Læsetid: 5 min.

Hospitalets usynlige normer skaber ulige patienter

Vi taler om patienten i centrum, men alligevel er der stigende ulighed i det danske sundhedsvæsen, siger ph.d. og sygeplejerske Mari Holen. Hun har identificeret fire skjulte normer, du skal leve op til for at blive den gode patient
’Vi har en forestilling om patienten som en fri forbruger, der kan shoppe mellem sygehuse. Sådan er det også på det ideologiske plan. Men det interessante er at se på de rammer, der reelt møder patienterne. Og hvordan de betingelser styrer deres muligheder for at handle som frie forbrugere,’ siger Mari Holen.

’Vi har en forestilling om patienten som en fri forbruger, der kan shoppe mellem sygehuse. Sådan er det også på det ideologiske plan. Men det interessante er at se på de rammer, der reelt møder patienterne. Og hvordan de betingelser styrer deres muligheder for at handle som frie forbrugere,’ siger Mari Holen.

Tine Sletting

26. maj 2012

Mari Holen blev sygeplejerske af en lyst til at gøre en forskel for andre. Men hun læste videre, fordi hun undrede sig over de usynlige logikker, hun mødte på hospitalet. Og af en indignation over, at der er stigende ulighed i sundhedsvæsnet, mens alle taler om patienten i centrum. Nu er Mari Holens ph.d.-afhandling om patienttilblivelse fra Roskilde Universitet så udvalgt som én af vinderne i Informations ph.d.-cup.

Jeg møder hende i cafeen på Rigshospitalet. Patienter i alle aldre går forbi os, humper på krykker eller kører i kørestol. En midaldrende kvinde med et dropstativ sidder i sofagruppen ved siden af os og taler så lavmælt med sine besøgende, at vi ikke kan høre et ord af deres samtale, selv om de er mindre end to meter væk.

Den særlige stemning, der hersker på et hospital, har Mari Holen selv brugt aktivt i sit arbejde. Hendes ph.d.-afhandling er blevet til på baggrund af feltarbejde på to hospitalsafdelinger, hvor hun har fulgt patienter, pårørende og ’professionelle’, som hun kalder lægerne og sygeplejerskerne. Men hun blev også på hospitalet om aftenen, når hun skrev noter og analyserede de ting, hun havde oplevet i løbet af dagen, netop for at huske den særlige stemning, der omgiver det hele.

Som resultat af sin forskning har hun identificeret fire normer, der er styrende for, hvad man kan tillade sig som patient.

»Vi har en forestilling om patienten som en fri forbruger, der kan shoppe mellem sygehuse. Sådan er det også på det ideologiske plan. Men det interessante er at se på de rammer, der reelt møder patienterne. Og hvordan de betingelser styrer deres muligheder for at handle som frie forbrugere,« siger Mari Holen.

Smidige patienter

Der er store krav til effektivitet på et hospital i dag, og derfor er der også en uudtalt forventning om, at patienterne gør sig selv smidige og tilgængelige. Det er det første krav, som Mari Holen har valgt at kalde normen om objekthed.

»Før talte man om, at patienten blev gjort til objekt på en afdeling af de professionelle, fordi man ikke så på hele mennesket. Men det er patienterne selv, der skal gøre sig til objekter,« siger hun.

Men man skal gøre det på en bestemt måde, så behandlingen går så let som muligt. Man skal mime den måde, man opfører sig på i afdelingen, siger Mari Holen og fortæller om patienten Inge, som hun har fulgt på en nyremedicinsk afdeling.

Når Inge skal til dialyse, følger hun sin egen lille rute, hvor hun først vejer sig, som man skal, og så finder læsestof og tæpper frem og spørger efter ekstra puder; for man kan ikke blive koblet af maskinen undervejs.

»Hun følger et mønster for, hvordan man skal gøre. Men hun påtager sig det og gør det af sig selv på sin egen måde. Så bliver hun et passende objekt for det sted, men ved at gøre det bliver hun også en værdig patient, der bliver lyttet til og inddraget.«

De værste patienter

Man kan også støje for meget. Men de værste patienter er ikke dem, der har sat sig ind i det hele på internettet og vil diskutere behandlingen. De værste er dem, der læner sig passivt tilbage, siger Mari Holen.

