Læsetid: 4 min.

Forskerne har fået et nyt magtmiddel

Forskernes nye magtmiddel er at tage deres forskningspenge og studerende og gå, hvis de er utilfredse med forholdene. På den måde værner de om forskningsfriheden, mener ekspert. Forskernes fagforbund oplever et stærkt stigende antal ’forskningsflygtninge’
En studerende venter på sit eksamensresultat på Københavns nyeste universitetscampus i Sydhavnen. Endnu er der sparsomt indrettet, men fra 1. juli flytter hele Aalborg Universitet-København ind i de nye bygninger.

En studerende venter på sit eksamensresultat på Københavns nyeste universitetscampus i Sydhavnen. Endnu er der sparsomt indrettet, men fra 1. juli flytter hele Aalborg Universitet-København ind i de nye bygninger.

Tine Sletting

21. juni 2012

Man kunne kalde det forskernes flygtningelejr. På kort tid har to hele forskergrupper forladt hver deres universitet i protest mod forholdene på deres eget universitet, og de skal begge have til huse her på Aalborg Universitets nye campus i Københavns Sydhavn. Et interimistisk plasticskilt er skruet op på muren med fire skruer og markerer, at nordjyderne allerede har overtaget den første bygning. Og om en uge flytter resten af forskerne så ind.

»Det er gået lidt hurtigt, at der kommer hele nye forskergrupper på én gang. Det var ikke lige det, jeg havde tænkt. Men det er lykkedes at finde plads til dem,« siger campusleder Lene Lange om den fysiske planlægning af, hvor folk skal indrette sig i de nye bygninger. Det nye campus er ikke gået på bevidst strandhugst hos de andre universiteter i københavnsområdet, men man tog muligheden, da forskergrupperne bød sig til.

»Vi er et ungt universitet, som er åbent for forandring,« siger Lene Lange. Først var det 17 forskere på Aarhus Universitet i Emdrup, der tidligere på året tog deres gode forskning og gik. Og nu er 30 forskere fra DTU så også flyttet til Aalborg Universitet, som Information skrev i går.

Ny tendens

Tendensen til, at forskerne flygter fra universiteterne, fordi de føler sig presset ud, er taget kraftigt til, efter universitetsloven begrænsede forskernes medbestemmelse, forklarer Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening.

»Men det er en ny tendens, at forskerne går i samlet flok,« siger hun.

»Det er stærke forskere, der kan finde ud af at stå sammen og sige, ’det vi laver er vigtigt uanset, hvad ledelsen mener’. Det burde få universitetsledelserne til at overveje, om det ikke var på tide at lytte mere til forskerne.«

Hovedårsagen til flytningerne er, at de strategier for forskningen, som er besluttet i den øverste ledelse, virker ødelæggende på lokale faglige miljøer, forklarer Ingrid Stage. Claus Emmeche, der er leder af Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier på Københavns Universitet, er enig i den vurdering.

»Der finder en teknokratisering af ledelsen sted, hvor der bliver formuleret strategier ovenfra, som forskerne har svært ved at se sig selv og deres forskning passe ind i. Det gør, at de forskere, der har mulighed for det, ser sig om efter andre universiteter.«

Forskerne kan tage deres forskningsbevillinger med sig, og det gør det muligt selv for større grupper at få ansættelse på andre universiteter. Det er en vigtig magt, forskerne har fået her, mener Claus Emmeche:

»Situationen bliver den, at de forskergrupper, der er gode til at agere i den dynamik, hvor universiteterne konkurrerer om de bedste spillere, måske bedre kan bevare deres forskningsfrihed end isolerede enkeltforskere.«

Åben konkurrence

En iøjnefaldende glasbro over vandet forbinder to af bygningerne i det nye campus. Kantinen har terrasse ud mod en idyllisk udseende lystbådehavn, og Lene Lange lægger ikke skjul på, at hovedformålet med den nye beliggenhed er at tilbyde de studerende et attraktivt studiemiljø.

»Jeg glæder mig til at se unge mennesker på kajen,« siger hun, mens vi ser ud over området fra en tagterrasse.

I forvejen har Aalborg Universitet i København 1.500 studerende og 400 ansatte, og planen er at blive endnu større. Men Lene Lange ser det ikke som en konkurrence mellem universiteterne om forskere og studerende.

»Hele vores tænkning i København er, at vi ikke vil komme med noget, der er her i forvejen. Vi vil tilføje nye læringsmiljøer og nye studier. Vi prøver at gøre kagen større i stedet for at tage de andres stykke,« siger hun.

Claus Emmeche mener dog, at det reelt er en konkurrence, og han er ikke overrasket over de to aktuelle eksempler med forskergrupper, der flytter:

»Det er udtryk for en skærpet markedsgørelse af universiteterne, at AAU tilbyder en hel forskergruppe stillinger for at snuppe en samlet stærk og visionær gruppe, i konkurrence med et andet universitet,« siger han.

Ingrid Stage mener, at udviklingen er bekymrende, da det kun er de stærkeste forskermiljøer, der har mulighed for at flytte.

Ledelsernes stramme strategier er i princippet et indgreb i forskningsfriheden:

»Og flytning er så det magtmiddel, forskerne må ty til, hvis der ikke bliver lyttet til deres argumenter. Men det ville være bedre, hvis universiteterne ikke forsøgte at presse alle forskere ind i en bestemt model, for det kommer der ikke god forskning ud af.«

’Intet tab’

Rektor på DTU, Anders Bjarklev, mener dog, at reorganisering og nye strategier for forskningen er nødvendige for at kunne drive et universitet, der følger med samfundsudviklingen.

»Vi er nødt til at tilpasse os det omgivende samfund, derfor laver vi løbende reorganiseringer på DTU, men jeg er kun glad for, at det danske universitetssystem er så fleksibelt, at det giver rum til, at den her gruppe forskere kan prøve det, de kan af andre steder. Det er da kun godt, at forskere også kan skifte job som i det private,« siger Anders Bjarklev.

Han understreger, at DTU er en stor arbejdsplads, hvor der er flere opsigelser og ansættelser om dagen. En del af reorganiseringen betyder, at DTU vil satse endnu mere på bæredygtighed og innovation – hvilket netop er en del af de 30 forskeres speciale: »Det her betyder ikke det store, for vi er heldigvis tusindvis af mennesker, der  beskæftiger os med det område, derfor er 20-30 forskere ikke noget, der ændrer på det,« siger Anders Bjarklev.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mihail Larsen

Frihed

Er der noget belæg for at sige, at det er forskningsfriheden, der motiverer nogle forskere til at skifte universitet? Alle danske universiteter er underlagt den samme universitetslov, så i princippet er der ingen forskel på graden af 'frihed' og 'medbestemmelse'.

Har forskergrupperne fra AU/DPU og fra DTU fået tilsagn om en højere grad af frihed og medbestemmelse end den, som universitetsloven hjemler ret til?

Eller er AUC et mere 'liberalt' universitet, der tolker loven mindre restriktivt end de andre universiteter?

Eller har de fået tilbudt nogle mere favorable lønninger?

Før vi kender svarene på de spørgsmål, kan vi ikke konkludere, om gruppernes selvvalgte overflytning sker af hensyn til forskningsfriheden.

Anne Albinus

MIhail.
Forskergruppen fra AU/DPU forlod AU, fordi de på AAU kunne fortsætte deres it-didaktik i folkeskolen, hvorimod AU ville satse på IT-didaktik i ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser.

http://folkeskolen.dk/508973/dpu-er-toemt-for-it-didaktisk-forskning

Udefra set kan DTU-sagen jo også tolkes som DTU's strategi for at komme af med gruppen ved at kræve kvantitativ forskning frem for kvalitativ.

Personligt havde jeg ikke fuld frihed på AAU til at vælge emne i 2003 til Masterspeciale i it, sprog og læring, nemlig e-mail og stress. Emnet var for negativt, blev der sagt, jeg havde ellers fundet en offentlig forvaltning og en privat virksomhed, hvor jeg skulle interviewe ansatte om brug af email. Så jeg måtte skrive teoretisk speciale.

John Vedsegaard

Hvis såkaldte "forskere" bruger den slags midler, bør man overveje om de overhovedet skal have status som "forskere", de bør nærmere kaldes gangstere!

Dan Sørensen

Hvad indad tabes, skal udad vindes...

Jeg var træt af udsigten til politisk styret forskning hjemme i andedammen, så jeg drog vest.

Jeg laver nu nytteorienteret forsking. Jeg arbejder på et universitet i Canada og på baggrund af vores ekspertise og avanceret teknologi kan vi yde videnskabelig service til samfundet. Jeg samarbejder med mange små og mellemstore virksomheder, som ikke har kapital til at ansætte specialister og indkøbe højteknologisk udstyr - f.eks. medicinalvirksomheder, der laver kopimedicin. Vi biddrager dermed til at samfundet har adgang til billig medicin og indtjener årligt ca. 1 mio kr. til vores institut.

Det er penge, som vi derefter bruger til fri forskning uden politisk styring.