Læsetid: 3 min.

Forskeren kæmper med robotter mod sygehusventetid

Robotforsker Thiusius R. Savarimuthu arbejder for at få robotter til at tage blodprøver i stedet for mennesker, så ventetiden på hospitalerne bliver kortere. Patienterne driver hans forskning, hvor kommunikation og formidling er mindst lige så vigtigt, som algoritmerne, der bestemmer blodprøvenålens stik
Thiusius R. Savarimuthus robotter ligner ikke dem i tegneserierne, men de kan få stor betydning i fremtidens hospitalsvæsen.

Thiusius R. Savarimuthus robotter ligner ikke dem i tegneserierne, men de kan få stor betydning i fremtidens hospitalsvæsen.

Tine Sletting

14. maj 2012

Thiusius R. Savarimuthu er som en del af sit arbejde som forsker på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet ofte ude på landets store sygehuse. Her bliver han altid mindet om, hvorfor han bliver ved med at bruge år, tanker og energi på at skabe en robot, der kan tage blodprøver på mennesker.

»Hver gang jeg går forbi ambulatoriet derude og ser folk, der sidder i kø, så tænker jeg, hvor kunne det være fedt, hvis robotten stod der nu. Hvis man bare kunne sætte sig hen og få taget sin blodprøve,« siger Thiusius Rajeeth.

Han sidder og fortæller om projektet i Robolab, et stort robotværksted på Syddansk Universitet. Forskellige automatiserede arme, kraner og en stor pinballmaskine står hultur til bulter i det temmelig rodede lokale, hvor også blodprøverobotten befinder sig.

Thiusius R. Savarimuthu går hen til den. En scannerarm er koblet til en skærm. Når Thiusius R. Savarimuthu holder sin arm under scanneren, bliver den brune arm forvandlet til et net af blå blodårer på skærmen. Han lader scanneren køre op og ned af armen, og skærmen ligner et kort over floder. Thiusius R. Savarimuthu står bag den algoritme, der gør robotten i stand til at bedømme, hvilke årer, der vil være bedst at stikke en nål i og tage en blodprøve.

Det er den evne, som kan få antallet af de ventende på ambulatoriet til at skrumpe, og ventetiden til at falde med de to timer, som mange patienter risikerer på landets sygehuse.

Ikke en ild – hårdt arbejde

En stor del af Thiusius R. Savarimuthus arbejde foregår foran en computer og består af en hel masse kodearbejde. Men det er ikke nørderiet, tallene eller teknikken, der oprindeligt tændte ham. Han havde som barn tænkt på at blive læge, men blev ingeniør i stedet. Da han som specialestuderende var på en konference, indså han, at han kunne opnå mange af de samme ting som ingeniør, som hvis han var blevet læge.

»På konferencen hørte jeg et oplæg af en af mit felts dygtigste forskere i robotteknologi. Det var en meget spændende og teknisk præsentation. Til allersidst viser han et billede af en patient, som ligger i en seng og giver ham hånden og ser rigtig glad ud. ’Det er grunden til, at jeg gør det her. For den slags øjeblikke’, sagde han. Det var bare to minutter af hans slides, men det satte ord på nogle følelser, jeg ikke selv havde formuleret,« siger Thiusius R. Savarimuthu.

»Jeg kunne se, at hvis det, jeg laver, ikke handler om folks liv, så bliver det bare en stor bunke programmeringstimer. Tanken om, at du laver noget forskning, der hjælper syge mennesker. Det er det, jeg går efter.«

Han er lidt genert ved at tale om de store følelser, der ligger bag programmeringen. Bange for, at det lyder som en kliché, og at hans anekdote er mere Hollywood end hospitalsvirkelighed. Men det er menneskene, der driver ham. Det er derfor, han forsker, selvom han heller ikke har lyst til at vise sig selv frem som en forsker, der er drevet af en stærkt brændende intellektuel ild.

»Jeg har lidt svært ved at sige, at der er noget, jeg hele tiden brænder for i min forskning. I virkeligheden er forskning ikke en ild, men hårdt arbejde i mange mange timer. Det er et spørgsmål om at bestemme sig for, at man vil forske. Derfra er det mere som et ulmende bål,« siger Thiusius Rajeeth.

Thiusius R. Savarimuthu er blevet kaldt et »naturtalent i formidling«, og han er også ivrig, insisterende og meget klar i mælet, når han fortæller. Det er også formidlingen og evnen til at kommunikere, der har gjort ham succesfuld som ph.d. studerende og sidenhen som forsker i blodprøverobotterne.

»Man tror sommetider, at man kan sidde for sig selv og arbejde, men mit projekt har været et stort samarbejde og en opdyrkning af forhold til dem, det handler om – patienterne, lægerne og bioanalytikerne. Vi er som ingeniører vant til at tænke på en produktionslinje og at folk kommer med et konkret problem, som vi løser. Når du arbejder med nåle, der skal stikkes i rigtige mennesker, handler det i høj grad ikke kun om maskinen virker, men om menneskene er med på ideen,« siger Thiusius Rajeeth.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu