Læsetid: 4 min.

Tak, far og mor

Også i Danmark er den ældre generation begyndt at opbygge en stor økonomisk gave til børn og børnebørn. Og den vokser år for år
7. maj 2012

Norges unge har grund til at være taknemmelige over for forældregenerationen. Den har lagt 3.312 mia. norske kroner til side til sine børn og børnebørn. Det er formuen i den norske oliefond ved udgangen af 2011. Og fonden vokser stadig.

Historisk set har danske forældre ikke haft for vane at lægge gaver i børneværelset. Snarere regninger. For 25 år siden var der en vældig stor statsgæld at betale af på.

Men i al stilhed har det ændret sig markant. Også danske børn og unge har faktisk grund til at være lidt taknemmelige. Ikke alene er statens nettogæld stort set nedbragt til nul. Men derudover ligger der p.t. en gave til børn og børnebørn på pænt over en billion kroner. Det er en gave, der ikke står bogført nogen steder. Men den er der skam. Og den vokser hele tiden.

Forklaringen er, at der ligger næsten lige så mange penge i de danske pensionsopsparinger, som der ligger i den norske oliefond. Det er naturligvis penge, der tilhører dem, der sparer op til pension. Men en betydelig del tilhører os alle sammen. Der skal nemlig erlægges skat af pengene, når de udbetales. Yderst forsigtigt ligger den udsatte eller opsparede skat i hvert fald på den rigtige side af billionen. Beløbet er mangedoblet på få år, og det vokser fortsat i hastigt tempo.

Ud over den langsigtede gevinst ryger der også en pæn slat penge ind på statens konto år efter år i den løbende beskatning af pensionsafkastet, den såkaldte PAL-skat. Det gav 38 mia. kr. i 2010 og ventes at give endnu mere i 2011. Det kunne betale både børnepenge og SU, og så var der endda 10-15 mia. tilovers.

Nu køber vi hele verden

Nu var afkastet i 2010 og 2011 ganske vist ekstraordinært højt. Men til gengæld vokser den forrentede formue år for år.

Den store pensionsopsparing er også medvirkende til, at den danske udlandsgæld nu er væk og erstattet af en dansk nettoformue på knap 450 mia. kr. ultimo 2011.

Den tidligere finansminister Thor Petersen kom for nogle år siden til at sige, at vi ender med at »købe hele verden«. Og det er faktisk, præcis hvad der i disse år er ved at ske.

Det betyder alt sammen, at Danmarks kreditværdighed er blandt de allerbedste i verden, og at den danske stat kan finansiere sit i øvrigt beskedne underskud til en rente, der er lavere end inflationen. Det medvirker også til, at Danmarks bruttonationalindkomst (BNI) stiger væsentligt mere end BNP.

Opsparingen af skat i pensionsordninger har været temmelig genial. Vi har i de seneste årtier haft en sammenpresning af befolkningen i de erhvervsaktive aldersklasser, som vi aldrig har haft før og aldrig får igen. Sammenlignet med fortiden var der færre børn, sammenlignet med fremtiden færre ældre.

Derfor har det demografiske udgiftspres aldrig været mindre end i de sidste 20-30 år. Sagt på en anden måde var skatterne egentlig for lave i forhold til serviceniveauet. Velfærdskommissionen populariserede det ved at tale om, at hver ny dansker var en underskudsforretning.

Træerne ind i himlen

Det geniale var imidlertid, at man i Danmark brugte dette pusterum til at reformere pensionssystemet og opbygge en gigantisk buffer til glæde for næste generation. Lægger vi oveni, at det danske pensionssystem sikrer den højeste mindsteydelse og den formentlig største grad af lighed blandt fremtidens pensionister, må det konkluderes, at det ikke kan gøres ret meget bedre. Når det gælder pensionssystemet, vokser træerne i Danmark næsten ind i himlen.

Til gengæld burde man overveje at skrive ind i grundloven, at ingenting nogen sinde må laves om.

Systemet er nemlig lige så sårbart, som det er genialt.

For det første bør man ikke fortælle politikerne, at det offentlige har en ikke bogført formue på pænt over en billion. Fristelsen til at bruge nogle af pengene ville næsten ikke være til at modstå. Det ville skade på langt sigt – men ’på langt sigt er vi alle borte’, i hvert fald i politik.

For det andet er den marginalskat, der betales af den sidste krone i pensionsopsparing, temmelig høj. Den er spændt lige til bristepunktet. Hvis man indfører flere behovsprøvede ydelser – f.eks. betaling for hjemmehjælp – får man hurtigt et alvorligt samspilsproblem.

For det tredje opstår der et alvorligt problem, hvis fagbevægelsen bliver så svækket, at det går ud over dækningen med kollektive overenskomster. Det ville være et problem for hele samfundet. Pensionssystemet står og falder med en fagbevægelse, der er stærk nok til at dække hele arbejdsmarkedet. Listen over farer er meget længere. Det er afgørende at erkende, hvor sårbart systemet er. Ellers kan man hurtigt gøre megen skade. Og spolere det, der lidt i ubemærkethed – og måske netop derfor – er blevet en ganske betydelig gave til næste generation.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu