Læsetid: 3 min.

Unge bebrejder sig selv for arbejdsløshed

Børn skal fra 7. klasse have en plan for deres fremtid, og det har gjort nutidens unge til konkurrencemindede individualister. Dermed er det også dem selv, de bebrejder, når de ikke kan finde job. »Vend blikket udad,« anbefaler formand for Yngresagen.
Børn skal fra 7. klasse have en plan for deres fremtid, og det har gjort nutidens unge til konkurrencemindede individualister. Dermed er det også dem selv, de bebrejder, når de ikke kan finde job. »Vend blikket udad,« anbefaler formand for Yngresagen.
15. maj 2012

Da ungdomsarbejdsløsheden i 1983 toppede på 16 pct. samlede de unge sig i oprørsbevægelser. Bz’ere og punkere kastede sig over musik og kunst og samfundskritik frem for at finde et arbejde. Med 12 pct. nærmer vi os niveauet fra 80’erne, men samme samfundskritiske ungdomsbevægelser er i dag mere svære at få øje på.

»De unge er blevet mere individualiserede personer, der opbygger deres egne brands«, mener Sofie Rye, der er formand for Yngresagen.

Frivilligt arbejde, sport, udlandsrejser er blevet en del af en personlig kamp og selvbranding, hvor der skal præsteres på alle parametre, fortæller hun.

»Jeg ser det bl.a. i min kontakt med de unge arbejdsløse, hvor jeg opfordrer dem til at gå ud og fortælle deres historie. Men det vil de ikke. Virksomheder og andre må ikke se, at de har været ledige og uden arbejde. De er i egen optik en fiasko,« siger Sofie Rye.

Unge kigger indad

Selvbrandingen er et udtryk for et værdiskifte, der har været undervejs i de sidste 20 år, forklarer Mette Lykke Nielsen, der er forsker ved Center for Ungdomsforskning.

»Det er et helt andet værdisæt, som den unge generation er vokset op i og har taget på sig. Der er mange unge, som mestrer den konkurrence, men der er også en gruppe, som ikke gør og derved bliver tabt på gulvet,« siger hun.

En rapport fra Center for Ungdomsforskning konkluderede i januar, at unge i langt højere grad føler, at de selv har ansvaret for at forme og skabe deres liv. Dermed er det i deres egen egen optik selvforskyldt, hvis det går galt, fortæller Mette Lykke Nielsen, der forklarer skiftet med de underliggende strukturer i uddannelsessystemet.

»Den mentalitetsændring der er sket, hvor unge mere påtager sig et individuelt ansvar og giver sig selv skylden frem for at lave oprør, er en genspejling af f.eks. den måde, som uddannelsessystemet er organiseret på,« siger hun.

Handleplaner for eleverne, regeringens målsætning om at 95 pct. skal have gennemført en ungdomsuddannelse i 2015 samt forventninger til at elever allerede i 7. klasse skal have en plan for deres uddannelsesmæssige fremtid, er med til at skabe konkurrencesamfundet for de unge.

»Elever skal i dag forholde sig refleksivt til deres situation og tage nogle refleksive valg på et meget tidligt tidspunkt, hvor en del af eleverne hverken er klar til det, eller interesserede i det,« siger Mette Lykke Nielsen og fortsætter:

»Konsekvensen er, at det i dag slet ikke en del af en legitim diskurs at skyde skylden på andre end sig selv.«

»Jeg kunne jo bare være bedre«

Selvbebrejdelsen gælder også for 22-årige Johannes Meile fra København. Efter sin studentereksamen tog han en udannelse som konstabel i Forsvaret, men blev ikke tilbudt kontrakt, efter han vendte tilbage fra udsendelse i Libanon. I dag drømmer han om at blive ambulanceredder, men han kom ikke ind på studiet.

»Jeg har ellers mange af de kompetencer, der efterlyses. En baggrund i militæret og stort kørekort. Men der er mange om buddet, og det er kun de bedste, der bliver valgt. Det er der jo ikke noget at gøre ved,« siger han.

Han har efterfølgende søgt arbejde som butiksassistent og andre brancher uden at finde job. Han vil dog ikke kritisere samfundet for den situation, han står i.

»Man kan jo ikke bebrejde virksomheder for at vælge den, der er bedst egnet til jobbet. Det har så bare indtil videre ikke vist sig at være mig. Og det er jo ikke andres skyld end min egen,« siger Johannes Meile.

Sofie Rye fra Yngresagen opfordrer dog kraftigt til, at de unge i langt de fleste tilfælde stopper med at bebrejde sig selv for at være arbejdsløse.

»Det er positivt, at vi som unge tager ansvar og har fået større gåpåmod, men det kræver også at rammerne er til det. De unge må ikke blot ses af samfundet som små møtrikker, der skal slibes til med lynets hast for at passe ind i samfundet. Ungdomsarbejdsløsheden er en fælles opgave skabt af langt større mekanismer. Det er ikke altid kun ens egen skyld,« fortæller Sofie Rye.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nic Pedersen

Fordi det egentlig ikke er rimeligt, at nogen skal sidde mere end 10+ år på en betalt pind, når der er andre, som slet ikke har siddet på en pind!

Steffen Gliese

fordi det ret beset er ligegyldigt, om man sidder på en pind eller ej, sålænge man har muligheden for at opbygge et fedt liv. Det er det, det desværre har fået lov at blive sløjt med.

Bill Atkins

Nogen mener kapitalismen er en ond drøm, og at en grøn vækkelse vil få den til at forsvinder helt af sig selv. Andre, at arbejdet gør sig selv hvis vi blot lader det ligge. Og atter andre, at vi har et samfund hvor vi bare kan trykke penge når udgifterne melder sig. Eller at vi blot kan stemme os til fulde kontrol over landets rigdomme.

Dem kalder jeg velfærdseskapister...

Det vi har brug for er realistiske velfærdskreativister...

morten hansen

Stor respekt for Sofie Rye for hendes præcise attitude til dette problem. Et STORT problem!

Som ung og på vegne af unge formulerer hun et problem, der i virkeligheden ikke kun rammer de unge, selvom det rammer dem på den særlige måde, der hører til starten af deres liv.

En del af problemet er, at vi opdrager børn og unge til at føle skyld for alt det, som vi som ældre-end-unge ikke har kunnet magte, orke eller turde tage vare på. Problemet er især placeret via dem, der har møvet sig ind i magtens cirkler for at lovgive om det, og som ønsker at pådutte os andre, hvordan vi skal opfatte Verden, opdrage vore børn og unge. Altså hvordan vi skal påtage os medansvar for deres beslutninger på vore vegne.

Det er helt hamrende hen i vejret, at et ungt menneske skal bebrejde sig selv, at talentløse, manipulerende, selvfede og uansvarlige politikere, planlæggere, ideologer og administratorer har skabt et samfund, og et sæt love, regler og normer, der lammer en naturlig tilgang til et arbejdsliv og dernæst smider skylden over på de samme unge. Disse 'voksne' er i øvrigt for en stor dels vedkommende dem, der lavede deres eget oprør i 60-70'erne, bebrejdede samfundet alt muligt og dernæst tog for sig af retterne.

Udover udsigten til et omsiggribende mentalt, økonomisk, politisk, arbejdsmæssigt og tankemæssigt globalt slaveri kan de unge se frem til en Verden, der fysisk set er svinet til i en grad, der er ufattelig. Det flyder simpelthen med skrot og kemisk-nukleart skrot og gift, der er efterladt af den uansvarlige tag-for-sig-af-retterne-generation.

Vi forlanger dernæst af dem, at de skal rydde op efter deres forældres og bedsteforældres fejltagelser og svineri. Vi forlanger alt det af dem, som vi ALDRIG nogensinde fik gjort og som ALDRIG lykkedes for os.

Jeg skammer mig på min generations vegne plus-minus 20 år. Og hvis de unge i dag, når det fulde omfang af deres tunge arv går op for dem, vil pisse på vore grave, når vi er døde, vil jeg ikke bebrejde dem det.