Læsetid: 3 min.

EL vil genrejse trepartsforhandlinger i skattereform

Enhedslisten står nu tilbage som regeringens eneste forhandlingsmulighed i bestræbelserne på at finde flertal for en skattereform. Støttepartiet ønsker nu elementer fra trepartsforhandlingerne ind på forhandlingsbordet
Enhedslistens forhandlere – finansordfører Frank Aaen, Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen – vil have elementer fra trepartsforhandlingerne på bordet ved forhandlingerne om en skattereform.

Enhedslistens forhandlere – finansordfører Frank Aaen, Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen – vil have elementer fra trepartsforhandlingerne på bordet ved forhandlingerne om en skattereform.

Dennis Lehmann

19. juni 2012

Nogle af de elementer, som regeringen diskuterede med fagbevægelsen under de kuldsejlede trepartsforhandlinger, skal ind i forhandlingerne om en skattereform. Det mener Enhedslisten, der efter i går ligner det eneste realistiske bud på et flertal for regeringens skattereform.

»Nu er trepartsforhandlingerne jo kuldsejlet. Og nogle af de ting, som var i debatten, synes vi, er meget passende at tage ind her. Vi vil gerne tage de elementer ind, som er til gavn for arbejdsløse,« siger finansordfører Frank Aaen, der sammen med Johanne Schmidt-Nielsen og Per Clausen udgør støttepartiets forhandlingstrojka. Forslag om f.eks. jobrotation, seniorordninger og en yderligere forlængelse af beslutningen om at udskyde halveringen af dagpengeperioden fra fire til to år, som blev truffet med genopretningspakken, er blandt Enhedslistens forslag til, hvordan skattereformen kan hjælpe de ledige.

Med disse ting i tasken kan partiet også blive en hjælpende hånd til fagbevægelsen, som ved trepartsforhandlingernes sammenbrud for nylig mistede en del af serveretten til at bære den type forslag ind på forhandlingsbordet.

»Nogle af de ting, der lå i trepartsforhandlingerne om f.eks. seniorordninger og en særlig indsats for unge arbejdsløse, synes vi, skal løftes i skattereformen,« siger Frank Aaen og henviser til regeringens planer om en Ungepakke, som, flere ministre allerede har peget på, skal bæres videre trods sammenbruddet i forhandlingerne med arbejdsmarkedets parter.

Det har længe stået klart, at Enhedslistens pris for at indgå i realitetsforhandlinger med regeringen er en fjernelse af forslaget om at ændre reguleringen af overførselsindkomsterne – et element der får aftalen til at skrumpe med tre milliarder kroner. Herudover vil partiet også af med omlægningen af folkepensionens grundbeløb.

Og så mener Enhedslisten altså fortsat, at der skal gøres mere for mennesker uden for arbejdsmarkedet i forbindelse med reformen.

Ikke bundet af regeringsplan

– Når de tre mia. fra overførselsindkomsterne skal ud, hvis regeringen skal lave en aftale med jer, hvor skal pengene til at gøre endnu mere for de arbejdsløse så findes?

»Jamen, vi synes, man i højere grad skal beskatte de almene fonde. Der er et meget stort trecifret millionbeløb at hente.«

– Der er vel stadig langt til tre milliarder, som ryger ud af regnestykket, og det bliver vel endnu dyrere med de nye tiltag, I gerne vil finansiere?

»Nu er vi jo ikke bundet af, at regeringen har en 2020-plan, hvor de vil have tingene til at se ud på en bestemt måde ude i fremtiden. Vi er mere optaget af at løse tingene her og nu.«

I fagbevægelsen tages der godt imod tanken om at bære trepartsforhandlingerne ind på bordet i skattereformen.

»Jeg synes, det er fint, hvis Enhedslisten kan presse nogle ting igennem i forbindelse med skattereformen, som harmonerer med det, vi ønskede os i trepartsforhandlingerne,« siger HK Danmarks formand, Kim Simonsen, der dog advarer regeringens støtteparti mod at spille for højt spil:

»Jeg vil gerne advare Enhedslisten mod at spænde buen for hårdt således, at der ikke kommer en aftale.«

Nogen, der – formentlig helt tilsigtet – spændte buen for hårdt i går, var Liberal Alliance.

»Vi har sagt direkte til regeringen, at den ikke skal henvende sig igen, før den er villig til at give sig på størrelsen af den offentlige sektor,« sagde Anders Samuelsen, der dermed satte et ultimativt krav, som er noget nær politisk umuligt for regeringen at indfri.

