætter fordybelse og skønhed for dernæst at opnå forståelse for det bæredygtige liv. Hvad, jeg derimod påstår, er, at hvis man finder modet til at være autentiske om, hvad der følelsesmæssigt rører sig inde i en, ikke mindst netop sorgen, angsten og frygten, så vil rigtig meget af det eksterne (materielle) forbrug blive unødvendigt, og så vil bæredygtigheden automatisk rykke nærmere.

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

John, jeg tror ikke jeg er enig i at din formodning kan standse den rige verdens buldrende overforbrug i tide ...faktisk er din formodning vel slet ikke med i billedet når vi almindeligvis taler om forbrugssænkning.

Brugerbillede for Steen Ole Rasmussen
Steen Ole Rasmussen

Hvis man tror, at problematikken her alene kan reduceres til et psykisk problem, så mener jeg, at man tager fejl.

Det jeg skrev oven over, var vel heller ikke udtryk for et forsøg på at reducere ”ondet til det psykiske alene”.

Citat:
"Jeg tror, at samfundets konflikt med sine eksterne mulighedsbetingelser er udtryk for en problematik, der skal integreres i den sociale realitet på helt nye måder. Det kan ikke ske uden smerte, uden provokationer, masser af brændte broer mellem mennesker og nye alliancer, der går på tværs af dem, som vi genkender inden for den nuværende udgave af en herskende orden, hvor kommercielle succeskriterier determinerer den selvbeskrivelsen, altså den måde som samfundet, det sociale og individer indskriver sig på i de sammenhænge, der handler om civilisationens forankring i sine naturlige forudsætninger/begrænsninger."

Når jeg skriver sådan, er det altså ikke udtryk for et forsøg på at placere ”ondet (årsagsforklaringen på ondet og terapiens fokus) hos psyken”. Jeg godt se, at det er det John Fredsted gør. Det handler for mig at se om det sociale, mindst lige så meget, dvs. om de måder, som samfundet, det sociale, udfolder sig i sig selv og for sig selv på.

Den konflikt, som vi taler om – der jo handler om selve civilisationens mangel på hensigtsmæssig/rationel adfærd i forhold til sine eksterne men fundamentale betingelser og grænser – vil nødvendigvis komme til at udspille sig på mange niveauer, både psykisk og socialt (semantisk på politisk, økonomisk, juridisk, religiøst, videnskabeligt, kunstnerisk, pædagogisk niveau), biologisk, fysisk.

Det handler altså om, at det moderne samfunds egen succes er blevet samfundets eget største problem; om det, at succes – sådan som den defineres i kraft af alle former for social og psykisk erfaring – er blevet sin egen modsætning. Det er selve paradokset, den overordnede problematik, den udfordring civilisationen har stillet sig i med sin ”succes”.

Paradokset griber ind i alle kroge af den sociale og psykiske realitet. Den underminerer det meste af, hvad vi har lært på vor vej, på evolutionens stadier, for at nå her til. Man kan sige, at det sociale og psykiske opskrift på psykisk og social succes, der er blevet sit eget største problem, fordi vi har sejret ad helvede til!

Erik Rasmussens bidrag til erkendelsen af den problematik, som han måske nok er på sporet af, lider voldsomt under, at han sidder fast i nogle snævre sammenhænge, som i aller højeste grad er selve problemet. Han ser at noget er galt, men hans egen forankring i elendigheden gør ham ude af stand til at sige noget, der gør en forskel.

Personligt mener jeg, at der skal en nærmest psykopatisk sociolog med autistiske tilbøjeligheder til at skabe den distance til sygdommen, der skal til for at få øje på den. Og her benytter jeg mig af kynikeren Niklas Luhmann og hans systemteori.

Brugerbillede for Bill Atkins
Bill Atkins

@Steen, du skriver: Erik Rasmussens egen forankring i elendigheden gør ham ude af stand til at sige noget, der gør en forskel.

Hvis jeg kan tolke det som et udtryk for, at selv de mest fremsynede kapitalister ikke har noget alternativ og at de nødvendigvis må spille spillet til ende...

...samt at de besiddelsesløses eneste chance er - ikke deres menneskerettigheder, ikke deres politiske teori - men alene deres antal, - så er jeg enig.

Kapitalismen er for ondskabsfuld til at dø
http://www.information.dk/282939

Brugerbillede for Maya Nielsen
Maya Nielsen

Vi skal bare lære at forbruge på en hel anden måde, f.eks. Købe meget færre stykker tøj men af bedre kvalitet og af biologisk nedbrydelige varer, og så skulle vi omlægge vores forbrug til f.eks. at gå meget mere ud at spise og få noget meget lækrere mad og høre meget mere livemusik, så forbruget lægges i retningen af en mere socialt berigende form som ikke forurener så meget men samtdigt beskæftiger flere som musikkere og superkokke og kvalitetskunst og kluns....

