Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tænketank: Frygt for tabt generation er overdrevet

Der er enormt politisk fokus på den stigende ungdomsledighed, men frygten for at tabe en hel generation på gulvet er overdrevet, mener tænketanken Kraka. Forsker er uenig
Der er enormt politisk fokus på den stigende ungdomsledighed, men frygten for at tabe en hel generation på gulvet er overdrevet, mener tænketanken Kraka. Forsker er uenig
Indland
15. maj 2012

Mens fagbevægelse og regeringstoppen blæser til kamp mod en ungdomsarbejdsløshed, der med Harald Børstings ord er på 13 procent, sår tænketanken Kraka tvivl om, hvor reelt vi bør frygte at tabe en generation af unge ledige.

Ifølge Andreas Højbjerre, ledende arbejdsmarkedsøkonom i Kraka, er ungdomsarbejdsløsheden kun på 41.000 ud af en arbejdsstyrke på 580.000. Det svarer til omkring syv procent, hvilket unægteligt er mindre dramatisk end Børstings 13 procent, som bygger på tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Ydermere er en stor del af de 41.000 kun i kortvarig kontakt med dagpenge- og kontanthjælpssystemet, og derfor er der kun grund til at være bekymret for de langtidsledige unge, som pt. udgør cirka 7.000 personer.

»Af dem er det måske kun halvdelen, der vil blive hængende i permanent ledighed, for mange langtidsledige kommer i arbejde på et tidspunkt. Tallene viser, at det er overdrevet, når politikerne taler om, at vi taber en hele generation på gulvet,« siger Andreas Højbjerre. Men Thomas Bredgaard, der er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, mener, at frygten for en ny tabt generation er begrundet.  

»Der er en klar risiko, og den gælder både for de nyuddannede ledige, der risikerer at blive overhalet af næste kohorte, og dem, der står uden uddannelse. Samfundet skal selvfølgelig præcisere sine ressourcer, men her må man sætte ind over en bred kam. Der er ingen, der bare klarer sig selv,« siger Thomas Bredgaard.

Som man spørger

Når Kraka og Harald Børsting kan være så uenige om størrelsen på ungdomsarbejdsløsheden, skyldes det, at Danmarks Statistik opgør ledigheden på to forskellige måder. Enten som den registrerede bruttoledighed, der omfatter antallet af arbejdsmarkedsparate unge på kontanthjælp eller dagpenge. Eller også angives ledigheden ud fra Arbejdskraftundersøgelsen – eller AKU-opgørelsen- som fastsætter ledigheden på baggrund af interview med et bredt udsnit af befolkningen.

Mens tænketanken Kraka baserer sig på den registrerede bruttoarbejdsløshed, støtter Harald Børsting og AE sig til AKU-opgørelsen. Og det er der god grund til, mener AE-analytiker Erik Bjørsted:

»Lidt firkantet kan man sige, at AKU-opgørelsen prøver at måle den reelle ledighed i økonomien, mens bruttoledigheden måler, hvor mange der er registreret som ledige. Begge opgørelser er relevante i diskussionen, men Danmarks Statistik anbefaler faktisk, at man anvender AKU-opgørelsen, når man vil undersøge ledigheden for de 16-24-årige,« siger Erik Bjørsted.

AKU-opgørelsen, der udkommer hver tredje måned, bygger på interview med et repræsentativt udsnit af befolkningen, der bliver spurgt om deres jobsituation. På den måde får man medregnet grupper, der ikke indregnes i de registrerede ledighedstal. Det kan være jobsøgende unge, der hverken modtager dagpenge eller kontanthjælp, eller unge studerende, der ikke kan finde et studiejob. Omvendt vil grupper, der tæller med i den registrerede ledighed, men som reelt ikke leder efter job, ikke indgå i AKU-opgørelsen:

»Den nyuddannede læge, som skal begynde i turnus om nogle måneder og derfor ikke søger aktivt efter arbejde, vil optræde i den registrerede ledighed, hvis han får dagpenge, men ikke i AKU-ledigheden, da han allerede har et arbejde og ikke søger aktivt,« forklarer Erik Bjørsted, der mener, at opgørelsen »alt i alt peger på en meget høj ungdomsledighed.«

Ikke ligegyldigt

Omvendt mener Andreas Højbjerre fra Kraka, at AKU-undersøgelsen risikerer at favne for bredt:

»AKU inkluderer en masse studerende, der ikke kan finde et studiearbejde, men det er måske ikke så relevant i forhold til, om denne gruppe er i farezonen. Det rigtige ledighedstal ligger formentlig midt imellem de to metoder. Men om det er syv eller 13 procent er ikke så vigtigt. Vi vil blot understrege, at den relevante gruppe i denne diskussion er de langtidsledige unge, som altså kun er 7.000 personer.«

– Synes du, at politikernes fokus på ungdomsarbejdsløshed er overdrevet?

»Nej, det synes jeg ikke. Selvfølgelig skal man gøre en masse. Jeg anerkender, at ledighed kan have langsigtede konsekvenser, men man skal på den anden side heller ikke sige, at en hel generation bliver tabt. Det er ikke det samme som, at man ikke skal gøre alt, hvad man kan, for at afhjælpe ungdomsarbejdsløsheden.«

Men uanset at begge metoder er lige valide, er det ikke ligegyldigt, hvilken man vælger at benytte i debatterne om at udpege de mest presserende samfundsproblemer, mener Thomas Bredgaard.

»Der er en stor procentvis forskel på arbejdsløsheden, afhængig af hvilken metode man benytter. Det er belejligt for både dem, der vil investere en masse i at bekæmpe ungdomsledighed, og dem, der ikke mener, at problemet er så stort. Der er tal til begge lejre,« siger Thomas Bredgaard:

»Men uanset hvilken opgørelsesmetode man vælger, så nærmer ungdomsledigheden sig 1980’ernes niveau. Og dengang tabte vi altså en generation.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian "Løntilskud" Madsen

Ungdomsarbejdsløsheden er et stort problem for samfundet, og den første indsats mod ungdomsarbejdsløshed bør være, at vi sikrer at ingen ledige låses fast i et ledighedsforlængende aktiveringssystem.

Hvor utroligt det end lyder, kan det være meget svært for den ledige at få lov til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, imens vedkommende er i fuldtidsaktivering. Det virker uhensigtsmæssigt, at systemet i sig selv er med til at fastholde borgere i ledighed, og det er bekymrende, at vor siddende regering ikke har stoppet dette.

En klassisk ledighedsforlænger er de offentlige løntilskudsjobs. Kan det undre nogen, at løntilskud er ledighedsforlængende, når folk ikke må afbryde en udsigtsløs og useriøs løntilskudsstilling?

Fastlåst i ledighed
Er du ansat i en løntilskudsstilling uden fagligt indhold og uden udsigt til job, er du ganske enkelt stavnsbundet til den arbejdsplads, der misbruger ordningen.
Klager du over misbruget, skal klagen først igennem chef, tillidsrepræsentant, Jobcenter, A-kasse og beskæftigelsesankenævn. Før klagen er behandlet, er der hurtigt gået flere måneder.

Pudsigt nok har man konstrueret systemet således, at en klage over misbrug ikke har opsættende virkning. Det betyder, at i de mange måneder din klage behandles, er du fortsat tvunget til at møde op på arbejdspladsen og arbejde fuld tid. På bekostning af effektiv jobsøgning. Og alt imens du tærer på din begrænsede dagpengeperiode og opbygger masser af anciennitet i ledighedssystemet. Selvfølgelig alt sammen uden at du genoptjener retten til dagpenge imens.

Lige så snart en ledig har skrevet under på en jobplan med Jobcenter om aktivering (f.eks. løntilskud), må den ledige faktisk slet ikke forlade dagpengesystemet. Tager man ansvar for egen jobsituation og afbryder en ledighedsforlængende jobplan har det alvorlige konsekvenser i form af bl.a. karantæne og ‘selvforskyldt ledighed’, som senere kan ramme den ledige meget hårdt.

Umuligt at flytte når du er i løntilskud
En løntilskudsansættelse kan få meget stor indvirkning på din geografiske mobilitet i jagten på et job. Hvis du midt i en udsigtsløs løntilskudsstilling tænker “nu rejser jeg til Norge og prøver lykken”. Så glem det. Du må ikke forlade landet, så længe du er i løntilskud.

Du må heller ikke stoppe i en løntilskudsstilling, hvis du får et rigtigt arbejde på under 20 timer om ugen. Så hvis du sidder i København og midt i en udsigtsløs løntilskudsstilling tænker “Juhuu, jeg har lige fået et vikariat i Skjern på 15 timer om ugen. Nu flytter jeg til Jylland”. Så drop det. Med mindre du vil ligge og pendle mellem Skjern og København for at arbejde de resterende tre dage på en arbejdsplads, der misbruger løntilskudsordningen.

Hvis du har trukket en nitte i løntilskudslotteriet, bliver det med andre ord seks lange måneder.

Du må ikke sige nej tak til dagpenge
Folk er fastlåst i aktivering og løntilskud og dermed i ledighed. Man er således tvunget til at modtage dagpenge eller kontanthjælp, selvom man hellere vil gå for egen regning for at have tid til jobsøgning.

Det virker egentligt besynderligt, at borgere er tvunget til at modtage overførselsindkomster, selvom de hellere ville være fri for denne ”hjælp”. Blot for at kunne opfylde en ledighedsforlængende jobplan om aktivering og gratisarbejde.
De fleste er nu så småt begyndt at spørge: Gad vide, om der kunne være nogen, der måtte have en interesse i dette?

http://www.information.dk/bruger/christian-loentilskud-madsen

Søren Kristensen

Tidens unge er få, men de er fremtiden og der venter dem en stor opgave, med at få det hele til at hænge sammen, når alle vi andre, mere eller mindre, forlader arbejdsmarkedet. Jeg håber de får mindst ligeså stor opbakning fra deres politikere, som vi fik af vores.

Spurgte på et tidspunkt hvor jeg selv blev arbejdsløs og sad ned på Jobnet - om jeg sammen med andre med visse ledererfaringer - kunne prøve at lave nogle 4 timers dagskurser i ren smil-og-bliv-optimistisk, omkring madlavning, motion, motivering, brug-biblioteket, hvor det ikke drejede sig om ren jobsøgnings-teknik, men at få smil og motivation - til livet - op og stå.
Spekulerede på om jeg var kommet til at forklare mig på kinesisk, de så ihvertfald sådan ud i hovedet, hehe

Jesper Wendt

Det kan da ikke passe, for forræderriksen har udtalt det er blevet bedre!

Men det kan ske det var administrationen hun tænkte på.

Lise Lotte Rahbek

Jeg forstår altså ikke helt det med at tabe - en generation... Hvem er tabt og hvordan VED vi det?

Er det de tabte, som arbejdsmarkedet har gået og sukket efter lige siden 80'erne?
Så vidt jeg ved, har der da ikke ligefrem været hunger efter arbejdskraft her i landet siden 80'erne, hvis vi altså modregner de par måneder i 2008, hvor et par virksomheder peb over, at det var alt for svært for dem at skaffe den højt specialiserede arbejdskraft, som de var for forkælede til selv at uddanne,
og gerne ville have VKO til at sørge for, at de frit kunne importere den arbejdskraft, de lige havde lyst til, på favorale vilkår og uden at DF blandede sig.

Så hvad betyder det egentlig, helt koknret, når de ævler om, at der er tabt en generation.
Hvor er hele denne generation da blevet af?

Kasper Jensen

Har kun læst overskriften af artiklen, da jeg ikke kunne være mere ligeglad med hvad en "tænke tank" har "tænkt". Mange af de ting vi kæmper med i dag er "udtænkt" af "tænkte tanke" der har været lidt for kreative i deres kreationer af tanker, gav det mening eller var det for kreativt?. Jeg ser kun håb i den nye generation.

Tine Sørensen

Hvad, der er tabt, og hvad, der er vundet, handler om hvilke værdier vi prioriterer, og hvilke værdier vi træder under fode.
Hvilke mennesker vi prioriterer, og hvilke mennesker, vi træder under fode! - Men deres vilkår som begrundelse!!!
For det er mennesker vi snakker om! Unge mennesker! - Vores børn!!!!
Nye samfundsborgere, der skal medvirke til at bære vores samfund videre! Hvad enten de synes om den opgave, vi overlader dem - eller ej...

Hvad fanden bilder nogen sig ind, at erklære dem for tabte - næsten før de er begyndt?
De er en kæmpe livsbekræftende ressource, som vi
død og helvede har at behandle med respekt!!!!
De skal ikke på forhånd reduceres til nitter i et økonomisk spil!!!!!
Nu kan det simpelthen være nok!

De unge mennesker skal ikke have deres selvværd nedbrudt i et dybt ødelæggende arbejdsløsheds-system, der tvinger dem til at spendere deres dage i fortvivlet søgen efter jobs, som ikke findes, og praktikpladser, som ikke findes.
Et system, der tvinger dem til at bebrejde sig selv. Et håbløst uddateret og forløjet system, der i årtier har ladet som om, at vi alle kan, hvis vi virkelig vil.

På toppen af det her system sidder nogle mennesker, som vel vidende, beslutter, at andre mennesker skal gå dette igennem.
Men måske er "vel vidende" for meget sagt?
Måske ved de slet ikke, hvad de udsætter deres medmennesker for?
Måske indser de ikke, at liv, lyst, selvrespekt og initiativ nedbrydes - og DERFOR går tabt - i dette system?

Tine Sørensen

Hvis vi sammen kunne stimulere nysgerrigheden, anerkende hinandens bestræbelser, interessere os for hinandens håb og visioner for os selv og den verden, vi gerne vil lever i, - så kunne vi akkumulere al den innovation og enthousiasme, som vores samfund sukker efter.

Nysgerrighed....
Stimulering...
Anerkendelse...
Interesse....
Respekt
- se - DET er værdier!....

Tine Sørensen

Disse værdier repræsenterer opbyggelig energi "investeret" i mennesker.
(Det er mig i princippet meget imod at bruge en økonomisk spekulativ metafor, som "investere".
Men yderligere ydmygelse fremmer forståelsen....)

At forestille sig, at institutionelle instanser i ledighedssystemet, skal kunne generere og opfange perspektiverne i de utrolige menneskelige udviklingsmuligheder er absurd. Det ville fordre et MEGET højt uddannelsesniveau hos institutionernes personale. Et niveau, der til enhver tid kunne matche de uddannelser, som de ledige møder op med....

Som situationen er nu - møder de ledige tæt på ingen faglig indsigt eller forståelse i systemet.
Menneskelig forståelse har jeg dog personligt mødt en hel del af.
Mange af de ansatte på Jobcentrene er fortvivlede over deres arbejdsopgaver. De ved godt hvordan virkeligheden ser ud, og sidder med et lov-apparat, der på fuldkomment meningsløs vis skal presses til at passe ned over hovedet på deres "klienter".
Adskillige ansatte på Jobcentre har grædt ud ved mine skuldre, når jeg som ledig var indkaldt til endnu et kontrollerende møde.
Det er tit de sødeste mennesker, som sidder dér, - i et job, som de hader, men som de må lægge røv til for at overleve.

Opdelingen af befolkningen i generationer er i denne sammenhæng meningsløs.