Læsetid: 4 min.

Nekrolog: Jan Trøjborg

Jan Trøjborg var et sjældent politisk dobbelttalent: Han mestrede spillet på Christiansborg og kendte samtidig den kommunale virkelighed. Med ham mister KL en determineret stemme, hvis mål var at gøre KL stærkere og mindre støvet. Trøjborg døde i går
Jan Trøjborg var et sjældent politisk dobbelttalent: Han mestrede spillet på Christiansborg og kendte samtidig den kommunale virkelighed. Med ham mister KL en determineret stemme, hvis mål var at gøre KL stærkere og mindre støvet. Trøjborg døde i går
7. maj 2012

For halvanden måned siden rejste Jan Trøjborg sig midt under et interview på sit borgmesterkontor i Horsens for at finde pjecer i sin bogreol.

»Jeg ved, de er her et sted. Lige et øjeblik,« sagde han energisk søgende og vendte sekunder senere tilbage til båndoptageren med favnen fuld af tryksager om Horsens som vækstkommune og idrætsby.

»Er du klar over, at Horsens er en af de kommuner i Danmark, der har den største befolkningsmæssige vækst?« spurgte han Information under et interview, der handlede om forholdet mellem kommunerne og regeringen. Horsens fyldte tydeligvis i Jan Trøjborgs hjerte, og flere gange vendte han tilbage til eksempler fra fødebyen, når han skulle forklare kommunernes nutidige og mange udfordringer. Jan Trøjborg voksede op i Horsens, her uddannede han sig til først murer siden teknikumingeniør. Det var i Horsens, han begyndte sin politiske karriere og det var her, han blev borgmester, da han i 2005 forlod en lang landspolitisk karriere.

»Det bliver HELT fantastisk. I er nødt til at komme og se det,« sagde han igen og igen om det forestående Giro d’Italia-cykelløb.

Engagementet i og stoltheden over at have medvirket til at lokke det italienske cykelløb til Herning og Horsens var ikke til at tage fejl af.

Men i går døde 56-årige Jan Trøjborg pludseligt af et formodet hjertestop under et forberedende motionsløb til netop det cykelløb, som han var så stolt af i dag kører gennem gaderne i hans by. Trøjborg var selv en ivrig motionscyklist og skulle tilbagelægge løbet sammen med bl.a. borgmesterkollegaer. Men cirka midtvejs på ruten blev han dårligt tilpas og faldt om. Hans liv stod ikke til at redde trods akut livgivende førstehjælp.

Nyheden om Jan Trøjborgs død forplantede sig i går som et chok i socialdemokratiske og andre politiske kredse, og i KL var hans nærmeste medarbejdere slået af sorg og uforståenhed over for et tab, der på alle måder kommer uventet.

Fra højre til venstre i det politiske landskab herskede ingen tvivl om konsekvenserne af Jan Trøjborgs død:

Kommunernes Landsforening mister en markant og i brede kredse højt respekteret formand, Socialdemokraterne mister en af sine mest betydningsfulde repræsentanter i nyere tid og Danmark mister en politiker, som i 30 år har haft arbejdet med forandringer af samfundet som en hjertesag. Vel at mærke med pragmatikerens blik for resultater, som flere af Jan Trøjborgs tidligere ministerkollegaer og politiske modstandere fremhævede i går.

Forandringsproces i KL

På sine to år som formand for KL nåede Jan Trøjborg da også at sætte skub i en omfattende modernisering af kommunernes samarbejde. Han pressede på for et stærkere og mindre støvet KL, Det Nye KL, hvis mål bl.a. skulle være at skabe flere alliancer, kommunikere mere offensivt og sætte flere kommunale dagsordener. Kort sagt mindre stilstand og mere handling. KL er en vanskelig organisation at stå i spidsen for, fordi landets 98 kommuner er meget forskellige størrelser ledet af politikere fra forskellige partier. Men fra alle sider lød der i går anerkendelse for det arbejde, Jan Trøjborg har leveret som kommunernes mand.

I forbindelse med den aktuelle optakt til trepartsforhandlingerne fortæller flere, hvordan KL-formanden har koordineret med interesseorganisationer på tværs for at varetage kommunernes interesser som den største offentlige arbejdsgiver. Formålet har hele tiden været at sprede KL’s arbejde ud til flere niveauer og at kommunikere mere direkte med andre interessenter end blot staten. Det satte Jan Trøjborg sig i spidsen for.

Han var kendt som en pragmatisk politisk håndværker, som ikke lod sig styre af ideologiske stentavler.

Han var således den første tunge socialdemokrat, som offentligt talte om at reformere efterlønnen – på et tidspunkt, hvor dette aldeles ikke var en del af partitoppens liturgi.

Han har gentagne gange som kommunernes førstemand påpeget behovet for reformer, der kunne få færre på overførselsindkomst og flere i arbejde. Han har talt om muligheden for tilkøbsydelser i det offentlige.

I 1990’erne var Jan Trøjborg den minister, som bestred flest poster i Nyrup-regeringerne, herunder bl.a. som industriminister, trafikminister, erhvervsminister og forsvarsminister.

Det var da også en tydeligt chokeret Poul Nyrup Rasmussen, som i går modtog nyheden om Trøjborgs død.

Men ikke bare den tidligere statsminister – også den nuværende Helle Thorning-Schmidt – er rystet over nyheden om Jan Trøjborgs død. Socialdemokraterne har mistet et stærkt kort i kommunerne, og Helle Thorning-Schmidt en nær politisk allieret igennem mange år.

I årene på Christiansborg havde Jan Trøjborg en aktiv rolle i de interne partiopgør hos Socialdemokraterne – i lighed i øvrigt med de fleste socialdemokrater, som har været noget ved musikken i partiet de seneste 20 år.

Helt tilbage i 1992 havde Trøjborg først svært ved at vælge side i formandsopgøret mellem Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen. Men til sidst faldt loddet i Nyrups skål, og herefter blev Jan Trøjborg ikke bare en naturlig del af 1990’ernes ministerhold, men også en helt uomgængelig figur på den såkaldte Nyrup-fløj, højrefløjen i partiet.

Helt op til Mogens Lykketofts formandstid var Jan Trøjborg meget aktiv i magtkampene omkring fordelingen af poster fløjene imellem i folketingsgruppen og senere en af Helle Thorning-Schmidts naturlige støtter.

Fremtiden for KL

For Socialdemokraterne bliver Jan Trøjborg vanskelig at erstatte som formand for KL. For når chokket over hans død har lagt sig, skal der findes en efterfølger blandt de seks S-medlemmer af KL’s bestyrelse.

Overborgmester Frank Jensen (S), der som den eneste kan matche Trøjborgs landspolitiske erfaring, vurderes uaktuel, da borgmesteren for landets største kommune aldrig har været formand for KL.

Da Jan Trøjborg blev valgt som formand, havde Rødovre-borgmester Erik Nielsen også lagt billet ind på posten. Han er en mulighed, men har ikke det brede landspolitiske netværk. Det samme gælder Odenseborgmester Anker Boye, der i en årrække har været næstformand i KL.

Jan Trøjborg efterlader sig fire børn og sin samlever.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ivan Gullev

Thorning har nu travlt med at vaske hænder både i forhold til Hollande og finanspagten, men også til personen Jan Trøjborg, som i lighed med andre især jyske socialdemokrater forlod Borgen, da de følte sig kneblet af den højredrejning/ensretning Thorning fik trumfet igennem med hjælp fra Køge-mafiaen.

Niels-Holger Nielsen

Ivan Gullev, jeg ved ikke præcis hvad Thorning har gang i, men artiklen har jo helt ret mens du tager helt fejl med hensyn til Jan Trøjborgs placering i Socialdemokraterne.

Hanne Cetkin

Amalie Kestler:

»Han var kendt som en pragmatisk politisk håndværker, som ikke lod sig styre af ideologiske stentavler.«

Det er jo ganske enkelt noget vrøvl.
Trøjborg var en mørkeblå socialdemokrat, der i 1990erne var en af de første til at udskifte de traditionelle socialdemokratiske værdier med neoliberalistiske.

Derfor er det noget sludder at påstå, at Trøjborg ikke var styret af ideologi.

Neoliberalismen er lige så meget udtryk for ”ideologiske stentavler”, som alle mulige andre ideologier er.

Ivan Gullev

Tidligere forsvarsminister Jan Trøjborg (S) fraskriver sig nu muligheden for at blive en del af den nye socialdemokratiske partiledelse, når Socialdemokraterne skal fordele posterne på en ekstraordinær kongres 15. december.

»Jeg ønsker ikke at blive en del af folketingsgruppens nye ledelse. De mennesker, der nu har fundet sammen omkring den nye ledelse, må efter min opfattelse nu tage over og vise, hvad de kan«, siger Jan Trøjborg til Ritzau.

Ifølge Ritzaus oplysninger var enten Jan Trøjborg eller Henrik Dam Kristensen (S), som begge tilhører den såkaldte mellemgeneration i partiet, tiltænkt den ene næstformandspost. Den anden næstformand bliver sandsynligvis Henrik Sass Larsen (S) fra den yngre generation.