For at holde det ud skal vi omlægge til gode positivwe mål i stedetfor kun at opleve alt som nye og evige begrænsninger.....

Så hermed en opfordring til at nogle påtager sig at være ide-udviklere og guider til et bæredygtigt og samtidigt dejligt "forbrug" med masser af plads til nydelse,men ikke til forurening....! "think global,eat local !" osv.

Brugerbillede for Ib Jørgensen
Ib Jørgensen

Tak til JSN og Erik Rasmussen for at have givet anstød til den mest sobre og vægtige netdebat jeg hidtil har stødt på.

Som det fremgår af flere indlæg, så er Erik Rasmussens "fejl" at han ikke head-on vil implicere kapitalismens rolle i de scenarier, han stiller op. Det er et forhold som gælder størstedelen af de kritikere, som man iøvrigt kan erklære sig enige med.

Min personlige mening er, at vi skal have synspunkter som de her fremlagte ud i den offentlige debat, ind i partierne - samt selvfølgelig i medierne.

På min blog http://bloggeroeven.blogspot.dk/2012/05/vkstdebat-med-blind-makker.html
har jeg mere om disse ting, også forslag til konkrete ændringer.

PS til Steen Ole Rasmussen - jeg kan forstå fristelsen i kynisme, men den er efter min erfaring for uproduktiv. Skift f.eks. en Luh- ud med en Baumann :-))

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Den nye dagsorden
»Gør vi en offensiv indsats for ikke at overskride fire grader, kan det måske lykkes. Fire graders-samfundet indebærer et markant andet liv med uforudsigelige og svære udfordringer, men selv det kan vi lære at leve med det, forudsat vi i tide sørger for at tilpasse os. Seks graders-samfundet kan vi ikke leve med – det vil indebære en civilisation, ingen af os har fantasi til at forestille os.«

Pludselig er grænsen rykket fra to til fire grader celsius over førindustrielt niveau. Hverken Birol, Romm, Hansen, UCC, Hedegaard, IPCC, Panchauri, Schellnhuber eller nogen anden ansvarlig person har anbefalet fire grader som den nye milepæl. Mange, mig selv inklusiv, har tværtimod advaret imod både fire og seks grader utallige gange – som en konsekvens af uændret kurs. Til dato er klodens gennemsnitstemperatur steget godt en grad over førindustrielt niveau. Derudover synes videnskaben at være nogenlunde enig om, at der er yderligere en grad i pipelinen. Siden 1996 har vi igen og igen hørt, at to grader var den skelsættende temperatur. Hinsides denne temperatur ville alt blive for usikkert og de positive feed-backs ville tage over på en ukrontrollabel måde. Den ene grad, som vi allerede har oplevet, gør tanken om fire grader til et sandt mareridt, og videnskaben bekræfter det. Det er kun nogle få uger siden, at vi i Information læste en nedslående melding fra nordmanden Jørgen Randers, som nu er på Scientific America's website. Det kræver mere end en Ridley Scott eller en Ken Loach at skildre hvad vi står over for, hvis vi lader to og fem være lige.

Kan man nu konkludere, at alle de, der har troet på hymnen om to grader, eventuelt velvidende, at det alene kan være opskriften på en katastrofe, er uigenkaldeligt til grin? For slet ikke at tale om alle de idioter, som har forfægtet 350 ppm? Er det sådan, som Erik fortæller os fra sin verden, at vi er nødt til at investere i fire grader – mod til gengæld at få den krisefri kapitalisme med evig vækst, virtuel naturligvis? Hvad har han i ærmet, ud over teknologiske fiks?

Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
Niels-Holger Nielsen

Citater fra Mandag Morgens hjemmeside (altså, forsiden - TOPNYHEDERNE!):

Født til global vækst

Born globals har mest vækstfaktor

Se første semifinale i Væxtfaktor 2012

Brugerbillede for Steen Ole Rasmussen
Steen Ole Rasmussen

Ifølge Baumann er den onde kapitalisme for ond til at dø. Baumann skriver sig i kraft af egen selvforståelse ind i de godes rige, hvori og hvoraf de ondes ondskab som de onde fremkommer. Han er ikke den store tænker, han er heller ikke den store iagttager, men han kommer behovet for at erfare sig selv som de gode i møde, sådan som det findes hos et ganske bestemt segment. Derfor serveres han her i den lille modstandsavis i afmålte mængder sammen med Habermas og resten af de i grunden mindst lige så ”markedsfundamentalistisk”, dvs. økonomifikserede ”anal-ytikere”, som den kapitalisme Marx så for sig ved kapitalismekritikkens fødsel.

Baumann substantiverer og mystificerer kapitalismen, taler om dens væsen, dens ondskab og iboende natur. Han er engageret i sin kritik, og hans indignation er smittende. Man får det godt med sig selv, ved at leve sig ind i hans beskrivelser af det onde.

Jeg kender den følelse. Man kan slet ikke undvære den dejlige fornemmelse, det er at mænge sig med venner og kaste sig over ondskaben, og kapitalismen er velformet til formålet, velegnet som hadeobjekt, sådan som den har skabt sig og er blevet skabt for dens kritikeres indre øje. Jeg kan sagtens have det godt med at hade kapitalismen. Men jeg ser også mig selv, som den der hader. Her bliver jeg noget ambivalent over for min egen indignation.

På samme måde er det med min kynisme. Kynikeren mister taget, når han præsenteres for sig selv. Alternativet er jo den engagerede varme og kulde. For at se sig selv, må man være en anden.

Det gælder alle positioner i livet. Hvis Anders Behring Breivik havde haft evnen til at se sig selv, så ville han ikke kunnet have overtaget højreekstremismens, de af bl.a. danske medier og præster skabte og formidlede moderne udgave af en korsfarermentalitet. Anders B. B. stillede sig endimensionalt på det godes side i sin kamp mod de onde indvandrere og de måske endnu mere onde, nemlig socialdemokrater af norsk oprindelse, der forbrød sig mod den ariske races renhed, for på den måde at tillade dens forurening, selvødelæggelse.

Når jeg ser på de gode, så ser jeg dem altid som dem, der sætter sig selv ind i en verden. Og jeg har som princip, at erfaringen ikke svarer til noget. Således er jeg ikke i tvivl om, at jeg selv har det godt med at stille mig på det godes side, og jeg kan heller ikke lade være med at identificere mig med det gode, opleve mig selv som den gode, fx hader af kapitalismen. Men jeg ser også mig selv. Og jeg kan slet ikke stilles tilfreds, med hverken Baumann eller den gode Marx. Distinktionerne mellem godt og ondt, mellem ideologi og sandhed, mellem økonomi og samfund, individ og samfund er håbløst primitive. De giver en kortvarig følelse i maven, der kommer mange i møde. Men de er og bliver deres egen største troldmand. Se og læs om det at være sin egen største troldmand i min bog: ”Europa – Det store dyr i åbenbaringen” (google titlen, og se hvad der kommer frem)

Både kynismen og det eksistentielle engagement lader sig beskrive i ud fra Luhmanns andet øje. For at se øjet, der ser, må det ses med det andet. (søg på ”refleksion og reflekteret tilstand).

Luhmann er blevet beskyldt for at være kyniker, fordi han ikke som det var tradition i socialvidenskaberne – i perioden fra da han fik professoratet på Bielefeld universitet på livstid af Theodor Adorno og frem efter – byggede sin socialvidenskab op om det kritiske engagement, der afstak indholdet og retningen i det der kom fra socialvidenskaberne især de første 20 år af hans ansættelsesperiode. Men, som jeg har antydet her, så er han ikke så let at indplacere som kyniker, og med sin selvbeskrivelse af sig selv som kyniker, ja så burde sagen blive tilpas speget, således at vi kan komme lidt længere end det.

Beskrivelsen af den ”elendighed” (læg mærke til det noget værdiladede udtryk), dvs. selve det økonomiske system, den formår Erik Rasmussen ikke at komme med. Dertil sidder han for fast i den. Afstanden til elendigheden, der vindes med noget der minder om kynisme, kan vindes ved hjælp af knas tør teori og metode. Det er bare så kedeligt og uengagerende.

Min kritik af Baumann skulle gå på hans essensmysticisme. Det nærmeste, som jeg er kommet noget, der kunne tjene som kritik af Baumann, er det jeg har skrevet om Habermas.

https://www.google.dk/search?sourceid=navclient&hl=da&ie=UTF-8&rlz=1T4AD...

https://www.google.dk/search?sourceid=navclient&hl=da&ie=UTF-8&rlz=1T4AD...

Brugerbillede for Ole Falstoft
Ole Falstoft

Man snakker ikke længere om 350 ppm fordi man har erkendt at chancen for at holde sig indenfor dette mål er forpasset.
Vi må indstille os på det der er værre.
'It's a hard rain that's gonna fall'

Sider