Analyse
Læsetid: 2 min.

Hvor findes flertallet, hvis V ikke vil?

Regeringen går efter en aftale med Venstre, men understreger, der er andre muligheder. Venstre bruger en aggressiv forhandlingsstil. Her et bud på, hvordan det politiske farvand ellers ser ud
Indland
31. maj 2012

En aftale med Enhedslisten: omfatter 92 mandater (inkl. tre nordatlantiske). Enhedslistens forhandlingstrojka, Frank Aaen, Per Clausen og Johanne Schmidt-Nielsen, slap for nylig igennem partiets årsmøde uden at blive bundet på hænder og fødder af græsrødderne forud for forhandlingerne om skattereformen og til efteråret finansloven. Omvendt har Liste Ø gjort det klart, at særligt forslaget om at spare tre milliarder kr. på overførselsindkomsterne er en såkaldt dealbreaker. Det hverken kan eller vil partiets forhandlere kunne sælge til baglandet. Der er dog dele af udspillet, som EL faktisk synes er gode – som f.eks. bankskatten, afvikling af pensionsfradraget på kapitalpensioner og førtidspensionisternes mulighed for at komme over på ny førtidspension. Så en aftale til venstre kan lade sig gøre – men det bliver mindre ambitiøst på arbejdsudbuddet, end regeringen lægger op til, fordi den i så fald ikke kan røre ved overførselsindkomsterne. Den kræver også, at EL udover lettelsen i topskatten tager en holmgang med sit bagland om indtægtsreguleringen af børnechecken og folkepensionen, som ikke er partiets politik, fordi det går imod princippet om universelle velfærdsydelser.

En aftale med Dansk Folkeparti: 99 mandater (inkl. tre nordatlantiske): DF er afventende. Man noterede sig i regeringen, at Pia Kjærsgaard & Co. på førstedagen var forholdsvis afdæmpede i kritikken af regeringens skatteudspil.

Pia afventer hvilken hest

Til gengæld var DF’s leder ikke i sit blide hjørne i afslutningsdebatten i går, hvor hun angreb regeringens forslag om at ændre i folkepensionens grundbeløb og mente, at statsministeren ikke havde råd til at være »aggressiv«, men derimod burde udvise »mere ydmyghed.« DF mener, at skattereformer alene er tabersager, da taberne altid overdøver vinderne i reformerne. Man afventer, om regeringen går efter en aftale med Venstre eller EL. Men hvis buddet kommer til Pia Kjærsgaard, vil DF gøre regnebrættet op.

Udover forringelserne af folkepensionens grundbeløb, er det overførselsindkomsterne og rentefradraget, som der skal luges ud i, hvis der skal landes en aftale. I Dansk Folkeparti er man dog heller ikke blind s s for, at en skatteaftale med regeringen vil være historisk for et parti, som siden sin fødsel har insisteret på at være et midterparti. Kommer det dertil, er DF klar med at komme med sine bud på, hvordan pengene så kan findes. Og ikke blot ved at skære i ulandsbistanden.

En aftale med Liberal Alliance og Konservative: 94 mandater (inkl. tre nordatlantiske) – et scenario der må betragtes som noget eksotisk. I går foreslog Liberal Alliances formand, Anders Samuelsen, De Konservative at »slå pjalterne sammen« i skatteforhandlingerne for at levere et flertal til regeringen. Men sidstnævnte takkede nej. Og da ingen af de to partier alene kan levere tilstrækkelig mange mandater til at sikre et flertal for en skatteaftale, gør det dem straks mindre interessante.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her