Læsetid: 3 min.

Indpakningen var neonfarvet spandex

Alligevel var Copenhagen Marathon en kropsfest
29. maj 2012

For nogle uger siden sad jeg hos en veninde og spiste hakkebøf og nye kartofler. Jeg spiste mange kartofler, for jeg var i gang med at loade mig selv til Copenhagen Marathon. Uforsigtige som vi var, faldt samtalen, midt under kartoflerne, pludselig på døden. Jeg benægtede pure, at jeg var bange for døden. Den kunne jo bare komme an, døden måtte ses som en befrielse, mente jeg hårdnakket. Men underligt nok fik jeg alligevel lidt travlt med at komme hjemad.

Om natten drømte jeg uhyggelige drømme om døden. Dagen inden jeg skulle løbe de 42,1 km følte jeg mig underligt svag og kom i tanke om, at den soldat, som løb hele vejen hjem til Athen med besked om sejren ved Marathon, døde.

Men næste morgen var jeg klar. Islands Brygge var spændt til bristepunktet med mennesker i neonfarvet spandex. Jeg tænkte på Sartres bog Ensom blandt mennesker og følte et sug af skræk i maven. Så tæt sammen, så kropsligt åndende, stønnende og alligevel så alene opsat på at nå i det samme mål. Men hvilket mål?

Almindeligvis anses diverse former for ekstremsport – f.eks. bungeejumping, faldskærmsudspring og fridykning som bevidste, men individuelle måder at kaste sig ud i ukontrollerbare situationer og hermed dyrke endorfinrus og et øjebliks fravær af den ellers så velkontrollerede og søvndyssende hverdag. Som et åndehul fra ’normalitet’ og en åbning for vanvid. Som et individuelt ridt ind i risikozonen uden velfærdsstat, cykelhjelme og andre eksistentielle vattæpper så som dagligt indkøb af økologisk mad i Torvehallerne og politisk korrekte iscenesættelser af ’mangfoldighed’ i vores rutineprægede og selvcentrerede hverdagsliv. Men da jeg stod i mængden af kroppe på Islands Brygge blev jeg slået af det fællesskab – og den masse, der sammen med tilskuere foldede sig ud. Det her var ikke blot individuelt.

Nok handler maraton om angsten for døden – både som livets konkrete endeligt, men også som angsten for den hverdagslige tristesse, der i overført betydning kan slå ethvert godt liv ihjel. Men her opstod et fællesskab, som favnede den angst – som en demokratisering af dødsangsten. Sociologen Elias Cannetti definerer i bogen Masse og magt ’flugtmassen’ som den masse, hvor den enes energi øger den andens – folk skubber hinanden i samme retning, og så længe man er sammen, opfatter man faren som fordelt. Og i modsætning til panikken får masseflugten sin energi af sammenholdet. Så længe den mægtige strøm ikke splittes, så længe forbliver den angst, der driver den, også udholdelig. Med publikums fascinerende iver efter at klappe efter og bakke op om de prustende maratonløbere blev fællesskabet rørende i ordets bedste betydning. For ikke kun løberne var fælles om at overleve distancen – også tilskuerne blev transformeret til en del af løbemassen. De råbte og tiljublede de fremmede mennesker, som løb for livet i den stenede by – det stenede samfund. Og som løber blev man afhængig af tilskuernes tilråb. Et affektivt fællesskab, der gjorde byen blød som en forgængelig krop.

Nogle vil mene, at det er vanskeligt at finde sammen om fælles politiske visioner, men der er ofte trængsel om taletiden i forbindelse med eksistentielle og kropslige værdikampe (der i øjeblikket centreres omkring mad, sex, køn og ’natur’). Hvis marathon, frit associeret over Canetti, kan ses som en flugtmasse fra døden, er pointen, at energien, der fordeler faren, kommer af nuets og massens sammenhold. Endorfinrusen og vanviddet bliver fælles – det bliver et samfundsmæssigt åndehul fra de rum, vi konstant lukker omkring os selv og vores hyggelige normaliseringsstrategier.

Set i lyset af, at antallet af deltagere i maraton stiger stødt, og at løbet i takt hermed er ved at udvikle sig til en årlig byfest, kunne det tyde på en længsel efter levende, svedige og forgængelige fællesskaber. Fællesskaber, hvor døden anerkendes som det, der forbinder og adskiller os, og ja måske endda kan bemestres via fællesskabet.

Jeg var alligevel glad for den solidariske dødsbøf, min veninde serverede for mig et par dage før. Den gav ekstra energi i benene. Jeg fløj igennem de 42,1 km godt hjulpet af det fællesskab, der, på trods af den dominerende nylonfarvede spandex, mindede om et menneskeligt planterige i fuld flor.

 

Marie Bruvik Heinskou er sociolog

Ugens personlige klummer: Mandag: Derudefra Tirsdag: Kampzoner Onsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erne Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu