Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Danmarkshistoriens hurtigste aktindsigt

Lidt under to en halv time tog det Økonomi- og Indenrigsministeriet en fredag eftermiddag at imødekomme en anmodning om aktindsigt
26. juni 2012

»Intet er umuligt for den, som bærer viljen i hjertet,« sagde TV-værten Thomas Mygind altid, når han afsluttede TV3-programmet ’Fangerne på Fortet’, hvor mere eller mindre kendte danskere tumlede rundt for at finde nøgler, der kunne give dem adgang til en række guldmønter.

Og det ordsprog må siges at gælde i Økonomi- og Indenrigsministeriet efter i fredags. Her satte ministeriets embedsmænd en ny – godt nok uofficiel – danmarksrekord i at imødekomme en anmodning om aktindsigt.

Sølle to timer og 29 minutter tog det angiveligt embedsmændene, fra anmodningen om aktindsigt kom fra dagbladet Politiken kl. 14.46 til, at anmodningen var imødekommet kl. 17.15.

Og det endda på en fredag eftermiddag.

Hvis det nu blot havde været et enkelt dokument eller en rapport, der måske allerede var offentliggjort, havde der måske ikke været noget usædvanligt i den hurtige reaktionstid fra embedsværket. Men det var ikke tilfældet.

Faktisk var der tale om en SMS-korrespondance mellem økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og en af Venstres chefforhandlere, tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen.

En korrespondance, der dårligt kan nå at have fået et journalnummer.

Ingen telefonsvarer i udlandet

Men hvad skrev de to toppolitikere så til hinanden?

Ja, det er ikke, fordi der er voldsomt mange smileys eller sms-forkortelser mellem dem. Tværtimod holder Vestager og Frederiksen en meget formel tone.

Onsdag eftermiddag begynder Margrethe Vestager korrespondancen:

»Hej Claus, jeg hører så meget, men vil gerne tale direkte med dig om skat. Det haster. Kan du ringe til mig?«

Claus Hjort Frederiksen er rap på tasterne og svarer ifølge Politiken, at han kan ringe om tre timer. Han følger senere på dagen op med denne SMS:

»Kære Margrethe. Først kommet hjem nu. Rent privat anliggende. Ringer til dig om et kvarters tid. Giv melding, hvis det ikke passer. Sig ellers hvornår. Claus.«

De to SMS-venner har åbenbart haft lidt svært ved at fange hinanden i en ledig stund, hvor de kan tale sammen.

I hvert fald svarer Margrethe Vestager følgende:

»Hvis du har brug for at tale med mig, så ring gerne – hvis jeg ikke tager den, så send en SMS. Jeg er på vej til Ecofin i Luxembourg og kan ikke aflytte min telefonsvarer i udlandet.«

Lad konkurrencen begynde

Umiddelbart virker det lidt bekymrende, at landets økonomi- og indenrigsminister ikke kan aflytte sin telefonsvarer, når hun er i udlandet. Mon ikke det skal fikses inden sommerferien, med mindre hun er så vild med at være indenrigsminister, at hun kun holder ferie i Danmark med det danske sommervejrs luner.

På Information ser vi frem til, at Margrethe Vestager og hendes ministerium erfaringsudveksler de nye og hurtige arbejdsgange i forbindelse med anmodninger om aktindsigt til de øvrige ministerier. Vi har flere anmodninger liggende i diverse ministerier, som efterhånden må samle en del støv.

Så lad bare konkurrencen om at slå Økonomi- og Indenrigsministeriets rekord begynde med det samme.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu