Baggrund
Læsetid: 5 min.

‘Det var den mest fotogene del af middagen…‘

Hvad siger vi egentligt, når vi tager billeder af maden og viser dem frem på Facebook? Madsociolog Naja Buono Stamer plotter jeres indsendte madbilleder ind i en kulturel madmatrix
Indland
8. maj 2012
Hvad siger vi egentligt, når vi tager billeder af maden og viser dem frem på Facebook? Madsociolog Naja Buono Stamer plotter jeres indsendte madbilleder ind i en kulturel madmatrix

På tallerkenen smyger det hvide skum sig rundt om den gule cremede masse, hvor der nydeligt er drysset sorte flager på toppen. Kommentaren fortæller os, at det er kartoffelmos med kernemælksskum og tørrede sorte oliven. 

»Antichrist er kommet, og han er nordisk moderne køkkenchef på Relæ«, står der videre i statusopdateringen fra Facebook. Er det ironisk? 

»Det er svært at vurdere, hvor meget han mener, at det her er det lækreste mad nogensinde, og hvor meget han synes, det er åndssvagt. Vennerne i kommentarsporet accepterer i hvert fald ikke helt den finkulturelle nydelse - de synes jo bare, at det er varm kernemælk«, fortæller Naja Buono Stamer. Hun er madsociolog og ph.d. ved Fødevareøkonomisk Institut på Life og forsker i, hvad sociale klasser har af betydning for vores madkultur.

Før vi kommer for godt i gang, må der en disclaimer på plads. Dette er ikke nogen videnskabelig undersøgelse, og genstanden for analysen er ikke repræsentativ. Vi har at gøre med godt 125 madopdateringer fra Facebook, som Informations læsere indsendte til madsociologisk analyse i forrige uge.

Billeder af hjemmebagt brød, hjemmedyrkede rabarber og ”arbejdernes” leverpostejsmadder. Portulak og vinterkarse ligger klar på skærebrættet. Det er nyt nordisk køkken, siger de. Der er kaffe arrangeret på bordet, ved sengen, på stranden, retoucheret og fotomanipuleret. Kaffe er i det hele taget en populær anretning til livet, som det tager sig ud på Facebook.

Enkelte billeder står alene og fortæller deres egen historie. De fleste er akkompagneret af tekst. Nøgterne beskrivelser som ‘tarteletter‘ eller ‘kylling’, der efterlader os alene med det visuelle indtryk. Andre svøber maden i stemning og selviscenesættelse, alt imens bliver der delt klapsalver og verbale lussinger ud i kommentarfeltet. Endeligt er der dem med et budskab til folket - »ta’ den rawfood- og stenaldermadfolk!«, står der i teksten til billedet med det hjemmelavede karsehjul.

Facebook er blevet et knudepunkt for vores selvfremstilling. En udvalgt dokumentation for et levet liv i tankestrømme, billeder og samtaler om mad. »Hvis vi skal nyde mad sammen, skal vi jo snakke om det, og det giver Facebook nye muligheder for«, fortæller Naja Buono Stamer.  

Er du æstetiker eller ansvarsbevidst?

»Vi kan kategorisere maden og billederne i forskelllige dimensioner. Vi ved ganske vist ikke noget om de mennesker, der står bag billederne, så jeg må nøjes med at tage udgangspunkt i eksisterende forskning og forestillinger om Facebook«, siger Naja Buono Stamer.

»Hvis vi deler de mange billeder op i en klassisk firefeltstabel kan vi på den ene akse skelne mellem det finkulturelle og populærkulturelle og på den anden skelne mellem nydelse og ansvar. Så handler det bare om at plotte billederne ind i den kulturelle madmatrix«.

Det ansvarlige madfolk vælger den sunde og bæredygtige kost, fordi det er rigtigt. For dem selv og for miljøet. Det er her vi finder billederne af de hjemmedyrkede grøntssager og en økologisk refleksion over maden og dens rolle i verden. Når det bliver mere hverdagsagtigt falder valgte på de sunde rugbrødsmadder.

»Lad dig ikke narre af denne trend med færre kulhydrater. Jeg har valgt at lave en sund grød med forskellige kornprodukter [og] tørrede frugter…«, står der på et fint billede af et morgenmåltid.

For nyderne er æstetikken det vigtigste - i smagen, situationen og fremstillingen. En skål med jordbær står på bordet med en sommerdug. »Det var den mest fotogene del af middagen«, skriver afsenderen. Velbekomme.

Opdelingen giver et pejlemærke for vores Facebookadfærd og tildeler den seneste tids ophedede debat om økologien som et elitært projekt lidt tiltrængt perspektiv.

»Mange ser ikke jo økologi og hjemmedyrkede grøntsager som noget elitært, mens som et ansvarsorienteret valg. Føler man sig socialt ansvarlig, men bliver skudt i skoen, at man er kulturelt uansvarlig, så er det forståeligt, at folk reagerer. De orienterer sig slet ikke efter den opdeling.

Er man så arbejder, hvis man spiser leverpostej?

»Ja, prop det i munden, og luk øjnene – det smager grimt helt sikkert, men det er totalt hipt!«, lyder en lettere hånlig kommentar til et billede af friskplukket grønt.

Den underliggende ironi, der af og til serveres på Facebook i fremstillingen af maden eller i kommentarfeltet fra venner kan skyldes, at vi afprøver en livsstil, som ikke helt passer til den sociale klasse, vi befinder os i, lyder vurderingen fra Naja Buono Stamer. Når leverpostej bliver politiseret, får det nemlig en symbolsk værdi.

»Måske er der diskrepans mellem den mad de spiser, og den position de tilhører. Der kan være nogen, der kommer fra helt almindelige familier, og stadig gerne vil være associeret med arbejderne. Også selv om de nu har uddannet sig og er sammen med kollegaer og venner, der har andre madvaner. Måske fremstiller de derfor den almindelige mad i overæstetiserede billeder eller med ironiske kommentarer på Facebook. På den anden side, så er mad jo også blevet et forbrugsgode, man gerne vil deltage i. Det er sjovt at være på Relæ og prøve ny nordisk mad. Især hvis man har ressourcerne til det. Mad er på den måde i allerhøjeste grad en klassemarkør«.

I madforskningen taler man om demokratisering af maden, fordi vi ikke længere er så klart definerede i vores madforbrug og restaurantvaner. Tidligere spiste de veluddannede meget mere grønt og fisk og gik på fine restauranter, hvor arbejderklassen spiste forloren hare på festdage i hjemmet. I dag har vi smidt slipset og formaliteterne, når vi går ud og langt flere har penge på lommen til at lege med, når der serveres ramsløg og østers hos Meyers.

»Demokratiseringstanken holder dog ikke helt. Overklassen er ganske vist ikke så fin som den har været, og i hjem med børn er der fokus på sund mad uanset klasse. Men forskningen viser, at det primært er de veluddannede, der går på tværs af de typiske smagsskel mellem klasser. Især de unge veluddannede spiser hvad som helst«

»Selvfølgelig er der da en stor gruppe, hvor det med at gå ud og spise ingen betydning har. Dem vil nogen måske kalde arbejderklasse, men jeg tror ikke, det er den eneste distinktion, man kan lave. Der er også mange, der slet ikke har smag for maden som noget andet end føde. For dem er det måske mere bilen og arbejdet, der definerer dem.”

Se galleriet af læsernes billeder nedenunder.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her