»Er der noget, der provokerer hele den her institution, så er det patienter, der giver op. Det hele handler om at få folk raske, så hvis patienten kunne gøre mere selv, men bare læner sig tilbage og bliver et objekt på den måde, så er det et problem.«

Det hænger også sammen med den anden norm, Mari Holen har identificeret, som handler om selvstændighed og om at tage ansvar for egen sundhed. Man skal ikke ringe for meget i klokken. Man skal aflæse, hvor meget man selv kan gøre, måske tage bad selv. Men igen skal man gøre det på deres måde.

»Der var en patient, der havde for meget besøg på stuen, fik sodavand af sin mor og ringede for meget i klokken. Han var fra Pakistan, så de brugte den etniske baggrund som forklaring på, hvorfor han stak ud fra normerne. Det var først efterfølgende, jeg blev klar over, at Ali, som jeg kalder ham, også gør rigtig mange ting selv. Han gør bare ting, som ikke bliver betragtet som noget, der gør ham selvhjulpen og rask,« siger Mari Holen som eksempel på, hvordan de uskrevne normer måske er med til at skabe ulighed.

»Jeg tænker, at hospitalsvæsenet er styret af danske middelklasseværdier, og det kan være svært for folk med en anden baggrund at flette ind og blive passende i den kontekst.«

Det er ikke noget, hun har undersøgt systematisk, men alligevel har hun kunnet observere et mønster blandt de patienter, hun har fulgt.

»Når det etniske kommer i spil, er det oftest som en negativ komponent. Og som en forklaring, du kan putte alle mulige dårligdomme ind under.«

Går ud over behandlingen

Det har også betydning for den tredje norm, som handler om troværdighed.

»Det har ekstremt stor betydning for dit forløb i afdelingen, om de kan stole på det, du siger som patient. Især som indlagt er man ekstra afhængig af, at de professionelle samarbejder med dig og lægger rammer for, hvad man kan gøre.«

På samme måde bliver det også et problem, hvis det, man har læst på internettet, strider mod den forståelse, man har på hospitalet.

Omvendt kan man også opnå ekstra fordele, hvis man kan leve op til den fjerde og sidste norm om ’særlighed’. Den handler om at blive til en særlig speciel patient for de professionelle, og den adskiller sig fra de andre ved, at det pr. definition kun kan lykkes for nogle patienter.

»De professionelle arbejder under nogle meget stramme rammevilkår med kæmpe krav til produktivitet og effektivitet. Men typisk er de blevet professionelle, fordi de gerne vil gøre noget godt for mennesker. Derfor skaber de også en særlig relation til nogle patienter, der gør et særligt indtryk eller kræver en særlig indsats. Typisk er det også dem, som de professionelle taler om som det, der giver arbejdet mening.«

Selv har Mari Holen forsøgt at forholde sig passivt på sidelinjen, mens hun har observeret patienter og professionelle. Men ofte blev hun draget ind i en patientsamtale, fordi hun selv har en baggrund som sygeplejerske. Og hun kunne heller ikke holde sig følelsesmæssigt passiv.

»Du kan ikke undgå at blive berørt, når du er på et hospital. Det gør du hele tiden, også som forsker. Folk er syge, og det er store spørgsmål om liv og død hele tiden. Det er et felt, der er spækket med drama. Det er også derfor, det interesserer mig.«

Serie

Seneste artikler

  • Ansvaret ligger også hos os selv

    17. april 2013
    Det var sin egen indignation som forbruger, der fik Ph.d. Cup-vinder Maja Rosenstock til at undersøge, hvorfor mange virksomheder tilsyneladende ikke har styr på deres samfundsansvar. Hun konkluderede dog, at opgaven er næsten umulig – og at ansvaret også ligger hos forbrugeren
  • Danske ph.d.’er skal konkurrere i god formidling

    20. februar 2013
    Forskere skal i højere grad klædes på til at kunne formidle deres stof. Derved bliver forskningen inspirerende for både studerende og forskere, og vi får indsigt i, hvad forskningsmidler går til. Ph.d. Cup, en konkurrence iværksat af Information og DR, kårer de bedste formidlere blandt de forskerstuderende
  • Nedkogt forskning til folket

    30. maj 2012
    Informations ph.d.-cup sætter fokus på det bidrag, som forskningsbaseret viden kan give debatten. I går talte ministre, generaldirektører og høje herrer m/k om forskningsformidling ved kåringen i dette dagblads kantine
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

steen ingvard nielsen

Interessant

Det samme er problematikken om gode og dårlige liv, der forhåbentligt havner et sted hvor vi er enige om, at vi skal gøre alt hvad vi kan for alle, lige meget om de er besværlige, har en dårlig livsstil, har en anden kulturel baggrund eller ikke er tilknyttet arbejdsmarkedet, som der jo også er eksempler på har dømt folk ude, i forhold til behandlings tilbud.

