Læsetid: 3 min.

Tre politikeres syn på torturoplysninger

Villy Søvndal (SF), Tom Behnke (K) og Christian Juhl (EL) giver her deres holdning til oplysninger fået ved brug af tortur
30. maj 2012

Søvndal: OK at bruge tortur-oplysninger

Villy Søvndal, (SF), udenrigsminister

– Hvorfor skal Danmark være et land, der er villig til bruge oplysninger, fremkommet under tortur?

»Vi kan desværre ikke altid gardere os mod, at oplysninger kan være fremkommet under tortur, og hvis vi bliver bekendt med en konkret trussel, så handler vi i forhold til at beskytte befolkningen.«

– Menneskerettighedsorganisationer siger, at det ikke kan lade sig gøre at få brugbare informationer ud af mennesker, der bliver torteret. Er det ikke viden Danmark bør handle på og dermed nægte at bruge sådanne oplysninger?

»Det ændrer ikke ved min grundlæggende modstand mod tortur. Tortur bør ikke forekomme, men det gør det alligevel. Vi kan ikke vide, hvordan de oplysninger, vi får, er tilvejebragt, for det fungerer altså ikke sådan, at der er en varedeklaration på de oplysninger, vi modtager.«

– Argumentet for brugen af tortur, The Ticking Bomb Scenario, kritiseres for at være et fiktivt scenarie, der ikke kendes fra virkeligheden. Er det ikke risikabelt at basere en så vigtig beslutning på et urealistisk argument?

»Jeg har sagt, at hvis danske myndigheder skulle få en oplysning om en overhængende fare for et terrorangreb, så må myndighederne selvfølgelig straks gøre, hvad der er nødvendigt for at beskytte vores borgere. Og det synspunkt står jeg ved.«

Behnke: Vi kan ikke ignorere oplysninger

Tom Behnke, retsordfører for Det Konservative Folkeparti

– Du var for nylig ude og argumentere for, at Danmark skal bruge oplysninger, fremkommet under tortur. Hvorfor skal vi det?

»Vi kan ikke have en efterretningstjeneste, der sidder med korslagte arme og nægter at foretage sig noget, hvis de modtager oplysninger, hentet under tortur. Vi kan ikke tillade, at de ikke reagerer, og der derefter finder en terrorhandling sted, som dræber tusindvis af mennesker.”

– Ændrer det din opfattelse, at en 5000 sider lang amerikansk rapport konkluderer, at tortur ikke har ført til nogen brugbare oplysninger i kampen mod terror?

»Hvad andre konkluderer og når frem til, skal ikke per definition ændre ved den holdning, vi har i Danmark. Skal vi så bare lukke øjne og ører og håbe på det bedste? Det mener jeg ikke, og det ændrer ikke min opfattelse.«

– Du bruger selv argumentet om The Ticking Bomb. Et scenario, der ifølge menneskerettighedsorganisationer er fiktivt og ikke kendes fra virkeligheden. Er det ikke risikabelt at basere et lands holdning på fiktion?

»Jeg er ikke enig i, at scenariet er fiktion. Da vi havde debatten sidste gang, viste der sig rent faktisk et eksempel fra USA, hvor man afværgede en terrorbombning af en lufthavns-terminal ved hjælp af informationer, man havde fra et land, som er kendt for at bruge tortur. Selvfølgelig er scenariet meget teoretisk, og jeg hverken tror eller håber, at vi kommer til at have sådan en situation i Danmark.«

– Accepterer vi ikke andre landes brug af tortur ved at vise, at vi er villige til at bruge torturoplysninger?

»Det Konservative Folkeparti er imod tortur. Vi har den klare opfattelse af, at tortur ikke bringer noget som helst positivt med sig. Men det er nødvendigt, at vi ikke overhører informationer og nægter at reagere på oplysninger, der kan redde liv.«

Juhl: Tåbeligt at bruge tortur-oplysninger

Christian Juhl, udenrigsordfører for Enhedslisten

– Bør det få betydning for debatten herhjemme, at en amerikansk rapport konkluderer, at tortur ikke har givet brugbare oplysninger i kampen mod terror?

»Det bekræfter, at oplysninger, fremkommet under tortur, ikke er noget værd, og derfor er det fuldstændigt tåbeligt, at vi har en regering, som accepterer, at vi handler med den slags oplysninger.«

– Fra Center for torturofre og Amnesty lyder det, at man ikke kan hente brugbare oplysninger ud af mennesker, der bliver torteret. Er det viden, Danmark bør rette ind efter?

»Ja. Jeg er fuldstændig enig med organisationernes synspunkter, og jeg mener klart, at deres viden bør være grundlaget for dansk politik på det her område.«

– Hvad er problemet i, at Danmark bruger den her slags oplysninger?

»Man får jo aldrig bare en oplysning. Den danske efterretningstjeneste handler med oplysninger, som stammer fra lande, som vi ved bruger tortur som afhøringsmetode. Den hælerrolle betyder, at Danmark er med til at understøtte brugen af tortur, og det duer simpelthen ikke, at vi er et land, som handler med torturoplysninger.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kasper Hviid

»Begynder vi indirekte at acceptere menneskelig lemlæstelse som en nødvendighed i vores kamp for friheden fra terror, er vi ikke bedre end terroristerne selv.«
Citat: Annika Smith og Villy Søvndal

Prøv at læse resten af kronikken, der er skrevet før Søvndal blev torturtilhænger: Regeringens torturhæleri