Regeringens ambitioner for de trepartsforhandlinger, som begyndte i går, er store. I sit regeringsgrundlag har den lovet intet mindre end en »helhedsløsning« for dansk økonomi. Konkurrenceevnen og væksten skal sikres. Der skal findes fire milliarder og arbejdsudbuddet skal øges med 20.000 personer. Trepartsforhandlingerne er kun en del af løsningen – de andre dele er reformerne af førtidspension, skat og kontanthjælp samt de øgede skatter og afgifter, som regeringen gennemførte ved sin tiltræden. Alt sammen ifølge regeringen den medicin, der skal sørge for, at det danske velfærdssamfund bliver ved med at være i fin form i fremtiden.
Og var man i tvivl om, hvorvidt trepartsforhandlingerne flyver med historiens vingesus, blev man mindet om det i går, hvor ministre og fagbevægelse stod i kø for at kalde dagen »historisk«. Udtrykket »helhedsløsning« sender hukommelsesrige læsere tilbage til aftalen fra 1963, hvor Jens Otto Krag efter uro på arbejdsmarkedet gennemførte to-årige overenskomster ved lov. En del af helhedsløsningen var tillægspensioner og fordele for lavtlønnede.
I 1987 gik arbejdsmarkedets parter sammen med den daværende Schlüter-regering og lavede »fælleserklæringen« om løntilbageholdenhed, og hvor den langsigtede og meget betydningsfulde beslutning, der blev truffet, var grundlaget for de arbejdsmarkedspensioner, som vi kender i dag. Hele trepartssystemet stammer fra Septemberforliget i 1899, hvor arbejdsmarkedets parter blev enige om at lave kollektive overenskomster. Både i Poul Nyrup Rasmussens og Anders Fogh Rasmussens regeringstid har vi også set trepartsaftaler – den seneste fra 2007 om voksen- og efteruddannelse. Trepartsinstitutionen bruges altså i situationer, hvor der er behov for, at både politikere og arbejdsmarkedets parter giver hinanden håndslag på beslutninger om fremtiden.
Ikke om, men hvordan
Så de store ord er på sin plads – måske:
For det åbne spørgsmål er ikke så meget, om regeringen lander en trepartsaftale. Spørgsmålet er snarere, hvor omfattende og vidtrækkende aftalen bliver. Og når statsministeren nævner fælleserklæringen fra 1987 som et eksempel på historiske trepartsforhandlinger, er lighederne mellem optakten til forhandlingerne dengang og nu ikke slående. Grundstenen til fælleserklæringen blev lagt allerede i 1984 og først efter månedsvis af følere mellem embedsmænd i regering og fagbevægelse – og efterfølgende politisk dramatik – landede man sagen.
Den nuværende regering står i en anden situation. For det første er den lige kommet til. Og for det andet er tillid ikke det ord, som man synes at kunne sætte på forholdet mellem fagbevægelsen og Finansministeriet – i al fald ikke før måske for ganske nylig.
Nu er man nået til enighed om et kommissiorium, hvilket er det helt afgørende skridt. Men på sidelinjen står Venstre og understreger, at regeringen selv må knække nødden, inden partiet – måske – vil overveje at lægge stemmer til. DA’s formand, Jørn Neergaard Larsen, forventer, at en aftale om øget arbejdsudbud træder i kraft med det samme, hvilket fagbevægelsen vil modsætte sig.
Alt i alt står parterne over for en meget stor opgave, som tilmed skal løses i et miljø med maksimal mediebevågenhed. I den atmosfære er der risiko for, at der ryger en finke af panden.
En væsentlig del af opgaven i trepartsforhandlingerne er at forklare resultaterne så de er forståelige og giver mening for almindelige mennesker.
Først og fremmest er det nødvendigt at forklare hvorfor trepartsforhandlinger er nødvendige og hensigtsmæssige.
F.eks hvorfor ser regeringen det som nødvendigt at øge arbejdsudbuddet, og hvorfor er det nødvendigt at arbejde mere i en tid med høj arbejdsløshed og katastrofal mangel på rigtige jobs på normale løn- og arbejdsvilkår ?
Hvis de der har arbejde begynder at arbejde mere, vil det da ikke betyde at andre fyres, og hvor smart er det så ?
I stedet for kunne de mange arbejdsløse komme i arbejde - det har hele tiden været vanskeligt at forklare hvorfor arbejdsløse ikke skulle kunne lægge det efterspurgte merarbejde (Dét kan de).
Danskerne er velvillige overfor at gøre en ekstra indsats hvis det kan hjælpe landet og fællesskabet - men de vil ikke narres og misbruges, og de vil have forklaringer af sund fornuft.
I 1. kvt. 2012 var der 220.000 arbejdsløse i Danmark (AKU-arbejdsløshed, Danmarks Statistik):
http://www.dst.dk/pukora/epub/Nyt/2012/NR264.pdf
Artiklen skriver:
"Hele trepartssystemet stammer fra Septemberforliget i 1899, hvor arbejdsmarkedets parter blev enige om at lave kollektive overenskomster."
Det er vist forkert, for dengang var regeringen da ikke med som den tredje part. Dengang afsluttedes danmarkshistoriens længste arbejdskamp på 7 måneder med et forlig, hvor arbejdgiverne anerkendte fagforeningerne som en modpart, og det aftaltes, hvordan klassekampen skulle sættes i system med overenskomster og forlig og arbejdsret og det hele.
Det har altså ikke noget med trepartsforhandlinger at gøre. De kom først engang i 1980-erne eller 90-erne, og er i virkeligheden en obstruktion af det danske aftalesystem. For når regeringen blander sig så voldsomt, er det jo fordi den ikke vil anerkende, hvad parterne selv kan komme frem til. Regeringen vil foruddiskontere, hvad den kunne finde på at lovgive om. Det er måske den endelig opgivelse af arbejdsmarkedets egen klassekamp.
Michael Kongstad Nielsen
Bortset fra, at trepartsforhandlinger allerede var et stort hit (faktisk deres storhedstid) i halvfjerdserne, er det korrekt hvad du skriver. Det store spørgsmål er, hvad vi skal med stribevis af overfladiske og korte artikler, som Information mere og mere excellerer i. At journalisten ikke ved hvad hun skriver om gør selvfølgelig ikke sagen bedre.
Jeg mener, hvem føler sig bedre orienteret med sådan en artikel, hvor journalistens stil i den grad overskygger sagens substans?
Nej, det virker ikke så overbevisende. Det er også tørt stof, hvis man ikke brænder for det.