SRSF opererer med en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 procent. Det er en del mindre, end den offentlige sektor er vokset med de seneste mange år. Hverken S og SF, der gik til valg på en vækst på 1,4 procent, kan holde til at give sig mere på dette punkt.

Alligevel holdt skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i går fast i, at Liberal Alliance fortsat er med i forhandlingerne. Han ønskede ikke at forholde sig til substansen i Liberal Alliances krav.

»Vi forhandler ved forhandlingsbordet og ikke i offentligheden.«

Heller ikke Enhedslistens forslag om at bringe elementer fra trepartsforhandlingerne ind i forhand-lingerne om en skattereform ønske-de skatteministeren i går at forholde sig til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"– Når de tre mia. fra overførselsindkomsterne skal ud, hvis regeringen skal lave en aftale med jer, hvor skal pengene til at gøre endnu mere for de arbejdsløse så findes?"

De tre mia. skulle bl.a. gå til skattelettelser til de rigeste. Det er ikke Enhedslistens politik, at give de skattelettelser og dermed er det heller ikke Enhedslistens opgave at finansiere dem!

Dan Johannesson

"Nu er vi jo ikke bundet af, at regeringen har en 2020-plan, hvor de vil have tingene til at se ud på en bestemt måde ude i fremtiden. Vi er mere optaget af at løse tingene her og nu."

Fantastisk udtalelse, og en af de mange grunde til at jeg stemte EL for første gang ved sidste valg, og vil gøre det igen fremover. Ikke så meget ordflom og neoliberalt pis, men et humanistisk og pragmatisk verdenssyn, på en og samme tid.

Det hele er i virkeligheden meget enkelt. Vi vil have et humanistisk samfund, der fungerer bedst muligt, hvor økonomien er menneskets tjener - ikke omvendt.

Og det er EL de eneste der arbejder for.

Morten Rasmussen

"forhandlingstrojka" ?? WTF?? Som en sammenligning med dem som fortalte Grekenland at de skulle være fattige for evigt???

Steffen Gliese

"Vi forhandler ved forhandlingsbordet" - tænk, hvis vi kunne få så demokratisk et samfund, at der blev forhandlet i offentligheden, så folk kunne følge med i, om deres repræsentanter solgte dem eller ej.

Alligevel holdt skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) i går fast i, at Liberal Alliance fortsat er med i forhandlingerne. Han ønskede ikke at forholde sig til substansen i Liberal Alliances krav.

Hvordan kan man forhandle hvis man ikke forholder sig til det man forhandler om???

Hanne Gregersen

@Morten
Termen "trojka" er vel relativ velvalgt, når man tænker på, hvor Fran Aaen har fået sin politiske opdragelse eller ?

Niklas Monrad

EL i en nøddeskal: »Nu er vi jo ikke bundet af, at regeringen har en 2020-plan, hvor de vil have tingene til at se ud på en bestemt måde ude i fremtiden. Vi er mere optaget af at løse tingene her og nu.«

Kortsigtet stemmefiskeri. Lige hvad vi har brug for.

Søren Kristensen

Gad vide hvad der ligger i seniorordninger - at de ældre og måske skrantende skal trækkes ind på arbejdsmarkedet, fuldstændig som det forsøges idag, eller at de skal have lov til at slippe (hvilket selvfølgelig kræver en del nytænkning)? Min refleks antager det første.

Vibeke Svenningsen

Jeg synes, det er fint, man prøver at genoplive de gode takter, der var i kommissoriet til trepartsforhandlingerne. Det kan jo ikke hjælpe, vi bare giver op og ikke gør noget for at bedre jobudsigten for de arbejdsløse.

Robert Kroll

Hvad mener EL med at beskatte almene fonde ?

Pengene ligger jo ikke løst i en stor kasse i fondene, men er placeret i aktier , statsobligationer og almindelige obligationer m v .

Hvis man vi hive rigtig mange penge ud af fondene , så skal disse aktier m v sælges, og det vil være ærgerligt, hvis f eks aktierne sælges til udenlandske kapitalfonde o l.

Danmark har faktisk en interesse i at have nogle store fonde ( f eks arbejdsmarkedspensionskasseren) med en betydelig finansiel styrke, som kan konkurrere med udenlandske fonde og kapitaldannelser og fastholde gode danske virksomheder på danske hænder.

Nils Bøjden

@Robert Kroll

De vil flytte magten over firmaerne fra firmaerne selv over til staten, således at vi alle kan blive lige fattige.

Steffen Gliese

Man må gå ud fra, at investeringerne i disse fonde giver et overskud, der kan beskattes, sværere er det nok ikke, Robert og Nils.
Og skræmmebilleder om statsindfyldelse og fattigdom er så langt ude, at de ikke hører til i en moderne verden, hvor ejerskab netop er så ligegyldigt, fordi store koncerne efteraber institutionel styring allerede.

Robert Kroll

Kære Nils Bøjden.

EL's idealsamfund er vist en blanding af Nordkorea og Pol Pots Cambodia tilsat lidt charmerende og pitoresk dansk "os nok" mentalitet. ?

I hvert fald er deres ideologiske basis et studie i fortidens "intellektuelle fejltagelser", som de gerne vil begå mindst én gang til med Danmark som laboratorium.

Ebbe Pedersen

Fint at Enhedslisten trækker dele a 3-partsforhandlingerne ind i skattereformen. Vilkårene for de arbejdsløse er helt umenneskelige.

Dagpengeperioden er halveret fra 4 til 2 år, og det i en tid hvor der er krise og over 160.000 arbejdsløse.

Optjeningsperioden er fordoblet fra ½ til et helt år. Hvordan kan man nå det når firmaerne ikke ansætter folk i ordinært arbejde. Det tæller ikke timer når man er i aktivering eller i jobtilskud.
I vores nabolande kræves der kun 3 - 4 måneders ordinært arbejde.

Nils Bøjden

@Peter Hansen

"Man må gå ud fra, at investeringerne i disse fonde giver et overskud, der kan beskattes, sværere er det nok ikke, Robert og Nils."

Og det bliver beskttet på samme måde som i aktieselskaber.

http://www.cepos.dk/fileadmin/user_upload/dokumenter/2012_-03/Notat_Fakt...

"Sammenfattende må det konstateres, at ser man bort fra den særlige konsolideringsregel, så er
der formentlig skabt så stor skattemæssig parallelitet mellem aktieselskaber og fonde, som det er muligt, hvis man samtidig vil bevare og anerkende fondsmodellens særlige formål og virke."

Så længe fondene har et overskud beskattes det. Hvis fondene henlægger eller uddeler kan det trækkes fra. Nøjagtigt som med aktieselskaber.

Steffen Gliese

Mon ikke, det er "hvis man samtidig vil bevare og anerkende fondsmodellens særlige formål og virke", vi skal have fat i...

Karsten Jachs

Hvorfor findes der stadig mennesker der tror på at topskattelettelser får folk til at arbejde mere?

Al erfaring viser at det modsatte er tilfældet. Når man skal betale mindre i skat, kan man arbejde mindre for at få det samme udbetalt. Den ekstra fritid er der rigtig mange der vælger i stedet for mere i lønningsposen.

For topskatteydere er det jo oftest ikke et spørgsmål om at gå ned i arbejdstid... men nærmere et spørgsmål om at arbejde mindre på overtid.

Emil Edelgart

@Robert Kroll
Hvis nu vi antager, at din intellektuelt selvfornedrende kommentar ikke blot var et forsøg på at appellere til laveste fællesnævner, men at Enhedslisten faktisk var kommunister af den gamle skole, er det så ikke værd at bide mærke i, at juche aldrig har haft særlig meget med kommunisme at gøre og at Nordkorea har fjernet alle referencer til kommunismen i deres forfatning, samt at Khmer-regimet blev væltet af kommunister, hvorefter Pol Pot blev en vestlig allieret? Bare noget at tænke over, før du gør dig selv til grin igen.

Ib Christensen

Jeg forstår stadig ikke hvorfor det aldrig kan diskuteres, at give et fast kr. beløb i fradrag for hver registret arbejdstime. Medmindre det med at skattelettelserne skal gives for, at gøre det værd at arbejde er en løgn. Var det pr. time, ville man jo netop belønne for ekstra indsats. Med top skattelettelser ville man især belønne de store penge, lavet på spekulation og andet ikke værdiskabende indtjerning.

Som det er nu sidder de rigtige vinderer og griner bag egoisterne, som grådigt opdigter begrundelser for, at de skal have top skattelettelser. Og tankeløst hjælper med at save den gren over de selv sidder på, fordi de tror de selv får lov at beholde den største del af grenen.