Erstatnings og klage sager er en anden problematik der kunne fortjene opmærksomhed, hvor det også lidt ser ud som om der er forskel på folk.

Der bør aldrig være forskel på folk, men er der et sted hvor det er en katastrofe, hvis der er det, er det netop indenfor sundhedsvæsnet.

Jens Overgaard Bjerre

Jeg synes at det er en god artikel og en god idé, at lave en Ph.d på. Man kunne også forestille sig en Ph.d om vores opfattelse af sygeplejersken og hendes/hans faktisk opførsel netop over for disse patientgrupper. Når hele holdningen og kulturen i hospitals systemet har udgangspunkt den højere middelklasses normer, bliver det dælme svært for en underklasse at begå sig. Især hvis vedkommende også har hang til alkoholisme ect., eller har en psykiatrisk diagnose udover den legemelige. De vil få, og tror jeg, får et mentalt los i røven hen i mod uendeligheden.

steen ingvard nielsen

@Jette Abildgaard

En kommentar der viser at du burde gå i psykoterapi og tale for dig selv.
Derudover burde du tage et kursus i Dansk, der er faktisk mange der er gratis.

Marianne Mandoe

@ Steen Ingvard Nielsen

Nogle af os har ikke Æ, Ø og Å på vores tastatur.
Det har jeg for den sags skyld heller ikke, men har fundet en vej omkring det.

Jeg synes det er fint der kommer opmærksomhed på hvad der foregår mellem patienter og behandlere.
For det ligger lidt mellem linierne at er man ikke den "ideelle patient" der gør sig selv til det "ideelle objekt" så får man en dårligere behandling.
Måske ikke medicinsk eller operativt, men behandling er mere end piller og skalpeller.

Kim Vildnis

»Er der noget, der provokerer hele den her institution, så er det patienter, der giver op. Det hele handler om at få folk raske, så hvis patienten kunne gøre mere selv, men bare læner sig tilbage og bliver et objekt på den måde, så er det et problem.«

Ja, både indenfor og udenfor murene virker "opgivende/resignerende holdning" stærkt provokerende på visse mennesker..det hedder jo: kæmp for alt, hvad du har kært...selvom vi jo godt kender den endelige "sejrherres" navn.

Mediernes nekrologer indebærer stort set altid sætningen: X kæmpede gennem længere tid mod sygdommen.

Mennesker der ikke kæmper mødes ofte med foragt. Lige fra barndom og voksenliv.

Steffen Gliese

Det er sjovt, at det i Danmark er mere tabuiseret end noget andet, at vi er underlagt paradigmer, vi aldrig anfægter. Det gælder et område som dette, det gælder kvinder på arbejdsmarkedet og en hel masse andet, hvor lysten til se tingene i et mere kritisk lys er fraværende i ekstrem grad; jeg tror dog ikke, at Jette Abildgaards diagnosticering er den rigtige - der er tværtimod tale om det gammelkendte forhold, at Danmark indtager en særstilling, som folk udefra iøvrigt skal anstrenge sig meget for at leve op til.
At nogen f.eks. betvivler, at middelklasseværdierne selvfølgeligt hersker på hospitalet, er tegn på denne blindhed - for hvordan i alverden skulle der kunne være tale om andre værdier, når det er folk fra middelklassen, der tilrettelægger og arbejder dér?
Vi bilder os ind, at det er fornuften, der råder, men i virkeligheden er det selvfølgelig ufornuftigt at indrette hvadsomhelst i samfundet, så det i stilhed medfører eksklusion af nogen, hvadenten det gælder sundhedsvæsenet eller bestyrelseslokalet.

Maj-Britt Kent Hansen

Enhver, der har ligget på hospitalet på en flersengsstue eller haft sin gang på klinikker m.v. som patient, har på krop og sind oplevet, hvordan man må passe sig ind efter uskrevne normer og forventninger, som personalet/stedet har til en.

Og hvorledes der kan være andre forventninger til ens medpatienter. Måske skal man selv klare det meste, og der pussenusses ikke om en. I nabosengen er det diametralt modsat. Uligheden er iøjenfaldende, men i situationen måske begrundet og forståelig.