Trøjborg vil stoppe spekulationer
Jan Trøjborg forklarer, at han har valgt at meddele sin beslutning nu for at sætte en stopper for de mange spekulationer og anonyme rygter i pressen.

Han understreger, at han også vil sige nej tak, hvis han bliver opfordret til det.

http://politiken.dk/indland/ECE46543/jan-troejborg-vil-ikke-med-i-ny-s-l...

Ivan Gullev

http://www.nordjyske.dk/aalborg/forside.aspx?ctrl=10&data=28%2C3524082%2...

Som tidligere socialdemokratisk minister rammer Jan Trøjborg dog også vennerne, for brugerbetaling er også en varm kartoffel i Socialdemokratiet. Her mener flere gruppemedlemmer af et rødt hjerte, at de rige gamle sagtens kan beholde deres egen rengøringshjælp i stedet for at få en kommunal, bare fordi de fylder 65 år. Den debat har ledelsen derimod ikke lyst til at tage, så det var en tydeligt gnaven Henrik Sass Larsen (S), der pandede sin partifælle ned...
Dermed har Jan Trøjborg ikke bare sat scene for de kommende forhandlinger om økonomien.

Olav Bo Hessellund

Det hører med til billedet af Jan Trøjborg, at han som formand for KL også vil blive husket som en af de hovedansvarlige for den forringelse af de handicappedes vilkår, der skete i kølvandet på kommunalreformen fra 2007.

De handicappede har sammen med det, der i det kommunale budgetsprog hedder ”Udsatte børn og unge”, været udsat for de relativt største besparelser på de kommunale budgetter i de seneste år.

Jan Trøjborg var en politiker, der i høj grad var præget af den ensidige økonomisme-tænkning, som har gennemtrængt dansk politik og retorikken i mange medier, incl. DR, gennem de sidste 15-20 år.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/02/13/085101.htm
http://www.altinget.dk/misc/kommunalreform%201.pdf
http://www.information.dk/237698

Hanne Gregersen

Jeg ved godt, at jeg er lidt gammeldags, men hvis kun vil sværte folk til som kommentar til en nekrolog, så synes jeg faktisk, at det er bedre stil at flette næbet og undlade at kommentere....... verden er af lave....

Olav Bo Hessellund

@Thomas Dalager:
Informations nekrolog handler udelukkende om Jan Trøjborgs offentlige virke, og det er den, jeg forholder mig til, da jeg finder, at beskrivelsen af hans politiske virke ikke er afbalanceret.

Jeg har intet grundlag for at vurdere, hvordan Jan Trøjborg var som menneske.

Der er ikke tale om ”at sværte folk til”, som du kalder det, men et forsøg på at give en mere nøgtern og balanceret beskrivelse af, hvilken indflydelse Jan Trøjborgs politiske virke har haft på en gruppe borgeres tilværelse gennem de beslutninger, han har været ansvarlig for i forhold til, dvs. handicappede og udsatte børn og unge.

Marianne Christensen

Nu bliver jeg kølhalet - men er det ikke Jan trøjborg, der har blåstemplet fyringer, jagtet socialt udstødte -
-i begyndelsen var han god nok - alle burde have en chance til -- og han har måske indset - men for sent - at mange i det offentlige ødelægges af arbejdsvilkårene- og at mennesker, der klientgøres i det offentlige ø'delægges . Rest in peace - og må hans efterfølgere have en større forståelse af socialt udstødte end han har haft.
Ja han er død. Men mange os andre har lidt - nok mere end toppen i s og sf .
Ja gud ved vel vel hvilket tånegleprodukt der virker bedst på liden Helle og Margrethe,
Det er nok det der bekymrer de to overbetalte overklassedamer mest.

Deres hjerter er hvor jeg sidder - et sted så kodlt som is-

Niels-Holger Nielsen

Hanne Cetkin

'Neoliberalismen er lige så meget udtryk for ”ideologiske stentavler”, som alle mulige andre ideologier er.'

Ideologier er ikke stentavler, men virkelige og vildtvoksende gevækster, som gær i en (fælles) dyrkningstank. Det gælder også neoliberalismen. Den er jo ikke en dogmeregel. Den er et politisk-økonomisk værktøj for centrale interesser i vores samfund. Den skal selvfølgelig være fleksibel, hvilket den også er, men samtidig skal den også være målrettet og principiel. Ellers går det hele op i hat og briller; set fra de centrale interessers synspunkt. Man har en strategi, men man har også en taktik, og den står ikke på nogen stentavle. På samme måde har andre ideologier strategi og taktik, faste principper og fleksible midler. Ellers ville de ikke være ideologier, men kun postulater eller reminiscenser af ideologier. Ideologier er faktisk et menneskeligt vilkår. Take it or leave it.