I et omfang er man naturligvis nødt til at indordne sig, være selvhjulpen, måske dæmpe sin spørgelyst, ikke trække i snoren - så at sige give køb på sin personlighed. At man gør det, sker mere eller mindre bevidst. Ikke at indordne sig ville være en uklog disposition, nu man er afhængig af, at andre skal helbrede en.

Så man gør altså sit bedste for at blive en del af en virksomhedskultur, hvor man er lærenem og fleksibel, og ikke mindst qua sin veludviklede indlevelsesevne måske kan gøre sig fortjent til prædikatet: Den gode patient.

Det er noget underligt noget, men sådan er det ikke desto mindre.

Michael Kongstad Nielsen

Noget tyder på, at Mari Holen har et horn i siden på hospitalsvæsenet. I hvert fald er hendes ph.d.-afhandling drevet af en på forhånd etableret indignation over en usynlig ulighed i væsenet, som man ikke må håbe har påvirket de videnskabelige metoder og krav for meget.

Et par steder stikker holdninger frem, der ikke er baseret på videnskabelige undersøgelser, såsom:
»Når det etniske kommer i spil, er det oftest som en negativ komponent. Og som en forklaring, du kan putte alle mulige dårligdomme ind under.« siger Mari Holen, der også mener, at hospitalsvæsenet er styret af danske middelklasseværdier. Det er ikke noget, hun har undersøgt systematisk, det er bare noget, hun mener.

Et andet sted står der:
»Vi har en forestilling om patienten som en fri forbruger, der kan shoppe mellem sygehuse. Sådan er det også på det ideologiske plan. Men det interessante er at se på de rammer, der reelt møder patienterne. Og hvordan de betingelser styrer deres muligheder for at handle som frie forbrugere,« siger Mari Holen.

Jeg ved ikke, hvor Holen har det "shopperi" fra, måske fra Lars Lykkes Rasmussens politik, men mon ikke de fleste patienter bare er glade og tilfredse med at kunne komme på et offentligt sygehus, hvor nogle flinke og rare mennesker står parat til at tage sig godt af en. Alt det der med at "handle som frie forbrugere", det kan man gemme til indkøbscentret, når man er blevet rask.

Leif Højgaard

Nu er der altså også forskel på om indlæggelsen sker fredag eller mandag, akut eller planlagt. En akut fredags-indlæggelse kan være stressende for alle parter, især hvis alle læger er taget på weekend eller sætter patienten i kø week-enden over under oversygeplejerskens kærlige omsorg. Jeg var udsat for et tilfælde, hvor vi i protest forlod hospitalet kl 22 en fredag aften. Taxachaufføren troede at der var et hotel i Ryesgade, men det var lukket. Jørgensens Hotel på Israels plads ville have et forskud/depositum på 3.000,- kr for et sølle dobbeltværelse. Hvorefter vi vaklede gennem Nørregade - Nytorv - Rådhuspladsen til Hovedbanen hvor billetsalget var lukket. På vejen blev man underholdt af folk på dødsruterne rundt på værtshusene. Uden billet lykkedes det at komme med tog til Kastrup Lufthavn til en overnatning opå Hotel Hilton til 1600,- kr. Næste morgen tog vi toget fra Kastrup via Malmø til Ystad hvor vi hele dagen hvilede os på bænken i ventesalen. Kl 18 sejlede der endelig en færge til Rønne. På færgen var vi så heldige at rejse sammen med den læge der havde modtaget patienten i første omgang. Eksemplet viser vigtigheden af at have en ledsager med ved akutindlæggelser. En enlig patient var overladt til tilfældighederne.

Jette Abildgaard

Steen Ingvard Nielsen,

Jeg taler skam for mig selv!

Du har helt ret i, at hvis jeg var blevet i Danmark, da skulle jeg vaere gaaet i psykoterpi for at kunne holde ud at vaere der, hvilket er en af de mange grunde til, at jeg netop ikke laengere bor der...

Det lader da ellers ikke til at du har saa store problemer med at forstaa hvad jeg skriver...jeg gider bare ikke skrive æ, ø og å fordi det sinker mine indlaeg, som jeg ikke har tid til at bruge hele dagen paa......og, hvis du ikke har lyst Steen, saa er der ingen der tvinger dig til at laese mine indlaeg!

Naar jeg skriver,at landet boer gaa i psykoterapi, saa er det ganske enkelt fordi jeg netop laeste Mari Holens tekst og, deraf kan konkludere, at selv naar man bliver syg i Danmark, da skal man forskelsbehandles, hvilket indikerer krafttigt, at der er noget ravruskende galt i samfundet hos Jer. At vaere syg har intet - absolut ingenting - at goere med, hverken hvem kan er, hvilken husfarve, religion eller nationalitet man har eller, om man er rig eller fattig, hvilket jeg haaber vi er enige om!? Og, det har da slet intet at goere med, hvordan man agerer paa et hospital! Naar man er syg, kommer man paa et hospital for at faa behandling....intet andet!!!

Tak ioevrigt for den 'paene' maade at tiltale mig paa!!

Leif Højgaard

...Naar man er syg, kommer man paa et hospital for at faa behandling….intet andet... - nemlig Jette - faktisk er man patienternes tjenere med al gensidig respekt naturligvis

Anders Jensen

@Jette Abildgaard.

Er i høj grad uenig med dig i at "At vaere syg har intet - absolut ingenting - at goere med, hverken hvem kan er, hvilken husfarve, religion eller nationalitet man har eller, om man er rig eller fattig, hvilket jeg haaber vi er enige om!? Og, det har da slet intet at goere med, hvordan man agerer paa et hospital!

Min erfaring er, at indkomst, kultur m.v. i høj grad har indflydelse på sundhed og sygdom. og i ligeså høj grad på, hvordan man agerer på et hospital.

Dette gælder i øvrigt ikke kun i DK. Men selvfølgelig, hvis man som dig mener at offentligt ansatte kun er ude på at stjæle, bedrage og ødelægge andre mennesker, giver det måske mening.

@Jette og Leif.
Behandling ja. men forhåbentlig også andet. f.eks. vejledning i at undgå komplikationer, sygdomsforebyggelse m.v.

Endvidere er en del af behandlingen, efter min mening, f.eks. også genoptræning, hvor der stilles krav til den syges egen aktive medvirken. Faste og tørste før operation. Overholder aftaler m.m.

Hvis man tror en indlæggelse er det samme som et herregårdsophold m. tjenere springende omkring sig, er der næppe noget at sige til at sundhedspersonalet lægger størstedelen af deres energi, hvor chancen for succes er størst.

Jette Abildgaard

Anders Jensen,

Allerfoerst - du skriver ''Min erfaring er, at indkomst, kultur m.v. i høj grad har indflydelse på sundhed og sygdom. og i ligeså høj grad på, hvordan man agerer på et hospital.''

Selvfoelgelig haenger dette sammen Anders, men folk skal stadig behandles ens! Hvis du kommer ind paa et hospital med staerke smerter, saa boer/maa det intet betyde om du er rig, fattig, sort eller hvid - du skal have omgaaende og, professionel behandling - korrekt!?

Videre skriver du ''Dette gælder i øvrigt ikke kun i DK. Men selvfølgelig, hvis man som dig mener at offentligt ansatte kun er ude på at stjæle, bedrage og ødelægge andre mennesker, giver det måske mening.''

Jeg ville oenske, dette udelukkende var min ''mening'' Anders. Jeg har desvaerre nogle erfaringer der viser at dette netop ikke kun er e mening, men den pure virkelighed, som klart ikke omfatter alle, men de individder jeg har oplevet i mit land, udfoerte desvaerre saa direkte uovlige handlinger, saa det paa nuvaerende tidspunkt ikke er muligt for mig at - ikke mene - men vide dette.

Og til sidst dine sidste 3 afsnit: Vi er enige, men hvor mange syge mennesker tror hopitalet eeren herregaard?

Anders Jensen

hej Jette.

Du skriver man skal behandle folk ens. Men for at gøre det, vil man ofte være nødt til at behandle dem forskelligt.

F.eks. :
- Visse religioner forbyder blodtransfusion.
- Kost kan afhænge af religion, kultur, øvrige lidelser m.m.
- Demente skal muligvis tilbydes andre former for medicin end ikke-demente.
- Folk der ikke kan tage vare på sig selv skal have anderledes/mere hjælp end andre.
-osv, osv.

Hvor mange der tror hospitalet er en herregård. Aner det ikke. Men nogle er der, og sikkert flere der tror det er et hotel. Og nej - sundhedspersonalet er ikke tjenere som Leif skriver. Personligt tror jeg det i langt de fleste tilfælde vil være sundhedsfremmende, hvis patienterne f.eks. selv henter deres mad. Når alt kommer til alt, er der jo ikke nogen grund til at give folk en ny hofte, hvis de ikke gider bruge den ;-)